ADVARSEL: Indeholder spoilers!
Det var jeg kommet på var et must, da vi for nogle måneder siden så Borte Med Blæsten; det var første gang, hun så den, og hun var så dejligt begejstret, at jeg syntes, vi skulle se den BEDSTE episke kærlighedshistorie ever. Undervejs i filmens 192 minutter tog jeg mig selv i at tænke, hvorfor det egentlig var, jeg var kommet i tanke om den i kontekst med Borte Med Blæsten.
Begge film er megalange. Begge film foregår indenfor en historisk ramme, der omhandler krigstider.
Begge film har en smuk helt (er mere til Omar end til Clark) og en smuk heltinde (er mere til Julie end Vivien).
Man kunne fristes til at sige, at Doktor Zhivago selvfølgelig er flottere og mere filmisk detaljeret, eftersom den er fra 1964, hvor Borte Med Blæsten er fra 1936 (selv om baggrunden med det brændende hus, der styrter sammen dælme er imponerende), og eftersom jeg finder Ruslands historie mere interessant og spændende fremmedartet end USAs.
Kærlighedshistorien i Doktor Zhivago er af en helt anden kaliber end den i Borte Med Blæsten.
Borte Med Blæsten er indbegrebet af romantik - det er faktisk lidt af en gammel chick-flick, bortset fra, at de elskende går fra hinanden til sidst, selvfølgelig, og har så mange stridigheder indbyrdes undervejs, at det faktisk må siges at tage en del af det urealistisk romantiske ud af filmen. Det er med andre ord ikke Danielle Steel, der er tale om (dog ikke et ondt ord sagt om Danielle Steel!)
Men i Doktor Zhivago kan man bide mærke i, at filmens to hovedpersoner i den første time og tre kvarter kun møder hinanden tilfældigt og ikke kommunikerer med hinanden, før de mødes i felten, som henholdsvis læge og sygeplejerske. Der tilbringer de en del tid sammen, men som Lara så smukt siger (noget i retningen af), da Zhivago udtrykker sine følelser for hende: "Vi har ikke gjort noget, som gør, at du skal lyve for din kone. Jeg ville ikke bryde mig om, hvis du skulle lyve." Ergo har de ligesom valgt ikke at gå hardcore til den, for at sige det på en virkelig plat Thea-måde.
Derefter går der helt vildt lang tid, hvor de IGEN ikke ser hinanden, og leder separate liv, inden de så indleder en affære, og der sker en masse dramatisk halløj, der er helt vildt spændende og oprørende.
Fast forward til sidst i filmen, hvor en ældre Zhivago ser Lara på gaden, efter lang tids adskillelse, og forsøger at indhente hende, for til sidst at falde død op på gaden, inden hun nogensinde får øje på ham (her åbner vandværket hver gang, det er klart) og så ender historien, faktisk.
Doktor Zhivago er hermed blandt andet et smukt billede på, hvor flygtig kærligheden kan være, selv om den måske er nok så stor og inderligt lidenskabeligt romantisk. Det gør efter min mening filmen meget mere realistisk og ikke mindst smukt deprimerende, i al sin storslåethed.
Undervejs sidder man flere gange og tænker "nu MÅ de sgu da mødes!", fordi de to tilfældigvis opholder sig på samme sted fra tid til anden, men det gør de bare ikke, før meget senere. Det er dog tydeligt, at det er skæbnen, at de skal være sammen, fordi det er dén, der hele tiden fører dem sammen igen.
Og som udslag får de egentlig så utilfredsstillende kort tid sammen.
Ved gensyn nummer 60 af filmen forleden, kom jeg også til at tænke på noget, da Zhivago står og ser efter Lara, da hun kører væk fra det sted, hvor de sammen har behandlet krigsofre:
Da ved han, at han elsker hende, men han ved ikke, om han nogensinde ser hende igen.
Fast forward, denne gang til 2012, hvor man kan stalke lidt på nettet, gå på netdating-sider, chatte på Facebook, sende SMS'er og selvfølgelig ringe op, hvis man gerne vil se en eller anden.
Man manipulerer jo helt vildt med skæbnen og skaber unaturlige, uvilkårlige omstændigheder på den måde, og kan forme det hele efter forgodtbefindende.
Og selv om jeg tror på det frie valg (ikke udelukkende, rent teologisk, men lad nu det ligge), så kan det da godt være, at skæbnen ved bedst, når det kommer til kærlighed.
Man hører fra tid til anden frasen "hvad der skal ske, vil ske", hvilket kunne tolkes som om, mennesket helt fritages fra sit ansvar overfor sig selv og sine handlinger, men frasen siger jo ingenting om, hvorvidt det er skæbnen eller menneskene, der får det, der skal ske til at ske, vel.
Oh well. Det er nok, hvad man gør det til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar