På Købmagergade kunne man imidlertid omkring klokken lidt i syv opleve forskellige gruppers magtdemonstration og mangel på kommunikation.
Venstres Ungdom, som holder til i lokaler i det indre København, fik nemlig besøg af lederen for Danskernes Parti, Daniel Carlsen ( http://da.wikipedia.org/wiki/Daniel_Carlsen ).
V.U.'s landsformand, Morten Dahlin, udtalte følgende om Carlsens deltagelse i mødet:
”Venstres Ungdom sympatiserer på ingen måde med racisme eller nynazisme. Mødet er ikke er stablet på benene, fordi vi sympatiserer med Danskernes Parti, men fordi vi mener totalitarisme og ekstremisme bekæmpes bedst med demokratiske midler som modargumenter og kritisk debat, frem for stenkast og vold. ” http://vu.dk/2012/03/udtalelse-ifbm-debatm%C3%B8de-med-danskernes-parti/
Jeg kan ikke se, hvordan den udtalelse og det sigte kan virke stødende på politisk aktive mennesker, hvad enten de befinder sig på den ene eller den anden fløj.
Projekt Antifa, der, som navnet indikerer kalder sig en antifascistisk bevægelse, troppede blandt andre op til en blokade for at forhindre Carlsens deltagelse, med deres egne ord, for:
"at sikre at den voldsdømte nazileder Daniel Carlsen og eventuelle sympatisører ikke kunne rende rundt i København og udgøre en trussel for byens venstrefløj og minoritetsgrupper, sekundært at blokere selve mødet." http://projektantifa.dk/nyheder/article/massiv-politivold-beskyttede
Jeg må sige, at antifascisme i mine øjne dårligt kan gå hånd i hånd med sådan en begrænsning ag ytringsfriheden. Det kommer måske bag på nogen, men går man ind for ytringsfrihed, så gælder det altså for begge fløje, og ikke bare dem, der ikke kan se videre end til, at deres eget politiske perspektiv må være det eneste rigtige og dette kan ikke være anderledes.
Det er forkasteligt, når højrefløjens unge idealister demonstrerer mod venstrefløjens ditto, når de forsamler sig lovligt. Men det er sjovt nok ligeså forkasteligt, når det er omvendt.
Hvis man ikke mener det, er man ikke antifascisitisk.
(Jeg vil gerne lige pointere, at jeg ikke er uvidende omkring fascismens konkrete betydning og oprindelse under Mussolini, og at termen her bruges mere frit - det er jo en blog, og jeg gør mig generelt sjældent udi at kommentere politik på nogen måde.)
Lad os lige huske på, at bare det 20. århundredes største tyranner ikke udelukkende talte Hitler, Mussolini og Franco, men også Stalin og formand Mao. Begge fløje spytter skidt ud, det kan nok ikke være anderledes, når det netop handler om magt, hvadenten den er politisk, religiøs eller hvad den nu kan være.
Jeg tager dog ikke nogens parti, bare fordi gårsdagens hændelse lægger op til, at jeg skulle sympatisere med V.U. Når det forholder sig sådan skyldes det, at man kan se, at V.U.'s ideal om demokratisk at aftabuisere totalitær fanatisme gennem italesættelse, er fuldstændig virkelighedsfjernt. Der er jo netop ingen kommunikation mellem de forskellige parter, det kan der umuligt være, når hver af dem synes at have oplevet blokaden på meget forskellige måder, hvilket man kan læse på deres hjemmesider.
V.U. synes, at demonstraterne opførte sig truende, hvor Antifa modsat pointerer, at V.U.'s medlemmer måske nok blev mødt af buh-råb, men at der ingen decideret trussel var. Min fortolkning af den rapporterende aktivist fra Antifas udsagn er tværtimod, at V.U.'s utilfredshed med omstændighederne for deres ankomst måske endda kunne virke som en provokation på demonstranterne.
Denne inkongruens bevirker, at det er umuligt at tilslutte sig nogen af parterne.
Én af parterne har jo tydeligvis ikke øjne i hovedet, eller er i hvert fald så forblændet af eget politisk storhedsvanvid og reelle hensigter, at de har mistet evnen til at sanse tingene som de rent faktisk foregår, og bagefter komme med et udsagn om begivenhederne, der afspejler dem, "wie es eigentlich gewesen."
Når der er så vigtige ting på spil, som hvad i alverden alle vi andre skal mene, så er det vel for helvede ikke for meget forlangt, at der i udlægningen kan spores i hvert fald en bestræbelse på objektivitet?
Naturligvis kan man ved gennemlæsning af rapporten på Antifas hjemmeside ikke undgå at bemærke en vis utroværdighed i den, idet den hurtigt tager en drejning, der omhandler den VOLD de stakkels aktivister blev mødt med fra det tilstedeværende politis side. En blev efter sigende anholdt på en VOLDELIG måde.
Stakkels aktivister!
Det er som om, de ikke kan se, at der i selve dét at påføre sig prædikatet "aktivist" ligger en AKTIV handling, der ligeledes kan opfattes provokerende. Når man er aktivist er man ikke passiv. Det er en helt elementær logisk sandhed. Det ville være ligesom at påstå, at en ungkarl kan være gift, som min gamle filosofiunderviser ville udtrykke det. Og hvis man fra tid til anden kaster med sten (opfattes bogstaveligt eller metaforisk efter egen subjektivitet), så kan det da ikke ligefrem komme bag på én, at man af og til bliver mødt med ligeså hårdhændede metoder? Eller er det bare ligegyldigt, at der bag hver enkelt politiuniform og skjold findes et menneske, der har et job at udføre, og at også de skal passe på sig selv?
Når dét er sagt, så lad mig også lige sige, at jeg ikke selv kan se, hvad jeg ville have ud af at prøve at tage en nynazist alvorligt. Der er ingen form for ideologisk ekstremisme, der indeholder den mindste grad af menneskeforfølgelse eller diskrimination af forskellige grupper, der virker appellerende for mig på nogen måde.
Da jeg endelig nåede frem til foredraget sagde Lars Albinus blandt en masse andet spændende, at Foucault mener, at historiens rammer er dynamiske - tiden er jo dynamisk. Religionen flytter med ind i den nye sammenhæng, undtagen når der er tale om fundamentalisme og ortodoksi, hvor der i stedet er tale om et forsøg på at fastholde religionen i en skikkelse, der ikke følger med tiden.
Det lyder som om, tilfældet kunne være det samme med politik i samtiden.
Sluttelig: Mit eget indtryk, da jeg passerede gennem opløbet på Købmagergade, var, at mine øjne ufravigeligt spejdede efter det nærmeste menneske i politiuniform, da alle de tilstedeværende (det være sig V.U.'ere eller demonstranter) civile virkede meget ophidsede og hektiske, hvilket gjorde mig urolig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar