Doktor Zhivago

ADVARSEL: Indeholder spoilers!

Forleden så jeg Doktor Zhivago sammen med la petite Lulu, den dejlige dame.

Det var jeg kommet på var et must, da vi for nogle måneder siden så Borte Med Blæsten; det var første gang, hun så den, og hun var så dejligt begejstret, at jeg syntes, vi skulle se den BEDSTE episke kærlighedshistorie ever. Undervejs i filmens 192 minutter tog jeg mig selv i at tænke, hvorfor det egentlig var, jeg var kommet i tanke om den i kontekst med Borte Med Blæsten.

Begge film er megalange. Begge film foregår indenfor en historisk ramme, der omhandler krigstider.

Begge film har en smuk helt (er mere til Omar end til Clark) og en smuk heltinde (er mere til Julie end Vivien).

Man kunne fristes til at sige, at Doktor Zhivago selvfølgelig er flottere og mere filmisk detaljeret, eftersom den er fra 1964, hvor Borte Med Blæsten er fra 1936 (selv om baggrunden med det brændende hus, der styrter sammen dælme er imponerende), og eftersom jeg finder Ruslands historie mere interessant og spændende fremmedartet end USAs.

Kærlighedshistorien i Doktor Zhivago er af en helt anden kaliber end den i Borte Med Blæsten.

Borte Med Blæsten er indbegrebet af romantik - det er faktisk lidt af en gammel chick-flick, bortset fra, at de elskende går fra hinanden til sidst, selvfølgelig, og har så mange stridigheder indbyrdes undervejs, at det faktisk må siges at tage en del af det urealistisk romantiske ud af filmen. Det er med andre ord ikke Danielle Steel, der er tale om (dog ikke et ondt ord sagt om Danielle Steel!)

Men i Doktor Zhivago kan man bide mærke i, at filmens to hovedpersoner i den første time og tre kvarter kun møder hinanden tilfældigt og ikke kommunikerer med hinanden, før de mødes i felten, som henholdsvis læge og sygeplejerske. Der tilbringer de en del tid sammen, men som Lara så smukt siger (noget i retningen af), da Zhivago udtrykker sine følelser for hende: "Vi har ikke gjort noget, som gør, at du skal lyve for din kone. Jeg ville ikke bryde mig om, hvis du skulle lyve." Ergo har de ligesom valgt ikke at gå hardcore til den, for at sige det på en virkelig plat Thea-måde.

Derefter går der helt vildt lang tid, hvor de IGEN ikke ser hinanden, og leder separate liv, inden de så indleder en affære, og der sker en masse dramatisk halløj, der er helt vildt spændende og oprørende.

Fast forward til sidst i filmen, hvor en ældre Zhivago ser Lara på gaden, efter lang tids adskillelse, og forsøger at indhente hende, for til sidst at falde død op på gaden, inden hun nogensinde får øje på ham (her åbner vandværket hver gang, det er klart) og så ender historien, faktisk.

Doktor Zhivago er hermed blandt andet et smukt billede på, hvor flygtig kærligheden kan være, selv om den måske er nok så stor og inderligt lidenskabeligt romantisk. Det gør efter min mening filmen meget mere realistisk og ikke mindst smukt deprimerende, i al sin storslåethed.

Undervejs sidder man flere gange og tænker "nu MÅ de sgu da mødes!", fordi de to tilfældigvis opholder sig på samme sted fra tid til anden, men det gør de bare ikke, før meget senere. Det er dog tydeligt, at det er skæbnen, at de skal være sammen, fordi det er dén, der hele tiden fører dem sammen igen.

Og som udslag får de egentlig så utilfredsstillende kort tid sammen.

Ved gensyn nummer 60 af filmen forleden, kom jeg også til at tænke på noget, da Zhivago står og ser efter Lara, da hun kører væk fra det sted, hvor de sammen har behandlet krigsofre: 

Da ved han, at han elsker hende, men han ved ikke, om han nogensinde ser hende igen. 

Fast forward, denne gang til 2012, hvor man kan stalke lidt på nettet, gå på netdating-sider, chatte på Facebook, sende SMS'er og selvfølgelig ringe op, hvis man gerne vil se en eller anden.

Man manipulerer jo helt vildt med skæbnen og skaber unaturlige, uvilkårlige omstændigheder på den måde, og kan forme det hele efter forgodtbefindende. 

Og selv om jeg tror på det frie valg (ikke udelukkende, rent teologisk, men lad nu det ligge), så kan det da godt være, at skæbnen ved bedst, når det kommer til kærlighed.

Man hører fra tid til anden frasen "hvad der skal ske, vil ske", hvilket kunne tolkes som om, mennesket helt fritages fra sit ansvar overfor sig selv og sine handlinger, men frasen siger jo ingenting om, hvorvidt det er skæbnen eller menneskene, der får det, der skal ske til at ske, vel. 

Oh well. Det er nok, hvad man gør det til.

Kaffenydelse

Utroligt, jeg er rent undtagelsesvist stået op klokken halv ni, efter kun tre timers søvn, i desperat håb om endelig at få en ordentlig døgnrytme igen, efter søvnsystems almindelige forvirring over sommertiden,
og det har allerede givet stof til i hvert fald en blog!
Det kunne godt være, det dér "formiddag" var egnet til andet end tidspunkt for væsentligst del af nattesøvn?

For det første kan jeg fortælle, at jeg, trods det faktum, at jeg er uendeligt fattig på dette tidspunkt af måneden, simpelthen måtte krybe til korset (som i religiøs metafor, og ikke noget lingerie-orienteret) og gå i Irma for at få fat i 200g. Nescafé Gold. For en uge siden havde butikkerne i mit hood nemlig tilsyneladende valgt ikke at føre pågældende mærke, ligesom de åbenbart også nogle gange bare ikke lige føler, at der er marked for mælk (NV FTW.)

Den fadæse har resulteret i, at undertegnede har måttet nøjes med mærket Amora, hvis tvivlsomme kvalitet blandt andet røbes ved, at "instant kaffe" pludselig bliver til "snabb kaffe," og der er ikke gået én dag, hvor jeg ikke har tænkt på, om dét vitterligt var bedre end ingen kaffe overhovedet.

Kaffe, der fra fabrikanten kommer med bismag af leverpostej (uden at jeg jo egentlig ved, hvordan dét smager) er simpelthen bare ikke særlig nizzle. Man føler sig som en særdeles sølle koffein-narkoman, når man lader kaffen køle helt af og holder sig for næsen ved indtagelsen.

Der hersker pt efterkrigstidslignende tilstande her på adressen, denne formiddag.
Jeg har stået med næsen helt nede i dåsen med kaffe og snuset ind, og det henleder alt sammen i vældig høj grad tankerne på begejstringen over den RIGTIGE kaffe i det varnæske hjem i Matador, efter befrielsen.
Pludselig ser jeg helt anderledes på den almindelige danske befolknings lidelser under 2. Verdenskrig!
Tænk at skulle leve med usle erstatninger for alverdens usunde nydelsesmidler!
Godt, det ikke var mig, jeg havde SÅ meget risikeret alt og var daffet til Sverige, bare for kaffens skyld.

Det kan godt være, der sidder nogle fancy mennesker derude, med deres smarte kaffemaskiner, der på magisk vis kan lave vand om til espresso så stærk, at det kan slå én ihjel (af glæde, selvfølgelig),
og rynker på næsen over dette, som i deres øjne må ligne en meget trist undskyldning for kaffeentusiasme,
men tro mig, jeg rynker også på næsen over jer, med jeres smarte lorte latté og iskaffe fra Baresso.
Feinschmecker mig i røven.

Jaja, for at citere Regeringens valgprogram: "Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er noget lort."

Og nu til noget helt andet:
Er der noget skønnere ved mænd, end det faktum, at deres ego aldrig er for småt til lige at bage lidt på én, selv om de står og roder i en skraldespand? Jeg har aldrig følt mig så smuk. Eller noget.

Hjemmehjælper Blues

Her er der en lille sang, jeg har bedrevet for en fire år siden!
Bemærk, at jeg faktisk aldrig har været hjemmehjælper.

----

Mit job er utaknemligt og mit traume uforglemligt
Jeg er hjemmehjælper, hjemmehjælper

Jeg må skifte ble og bækken tømme
Hvordan ku' dette dog ske?
Engang havde jeg større drømme
Nu kan jeg hverken græde eller le

Mit job er utaknemligt og mit traume uforglemligt
Jeg er hjemmehjælper, en stakkels hjemmehjælper

Når jeg har Maren gennemspulet
og hun i ternet plaid er svøbt
ser hun stille Lykkehjulet,
spiser kattetunger jeg har købt

Hun siger "tiden går i højeste gear"
På mit job er et minut mindst tusind år
"Når man er 90 er der ikke megen svir"
og jeg drømmer om den sex jeg ikke får

Jeg ville hellere have været kontorist
ikke bedrevidende frokostfascist
Spørg dig selv hvor meget følelse
man kan lægge i fire halve med spegepølse?
Og hvor ofte man kan glo hjorte ved skovsøer
inden ens indre verden dør?

Jeg går ensom hjem til mit rækkehus
og synger min hjemmehjælper blues
Jeg ser TV2 Charlie og bygger et korthus
og synger min hjemmehjælper blues
Ja, jeg synger min hjemmehjælper blues

Arme arm!

Hvordan kan det være, at folk altid siger, de ville ofre deres ”højre arm” for det ene eller det andet? 

Jeg tror, de fleste mennesker er højrehåndede, men venstrehåndede mennesker siger jo ikke, at de ville give deres VENSTRE arm! Det er da totalt unfair! 

Tal lige lidt om overset diskrimination, når det kommer til kropslige lemmer.

Jeg har forresten engang set nogen miste en arm i diverse mere eller mindre tvivlsomme film, og jeg tror sgu, det er lige pinefuldt, hvadenten det så er højre eller venstre, så kan man da for pokker ikke bare få lov at ofre den arm, man bruger mindst, hvis det endelige SKAL være? 

Som højrehåndet er jeg kommet frem til, at jeg ikke ville undvære dén for NOGET. 

Men jeg ville måske godt give min venstre arm for ikke at gå op i sådan nogle ligegyldige ting, som det her.

"Thea, har du ryddet op i dag?"

"Njah, det er så som så."

"Thea, har du lavet noget som helst specialeorienteret i dag?"

"Udover bare at være til og finde relevante papirer frem? Naaaahrrrr... Det er nok lidt småt med dét."

"Thea, har du fundet en bolig til Regeringen og Græsrodsbevægelsen i dag?"

"NEJ NEJ!!! Men til gengæld har jeg da tænkt irrelevante ting om eventuel opgivelse af lemmer..."

Det må da også tælle, på en eller anden skala?

Lørdagsrutinen

Kæft, hvor er det nogle gange svært at være herrezen, når der findes så meget dårligt TV..

I dag kører tankerne bare rundt i mit hoved, i et stort virvar.
Det er faktisk lidt som om Cirkus Benneweis bor derinde.
Rimelig meget kaos og stank af hestemøg og dårlig candyfloss.

Der er ikke rigtig noget, der bliver tænkt færdigt i dag.
Tankemæssigt flueknepper jeg med en støvekost og børster af på kaos.

Og nu siger Rasmus Botoft gudhjælpemig inde i fjernsynet, at jeg trænger til en SYNGende lussing!

Hm.
Man kan vel godt gi' sig selv lidt domestical respect (den lidet kendte modsætning til streetrespect, som jeg personligt har lidt mere erfaring med) for, at man orkede at muge ud i køledrengen og lave kød-gulerods-champignons-bacon-sovs til flere dage, hælde op i poser og fryse ned, samt læst 30 sider og skrevet en side om nogle af Giddens' pointer fra Modernitet og selvidentitet - som for øvrigt er MEGAgod.
Den handler meget om mig, synes jeg. Det kan være, mit svar på selvhjælpsbøger skal være sociologiske analyser af vores samtid.

Så noget er her da sket, selvfølgelig udover den altfavnende begejstring jeg følte over afsnittet Small Potatoes i X-Files' fjerde sæson. Har set det før, men ikke hæftet mig særligt ved det, før i aften.
David Duchovny brillerer. Og dét i højere grad end han bare generelt gør ved at være David Duchovny.

Fire sørgelige blå LM 100 tilbage i pakken.
Skulle ha' gået de 100 meter ned i Irma for at hente flere før klokken otte, men var for behageligt at være horisontal.
Hvor er jeg dog magelig, grænsende til det dovne.

Livsstil? Ikke min stil.

Undskyld, men hvad foregår der egentlig ovre i Bloggers Delight?

Det er så vidt jeg har forstået et meget velanset blogger-community - f.eks. står der, at man skal have, ikke 50, ikke 500, sågar ikke 5000 besøg på sin blog om måneden, men mindst fucking 50.000 besøgende om MÅNEDEN! Rimelig elitært. Og eliten har patent på kvaliteten. Det må være reglen.

Men prøv og hør' - hvis jeg havde 50.000 læsere om måneden, så ville jeg da egentlig nok snarere forsøge at få udgivet en bog. Nynne var trods alt bare en fiktiv karakter, med nogle finurlige vendinger, men det der sker herovre er real authentic stuff, ik'. Nej, måske ikke helt så lårklaskende sjovt, eller skulle jeg sige "vittigt", som jeg synes både omfatter humor og vid, men ikke desto mindre er her gøre med rigtige tanker fra et rigtigt menneske, ergo er det både ubrugeligt og aktuelt, samt irrelevant og rigtig relevant, ok.

Nå, men det skulle jo handle om Bloggers Got-It-Right.
For det er dét, man har med at gøre, der på siden for tvivlsom nydelse.
Har siddet og rodet rundt i det en del, og jeg er faldet for www.infotainer.dk, www.bitterfissen.dk (selv om afsløring af identitet ærgrer mig - ret så sell out, i forhold til konceptet), og så kigger jeg også ind i mellem på www.s-u-s.dk, fordi jeg i gymnasiet hang en del ud med frøken Line Love, og jeg respekterer, hvad hun og hendes har at sige, på trods af det følgende, jeg nu vil sige.

For der er da godt noget gået inflation i de blogs, der handler om livsstil på den ene eller anden materielle måde! Fint nok, at man kan ha' mode, makeup, boligindretning og madlavning som lidenskab, men det er sgu da rimelig kedeligt, at så mange mennesker ikke kan finde noget intelligent at skrive om.
Credit til gengæld, når de fletter små anekdoter ind fra deres hverdag, for når man elsker at skrive og elsker at læse, hvad andre har skrevet, så er der sgu bare begrænset meget ord-guf over konstateringer, som "jeg købte i dag denne kjole i Gina Tricot - jeg er især glad for detaljen omkring plisseringen!"

O-M-G, siger jeg så, på dansk, O-M-G.

Jeg er klar over, at blogging handler om forskellige menneskers livsstil, men er der mon nogen, der har fattet, at livsstil omfatter andet end materialisme, og såkaldte "events" med tematiske goodie-bags?
Det er kraftedme ikke en særlig autentisk måde at leve på, for i livet er der sgu sjældent tematiske goodie-bags, med endnu flere livsstilsmagasiner og kosmetik, du ikke kan forstå, du har kunnet leve uden.
Autenciteten fortæller derimod ærligt om, hvordan du prøver og prøver, men alligevel bare ender med en pose lort. Måske endda med ild i.

Hvad bidrager man egentlig med, som drønsmart materialist-blogger, andet end selvfølgelig at fremstå som den, der har opfundet den dybe tallerken, som andre ser op til og bliver inspireret af, mens misundelsen over, at alle andre tilsyneladende er mere kreative og langt mere inspirerende mennesker end man selv er, langsomt men sikkert tager over, og bekræfter én i den paranoide tanke om, at alle andre er mere UNIKKE, og bare formår at klæde sig mere flatterende i livet, og at man selv højest bare er en lille copycat?

Men hey. Det handler nok også om fokus og om personlighed og utallige andre omstændigheder.
Selvfølgelig går en sur 26-årig, der er 80 år indeni, og som gennem samtlige 26 år har været udsat dagligt for teologi, ikke lige hen og bliver en solstråle i spraglede farver og med glansfuldt hår.
Man kan ikke udelukke, at man er blevet lidt negativ af at gå så meget op i store spørgsmål.
Og det lyder selvforherligende, men det er det måske ikke.
(Og for øvrigt: Hvis det var, kunne du så ikke bare lige lade mig være den smule selvforherligende, hvis det er det, der skal til, for at jeg ikke føler mig totalt malplaceret ved at være så negativ i en verden, der måske faktisk bare ER skøn?)
Det er selvfølgelig også en livsstil.

Det undrer mig bare, at der ikke er mere, der bare handler om det at være til.
Der er rimelig meget stof i dét emne. Og gudbevarmigvel, selvfølgelig kan man også skrive om nyerhvervelser og den slags, det gør jeg vist også selv, men mit personlige mål er nu alligevel, at det skal handle om mig og ikke om, hvad jeg ejer, hvad jeg gerne vil eje, eller hvad én jeg kender ejer.

Kære mand i tog.

Han træder ind i toget med en overdreven selvsikkerhed.
Først tænker jeg, at han er utrolig flot.
Men sandheden er, at jeg slet ikke har kigget ordentligt på ham,
kun registreret, med et hurtigt blik op fra min bog, at han har noget jødisk over sig
og har udtrådte All Stars-sko på.

Han sætter sig overfor mig i toget og jeg løfter hovedet, men bliver ved med at holde blikket i bogen.
(Sandheden er bare, at man nogle gange sidder mere flatterende med sin hals end andre gange.)

Jeg tør ikke se på hans ansigt, for han er så tæt på,
men ud fra de andre facetter jeg kan skimte, er han mægtig smart:
Han har en afslappet, mørkeblå sweater på og slim fit jeans, som jeg er stor fan af.
Jeg bliver imidlertid forvirret over den dér smartphone og det dér Euroman.

Da hans telefon ringer er der endelig en åbenlys grund til at se op og jeg stjæler mig et glimt af hans ansigt.
Han viser sig at være middelmådigt pæn, med et umådeligt pænt, veltrimmet fuldskæg,
der er helt symmetrisk og har så pertentlig lige længde over det hele,
at det slår mig, at han selv har del i denne længde, som om den kunne være andet end naturlig.
Nærmest, som kunne denne mand ved sit skæg gøre det modsatte af at plukke øjenbryn.

Hans øjne er rare, som de ofte er hos en mand i trediverne.
Han lyder rar, da han tager telefonen. Og jysk.
Men hans øjne er hektiske og hans næse er så uformelig, at man ikke ville vide den var en næse,
hvis ikke den sad hvor den gør.

Det er tydeligt, at han taler med en kvinde.
Det er ikke hans mor. Heller ikke hans kæreste.
Måske én, han dater, sådan, casually,
eller bare en af hans mange veninder.

Han er en ladies man:
Ikke lækker nok til at være en player, men pæn nok til at kende mange mindre lækre kvinder,
der alle synes han er sjov, klog, han tør virkelig sige tingene som de er, han er bare rigtig cool og nede på jorden, og så spiller han jo MUSIK, og det er slet ikke et turn off, jo, det bliver det aldrig.

Måske er han en rockstjerne, men for mig begynder han nu at ligne et fusionsjazzspillende, højkulturelt røvhul.

Han er påtaget laid back og han snakker, snakker, SNAKKER, i den forpulede, kloge telefon,
ligesom tre andre indenfor min nærmeste sfære gør det.

Jeg føler mig højt hævet over dem allesammen.
Kan de ikke holde sig beskæftiget i to timer, uden at skulle ringe op og spørge deres venner, hvad de laver.
Hvad fanden rager det hele egentlig mig?

En yngre pige stod på i Odense, samtidig med manden.
Hun synes, han er flot.
Det er pissekoldt, også i toget, men alligevel føler hun pludselig trang til at vikle sig ud af sin dynejakke, sine Kawasaki-sko,
og sit generelle jeg-banker-din-ass-hvis-du-kigger-på-mig-forkert-attitude, og pludselig er der løst, langt rødblondt hår, trutmund
bar ryg og kavalérgang både fortil og bagtil.

De ævler begge i deres telefoner og hun kaster stjålne blikke mod ham.
Han, mens han fraværende bladrer i sit Euroman,
hun, mens hun ridser på en side i en af ungdomsuddannelsernes fysikbøger med sin fingernegl.


Hun stiger allerede af i Korsør.
Han skal af på Nørreport, ligesom jeg.
Han har travlt med at komme ud, for han er generelt travl, har ting han skal nå, folk han skal se, NU NU NU.
Jeg har god tid.
Jeg er zen midt i centrum, som onkel Danny siger.
For jeg er bedre end de fleste.

Jeg går bag ham på perronen.
Han tænder selvfølgelig en cigaret dernede, selv om man ikke må,
for så sej, rebelsk og rygetrængende er han bare.

Da han går foran mig, kan jeg se, at hans ellers tykke, brune hår er ved at flygte fra toppen af baghovedet,
og at hans røv kun er middelmådigt ok i de dér velvalgte rock 'n' roll jeans, som er købt slidte.


Jeg går ned til Larslejsstræde og stiger på 5A.
Han stiger på på Nørreport.


Idioten har ikke engang opdaget fidusen i at gøre som jeg,
så han må stå op i bussen, mens han bibeholder sin overlegne Weltschmerz.

Jeg går hjem og drikker rødvin og takker for, at jeg ikke er jævn.

That akward moment...

... Hvor man finder sig selv i 5A, siddende overfor den skovl, der for to uger siden tillod sig at hælde en halv liter bajer udover undertegnede og Louise på Karrusellen, simpelthen fordi han ikke syntes, vi gik nok op i Kvindernes Kampdag.

Og så tillod han sig oven i købet at nidstirre mig i bussen! Har man kendt mage!
Som om han havde ret til det, efter blandt andet at have sagt "du skal bare holde din kæft, du er jo psykopat."

... Gad dog godt vide, om han, ligesom jeg, bed mærke i, at vi begge var iført sort hættetrøje, læderjakke og læderhandsker? Men så holdt ligheden også op. For han var jo idiot.

---

Har fået mail fra min kommende specialevejleder! Er svært tilfreds.

Vejleder: Bent Flemming
Fag: Praktisk teologi
Emne: Den folkekirkelige forkyndelses relevans for individet i det senmoderne samfund.

Bum.

Så er det ellers bare ready-set-kom-fucking-i-gang, for der er senest tilmelding til pastoralseminariet den 15. maj, og specialet skal afleveres senest 9. august (eller var det 10.? Lad os gamble og sige den 10., høhø.)

Peter Reichhardt starring in: Kældermareridtet i Teobar!

Så var det jo lige mandag, og det betød jo lige, at der begyndte en ny uge i Masterchef.
Nu med Peter Reichhardt, som havde valgt at få klippet sit hår som en 8-årig dreng fra 60'erne, som endnu et desperat attempt på at ligne alt andet end en falleret 45-årig, der har været på konstant deroute, siden han spillede Steen i Zappa som 16-årig. Måske var den forfejlede frisure faktisk i virkeligheden et forsøg på at ligne sig selv i sin storhedstid? Nå, jeg skal nok lade håret fare.

Sagen var jo, at hans optræden, som hasbeen blandt alle de andre af Danmarks hasbeens (minus Lars Jørgensen, som stadig er noget i høj grad, og Sebastian Aagaard-Williams, som bare er så fucking sød), mindede mig om hans efter min mening ALLERskarpeste performance, som fandt sted i Teobar, sandsynligvis i vinteren 2010.

Nu var det dengang tilfældet, at den fine Thomas Vinterberg datede (dater stadig? Er gift med? Er eks med? WHO CARES!) en stud.teol., og selvfølgelig skulle Thomas Vinterberg da se sin kærestes fredagsbar, sammen med sin gode ven Petter! Men nu var der bare det ved dét, at Petter måske nok var en mand lige før sin bedste alder (som er 50'erne, of course), men Petter havde bare alligevel ligeså megen evne til at bære en meget billig brandert elegant, som en stakkels forhutlet, skovmandsskjorte-og-Tetris-tee-beklædt, lille, bebumset, ulykkeligt forelsket (eller for Petters tilælde "uhyggeligt midt i midtvejskrisen"), halbals-besøgende 14-årig knægt, der tvivler på, at hans far virkelig elsker ham. Og som lige har fået en lillebror.

"Så skal der daskes kvinder på deres kinder med mine handsker!" tænkte Petter. Og som sagt, så gjort.
"Så skal der da lukkes en flok teologistuderende inde i deres baglokale!" tænkte Petter. Og Petter gjorde, som han havde lyst til.

Jeg husker det, som om vi var en 10 stykker, der pludselig befandt os i et kælderlokale, med en fuld og afsindig Peter Reichhardt, som ikke ville lukke nogen ud. Han lod sig ikke engang befippe af, at Regeringen (før den blev Regering og bare var Kian Jensen) mavepruttede ham på det skræmmende bløde beigebrune babyagtige maveskind. Men så tog han affære, ham, der også dengang var trommeslager i Mom's A Mannequin! Og han løftede simpelthen Petter væk fra døren og endte det mareridt, som måske snarere var en halv time, der bare var sådan lidt akavet.

Og sådan endte et kældermareridt af Fritzelske dimensioner med, at en skaldet og sær, men FIN fyr blev dagens høvding.

Ingen har hørt fra Thomas Vinterberg siden. Jeg har hørt, han har trukket sig tilbage og lever i stilhed på landet, hvor han dyrker sine egne ærter.

Jeg rapporterede usselt nok Peter Reichhardt til Se & Hors skrækkelige big brother-klumme, Øjne i Natten, men indlægget blev ikke bragt. 

(Peter Reichhardt har i øvrigt bollet med én, jeg kender. Som er på min alder. Gross. Selv i mine øjne.)

Mark Lanegan: Blues begravet i rock 'n' roll

Mmm, så fik jeg endelig set Mark Lanegan!
Det var en helt vildt smuk koncert. Der var ikke meget decideret performance over det, hvorfor stemningen var ret afslappet og henført. Fik både hørt Gravedigger's Song, Gray Goes Black, Quiver Syndrome, Ode to Sad Disco, Hit The City, Wedding Dress, Methamphetamine Blues og One Hundred Days.

Men blev da også lige helt væk i St. Louis Elegy og Harborview Hospital, som jeg tror er mine nye yndlingsnumre fra Blues Funeral. Havde slet ikke turdet håbe på, at der blev spillet noget fra Bubblegum, men det gjorde der altså. Der var også en del, jeg ikke kunne genkende, men han har også udgivet en del, som jeg slet ikke har hørt, og som jeg HELT sikkert skal ha' hørt nu!

Lyset var det samme under hele koncerten, ingen ekstravagante udsving på dén front, så det var ret svært at få taget vellykkede billeder - kunne se, at mange publikummer kæmpede brave kampe med deres respektive kameraer. Men fik da lige et enkelt, der ikke var vellykket, men fint. Forstørrer man billedet kan man se, at Mark L. kigger lige ind i linsen. Men det er klart. Jeg blændede ham også totalt med min blitz, hvad jeg ellers havde undladt på alle de andre billeder, som også blev mindre heldige. Så det kunne jo godt betale sig!

Det var i øvrigt en rigtig fin passiv-aggressiv sit-down-druk-demo vi fik lavet på studiet i går.
Der var i hvert fald flere klokken 16 end der nogensinde har været til en fredagsbar, der faktisk foregik nede i baren! Og der var masser af nye studerende, og så fik man da mødt nogen af dem.
Kan huske da jeg selv var ny og var lidt intimideret over de ældre studerende og tænkte, at jeg vel næppe kunne sige et ord om kristendom, tro, Bibelen eller Jesus, som de ville synes var interessant på nogen måde.
Men da jeg talte med en rus om "noget med Gud", blev jeg faktisk imponeret. Det var en rigtig god samtale, selv om vi var voldsomt uenige om, hvordan man skulle forholde sig til Bibelen som del af ens tro.

Pla(t)giatør eller min original?

Bilder du dig ind, at du kan bidrage med noget som helst nyt?
Vi har set det hele før. Vi har alle set den dybeste tallerken blive opfundet, og vi har også alle været til stede, da vi fandt ud af, den bare var blevet opdaget, enten for første, anden eller hundredetyvetusinde gang.
Men det er lige meget, for når bare kopien understøttes af dåselatter, bifald, buh-råb eller når bare man kan vinde en halv, en hel eller tres millioner, så kan vi sagtens stå model til det igen.
Vi kan lade som om, konceptet er nyt og ikke fortærsket, hvad enten det har udvandet eller intensiveret det.

På den anden side.
Engang er jeg sikker på, der stod to hulemænd, den ene med sit hjul, den anden med sin fakkel, og de troede, at netop HER kulminerede nytænkningen endeligt! Nu kunne der intet nyt komme, alt havde de set (og sat ild til, måske.) De sagde det sikkert på et ukristeligt, barbarisk tungemål, som vi i dag ville finde primitivt.

Måske er det eneste nye, du kan bidrage med, bare dig selv.
Hverken mere eller mindre.
Og det kan du kun, hvis du for eksempel kan stå imod det, når mediemaskineriet vil suge dig ind, idet det lokker med mammon og instant succes, som en ulv i fåreklæder.
Men instant succes skaber ikke andet end døgnfluer.

Vil du være en døgnflue og blive klasket af offentligheden som en has-been, når tendenserne skifter?
(Og det gør de, for det er deres natur, de kan ikke andet.)

Spørgsmålet er pubertært og simpelt, og angår udelukkende, om du flyder med omstændighederne, uden at være klar over det, eller konsekvent bebrejder dem for din følelse af, at du ingenting er værd?

Hvis du ikke kan synge en andens sang i X-Factor, så syng dog din egen.

Hvis du vil træde i karakter, få sved på panden og prøve så insisterende på at blive dig selv, at du til sidst har slidt dig op, så lever du stærkt, uagtet de overfladiske videre detaljer om, hvordan du lever.
Så er du en original, du er rock 'n' roll - hvis du er vild med at være i live.

Vil du være en stjerne, der skinner klart, karismatisk og kort?

Eller vil du slå koldt vandt i dit lidenskabeligt pulserende blod, og stå stille et øjeblik og danse med mig, kind mod kind? For det er skam også i orden.

Fragmentarisk mundlort

Åh! Hvis der lige kunne være mere, der made my day i dag, så er det da nok lige udsigten til, at der i morgen tjekker en transvestit (eller transseksuel - who knows?) ind på Paradise Hotel i morgen!
Det er vi sgu nogen, der har ventet længe på!
Gad vide, om den skal knalde med nogen?
(Politisk korrekte mennesker havde nok skrevet "vedkommende", tror jeg. Hvad ved jeg om den slags.)

I dag trodsede jeg min fucking snue (totalt street at ha' en "fucking snue", i stedet for bare en ynkelig, trist snue) og tog ind på studiet, med henblik på at finde nogle bøger, jeg kan lade som om jeg har læst, når jeg skal skrive det dér speciale, lige om lidt. Man skal jo starte et sted.
Følgende titler fik særlig opmærksomhed, i første omgang, i hvert fald:

Islam, kristendom og det moderne, 2004
The Sociology of Secularisation, Peter E. Glasner, 1977
The Individualizing Society - Value Change in Europe and North America, Ester/Halman/de Moor, 1993

Karma, Koran, Kirke fra 2007 skal også anskaffes.
Der skulle efter sigende være en artikel om, at sekularisering så langt fra er et skældsord, når man taler om kristendom, hvad mange ellers har tendens til at synes. Exciting.

Rigtig hyggeligt på Studenterhuset i dag med lille Fräulein Taylor!
Jeg ville egentlig ha' skrevet en blog om hendes unikke måde at affeje telefonsælgere på, men jeg tror, jeg vil integrere hendes metoder i en længere blog om disse irriterende eksistenser, ved lejlighed.

Og nu: X-Files eller læsning?
Den ene og alene Irma-pilsner, jeg har åbnet, lægger på den ene side op til X-Files, grundet sin garanteret søvndyssende effekt. På den anden side var der jo måske flittigheds-potentiale at spore netop i pilsnerens alensomhed.

Glæder mig til, at single-pilsneren på fredag overtrumfes af hygsommelig dødsdruk i teologisk lag, når vi laver udendørs "fredagsbar", i passiv-aggressiv protest over mangel på vores fantastiske bar!

(Nåh ja, skal vist også være fuld i morgen med Lars Fars og Lulu. Og på lørdag er der Mark Lanegan. Gider virkelig ikke være syg mere nu, når verden er så awesome!)

Cupcakes Manhattan Style

Har haft lyst til at prøve dem, siden de dekorerede cupcakes i Masterchef , og man kan måske heller ikke fornægte at være blevet påvirket af det overdrevne hype, der har været omkring "cupcakes", som åbenbart er for fine på den til bare at hedde muffins.

Fire cupcakes i Irma til 49,50kr. og flot så det ud:

Regeringen var generelt tilfreds, og ligeledes undertegnede, blot i forhold til dét overhovedet at have LYST til kage, og det var jo hovedsagen, men hvad angår smagen viste Smedetoftens græsrodsbevægelse sig sværere at imponere end Regeringen. Frostingen var som smør og alt for sød og tung, i forhold til, at der skulle være tale om en "orange-cupcake", hvilket ellers lovede en vis freshness. Men neeej.

Det så ellers så fint ud, inden man faktisk satte tænderne i kagen:

Dagens buddhistiske lommefilosofi på thebrevet var "friends speak openly with each other."
Well, så er jeg ikke venner med den skodmuffin!
Udseendet tæller intet, når indholdet er så falskt i forhold til.
Det er reglerne for kage og kærlighed.

Apatisk søndag

Jeg er numb i dag. Føler mig virkelig vrangvendt (det må jeg godt sige, for ikke at ødelægge allitterationen - giv mig nu lov til at være begejstret for en lillebitte ting!), jeg er måske lidt sulten, men har ikke lyst til faktisk at spise (luksusproblem, i forhold til, hvor skidesurt de har det Sydsudan, måske, but WHO CARES på apatisk søndag!), og Human Centipede II sidder lidt i min krop, sammen med så meget andet.

Tror, det ville være en god idé at agere sommerfuglelarvepuppe i sengen i dag, i selskab med en bunke feelgood-film, men jeg ved, det ender med kolde tæer under dynen og X-Files, som er kanon, men ikke ligefrem feelgood, mens jeg fordriver tiden til en ny uge på Paradise Hotel tager sin begyndelse i morgen (nu begynder genudsendelserne på TV3... men jeg HAR jo set det.)

Gårsdagens optur var, at jeg opdagede, jeg havde sprunget et level over i Angry Birds.
Denne dags nedtur er, at jeg nu er gået ubehjælpeligt i stå i en bane.
For at citere Verdens Længste Rap "Nedtur. Det her var mer' end jeg ku' klare, når det endelig ska' gå galt, ja, så gør det det bare."

Det kunne også være, jeg skulle se at få has på ham Kerouac.
Har bare en underlig tendens til virkelig at trække sidste halvdel af en fantastisk bog i langdrag, fordi det altid er så tomt, når man er færdig med at læse noget uforligneligt første gang.

Hm. Ingen grund til at ligge her og spilde ord på at whine i længere tid end højest nødvendigt.
Det kunne være, lidt havregrød var vejen frem.

Horror-film!

Jeg har set så mange gode film på det sidste, at jeg tænkte, jeg lige ville dele det!
Det henvender sig nok mest til horrorfans - sådan er jeg så ensidig, åbenbart.

Denne blog indeholder "anmeldelser" af de bedste film, jeg har set for nylig:

1. The Last Exorcism
2. Mirrors
3. Frozen
4. Insidious
5. Den femte anmeldelse er mit svar på Disney Juleshows Overraskelse.

1
For et stykke tid siden så jeg The Last Exorcism (2010). Nu har jeg af uforklarlige årsager ikke set den originale The Exorcist (1973), og underligt nok blev The Rite (2011) bare sådan en film, jeg faldt i søvn til to gange og aldrig fik set færdig. Kan i hvert fald ikke lige på siddende fod (sidder i skrædderstilling i min seng, as we speak) nævne en decideret filmisk succesoplevelse, der omhandlede exorcisme.
Men The Last Exorcism er anderledes. Den er håndholdt (vigtigt: Elsker håndholdte film!), hvilket tilfører den autencitet. Skuespillernes præstationer virker enormt understøttende for det dokumentariske virkemiddel.
Mest overbevisende er karakteren, der i filmen er besat. Som mange andre håndholdte film stopper filmen så at sige inden historiens slutning, hvilket også er en effekt, jeg godt kan li', trods det uforløste i forhold til plottet. Filmen er desuden bare møghamrende uhyggelig.

2
Forleden dag så jeg gyseren Mirrors (2008) med Kiefer Sutherland i hovedrollen.
Der er mange lækre ting i den film. Som jeg sagde til Regeringen (Kian) efterfølgende, så kunne jeg godt li' det med spejlene og det med dæmonen. Det dækker stort set hele filmen. Og så Kiefer, selvfølgelig. Evigt hæse Kiefer, i rollen som "rogue retired cop", som Sheldon Cooper ville udtrykke det.
Den film gør det lidt sværere at se sig selv i spejlet.

3
Måske den bedste film, jeg har set i år (vi er i marts, sikke en tvivlsom ære!), må være Frozen (2010), og nej, det er ikke en filmatisering af en sang med Madonna, men om tre unge mennesker, der bliver glemt i en skilift, med udsigt til at skulle sidde der i fem dage. Og der kommer en storm. Og der er ulve på lur lige nede på jorden. Og det bliver tåget. Og skiliften truer med at rive sig løs fra konstellationen. Ligesom med filmen Phone Booth (2002) er det utroligt, hvordan en film, der udspiller sig på så begrænset et område kan være så megauhyggelig. Men dét er den. Og der er så langtfra tale om B-films-skuespillere, trods det, at de forekommer mig ret ukendte. Derudover er filmen ikke så ulækker, som den bare er generelt ubehagelig, hvilket måske gør, at den rammer en bredere målgruppe. Den skal man ikke snyde sig selv for!

4

Insidious (2010) er fyldt med dæmoner/spøgelser. Man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår uhyggen opstår, da denne ikke er begrænset til at foregå om natten. Faktisk finder filmens, efter min mening, væmmeligste scene sted i fuldt dagslys. Der er klamme gamle damer, børnespøgelser, der griner klamt, og klamme manifestationer af åndernes tilstedeværelse. Masser af klamt. Hvad der ikke er klamt er den mandlige hovedrolle (Patrick Wilson). Der er bred enighed på Smedetoften om, at han er utroligt maskulin og har en absolut bedårende mund. Nomnom. I øvrigt er underlægningsmusikken også klam: Hidsige violiner får virkelig bare de små hår til at rejse sig på Hitchcock-måden.

5
Ok. Det følgende bliver rigtig svært at skrive, for aldrig har jeg haft et så ambivalent forhold til en film.
Aldrig har jeg været så frastødt, så fysisk dårlig i en films samtlige 88 minutter. Samtidig er der tale om en ekstremt vellykket opfølger til en film, der i sig selv var så grænseoverskridende og pervers, at jeg troede, det ville være umuligt. "Kan det virkelig blive værre?" spurgte jeg mig selv, da jeg skulle til at se 2'eren.
Det kunne det. ÅH, hvor det kunne blive værre! Hvis du selv er kommet for skade at se den forfærdelige film, jeg taler om, så har du måske gættet, at det drejer sig om Human Centipede II (2011).

Filmens hovedperson er så gennemført ET-ELLER-ANDET, at intet eksisterende adjektiv dækker det tilbørligt. Han er ulækker at se på, sølle, gennemsyret pervers og psykopatisk til en sådan grad, at det nok kun kan beskrives med utallige forskellige psykiske lidelser. Og filmen igennem siger han ikke et eneste ord. Kun forskellige følelsesmæssige udbrud, ironisk nok. Den visuelle oplevelse af filmen vil jeg ikke komme ind på. Ud fra titlen kan man måske gætte sig til lidt af det, men jeg sværger, at dine værste forestillinger ikke kan leve op til filmens billeder.

Det, jeg må indrømme, jeg godt kan li' ved filmen er, at den netop gør alverdens forestillinger til skamme - etteren inkluderet. Etteren er i farver - toeren er holdt i sort-hvid. Hovedpersonen i toeren er simpelthen besat af den første film, og vælger at udleve sin fantasi. Og toeren er så meget mere grafisk uudholdelig, at konklusionen kun kan være, at selv den sygeste film ikke overgår virkeligheden.
Lad mig slutte af med at sige, at Human Centipede II får Human Centipede I (2009) til at ligne en sød film, om en mand, der bare er glad for dyr. Vi snakker Lassie versus Cujo.

Human Centipede II er på ingen måde et must-see. Bare det at anbefale den til nogen, ville nok få selv din bedste ven til at se på dig med lidt anderledes øjne efterfølgende. Og møder du nogensinde én, der siger, at han virkelig kan relatere til hovedpersonen, så flygt.

Her bor jeg #1 (billedblog)

I dagens blog kan uvidende lige få et lille visuelt indblik (hvad et indblik måske altid er?) i rammerne omkring denne blogger! ADVARSEL: Det følgende er ret materialistisk. Jeg kan godt li' fine ting. Ok?

Jeg er meget glad for mine Pink Floyd-coasters, som jeg fik i fødselsdagsgave af min dejlige nevø!

Dette er min Fender Tim Armstrong Hellcat. Den er så smuk og jeg elsker dens lyd. Købte den som gave til mig selv sidste vinter, efter at have fået 12 i etik og religionsfilosofi om Søren Kierkegaard - noget, man absolut ikke ville kunne have forudset, når man tænker på, at jeg som grøn stud.theol. blev forvirret over hvert et ord, man stødte på i filosofisk sammenhæng. "Men hvad meeeener han med 'sjæl'??"

Jeg kan godt li' brætspil:

Min vindueskarm:

Når jeg engang får mig en pladespiller, vil jeg sikkert elske mine LP'er endnu mere (damn you, fars gamle pladespiller, der valgte at dø, lige efter jeg havde fået den til København!)

Masser af nye og gamle teologibøger i herlig sammenblanding! Det er absolut en fordel at være præstebarn!

Jeg køber sjældent møbler/større ting til boligindretningen, men sidste år købte jeg denne standerlampe i den hyggeligste vintage-lampebutik på Nørrebrogade, som hedder Hot Kotyr:

Jeg kommer nogle gange til at købe pumps, men jeg tør fandme knapt at gå udenfor en dør med dem.
Var der ikke engang én, der sagde "only a fool doesn't respect gravity", eller noget i den dur?

Mmm, hvor jeg elsker Nick. Nick er min ubestridte number one blandt musikere, og har været det i over 10 år:

Det her er min sambo. Han er min bedste ven, og meget pænere end han her ser ud til at være:

Den sanseløse fundamentalisme

I går driblede undertegnede ved aftenstide mod Det Teologiske Fakultet, for at høre foredraget i Teologisk Forening. Temaet var "Religion, magt og kommunikation" og dr.theol. Lars Albinus fra Århus Universitet talte om sin doktorafhandling, der handler om ovenstående temaer, ud fra Habermas og Foucault.

På Købmagergade kunne man imidlertid omkring klokken lidt i syv opleve forskellige gruppers magtdemonstration og mangel på kommunikation.
Venstres Ungdom, som holder til i lokaler i det indre København, fik nemlig besøg af lederen for Danskernes Parti, Daniel Carlsen ( http://da.wikipedia.org/wiki/Daniel_Carlsen ).
V.U.'s landsformand, Morten Dahlin, udtalte følgende om Carlsens deltagelse i mødet:

”Venstres Ungdom sympatiserer på ingen måde med racisme eller nynazisme. Mødet er ikke er stablet på benene, fordi vi sympatiserer med Danskernes Parti, men fordi vi mener totalitarisme og ekstremisme bekæmpes bedst med demokratiske midler som modargumenter og kritisk debat, frem for stenkast og vold. ” http://vu.dk/2012/03/udtalelse-ifbm-debatm%C3%B8de-med-danskernes-parti/

Jeg kan ikke se, hvordan den udtalelse og det sigte kan virke stødende på politisk aktive mennesker, hvad enten de befinder sig på den ene eller den anden fløj.

Projekt Antifa, der, som navnet indikerer kalder sig en antifascistisk bevægelse, troppede blandt andre op til en blokade for at forhindre Carlsens deltagelse, med deres egne ord, for:

"at sikre at den voldsdømte nazileder Daniel Carlsen og eventuelle sympatisører ikke kunne rende rundt i København og udgøre en trussel for byens venstrefløj og minoritetsgrupper, sekundært at blokere selve mødet." http://projektantifa.dk/nyheder/article/massiv-politivold-beskyttede

Jeg må sige, at antifascisme i mine øjne dårligt kan gå hånd i hånd med sådan en begrænsning ag ytringsfriheden. Det kommer måske bag på nogen, men går man ind for ytringsfrihed, så gælder det altså for begge fløje, og ikke bare dem, der ikke kan se videre end til, at deres eget politiske perspektiv må være det eneste rigtige og dette kan ikke være anderledes.

Det er forkasteligt, når højrefløjens unge idealister demonstrerer mod venstrefløjens ditto, når de forsamler sig lovligt. Men det er sjovt nok ligeså forkasteligt, når det er omvendt.
Hvis man ikke mener det, er man ikke antifascisitisk.
(Jeg vil gerne lige pointere, at jeg ikke er uvidende omkring fascismens konkrete betydning og oprindelse under Mussolini, og at termen her bruges mere frit - det er jo en blog, og jeg gør mig generelt sjældent udi at kommentere politik på nogen måde.)

Lad os lige huske på, at bare det 20. århundredes største tyranner ikke udelukkende talte Hitler, Mussolini og Franco, men også Stalin og formand Mao. Begge fløje spytter skidt ud, det kan nok ikke være anderledes, når det netop handler om magt, hvadenten den er politisk, religiøs eller hvad den nu kan være.

Jeg tager dog ikke nogens parti, bare fordi gårsdagens hændelse lægger op til, at jeg skulle sympatisere med V.U. Når det forholder sig sådan skyldes det, at man kan se, at V.U.'s ideal om demokratisk at aftabuisere totalitær fanatisme gennem italesættelse, er fuldstændig virkelighedsfjernt. Der er jo netop ingen kommunikation mellem de forskellige parter, det kan der umuligt være, når hver af dem synes at have oplevet blokaden på meget forskellige måder, hvilket man kan læse på deres hjemmesider.

V.U. synes, at demonstraterne opførte sig truende, hvor Antifa modsat pointerer, at V.U.'s medlemmer måske nok blev mødt af buh-råb, men at der ingen decideret trussel var. Min fortolkning af den rapporterende aktivist fra Antifas udsagn er tværtimod, at V.U.'s utilfredshed med omstændighederne for deres ankomst måske endda kunne virke som en provokation på demonstranterne.
Denne inkongruens bevirker, at det er umuligt at tilslutte sig nogen af parterne.
Én af parterne har jo tydeligvis ikke øjne i hovedet, eller er i hvert fald så forblændet af eget politisk storhedsvanvid og reelle hensigter, at de har mistet evnen til at sanse tingene som de rent faktisk foregår, og bagefter komme med et udsagn om begivenhederne, der afspejler dem, "wie es eigentlich gewesen."
Når der er så vigtige ting på spil, som hvad i alverden alle vi andre skal mene, så er det vel for helvede ikke for meget forlangt, at der i udlægningen kan spores i hvert fald en bestræbelse på objektivitet?

Naturligvis kan man ved gennemlæsning af rapporten på Antifas hjemmeside ikke undgå at bemærke en vis utroværdighed i den, idet den hurtigt tager en drejning, der omhandler den VOLD de stakkels aktivister blev mødt med fra det tilstedeværende politis side. En blev efter sigende anholdt på en VOLDELIG måde.

Stakkels aktivister!
Det er som om, de ikke kan se, at der i selve dét at påføre sig prædikatet "aktivist" ligger en AKTIV handling, der ligeledes kan opfattes provokerende. Når man er aktivist er man ikke passiv. Det er en helt elementær logisk sandhed. Det ville være ligesom at påstå, at en ungkarl kan være gift, som min gamle filosofiunderviser ville udtrykke det. Og hvis man fra tid til anden kaster med sten (opfattes bogstaveligt eller metaforisk efter egen subjektivitet), så kan det da ikke ligefrem komme bag på én, at man af og til bliver mødt med ligeså hårdhændede metoder? Eller er det bare ligegyldigt, at der bag hver enkelt politiuniform og skjold findes et menneske, der har et job at udføre, og at også de skal passe på sig selv?

Når dét er sagt, så lad mig også lige sige, at jeg ikke selv kan se, hvad jeg ville have ud af at prøve at tage en nynazist alvorligt. Der er ingen form for ideologisk ekstremisme, der indeholder den mindste grad af menneskeforfølgelse eller diskrimination af forskellige grupper, der virker appellerende for mig på nogen måde.

Da jeg endelig nåede frem til foredraget sagde Lars Albinus blandt en masse andet spændende, at Foucault mener, at historiens rammer er dynamiske - tiden er jo dynamisk. Religionen flytter med ind i den nye sammenhæng, undtagen når der er tale om fundamentalisme og ortodoksi, hvor der i stedet er tale om et forsøg på at fastholde religionen i en skikkelse, der ikke følger med tiden.

Det lyder som om, tilfældet kunne være det samme med politik i samtiden.

Sluttelig: Mit eget indtryk, da jeg passerede gennem opløbet på Købmagergade, var, at mine øjne ufravigeligt spejdede efter det nærmeste menneske i politiuniform, da alle de tilstedeværende (det være sig V.U.'ere eller demonstranter) civile virkede meget ophidsede og hektiske, hvilket gjorde mig urolig.

Tynd kaffe-dating på et slutty seat

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2012/03/05/190919.htm

Hvis du klikker på ovenstående link kan du læse om, hvordan du nu kan vælge forskelligt farvede kaffekopper i 7/11, og dermed sende et diskret signal til omverdenen om, hvorvidt du gerne vil scores:

"Grøn kop betyder, grønt lys for en date, mens den røde betyder, at man er optaget i forhold."
 (Kommateringen står DR selv for.)

Det er ikke første gang, at en eller anden form for forretning helt ud af det blå beslutter sig for at lege Kirsten Giftekniv. I 2010 var der indrettet kærlighedssæder i bussen. Argumentet for dette lød:

»Vi vil gerne ruske lidt op i folks vaner og have mere flirt og flere smil i bussen. Måske finder nogen kærligheden. Andre får måske bare lyst til at prøve at køre i bus, fordi der er mulighed for at flirte med en lækker fyr«,
http://politiken.dk/indland/ECE962231/busselskab-indretter-kaerlighedssaeder/ 

I TV påstår en reklame for Dating.dk hårdnakket, at hvert tredje forhold starter hos dem, hvilket jeg tror, jeg vil prøve at finde empiriske undersøgelser der beviser. Dog lyder denne lidet sandsynlige påstand alligevel mere plausibel, end at ovenstående fjollede koncepter skulle ha' nogen form for reel effekt på vores kærlighedsliv. Kan vi ikke bare lege en leg, hvor vi antager, at folk selv styrer det shit?

Jeg har ALDRIG hørt nogen sige, at de fandt hinanden på kærlighedssæderne i 5A, men man kunne da sagtens lige høre det: "Jeg sad der i 5A og indåndede diverse ubestemmelige mad- og svedlugte, blandt narkomaner og alkoholikere, og pludselig stod han foran mig og sagde 'undskyld, sidder der nogen ved siden af dig?' Det var som om, jeg ikke længere bemærkede ukvemsordene fra drengebanden bag i bussen, eller den stinkende stive Hus Forbi-sælgers vrøvl. Han sagde, han skulle af på Hulgårds Plads, og det skulle jeg osse, så det var lissom skæbnen, eller noget....."
Vorherrebevares.

Eftersom man vist godt kan antage, at kærlighedssæderne ikke var den ønskede succes, forstår jeg simpelthen ikke ideen i at prøve med det samme koncept i en ny, latterlig forklædning.
Hvorfor er det, at 7/11 og Arriva ser det som deres store opgave at føre folk sammen?

Og hvorfor helvede er der i det hele taget nogen, der blander sig i om folk er singler eller ej?
Det er sgu lidt som om, der er nogen, der synes, man er sær, hvis man er alene.

Det MÅ det da betyde, når de sætter kærlighed billigt til salg på et single-sæde, hvor man, hvis man sætter sig på det, enten udstråler, at man er totalt desperat, eller selvfølgelig, at man ikke lige ser sig for når man sætter sig i bussen. Og det forekommer mig ligeså langt ude tåbeligt at bilde sig ind, at nogen form for sød musik kan opstå over en kop af det tynde pis, som 7/11 kalder kaffe. DYR kaffe, endda.

Men på den anden side; hvorfor ikke?
Det er jo også en forbrydelse at være ryger og gi' en stor fed fuckfinger til økologi og anden aktiv indsats for dyrevelfærd, end det, at man i hvert fald kun SJÆLDENT sparker til en due.
Åh, og her gik man og troede, at heksejagt var middelalderligt - hvor dum har man lige lov at være?

Hvis nogen vitterligt er så dumme at tage konceptet til sig og prøver på at finde kærligheden på slig lumpen måde, så synes jeg de fortjener et støvlespark i bunden.


Jeg gider i hvert fald ikke snakke med fremmede mennesker under sådanne kunstige omstændigheder.

Jeg synes, det er pinligt, plat og påtaget.

Overvejelser om ord #1

"Jeg troede på et godt hjem, på at leve sundt og fornuftigt, på god mad, på at hygge sig, på arbejde, tro og håb. De ting har jeg altid troet på. Det var med en vis forbløffelse det gik op for mig, at jeg var et af de få mennesker i verden, der virkelig troede på disse ting uden at gå rundt og få en kedelig middelklassefilosofi ud af det."

 - Vejene (On the Road), Jack Kerouac, 1957.

Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig så glad, at netop Jack Kerouac skriver dette.
Eller, måske ved jeg godt lidt hvorfor, for kombinationen af ovenstående livsfilosofi og den udsvævende, ustrukturerede tilværelse, han fører i bogen, tiltaler mig helt vildt meget.
Jeg deler livsfilosofi med ham, og selv om jeg ikke umiddelbart finder den kedelig, så har man efterhånden hørt så meget på folk, der siger det modsatte, at man begynder at tro på dem til sidst.

Jack Kerouacs sammensatte personlighed gør mig fortrøstningsfuld, for da jeg læste ovenstående passage fik jeg en helt simpel (måske nærmest enfoldig!) erkendelse af, at det er ligegyldigt, hvad andre mener om dén sag. Ikke just et udslag af at have slugt De Vises Sten, jeg ved det, men nogle gange skal jeg virkelig høre tingene forklaret i nogle helt bestemte ord, inden jeg forstår dem og tager dem til mig.
Ved første øjekast virker det jo ikke ligefrem hverken rock 'n' roll eller den mindste smule boheme.
Det virker netop kedeligt og småborgerligt, som om man slår sig til tåls med lidt, fordi man er for doven eller livsangst til at leve vildere og med mere blod og sved.
Men jeg tror bare ikke, der nødvendigvis er så megen plads til ånd, når man lever i overhalingsbanen.
Refleksion og spontanitet passer ligeså flot sammen som fornuft og instinkt.
Det er olie og vand, rubber and glue.

Og hvis man af natur er reflekteret, og i ungdommens efterår nærer en vis livsangst, inden voksen-vinteren kommer og myrder idealismen, så er det formålsløst og infantilt at kæmpe mod naturen.
Det er det altid. Og værre at dømme andre, fordi deres natur er en anden.
Det ligger ikke til mig, siger jeg, og klapper mig selv på skulderen.
Jeg beundrer som regel andre menneskers anden natur, med en smigrende smule af misundelse.

På et tidspunkt vil jeg gerne bo i en lille by på landet.
Og her vil jeg nyde, at man på én gang kan passe sig selv og være i fred, men samtidig er involveret med sine naboer og ikke er usynlig for dem. Her på 3. sal i NV bliver jeg nærmest panisk, når tanken slår mig om, at de mennesker i opgangen, som jeg slet ikke kender, holder mit liv i deres hænder og jeg deres i mine.
Hvis én er uopmærksom kan der ske en katastrofe.
Og man er måske selv uden skyld.
Totalt meningsløst.

Og samtidig kunne nogen alligevel ligge og dø i deres lejlighed alene, og der kunne gå uger, inden det blev opdaget. Jeg tror, det sker sjældnere på landet end i byen.

I fremtiden, på landet, vil jeg sikkert også elske, at man møder de samme mennesker igen og igen,
og at der ikke hver dag er 1000 nye ansigter, man skal forholde sig til.
Man ved, hvem folk er og folk ved, hvem man er.
Der er både fordele og ulemper, naturligvis, men lige nu tænker jeg mest på fordelene.

Jeg er ikke færdig med København endnu, slet ikke.
Men på nogle dage virker rutine og voksen-vinter faktisk ganske tiltalende, og tak til Kerouac for, at jeg ikke føler mig kedelig ved at indrømme det.

Blomsten af Danmarks bundfald

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke skal pudse min glorie;
jeg kan rigtig godt li' reality-TV.
Som en af mine venner sagde for nylig, så er alt i fjernsynet, som ikke er TV-serier og film, efterhånden en eller anden form for reality.

Jeg startede med De Unge Mødre og Singleliv, og selv om der var en del dumme udtalelser, så var det alligevel ikke svært at se, at man her fulgte AUTENTISKE danskeres problemer med og refleksioner over deres plads i samfundet - også selv om refleksionerne måske ikke altid var eller er de dybeste af slagsen.
Ikke desto mindre giver visse realityprogrammer i højere grad end andre indblik i, hvordan vores medmennesker tænker og fungerer under diverse omstændigheder, som at være nybagte forældre, at være overvægtig, eller at være alene i en tid, hvor tosomhed er trendy og ikke behøver at have noget med kærlighed at gøre.

Sidste år blev jeg hooked på Paradise Hotel, som i mange menneskers øjne anses for det mest fordummende blandt alle fordummende TV-programmer. Og ja, der bliver sagt mange ubegribeligt uintelligente ting, og paradisoernes adfærd og reaktioner forekommer ofte absurde for seeren.
Hvordan kunne det f.eks. være, at Patrick var forelsket i Tina Maria efter bare en uge på hotellet?
Romancer bliver hurtigt seriøse på Paradise Hotel. Er det fordi, det handler om kærlighed, eller er det måske et ubevidst forsøg på at finde et sted at høre til, at finde tillid og loyalitet hos et andet menneske i en fremmed sammenhæng?

Derudover er deltagere i Paradise én diskussion - dem kan man mene om, hvad man vil (og det GØR man, som seer: Den ene uge er én helt vildt okay og opfører sig cool, og i næste uge er vedkommende intrigant og følelsesmæssigt utilregnelig. Hm-hm, aha!)
En anden diskussion er selve Paradise-konceptet. Man hører hele tiden deltagerne sige "det er jo et spil", og det er det i høj grad. Et spil med komplicerede alliancer, konstant løgn og talen efter munden, vendekåber og opportunister, og folk der prøver bare "at flyde lidt med" i spillets gang, hvilket ender ud i bebrejdelser for at "være på badeferie."

Inden man fordømmer dem fuldstændig bør man nok huske på, at de befinder sig i denne ekstreme situation, at de oftest kommer til hotellet uden at kende nogen, at de ikke må tale om deres liv i Danmark, og at deres dage er skemalagte efter morgenmad, frokost, aftensmad, druk, intriger-principperne.
Sent i seng og tidligt op hver dag - søvn får de heller ikke meget af.
Og under disse omstændigheder forventes det, at de skaber bånd imellem hinanden, har det sjovt, har sex - der er ikke noget at sige til, at bølgerne af og til går højt og at branderterne er gedigne.

ENDVIDERE---!

Dette var min apologi for Paradise Hotel, men det var faktisk ikke det, jeg ville skrive om i dag.

Et andet TV3-program kan selv jeg nemlig ikke forsvare.
Det drejer sig om For Lækker Til Love, som kører hver torsdag aften.
Her følger vi efter sigende "Danmarks mest kræsne singler", som i kraft af deres pumpede kroppe, glattede blonde hår og solarievoldtagede og kronisk overraskede øjenbryn betragter sig selv som de smukkeste i landet, som fortjener at få, hvad de vil ha', og ikke på nogen måde går på kompromis med deres krav.

Det sidste lyder jo nærmest tilforladeligt - vi vil allesammen gerne have vores ønsker og forventninger til livet indfriet, og jeg mener ikke, at det er en god idé at slække for meget på sine krav, når det handler om noget så seriøst som at indgå i et parforhold.

Men når kravenes fællestræk er, at den partner man vil ende med, skal tjene kassen, være ambitiøs og samtidig ligne en adonis, når man ikke selv har andet at byde på end ovenstående udseende og en grotesk selvoptaget og grim personlighed, når man ikke selv har nogen uddannelse eller anden ambition, end at finde en "sugardaddy", som f.eks. sæson 2's Melanie udtrykker det, hvad er det mon så, man mener berettiger én til at få nogen forventninger indfriet overhovedet?

Flere af personerne i For Lækker Til Love har fra tid til anden brokket sig over, at deres dates var for kloge.
De snakker for meget. Stiller for mange spørgsmål. Hvad fanden bilder han sig ind at spørge mig, hvad jeg kan bidrage med? Jeg er jo MIG. Han får MIG.

Kvinderne (og Gustav) vil altså ha' rige, ambitiøse mænd, der holder kæft og bukker sig i støvet for dem.
Nu er det bare sådan, at jeg sgu ikke tror, at ambitiøse mænd holder kæft og bukker og skraber for små prinsesser. I hvert fald ikke som regel.

Noget, der ofte bliver sagt, på den ene eller anden måde er, "fordi jeg er så lækker, så har jeg fortjent at få, hvad jeg vil ha'." Det er implicit, at dem, som af disse medieliderlige episke fejltagelser betragtes som "mindre heldige" ikke har fortjent at få hvad de vil ha' i samme grad.

Modsat Paradise Hotel er der absolut ingen formildende omstændigheder omkring For Lækker Til Love.
Det er indbegrebet af alt, hvad der er galt med verden: At blanke, selvoptagede mennesker får taletid i medierne.

Hvad kan de egentlig? Ikke en skid. Der var engang, hvor man skulle ha' talent for at blive kendt, men nu kan enhver snotdum dansker, der på alle måder ligger under gennemsnittet, tilmelde sig TV3 Casting, og måske komme i TV, med lysten til at blive eksponeret mere end på Facebook som eneste drivkraft bag den såkaldte ambition.

De kan ikke engang vinde noget. Hverken en halv million kroner, eller den eneste ene, for deres idealer bunder i narcissistiske vrangforestillinger, der intet har med virkeligheden at gøre.

"Det er wannabees, ikke quality, ikke virkelighed."
- MC Einar, Reality på reality, 2011 

Det er skammeligt, og jeg brækker mig i lårtykke stråler over det.

Måske synes du, jeg bare kunne slukke for det - det gør jeg også, kære læser, for nu har jeg langt om længe fået afløb for den del af min altomfattende gnavenhed, der retter sig mod dette latterlige program.
Hvis nu alle idioternes dates fik lidt taletid efter hver date, så var det jo en ganske anden sag.
Men det her er simpelthen for ensidigt og uden andet formål, end at vi andre kan sidde og grine af dem, eller, Gud forbyde det, se op til dem, hvis man er en lille stakkel, der måske er usikker på sig selv og letpåvirkelig.

Kan jeg være ligeglad med hvad andre gør? - Ja, måske. Så længe alle er enige om, at For Lækker Til Love er et stupidt program om skrækkelige mennesker, og at det burde hedde For Dum Til At Blive Taget Alvorligt.

"TV er det eneste de drømmer om
de er copycats på samlebånd på samlebånd
som porno hentet ned fra min internet
jeg sukker og trykker delete og slet."

- MC Einar, Reality på reality, 2011.

Mom's a Mannequin

Jeg sad, som sagt, lige og lavede en ny playlist i dag, og så faldt jeg over min Mom's a Mannequin-statistik, målt udi, hvor mange gange jeg har hørt numrene fra deres endnu ikke-udkomne (tough luck, læser!) debutalbum, Overrated Anyhow. Og det skal endda tilføjes, at disse lyt ikke inkluderer EP og nyeste udgave!

Borderline: 42 lyt
Change in me: 79 lyt
Claim: 40 lyt
Drowned: 68 lyt
Enemy: 42 lyt
In Here: 70 lyt
Loving Idiot: 35 lyt
Other Side: 42 lyt
Overload: 46 lyt
Parasomina: 56 lyt

Her er drengene, om hvem jeg taler!

Nu sidder du nok og tænker, "wooooow, nogle fede titler de har til numrene, man kan alene på DEM høre, at der er tale om et enestående blend af alternativ, men stadig melodiøs hardrock og sikkkkkke da nogle labre laver de ellers er, HVORFOR ved jeg ikke, hvem de er!!!!"

Kære eventuelle læser; 

Fortvivl ikke!!!

Du kan nemlig høre Mom's a Mannequin her den 9. marts på Lygten ved Nørrebro station!

.... Undskyld. 

Denne blogs formål er naturligvis ikke propaganda af hverken religiøse, politisk eller musikalsk eller anden kunstnerisk art.

Eller jo.

Det er faktisk lige dét, den er. Det hele.

Og jeg er uden tvivl drengenes største fan (måske med undtagelse af Kians mor; bed til, du aldrig uforvarende kommer til at sige noget grimt om Kian, når hun overhører det!)

Jeg vil ikke sky særlig mange midler for at reklamere for dem.

Og jeg tager det åbenbart meget personligt, hvis endelig man støder ind i ÉN, der tillader sig at sige "njaaaaaaah"... til deres musik.

Det er kun sket én gang på to år, men alligevel. Det var én gang for meget.

Åbenbart. 

Fordi jeg er sådan en sur og følsom dame.

Ta' ind og hør dem, og tjek deres facebook-side, www.facebook.com/momsamannequin ...

Når de står på Orange, vil du spørge dig selv, hvor helvede du lavede i 2012, siden du ikke havde hørt dem.

Og du vil klandre dig selv og selvbebrejdelsen vil smage bittersurt.

Du vil nok efterfølgende erfare, at du har svært ved at virke overbevisende som menneskedyr, generelt.

Bare lige så du ved det.

Nydning

I dag har virkelig bare været ren nydelse, indtil nu, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det fortsætter ud i aftningen!

Løb en tur på Bispebjerg kirkegård, hvor jeg altid løber.
Derefter drak jeg morgenkaffe og så Boston Legal.
Den serie er jeg bare blevet helt fjollet med!
Talte i telefon med Louise, lavede awesome playlist, og så drog jeg ellers ind til byen.

Gik fra Runddelen ned på Assistens kirkegården, for lige at se om jeg denne gang havde held til at finde Søren Kierkegaards gravsted. "Der er sgu da kort overalt derinde - hvor svært kan det lige være?" udbryder en Københavnskendt, nævenyttig læser måske, men jeg er altså idiot til at finde rundt via kort.
Det meste af tiden, i hvert fald.
Havde da også givet op og var på vej ud mod Kapelvej, da jeg pludselig næsten faldt over det.
En rar gammel mand tog et billede af mig:

- Det kunne jo være hvilket som helst gravsted, men det ER altså hans families, jeg sværger!
(I øvrigt er det hvide, der hænger fra den ene lomme til den anden, bare earplugs'ene til min iPod, ikke et Apple-lommeur, hvis man skulle være i tvivl.

Generelt bør man gå mere tur på Assistens, når det er dejligt forårsvejr.
Der var erantis overalt:

Erantis som er overalt.

 Bagefter gik jeg videre ad Nørrebrogade mod centrum.

Ville have taget et billede udover søerne, for den udsigt elsker jeg, og det er så sjældent, jeg ikke ser den gennem 5A's ufrivilligt tonede ruder. Men det kunne ikke rigtig lade sig gøre, fordi der var tykt af mennesker:

Jeg gik ind på Studenterhuset og fandt en sofa, hvor jeg læste Jack Kerouac og drak billig kaffe (10 kroner for studerende, 5 kroner for refill!) Mødte også Trine, som var ude med sin far. Det var fint at se hende, og vi aftalte snart at drikke kaffe sammen og catche op.

På en af toiletdørenes inderside, er der dette statement, som jeg fandt ret sjovt:

Efter halvanden times læsning (læs "Vejene", hvis du ikke har gjort det endnu - den er fantastisk!) gik jeg en tur i H&M og brugte svinsk mange penge, efter min optik, hvilket var 369 kroner.
MEN, så var det herligt, at H&M-ekspedienten af en eller anden grund gav mig rabat, så min nye, sorte blazer kun kostede 100 kroner, og at den kjole, jeg fandt, ikke var noget alligevel, efter jeg nu har prøvet den på. Succes!

Nu er jeg enormt træt i benene, så nu står den på sofa og:

God weekend til alle jer, der dyrker den på en anden måde end de andre dage i ugen,
og bare god fredag til jer andre!

Casa Smedetoften, over and out.