tirsdag den 22. januar 2013

I pity the fools...

Næh, sagen i Mejdal som sådan mener jeg fortsat, der ikke er meget at sige om.

Til gengæld har den da åbnet for de verbale lortesluser,
bedre kendt som alle Danmarks selvbestaltede eksperter.

De kan blandt andet kendes på, at de altid er cand. noget-helt-andet end dét, de udtaler sig om.

Ofte er det i øvrigt tilfældet, at de er uddannet indenfor noget så snævert, nørdet og specialiseret,
at man kan undre sig over, hvis de nogensinde har troet, deres fremtid kunne bestå af andet end "coaching", "blogging", og udspyelser af forudindtagede, gennemsubjektive udbrud,
som, trods det såkaldt provokations- og aktuelle skarpheds-indsvøbte skalkeskjul,
er nemt at afdække som tyktflydende blabla af værste skuffe -- i den bedste sendetid.

Det er for eksempel tilfældet i indslaget fra Go' Aften Danmark,
hvor blogger og "mag. art. i litteraturhistorie og fast gæst i Søndagsfrokosten på P1",
Anna Sophia Hermansen, i en paneldebat, hvor hun i øvrigt sidder på nåle for at stjæle ordet,
udtaler sig om, hvorvidt præster bør være troende.

Anna Sophia Hermansen svarer klart og tydeligt "nej" til dette spørgsmål.
Hun mener, at en præst skal "bekende sig til de kristne værdier."
Og mens hun gør små bestemte nik med hovedet, der skal få os TV-dumme danskere til at forstå, at hun virkelig mener hvad hun siger, og mens øjnene lyner af vid og aktuel skarphed,
siger hun, at hun "sætter pris på, hvis en præst ikke bekender sig til brændende buske, der fortæller folk, at de skal slå deres børn ihjel."

Åh, kan man andet end at elske denne generalisering af en gammeltestamentlig myte, der ligger højt på listen over udbredte misforståelser!
Så vidt jeg er informeret var der tale om én brændende busk, der talte til ét menneske og ét menneske, der fik besked på at slå sit barn ihjel, og endvidere er der tale om to forskellige historier.
Så meget for din skarphed, frøken Cand. Absolut Ingenting.

Og Anna Sophia Hermansen mener, at det er ligegyldigt, om præster tror på nisser eller UFO'er.
Hvilken herlig sammenblanding af en masse ting, der intet har med noget at gøre!
Jeg bliver aldrig træt af at høre på lægfolk, der udtaler sig hårdt og firkantet om tro og Gud og den slags, på en måde, så det bliver klart for enhver, at de ikke har nogen form for kendskab til, hvad det indebærer at tro på Gud, men gang på gang reducerer slig tro til noget "overnaturligt vås."

Hvad skal en præst så kunne, i Anna Sophia Hermansens øjne, kan man spørge?
Jo, ser du:

" (...) at de er i stand til at hjælpe os med at udholde livet, med at håndtere døden, med at ta' hånd om kærligheden. Det er de ting, jeg synes en præsts opgave går ud på - om vedkommende tror på Gud eller ej - jeg er fuldstændig ligeglad."

Jeg ville gerne spørge Anna Sophia Hermansen, hvorhenne hun tror, præsterne skal finde styrken til at bære dét ansvar, som hun beder dem om, hvis ikke det er i troen?
Efterfølgelsesteologi har begrænset at sige mig, men netop her kan der drages en ok parallel til ham dér Jesus, som bar hele menneskehedens synd på sine menneskeskuldre!
Rimelig tungt for de fleste - selv tungt for Guds egen søn.
Og byrden, som præsten forventes at kunne og skulle bære er tilsvarende omfangsrig, for i dét tilfælde er der tale om et menneske, som alle andre, der skal bære sognet.
Og teologer og pastoralseminarister og præster vil vide, at den slags vægtløftning ikke hører med til uddannelsen!
Hvis ikke man tror på, at det ansvar, der følger med det embede, man bestrider, er velsignet af Gud (og mennesker), hvordan skal man så nogensinde kunne blive i stand til at udstråle bare 20% af den rummelighed og af det overskud, som menigheden, og præsten selv, forventer?
Hvordan skal man vejlede folk i deres livs største sorger og lykkelige stunder, hvordan skal man kunne gå fra en sørgelig begravelse til et lykkeligt bryllup, hvis Gud ikke er med?
Det kan man ikke forlange af mennesker alene.

(Og nyd i denne sekvens af indslaget i øvrigt Anna Sophia Hermansens brug af hovedrysten, panderynken og opspærrede øjne, der understøtter den glimrende retorik!)

Eksemplet, som Anna Sophia Hermansen nu paralleliserer til, med, at jordemoderen, der bragte hendes søn til verden, måske ikke havde nogen børn selv, og at det da også kunne være lige meget, dét kan hun i mine øjne i øvrigt stikke skråt op.
En jordemoder har modtaget en praktisk uddannelse, og er altså fuldt ud kompetent til at bringe børn til verden, hvadenten hun har prøvet at føde selv eller ej.
En præst, derimod, får først sin egentlige praktiske uddannelse, når vedkommende er i embede.
Én begravelse skal jo være den første - men hver begravelse er unik for de pårørende.
Rutinen (ja, sådan en kommer der jo) kan selvfølgelig være en hjælp, men den kan også være farlig.

 Herren i midten af panelet, som er erklæret ateist og tror på sig selv, sin virksomhed og sin computer, og derudover betragter præster som "sælgere",vil jeg ikke kommentere yderligere ind på end følgende:



Jøsses, hvor er det træls, at der er så uendeligt mange irriterende mennesker,
der skal pisse mig af hele tiden, når de åbner for deres belortede blabla.
Hvis vi nu allesammen udtalte os om de ting, vi faktisk vidste noget om,
så ville det nok være mindre irriterende for os alle at være her.
Men ellers kunne det da også godt være, jeg bare skulle til at ævle op og ned på bloggen og i fjernsynet om litteraturhistorie eller jura, eller noget....

UPDATE, 23. januar:
Det er lige kommet mig for øje (!), at panelets tredje medlem, som jeg egentlig synes sagde nogle ok-ting, dog på en lidt udvandet og diffus måde, er ingen anden end Paula Larrain.
Kunne ikke genkende hende, fordi hun i dagens anledning var trukket i sit "seriøs repræsentant for menighedsrådet"-look, hvilket består af tilbagetrukket hår, briller, rullekrave og blazer, hvis du skulle spørge fra nogen. Udsagnet om, at de i "hendes" sogn er "socialpietister" står nu i et helt andet lys.
Til daglig er Paula glad for at synge og sætter pris på den uvurdérlige skat fra Højskolesangbogen,
men men men, hun er naturligvis også coach og har en fortid som blogger..... Pity!





mandag den 21. januar 2013

En læserstorm i et glas vand

Der er ordkløvende kævlerier en masse, fra såvel såkaldte eksperter samt læsere,
i dagens udgaver af Politiken og Kristeligt Dagblad.

Hvad bilder de sig ind i Mejdal?!
At søge en præst, som tror på Gud?!
Aldrig har man da kendt mage - lyder det fra de kloge.

Det er nemlig meningen, at dette krav til en præst bare skal ligge uudtalt mellem linjerne.
Det giver ligesom sig selv, at præsten tror på Gud, mener nogen.
Og andre mener, at dette, som før var selvindlysende sandhed, er blevet mindre selvindlysende - og det begrundes med sagen om Thorkild Grosbøll; præsten, som (efter sigende) afviste at tro på "en skabende og opretholdende Gud."
Og atter andre, såsom vores egen kirkeminister, mener, at det er en meget uheldig formulering.
Og formanden for Præsteforeningen mener, at der med kravet er tale om "sindelagskontrol" og kvantitativ måling af tro.

Jeg undrer mig en smule over, hvordan alle disse kloge hoveder kan få så mange forskellige og modstridende fortolkninger ud af det ovenstående udsagn fra jobopslaget,
som hele stormen grunder på.

Misforståelsen af Grosbøll


Når der refereres til Grosbøll-sagen, fremhæves altid hans udsagn om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.
Det må ligesom være essensen; dét, der skabte røre og ophidselse landet over, og som altså har nu har fået Mejdal sogn til eksplicit at kræve, at deres kommende præst er troende.
De er bange for ellers at få en Grosbøll, siger dagens udgave af Politiken.
I Danmark sættes der efter sagen om Grosbøll lighedstegn mellem hans opfattelse og mangel på tro.

Personligt har jeg ikke læst Grosbølls prædikener, men ud fra hans centrale formulering, kan jeg ikke se problemet med den.
Fælles for betegnelserne om Gud som "skabende" og "opretholdende" er, at Gud fortsat virker i verden.

Der er altså i mine øjne tale om et spørgsmål om grammatisk brug af kort og lang tillægsform:
Jeg mener heller ikke, at Gud er skabende, altså, at han stadig skaber.
Gud har skabt.
F.eks. er mennesket "skabt."
Det vil ikke sige, at Gud har formet hver enkelt af os i ler - det ved vi.
At mennesket er "skabt" vil sige, at det er begrænset - altså ikke evigt.
Og eftersom intet menneske hidtil har levet evigt, så må den jo siges at være god nok.
Vi er skabt og herefter er vi på egen hånd, som verdens opretholdere og overladt til vores egen og andre menneskers frie vilje.

Gud er nemlig ikke opretholdende - det vil sige, at Gud ikke virker i naturlovene, biologien eller på anden vis griber ind eller viser sig i verden.
Man hører fra tid til anden mennesker begrunde deres mangel på tro med, at "hvis Gud findes, hvor var han så, da jøderne blev dræbt i koncentrationslejrene", at de ikke kan tro på Gud, fordi Han lader børn dø og lignende. 

Men koncentrationslejrene var menneskeskabte, og at lægge ansvaret over på Gud i dette eller lignende spørgsmål er at fratage den menneskelige ondskab ansvaret.
Mennesker gør forfærdelige ting mod hinanden.

Og naturen gør forfærdelige ting mod menneske - men det er ikke Gud, der sidder og laver tsunamier og jordskælv for sjovs skyld - vi ved jo allesammen, at disse ting har logiske årsager, der har med naturen selv at gøre.
Konsekvenserne kan være ubegribeligt omfattende og ramme mange mennesker - men det er altså ligesom for barnligt nemt og uoplyst at give Gud skylden.

Og Gud lader ikke børn dø:
Børn får sygdomme og dør i tragiske ulykker og det er uendeligt forfærdeligt og uretfærdigt og meningsløst - men det er ikke Guds skyld.
(At det så er helt i orden at skælde ud på Gud, når livet er uretfærdigt er en anden sag - men han ka' ta' det.)

At man ikke tilslutter sig påstanden om "en skabende og opretholdende Gud", behøver altså ikke at betyde, at man er fuldstændig gudløs.
Jeg mener faktisk, at det vil sige, at man tillægger mennesket et større ansvar og dermed en større betydning, end hvis man blot tilskriver Gud hele ansvaret og hele skylden.

Men en apologi for Grosbøll nytter nok ingenting, for en udbredt misforståelse har det med at blive til en ny sandhed.
Og sagen er, at her i det kulturkristne Danmark mener den kirkefremmede, hellighedshadende og syndsfjendske befolkning altså bare, at man vil ha' en præst, som tror på dét, de ikke selv kan tro på.

Tro som forudsætning for bestridelse af præsteembedet

Langt henad vejen er jeg enig i, at det bør være indlysende, at præsten tror på Gud.
Hvis vedkommende er præst i Folkekirken, har han/hun jo i hvert fald før sin ordination (den ceremoni, hvor man i grunden først rigtigt bliver præst - al uddannelse og boglig visdom til trods),
underskrevet Præsteløftet, hvori der blandt andet står at kandidaten "vil beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt".
Derudover omtales sakramenterne (dåb og nadver), ritualerne, nådens midler, troens lærdomme og embedet som "hellige".
I Ordinationsløftet, altså løftet, som afgives under selve ceremonien, bekræfter kandidaten, som nu er ordinant, i øvrigt at ville "prædike sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at forvalte de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse".

Har man skrevet under på Præsteløftet hos biskoppen og bekræftet Ordinationsløftet for gejstlige samt menighed offentligt i kirken, så er det i min optik netop indlysende, at troen må være implicit.
Ellers har man løjet.
Dog har man ikke forpligtet sig på en bestemt tro, anden end den, der også er at finde i de luthersk-evangeliske (folkekirkelige) bekendelsesskrifter. 

"Den Nye Oplysning"

Mejdal sogn beskyldes i øvrigt for "sindelagskontrol" og der tales igen om den kvantitative måling af tro (som sammen med målingen af lykke får mig til at mene, at vor tid kunne skifte navn fra det diffuse "senmodernitet" til "den nye oplysning".)
Stik imod hvad de kloge fortolker sig frem til, har Mejdal sogn jo netop ikke specificeret hvordan eller hvor meget deres nye sognepræst skal være troende, hvilket Karsten Nissen, biskop over Viborg stift, også har påpeget.
For selvfølgelig kan man ikke lave en quiz, hvor resultatet anslår mængden af tro i procent!
Det er jo simpelthen så dum en tanke, at man må spekulere over, hvornår vi glemte konsekvenserne af Oplysningstidens tilsidesættelse af det åndelige fremfor fornuften og Den Franske Revolution.

En læserstorm i et glas vand

 "Vi søger en præst, der er troende og optaget af at forkynde og formidle evangeliet for alle - børn - unge - voksne og ældre."

Sådan lyder en brøkdel af jobopslaget fra Mejdal sogn.
Dét er åbenbart foruroligende og ikke på sin plads,
for formuleringen har i dag startet en mediestorm, der måske nok ikke ligefrem er en medietornado,
men som alligevel er helt ude af proportioner, i forhold til, hvad den bygger på.
Hvis man nærstuderer læsernes respons, er de langt mere forstående overfor formuleringen.
Som læser synes jeg ikke, at der er noget som helst anstødeligt ved jobopslaget, og som vordende sognepræst og nuværende jobsøgende, studsede jeg da heller ikke det mindste over formuleringen,
da jeg stødte på den i Præsteforeningens blad.

Og hvis man vil søge stillingen og hører til dem, der er faret i flint og vil ha' tingene på det rene,
så kan man da benytte sig af tilbuddet til slut i jobopslaget:

"Vi drikker gerne en kop kaffe/te sammen med dig inden du evt. sender din ansøgning."

Så er der vist kogt suppe nok på dén pølsepind.













onsdag den 9. januar 2013

Udenfor murene

Hvad laver man, når man er på dagpenge?
Bruger dem, selvfølgelig.
Men hvad laver man så i den fattige (og latterlige) karensmåned, egentlig talt?
Man skal fandeme passe på, man ikke forsumper og begynder at ødelægge det for andre, fordi man røvkeder sig, i hvert fald.
Jeg for mit vedkommende har ikke i løbet af de sidste 21 år prøvet én eneste periode, hvor jeg ikke vidste, hvad der ventede lige om hjørnet.
Og det var ligesom om, det ikke rigtig bekymrede mig så meget da jeg var 5, så jeg har altså ingen erfaringer at trække på.

- Startede med at komme hjem på juleferie og lykkeligt proklamere, at nu gad jeg sgu ikke læse mere teologisk relevant litteratur lige forløbig - nu skulle der læses "blot til lyst", og blandt fars mange bøger gik jagten ind på en bog, der kunne stå til måls med mine nyligste og ret så bredt dækkende læsesucceser, som omfattede Martha Christensen, en bog om Jeffrey Dahmer og MC Einars selvbiografi.
Intet vakte begejstring - jeg endte i seng med bind 1 af Luthers samlede værker. FAIL.

- Har set spændende doku om Leonardo Da Vinci.
 Han ville sikkert ha' syntes godt om at være officielt arbejdsløs og på dagpenge. Hold kæft, et geni.

- Undgår fortsat den litterære og svært hypede Ken Follett-fælde.
Hvorfor læse, når der er lavet glimrende filmatiseringer? Fik aldrig fat i, hvad munkefilmens navn egentlig var, men den var awesome.

- Spiller guitar igen. Fantastisk, selv om det fortsat lyder fælt i egne ører - dog forstyrrende for projekt Lange-Dame-Negle. Det er åbenbart umuligt at tage et D med langefingernegl på over én milimeter.

- Har gået rundt i centrum med de andre subsistensløse klokken 13 og følt et reserveret, asocialt sammenhold, os i mellem. We're losers and we know it.

- Ugens optur: Da jeg i Word Feud skrev "feudale" og fik over 1000 point. Yay!

- Er startet til køreundervisning.
Har altid frygtet det pis, og jeg er en frygtelig medpassager (totalt Hyacinth Bucket-agtig) og tuder, hvis nogen kører bare lidt hurtigere end fartgrænsen påbyder. Så det skal nok blive spændende, når jeg i næste uge skal sidde bag et rat for første gang.
Jeg har lært, at der er noget, der hedder "ABS-bremsesystem", og jeg har lært, at folk omkring de 17-18 år er ligeså ærgerlige som folk på 13-14 år.

- Læser Jan Poulsens Eik Skaløe-biografi, "Spejder og Steppeulv".
Første halvdel var en blanding af underlig og bare sølet ind i røv og nøgler, for spejder-delen af Eiks liv er sgu ikke lige dét, der er interesserer mig OVERHOVEDET. Fuck spejdere. I øvrigt var første del tydeligvis baseret på rimeligt få faktuelle oplysninger. Anden del er langt mere konge. Stoffer, rejser i Mellemøsten, Iben, apotekerbræk o.s.v. Og snart kommer selve musikdelen vel også.

- Har drukket mindst to genstande hver dag.
Det forventes vel nærmest, når man er arbejdsløs. Kæreste mente, mit liv burde bestå i at sove til middag og hamre bajere nede på hjørnet resten af dagen. Er gået på kompromis og sover til klokken halv elleve og drikker altså mindst to genstande. Man må i det mindste forsøge at passe ind.


Tanker har jeg også gjort nogle stykker af, men selvfølgelig hverken så mange eller så dybe som ellers, eftersom min hjerne er ved at tage skade af manglen på akademisk stimulans:

- Det er fascinerende, at alle folk i alverdens lande ligesom har vedtaget, hvad der er højre og hvad der er venstre. Det kan man godt lige stene lidt over.

- Sjovt, at ordet "bræk" ligesom lyder mere tilforladeligt end "indbrud". Et "bræk" er sådan lidt "vi skal bruge en lille fjernstyret tank, en pilsner og et pornoblad"-agtigt, hvorimod et "indbrud" er en decideret slyngelstreg.

- Hvorfor Rasmus Seebach bare er konge: Han henvender sig til børn, unge og gamle, forbliver gennemsympatisk, selv om han gang på gang bliver Ugens Brandert i Se & Hor, og hans tekster er totalt simple og man KENDER DET BARE SÅ GODT, IK'!

- Med de mareridt, jeg nogen gange har, er det godt, at mit overjeg består af fuldstændig muteret samvittighed. Hvis ikke jeg havde den, ville jeg nok være til fare for de fleste.

- Gid man kunne kysse hele tiden.

- Neskaffe er bare bedre end kaffemaskinekaffe.

- Fedt med 7 års universitetsuddannelse, og så er de eneste jobs man får foreslået fotosælger i Legoland og deltidsansat hos Kernebageren i Esbjerg. I think not.

-  Hvorfor er alt ved at være voksen bare en røvtur?
(Skal til velkomstmøde i a-kassen i morgen, og nej, jeg glæder mig ikke.)

- Where's Perry er et fedt spil. Og Angry Birds Space også. Det syntes jeg ikke, dengang jeg havde noget at lave.