Horror-film!

Jeg har set så mange gode film på det sidste, at jeg tænkte, jeg lige ville dele det!
Det henvender sig nok mest til horrorfans - sådan er jeg så ensidig, åbenbart.

Denne blog indeholder "anmeldelser" af de bedste film, jeg har set for nylig:

1. The Last Exorcism
2. Mirrors
3. Frozen
4. Insidious
5. Den femte anmeldelse er mit svar på Disney Juleshows Overraskelse.

1
For et stykke tid siden så jeg The Last Exorcism (2010). Nu har jeg af uforklarlige årsager ikke set den originale The Exorcist (1973), og underligt nok blev The Rite (2011) bare sådan en film, jeg faldt i søvn til to gange og aldrig fik set færdig. Kan i hvert fald ikke lige på siddende fod (sidder i skrædderstilling i min seng, as we speak) nævne en decideret filmisk succesoplevelse, der omhandlede exorcisme.
Men The Last Exorcism er anderledes. Den er håndholdt (vigtigt: Elsker håndholdte film!), hvilket tilfører den autencitet. Skuespillernes præstationer virker enormt understøttende for det dokumentariske virkemiddel.
Mest overbevisende er karakteren, der i filmen er besat. Som mange andre håndholdte film stopper filmen så at sige inden historiens slutning, hvilket også er en effekt, jeg godt kan li', trods det uforløste i forhold til plottet. Filmen er desuden bare møghamrende uhyggelig.

2
Forleden dag så jeg gyseren Mirrors (2008) med Kiefer Sutherland i hovedrollen.
Der er mange lækre ting i den film. Som jeg sagde til Regeringen (Kian) efterfølgende, så kunne jeg godt li' det med spejlene og det med dæmonen. Det dækker stort set hele filmen. Og så Kiefer, selvfølgelig. Evigt hæse Kiefer, i rollen som "rogue retired cop", som Sheldon Cooper ville udtrykke det.
Den film gør det lidt sværere at se sig selv i spejlet.

3
Måske den bedste film, jeg har set i år (vi er i marts, sikke en tvivlsom ære!), må være Frozen (2010), og nej, det er ikke en filmatisering af en sang med Madonna, men om tre unge mennesker, der bliver glemt i en skilift, med udsigt til at skulle sidde der i fem dage. Og der kommer en storm. Og der er ulve på lur lige nede på jorden. Og det bliver tåget. Og skiliften truer med at rive sig løs fra konstellationen. Ligesom med filmen Phone Booth (2002) er det utroligt, hvordan en film, der udspiller sig på så begrænset et område kan være så megauhyggelig. Men dét er den. Og der er så langtfra tale om B-films-skuespillere, trods det, at de forekommer mig ret ukendte. Derudover er filmen ikke så ulækker, som den bare er generelt ubehagelig, hvilket måske gør, at den rammer en bredere målgruppe. Den skal man ikke snyde sig selv for!

4

Insidious (2010) er fyldt med dæmoner/spøgelser. Man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår uhyggen opstår, da denne ikke er begrænset til at foregå om natten. Faktisk finder filmens, efter min mening, væmmeligste scene sted i fuldt dagslys. Der er klamme gamle damer, børnespøgelser, der griner klamt, og klamme manifestationer af åndernes tilstedeværelse. Masser af klamt. Hvad der ikke er klamt er den mandlige hovedrolle (Patrick Wilson). Der er bred enighed på Smedetoften om, at han er utroligt maskulin og har en absolut bedårende mund. Nomnom. I øvrigt er underlægningsmusikken også klam: Hidsige violiner får virkelig bare de små hår til at rejse sig på Hitchcock-måden.

5
Ok. Det følgende bliver rigtig svært at skrive, for aldrig har jeg haft et så ambivalent forhold til en film.
Aldrig har jeg været så frastødt, så fysisk dårlig i en films samtlige 88 minutter. Samtidig er der tale om en ekstremt vellykket opfølger til en film, der i sig selv var så grænseoverskridende og pervers, at jeg troede, det ville være umuligt. "Kan det virkelig blive værre?" spurgte jeg mig selv, da jeg skulle til at se 2'eren.
Det kunne det. ÅH, hvor det kunne blive værre! Hvis du selv er kommet for skade at se den forfærdelige film, jeg taler om, så har du måske gættet, at det drejer sig om Human Centipede II (2011).

Filmens hovedperson er så gennemført ET-ELLER-ANDET, at intet eksisterende adjektiv dækker det tilbørligt. Han er ulækker at se på, sølle, gennemsyret pervers og psykopatisk til en sådan grad, at det nok kun kan beskrives med utallige forskellige psykiske lidelser. Og filmen igennem siger han ikke et eneste ord. Kun forskellige følelsesmæssige udbrud, ironisk nok. Den visuelle oplevelse af filmen vil jeg ikke komme ind på. Ud fra titlen kan man måske gætte sig til lidt af det, men jeg sværger, at dine værste forestillinger ikke kan leve op til filmens billeder.

Det, jeg må indrømme, jeg godt kan li' ved filmen er, at den netop gør alverdens forestillinger til skamme - etteren inkluderet. Etteren er i farver - toeren er holdt i sort-hvid. Hovedpersonen i toeren er simpelthen besat af den første film, og vælger at udleve sin fantasi. Og toeren er så meget mere grafisk uudholdelig, at konklusionen kun kan være, at selv den sygeste film ikke overgår virkeligheden.
Lad mig slutte af med at sige, at Human Centipede II får Human Centipede I (2009) til at ligne en sød film, om en mand, der bare er glad for dyr. Vi snakker Lassie versus Cujo.

Human Centipede II er på ingen måde et must-see. Bare det at anbefale den til nogen, ville nok få selv din bedste ven til at se på dig med lidt anderledes øjne efterfølgende. Og møder du nogensinde én, der siger, at han virkelig kan relatere til hovedpersonen, så flygt.