Lad mig starte med at sige, at jeg ikke skal pudse min glorie;
jeg kan rigtig godt li' reality-TV.
Som en af mine venner sagde for nylig, så er alt i fjernsynet, som ikke er TV-serier og film, efterhånden en eller anden form for reality.
Jeg startede med De Unge Mødre og Singleliv, og selv om der var en del dumme udtalelser, så var det alligevel ikke svært at se, at man her fulgte AUTENTISKE danskeres problemer med og refleksioner over deres plads i samfundet - også selv om refleksionerne måske ikke altid var eller er de dybeste af slagsen.
Ikke desto mindre giver visse realityprogrammer i højere grad end andre indblik i, hvordan vores medmennesker tænker og fungerer under diverse omstændigheder, som at være nybagte forældre, at være overvægtig, eller at være alene i en tid, hvor tosomhed er trendy og ikke behøver at have noget med kærlighed at gøre.
Sidste år blev jeg hooked på Paradise Hotel, som i mange menneskers øjne anses for det mest fordummende blandt alle fordummende TV-programmer. Og ja, der bliver sagt mange ubegribeligt uintelligente ting, og paradisoernes adfærd og reaktioner forekommer ofte absurde for seeren.
Hvordan kunne det f.eks. være, at Patrick var forelsket i Tina Maria efter bare en uge på hotellet?
Romancer bliver hurtigt seriøse på Paradise Hotel. Er det fordi, det handler om kærlighed, eller er det måske et ubevidst forsøg på at finde et sted at høre til, at finde tillid og loyalitet hos et andet menneske i en fremmed sammenhæng?
Derudover er deltagere i Paradise én diskussion - dem kan man mene om, hvad man vil (og det GØR man, som seer: Den ene uge er én helt vildt okay og opfører sig cool, og i næste uge er vedkommende intrigant og følelsesmæssigt utilregnelig. Hm-hm, aha!)
En anden diskussion er selve Paradise-konceptet. Man hører hele tiden deltagerne sige "det er jo et spil", og det er det i høj grad. Et spil med komplicerede alliancer, konstant løgn og talen efter munden, vendekåber og opportunister, og folk der prøver bare "at flyde lidt med" i spillets gang, hvilket ender ud i bebrejdelser for at "være på badeferie."
Inden man fordømmer dem fuldstændig bør man nok huske på, at de befinder sig i denne ekstreme situation, at de oftest kommer til hotellet uden at kende nogen, at de ikke må tale om deres liv i Danmark, og at deres dage er skemalagte efter morgenmad, frokost, aftensmad, druk, intriger-principperne.
Sent i seng og tidligt op hver dag - søvn får de heller ikke meget af.
Og under disse omstændigheder forventes det, at de skaber bånd imellem hinanden, har det sjovt, har sex - der er ikke noget at sige til, at bølgerne af og til går højt og at branderterne er gedigne.
ENDVIDERE---!
Dette var min apologi for Paradise Hotel, men det var faktisk ikke det, jeg ville skrive om i dag.
Et andet TV3-program kan selv jeg nemlig ikke forsvare.
Det drejer sig om For Lækker Til Love, som kører hver torsdag aften.
Her følger vi efter sigende "Danmarks mest kræsne singler", som i kraft af deres pumpede kroppe, glattede blonde hår og solarievoldtagede og kronisk overraskede øjenbryn betragter sig selv som de smukkeste i landet, som fortjener at få, hvad de vil ha', og ikke på nogen måde går på kompromis med deres krav.
Det sidste lyder jo nærmest tilforladeligt - vi vil allesammen gerne have vores ønsker og forventninger til livet indfriet, og jeg mener ikke, at det er en god idé at slække for meget på sine krav, når det handler om noget så seriøst som at indgå i et parforhold.
Men når kravenes fællestræk er, at den partner man vil ende med, skal tjene kassen, være ambitiøs og samtidig ligne en adonis, når man ikke selv har andet at byde på end ovenstående udseende og en grotesk selvoptaget og grim personlighed, når man ikke selv har nogen uddannelse eller anden ambition, end at finde en "sugardaddy", som f.eks. sæson 2's Melanie udtrykker det, hvad er det mon så, man mener berettiger én til at få nogen forventninger indfriet overhovedet?
Flere af personerne i For Lækker Til Love har fra tid til anden brokket sig over, at deres dates var for kloge.
De snakker for meget. Stiller for mange spørgsmål. Hvad fanden bilder han sig ind at spørge mig, hvad jeg kan bidrage med? Jeg er jo MIG. Han får MIG.
Kvinderne (og Gustav) vil altså ha' rige, ambitiøse mænd, der holder kæft og bukker sig i støvet for dem.
Nu er det bare sådan, at jeg sgu ikke tror, at ambitiøse mænd holder kæft og bukker og skraber for små prinsesser. I hvert fald ikke som regel.
Noget, der ofte bliver sagt, på den ene eller anden måde er, "fordi jeg er så lækker, så har jeg fortjent at få, hvad jeg vil ha'." Det er implicit, at dem, som af disse medieliderlige episke fejltagelser betragtes som "mindre heldige" ikke har fortjent at få hvad de vil ha' i samme grad.
Modsat Paradise Hotel er der absolut ingen formildende omstændigheder omkring For Lækker Til Love.
Det er indbegrebet af alt, hvad der er galt med verden: At blanke, selvoptagede mennesker får taletid i medierne.
Hvad kan de egentlig? Ikke en skid. Der var engang, hvor man skulle ha' talent for at blive kendt, men nu kan enhver snotdum dansker, der på alle måder ligger under gennemsnittet, tilmelde sig TV3 Casting, og måske komme i TV, med lysten til at blive eksponeret mere end på Facebook som eneste drivkraft bag den såkaldte ambition.
De kan ikke engang vinde noget. Hverken en halv million kroner, eller den eneste ene, for deres idealer bunder i narcissistiske vrangforestillinger, der intet har med virkeligheden at gøre.
"Det er wannabees, ikke quality, ikke virkelighed."
- MC Einar, Reality på reality, 2011
Det er skammeligt, og jeg brækker mig i lårtykke stråler over det.
Måske synes du, jeg bare kunne slukke for det - det gør jeg også, kære læser, for nu har jeg langt om længe fået afløb for den del af min altomfattende gnavenhed, der retter sig mod dette latterlige program.
Hvis nu alle idioternes dates fik lidt taletid efter hver date, så var det jo en ganske anden sag.
Men det her er simpelthen for ensidigt og uden andet formål, end at vi andre kan sidde og grine af dem, eller, Gud forbyde det, se op til dem, hvis man er en lille stakkel, der måske er usikker på sig selv og letpåvirkelig.
Kan jeg være ligeglad med hvad andre gør? - Ja, måske. Så længe alle er enige om, at For Lækker Til Love er et stupidt program om skrækkelige mennesker, og at det burde hedde For Dum Til At Blive Taget Alvorligt.
"TV er det eneste de drømmer om
de er copycats på samlebånd på samlebånd
som porno hentet ned fra min internet
jeg sukker og trykker delete og slet."
- MC Einar, Reality på reality, 2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar