Han træder ind i toget med en overdreven selvsikkerhed.
Først tænker jeg, at han er utrolig flot.
Men sandheden er, at jeg slet ikke har kigget ordentligt på ham,
kun registreret, med et hurtigt blik op fra min bog, at han har noget jødisk over sig
og har udtrådte All Stars-sko på.
Han sætter sig overfor mig i toget og jeg løfter hovedet, men bliver ved med at holde blikket i bogen.
(Sandheden er bare, at man nogle gange sidder mere flatterende med sin hals end andre gange.)
Jeg tør ikke se på hans ansigt, for han er så tæt på,
men ud fra de andre facetter jeg kan skimte, er han mægtig smart:
Han har en afslappet, mørkeblå sweater på og slim fit jeans, som jeg er stor fan af.
Jeg bliver imidlertid forvirret over den dér smartphone og det dér Euroman.
Da hans telefon ringer er der endelig en åbenlys grund til at se op og jeg stjæler mig et glimt af hans ansigt.
Han viser sig at være middelmådigt pæn, med et umådeligt pænt, veltrimmet fuldskæg,
der er helt symmetrisk og har så pertentlig lige længde over det hele,
at det slår mig, at han selv har del i denne længde, som om den kunne være andet end naturlig.
Nærmest, som kunne denne mand ved sit skæg gøre det modsatte af at plukke øjenbryn.
Hans øjne er rare, som de ofte er hos en mand i trediverne.
Han lyder rar, da han tager telefonen. Og jysk.
Men hans øjne er hektiske og hans næse er så uformelig, at man ikke ville vide den var en næse,
hvis ikke den sad hvor den gør.
Det er tydeligt, at han taler med en kvinde.
Det er ikke hans mor. Heller ikke hans kæreste.
Måske én, han dater, sådan, casually,
eller bare en af hans mange veninder.
Han er en ladies man:
Ikke lækker nok til at være en player, men pæn nok til at kende mange mindre lækre kvinder,
der alle synes han er sjov, klog, han tør virkelig sige tingene som de er, han er bare rigtig cool og nede på jorden, og så spiller han jo MUSIK, og det er slet ikke et turn off, jo, det bliver det aldrig.
Måske er han en rockstjerne, men for mig begynder han nu at ligne et fusionsjazzspillende, højkulturelt røvhul.
Han er påtaget laid back og han snakker, snakker, SNAKKER, i den forpulede, kloge telefon,
ligesom tre andre indenfor min nærmeste sfære gør det.
Jeg føler mig højt hævet over dem allesammen.
Kan de ikke holde sig beskæftiget i to timer, uden at skulle ringe op og spørge deres venner, hvad de laver.
Hvad fanden rager det hele egentlig mig?
En yngre pige stod på i Odense, samtidig med manden.
Hun synes, han er flot.
Det er pissekoldt, også i toget, men alligevel føler hun pludselig trang til at vikle sig ud af sin dynejakke, sine Kawasaki-sko,
og sit generelle jeg-banker-din-ass-hvis-du-kigger-på-mig-forkert-attitude, og pludselig er der løst, langt rødblondt hår, trutmund
bar ryg og kavalérgang både fortil og bagtil.
De ævler begge i deres telefoner og hun kaster stjålne blikke mod ham.
Han, mens han fraværende bladrer i sit Euroman,
hun, mens hun ridser på en side i en af ungdomsuddannelsernes fysikbøger med sin fingernegl.
Hun stiger allerede af i Korsør.
Han skal af på Nørreport, ligesom jeg.
Han har travlt med at komme ud, for han er generelt travl, har ting han skal nå, folk han skal se, NU NU NU.
Jeg har god tid.
Jeg er zen midt i centrum, som onkel Danny siger.
For jeg er bedre end de fleste.
Jeg går bag ham på perronen.
Han tænder selvfølgelig en cigaret dernede, selv om man ikke må,
for så sej, rebelsk og rygetrængende er han bare.
Da han går foran mig, kan jeg se, at hans ellers tykke, brune hår er ved at flygte fra toppen af baghovedet,
og at hans røv kun er middelmådigt ok i de dér velvalgte rock 'n' roll jeans, som er købt slidte.
Jeg går ned til Larslejsstræde og stiger på 5A.
Han stiger på på Nørreport.
Idioten har ikke engang opdaget fidusen i at gøre som jeg,
så han må stå op i bussen, mens han bibeholder sin overlegne Weltschmerz.
Jeg går hjem og drikker rødvin og takker for, at jeg ikke er jævn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar