mandag den 29. oktober 2012

Sølet ind i lavkultur

Det er vel sådan set rimelig normalt, at man føler sig bedre tilpas i én form for social gathering end en anden. Det kan faktisk ikke være anderledes.
(Og nu gider jeg ikke høre fra en eller anden psyko-social gøgler, der påstår, at han bare befinder sig fabelagtigt overALT og er åh-så omgængelig og behagelig, og at det er os andre, der har et problem:
Hvis du er så fucking rund, så har du ingen kant!)

Jeg kan godt li' at være i folkelige sammenhænge, med højskolesange, foredrag og kaffebord.
Der har jeg det sgu konge. Samtalen og sangen, det passer mig godt.
Men som jeg som regel gør, finder jeg det ikke så interessant at dvæle ved det behagelige og udmale det. Vorherrebevares!

Så jeg kan altså for eksempel ikke li' højkulturelle sammenhænge, der stinker af elitær sammenslutning.

Hvis jeg skal kigge på kunst, skal det helst være når ingen andre gør det, for jeg kan åbenbart, helt fejlagtigt og uforskyldt, forveksles med en af disse hersens "kunstinteresserede", hvis største lyst er at ævle om ophæng, litografier og pensler, alt imens de er iført en iøjnefaldende hårfarve og en avantgarde lortebrille.

("Avantgarde" er jo når alt kommer til alt bare et flot ord for noget, der er grimt og ikke stemmer overens med noget så latterligt som tidens trends, og så kalder man det bare "avantgarde", for hvis grydehår nu engang gik hen og blev moderne igen, så ville man jo nødig være det sagesløse fjols, der havde fordømt det og kaldt det grimt.)

De elitære glor og de vurderer og måler, som var man en Picasso, og de skal slet ikke lægge mærke til mig, nej, de skal ej!

Hvis jeg skal i teatret spørger jeg altid, hvor fancy dresscode der er, for voldsomt udstadset antræk, med accessories, diademer og brocher og pis er bare ikke lige noget for undertegnede, vel.

Jeg kan ikke fordrage at gå rundt i et akavet antræk og sippe lunken hvidvin på en civiliseret pæn og ikke en livsnydende måde, og KONVERSERE anstrengt med mennesker, MINGLE og "NETWORKE"! (Med mindre der selvfølgelig er tale om min egen dimission fra uni - det var nu meget godt.)
Og gi' mig ellers hellere en bajer og en lusket bodega og en gammel sut, der bager på mig, ikke fordi, jeg vil ha' lige netop dét, men nogen ting vælger man altså ikke altid selv!

Jeg gider heller ikke se film i biografen.
Jeg hader jo biografen; det følger automatisk med, når man som udgangspunkt er fjendtligt indstillet overfor totalt fremmede.
Og jeg gider faktisk sjældent at tale med om aktuelle ting, herunder film.
For mig skal alt liiige bundfælde sig før jeg har en mening.
(Og når jeg siger "alt", så mener jeg "det meste.")
Ulempen er, at når jeg så endelig opdager et eller andet fedt, så er det bare "soooo last week" for de fleste andre. Og det er jeg dermed også.
Til gengæld downloader jeg aldrig film.
Jeg ser dem som regel bare først, når de er kommet ud på DVD og er blevet sat 50% ned.

Misforstå mig ikke, jeg kan skidegodt li' nogen slags kunst (den flotte slags), en stor del teater, en gigantisk mængde film, og efterhånden også en væsentlig mængde klassisk musik - og ja, herunder endda OPERA!

Jeg vil bare så nødig sættes i samme bås for dem, der har en meeening om kunst, som de faktisk mener betyder så meget, at de hidser sig op over det.
Det er en smagssag, for helvede.
Og jeg går ikke rundt på en udstilling i timevis, og jeg er ikke hende, der sætter mig på bænken foran et billede og studerer det indgående og filosoferer over alt muligt navlepillende lort (det behøver jeg så langt fra en kunstnerisk anledning til at gøre!)

Og jeg går ikke ind i en biograf og ser Antichrist og analyserer på det, med spyt og iver, når Charlotte Gainsbourg klipper sig i kønsdelene - den scene har fået fjollet meget opmærksomhed, beklager smagsdommeriet, men det har den altså.
Så vælter jeg hellere cola udover min venindes ballerinabeklædte fødder og spekulerer over, hvordan det kan være, at Willem Dafoe altså er lidt pæn.

Hvorfor gå ud og være blandt nederen mennesker, når man kan se en udmærket horrorfilm, mens man putter på sin sofa og drikker rødvin?

... Ude blandt mennesker må man som regel heller ikke ryge.
Røv og hirse, siger JEG bare.

Det er jo en udbredt misforståelse, at der er sejere at læse Weekendavisen end B.T, at man lærer mere af Deadline end De Unge Mødre, at Danielle Steel skal være et fy-ord, når man er til Den Andalusiske Hund, at Amarone skal voldtages i munden før man kan nyde den (tværtimod!), og at små cocktailbarer skulle være bedre end Karrusellen.
Man bliver ikke et bedre menneske af at være højkulturel.
Eller lavkulturel, for den sags skyld.

"Jeg har en bred smag," som Lex & Klatten siger det, helt lavkulturelt og sandt.
Det er dét, det handler om.
Mere inklusion, mere at snakke om.

Og for at understrege med endnu et citat:

"Få det hele med. Ellers bliver I bitre."
- Frank Hvam.














onsdag den 17. oktober 2012

Fri os fra ytringsfriheden.

Ok, jeg har så hørt, at der er nogen, der går rundt og begår selvmord,
fordi de bliver mobbet af jævnaldrende.
Og jeg har hørt, at disse jævnaldrende er fuldstændig ligeglade med, om dem de mobber begår selvmord eller ej.

Undskyld mig, men hvad fanden er det for en verden vi lever i?
Hvordan kan en teenager, som vel er en slags lille menneske, være ligeglad med, om han er mere eller mindre direkte skyld i et andet menneskes selvhad og måske endda død?

Cyber-mobberen, Cakepie, har lavet en hadeside mod Fie Laursen,
som efter mange års mobning både er blogger og stiller op i TV, for at fortælle om sit liv som mobbeoffer og på den måde skabe håb for andre, der har det på samme måde.
Cakepie udtaler til B.T., at han er ligeglad med, om hun begår selvmord - "det er ikke mit problem."
"Hun er en kendis, ikke en person," siger han.
Og Cakepie topper sin dybe indsigt i samfund, liv og mennesket med ordene:

"Vi lever i et land, hvor etik er større end fornuft. Jeg synes, mennesker skal have lov at gøre, hvad de har lyst til. Hun er en kendis. Man skal have lov til at gøre grin med folk."

Gad vide, hvor Cakepie har lært dét?
Kan det måske ha' noget at gøre med den højt besungne ytringsfrihed, som vi i Danmark er så megastore fans af, at vi synes, det er i orden at blive ved med at genere dem, der tydeligt har demonstreret ved mere end én lejlighed, at de ikke vil generes?
For os er det satire, en stor joke, men for andre er det dødelig alvor.
Og med det ene, yderst ringe argument, at "det har vi ret til", bliver vi ved og ved.

Derfor er det i orden, at 16-årige Cakepie kalder Fie Laursen "opmærksomhedsluder", for i ytringsfrihedens navn er det jo selvfølgelig ikke kun hende, der har ret til at udtale sig i medierne.

Det kan måske også ha' noget at gøre med, hvordan de medie-kendte generelt fremstilles.
De er åbenbart kendisser og ikke personer - og dét på trods af, at det for nylig blev vist, at det ikke er i orden f.eks. at gemme sig og fotografere halvnøgne royale på ferie.
Jeg gad nok vide, om det er comme il faut at betragte kendisser som genstande.

Jeg er ærlig talt ved at være så gennemtræt af det evindelige vrøvleri om, at ytringsfriheden og pressefrihed og den slags er de vigtigste værdier.
"Man skal ha' lov til at gøre grin med folk" - "undskyld, HVAD", spørger jeg igen, helt rystet i min grundvold.
Det er faktisk ikke en menneskeret - menneskerettigheder handler om lidt mere vigtige ting end at stampe i jorden og ville ha' lov til at være et fjols, og dét har andre bare at acceptere.

Det kan godt være, der er et tilbagestående land et sted, hvor det er nødvendigt at hævde ytringsfrihed som den højeste værdi, men sgu da ikke i Danmark.
Det er vi vel kommet udover.
JA, vi har ytringsfrihed - men det betyder altså virkelig ikke, at man bør sige hvad som helst til hvem som helst, bare fordi man har ret til det.

Personligt mener jeg ikke mindst, at den hårde tone og ligegyldigheden og manglen på ansvar overfor andre mennesker har noget med undermineringen af kristendommen at gøre.
Her er den højeste værdi, der faktisk bør implementeres i og ikke adskilles fra samfundet jo næstekærligheden. 

Du holder altid lidt af din næstes liv i dine hænder.
De største værdier er tillid, barmhjertighed og oprigtighed.
Det er dem, der bør demonstreres.
Og tilføj lige lidt Emma Gad, i form af ydmyghed og almindelig høflighed til listen.

Og når jeg forbinder de ting med kristendom, så er det jo "bare fordi" jeg er teolog og vordende præst.
Men der er faktisk tale om alment menneskelige begreber.

Der bør ikke være ét menneske i Danmark (ideelt set i verden), der ikke tilslutter sig disse suveræne livsytringer, i mødet med et andet menneske. 

Og jeg ved godt, at den ovenstående sidste sætning af hadske personager ville kunne tolkes som, at jeg mener, at alle, der har det som Cakepie, burde forfølges og dræbes, men det er sjovt nok ikke sådan, det skal forstås.
Jeg mener, at nogen (og gerne bare Cakepies forældre, da han jo stadig ikke er myndig) burde stoppe det her påbegyndte vanvid og lære Cakepie lidt om almindeligt god opførsel.

Og hvis de fralægger sig ethvert ansvar, så synes jeg egentlig godt man kan argumentere for, at institutionalisere den unge mand, inden han bliver skyld i en ulykke.




Vi skal ikke ha' lov til at gøre, som det passer os, eller hvad vi har lyst til.
Vi har en forpligtelse overfor det samfund, vi er en del af, og de mennesker, vi lever i blandt.
Vi har en verdslig lov, og de fleste har også en velfungerende samvittighed, der fortæller dem, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Jeg tror, at Cakepie, i stedet for at spilde sin tid og være en pest for andre ved at være sine nobilitate på nettet, i stedet skulle læse lidt op på begreberne etik og fornuft og nogle andre fundamentale ting, som garanteret er på skoleskemaet henne i den skole, som burde tage stort set al hans tid.

 

Læs artiklen fra B.T. her:
http://www.bt.dk/danmark/han-mobber-andre-paa-nettet-jeg-er-ligeglad-med-om-hun-begaar-selvmord











mandag den 15. oktober 2012

En kildren i øret.

Den lytteværdige musik kommer som momentane flodbølger,
der ikke bygges langsomt op, men lige pludselig er der bare en ordentlig mur af lyd foran og rundt om mig, som så skyller indover og ind i mig, med enorm kraft.

I lang tid er der ingenting, kun gamle gentagelser.
Éns iPod bliver reduceret til nødvendig baggrundsstøj,
som der skal tændes for, når man transporterer sig fra A til B, for nu er det jo engang sådan.
Og det føles som om, at nu kan der ikke komme mere nyt, der virkelig bare lige rammer.
Og alligevel ved man, at det gør der, før eller siden.
Men man kan ikke forcere det, sådan rigtigt.
Man hører en masse ukendt musik, men i forhold til, hvor meget man hører, er det sjældent, at det er så godt, som man ville ønske det var, fordi der simpelthen bare ikke findes noget bedre end at sætte en sang (eller endnu sjældnere - et helt album) på repeat.

Sidste gang bølgen var i mig, drejede det sig om enkeltstående numre, Pictures of Matchstick Men, Black Night, Harder Than You Think, og nogle af Specktors og Dr. Feelgood.

Og Dr. Feelgood har jeg holdt fast i, mens der fandt et overlap sted, hvor Hank Williams senior og Hank III var alt, jeg havde lyst til.

Og nu er der igen noget for mig nyt fra musikfronten, som jeg gerne vil dele med dig.
Begge dele er soundtracks til film, og dét er jo bare dobbelt op på konge, når film med gode plots ledsages af lækker lyd.

 Sean Spillane har lavet et fuldstændig formidabelt soundtrack til horrorfilmen The Woman.



 Og We Are Scientists, som figurerer på soundtracket til filmen Dread.


Og så er det jo altså bare rigtig perfekt, at man har efterårsferie, og at vejret er så latterligt, at ingen kan forvente, at man bevæger sig nogen som helst steder hen, andet end højest ned for at hente smøger.

Så er man ligesom bare fri til at sidde her bag skærmen og dyrke Spotify og drikke kaffe.



torsdag den 11. oktober 2012

"SYV ÅR, Niels.."


Det er over syv år siden, jeg flyttede til København,
og nu flytter jeg snart til Jylland.

Burde man ikke gøre status, eller sådan noget?
Over, hvilke ting, der er sket, som har ændret én.
Jeg var 19, da jeg flyttede herover.
Hvis jeg havde skuet 7 år baglæns som 19-årig,
ville det være rimelig obvious, at der måtte være sket utrolig meget, siden jeg var 12.
Umiddelbart synes jeg ikke, den samme dybe kløft findes mellem 19 og 26.
Det burde kunne sammenlignes, men det kan det så slet ikke.
Det føles ikke som om, der er sket SÅ meget, men det er der jo alligevel.

Måske er forskellen bare, at det er så åbenlyst, at der er sket en masse mellem 12 og 19 år,
at man ikke engang begynder at opregne alle hændelserne.
Man konstaterer bare, at syv år er lang tid.
Og man skulle vel egentlig også gerne tænke på andre ting end at gøre status, når man er 19.

Og 26, for den sags skyld.

Men nu er det alligevel for meget overhovedet at tænke på alt, der er sket.

I øvrigt har det sidste halve år ikke engang nået at bundfælde sig endnu,
så hvordan skulle jeg kunne overskue yderligere seks et halvt år?

Jeg har skrevet og afleveret speciale.
Jeg er blevet cand.theol.
Jeg startede på Pastoralseminariet og var kæk og skulle bare ha' det overstået; de fire måneders primære funktion var at binde en fin sløjfe på 21 års skolegang.
Vi er nået til efterårsferien nu, og min kækhed er hedengangen.
Jeg vil stadig alt det, jeg ville før, jojo, men nu rykker det bare så tæt på.
November, fucking næste måned, bliver min sidste som bosiddende i København.
(I denne omgang.)
Og så venter dét, der hele tiden har været min mening: Livet som præst.
Men jeg er vant til, at dét er noget, der ligger langt ude i fremtiden!
Jeg havde troet, jeg var et andet sted, når jeg skulle være præst.
At jeg ligesom var blevet VOKSEN.
Jeg har altid været klar over, at man ikke bare vågnede en dag og var blevet voksen og ansvarlig.
Men måske troede jeg ikke helt på det alligevel?

Nu er alt konkret, så lidt er abstrakt.
Det abstrakte må være på standby, mens jeg arbejder på at finde fodfæste i det konkrete.
Jo hurtigere det går, des hurtigere kan jeg gøre plads til det abstrakte igen!

For én gangs skyld ville jeg gerne prøve at springe ud i noget med ubesvær og lethed,
flyde, i stedet for at træde vande.
For én gang skyld ville jeg gerne IKKE tænke og bekymre mig om alt det, der alligevel ikke ligger i mine hænder, og alt dét, der gør, og bare nyde, nyde, NYDE det, og aldrig blive mæt.
Bare være i det, og ikke spekulere så meget.

Men ok, så ville jeg jo på den anden side slet ikke være mig.





mandag den 1. oktober 2012

At google sig selv.

Ja.
Her i går googlede jeg altså mig selv.
Jo, jeg gjorde.
Og jeg er ikke bange for at blogge om det.

Og endnu en bekendelse:
Nogle gange har jeg googlet folk (læs: mænd), som jeg ikke kendte så godt, og måske gerne ville kende lidt mere.
Måske.
Hvis der ikke kom helt sindssyge ting frem, når man googlede dem, selvfølgelig, som hvis de for eksempel var medlem af et eller andet klamt eller åndssvagt, som Nordisk Herpetologisk Forening.

Jeg har aldrig tænkt på, om nogen mon ligesådan har googlet MIG, og afvist nærmere bekendtskab efter at have set resultatet.
Efter selv at have set, hvad der kommer frem, tænker jeg, at dét sgu egentlig er meget muligt.
Mere end muligt.

For udover diverse ligegyldigheder, som resultatet fra Krak og "Thea Laukamp has a profile on MySpace/SoundCloud/Facebook/Whatever", så kommer der også ganske mange brokkerier frem.

Især brokkerier om kirke, kristendom, teologi, og hvordan de fleste andre bare er idioter.

Fedt, fedt, fedt.
Skulle vist aldrig ha' givet Kristeligt Dagblad lov til at publicere de kommentarer, jeg er kommet med, efter jeg blev "venner" med dem på Facebook.
Eller hvad det nu er for et forhold, vi har...

ENDVIDERE kom der også lidt skæg brok frem.
Noget, som jeg havde glemt var blevet lavet in the first place,
og derfor slet ikke havde troet, jeg kunne finde på Google.

Det drejer sig om en evaluering af projektet med "virtuelle klasser", som min klasse og matematiske parallelklasse deltog i på gymnasiet.
Jeg vil undlade at introducere, hvad "virtuel klasse" nøjagtig betyder og bare bringe teksten.


Mit bidrag står til sidst, men jeg håber, man vil læse det hele, for at få rigtigt fat i konteksten.
Har i øvrigt bibeholdt navnene på de andre deltagere i evalueringen, eftersom det gengivede ligger offentligt tilgængeligt på nedenstående link.

"Elevernes virtuelle virkelighed"

Da Esbjerg Statsskole i 2002 startede med at bruge virtuel undervisning, gjaldt forsøget kun i to klasser. Disse to klasser hedder nu 2.b og 2.u. Da eleverne startede i gymnasiet vidste de ikke, hvad det ville sige at være en virtuel klasse. Det gør de nu.

- Jeg synes, den virtuelle undervisning er rigtig god. I de virtuelle timer er det op til eleven selv, hvor man opholder sig. Der er mange elever, der vælger at tage hjem. Det giver den enkelte elev en frihed og mulighed for selv at planlægge sin tid.
Dog er det en forudsætning, at man har en computer derhjemme. Vi har godt nok adgang til skolens bibliotek med et magnetkort døgnet rundt. Men det er altså ikke særlig hyggeligt at sidde alene på skolen klokken fire om natten.

- Sofie Kragh, 2.u


- Det er rart, at vi afleverer opgaver elektronisk. Så er det ikke noget krav, at vi har dem færdige om morgenen. De skal bare afleveres inden midnat. Men hvis man ikke har en computer derhjemme, er man svært handicappet.
- Morten Langmack, 2.u


- Jeg havde glædet mig til at komme ind og boge den i tre år. I stedet skal jeg sidde med hovedet i en computer. Jeg bryder mig ikke om at være afhængig af en maskine og af, hvorvidt den virker eller ej. Så vil jeg hellere være afhængig af mig selv, mine klassekammerater og mine lærere – altså levende mennesker.
- Thea Laukamp, 2.b"


http://www.journet.sdu.dk/~annek03/gymnasie3.htm 


... Og hvad kan vi så lære af dét?
Ikke andet end at undertegnede åbenbart i hele sit bevidste voksenliv har været 80 år indeni og yderst gammeldags og traditionel i tilgang til ALT.

Jeg er lidt pinligt berørt.
Og også lidt stolt.