"Er du nogensinde lykkelig?" spørger hun.
Det kommer sådan ret meget ud af det blå.
Det er en ny æra for vores venskab, og vi har taget os selv og hinanden ved nakken, er brudt ud af de normale rammer for vores samtaler, formiddage på en bænk i hendes gård, udstyret med kaffe og cigaretter, umiddelbar snak om aktuelle begivenheder i vores liv.
Vi har drukket kaffe (på Barresso, godt nok, men okay så), været på en spændende udstilling og sidder nu på en pittoresk trappesten, mellem Distortions stationer, med hver sin Gyldne Dame. Og cigaretter.
Venskabet er nyt og gammelt, og de nye omgivelser gør samtalen ny.
På et splitsekund når jeg at tænke, at det var et godt tidspunkt for hendes spørgsmål, for umiddelbart er det da ikke så længe siden jeg sidst var lykkelig.
Men min opremsning af nylige himmelske situationer kommer ikke så prompte, som jeg først troede.
Jeg siger, at det ikke er så længe siden, at jeg har været rigtig glad, men ligefrem lykkelig er måske så meget sagt, og jeg lirer min sædvanlige lommefilosofiske svada af om, at lykken opstår momentant og forsvinder ligeså snart man opdager, at den var til stede. At bevidstheden om lykken knuser den, og afløses af en inderlig melankoli og savn, for nu er lykken væk igen.
Og man må måske nøjes med jævn glæde.
Hun er ikke lykkelig og hun synes, det er længe siden, hun sidst var det.
Tror jeg, hun nogensinde bliver det igen?
Og det tror jeg.
Men ikke vedvarende.
Og det siger jeg så blidt og forsigtigt som jeg kan, og føler noget behageligt indeni mig selv, mens jeg forsikrer hende om, at det nok skal blive bedre.
For det vil jeg så gerne ha' det bliver.
Tonen er en anden, sammen med en anden.
Hun føler hun træder vande og kæmper for sit liv, og der er hverken decideret fremskridt eller tilbagegang.
Hun har midt-i-tyverne-blues over, hvad hun ikke har opnået, angst for at tabe ansigt og være utilstrækkelig i situationer, der ikke er opstået endnu, frygt for at være gennemskuet, at andre ser lige igennem hende, mens hun selv er blind.
Vi taler om lykken, og lommefilosofien er mere filosofisk, og der hales sande ord op fra nogle dybere lommer.
Vi er kynisk enige om, at vi aldrig bliver lykkelige.
At noget altid vil være galt.
Vi er ens, hun og jeg.
Vi er ikke tilfredse, vi overanalyserer tingene til de går i stykker, vi suger næringen ud helt ind til marven, og vi er ikke i stand til bare at læne os tilbage og nyde, give os hen og tage imod.
Vi er ikke nemme at omgås, for vi kløver ordene til de ikke hænger sammen mere, bliver berørte, tager os det for nært.
Vi kan ikke forvente at andre kan gøre os lykkelige, når vi hele tiden gør os selv ulykkelige.
Og kynismen og de tørre konstateringer tager ligesom brodden af det hele.
Tanken om, at det aldrig bliver bedre giver os fortrøstning.
For det kunne jo være værre.
Et andet sted er der ingen kære mor, ingen konstateringer pakket ind i intellektualisme.
Kun det store perspektiv, det overordnede modspørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"
Hele tiden. Lykkelig hele tiden. Sikke en idé!
Der er ingen forståelse for påstanden om, at manglen på lykke måske er positiv, fordi man så altid har noget at stræbe efter.
Der er ikke noget at diskutere, ikke noget føleri, ingen detaljeret analyse af omstændighederne, ikke sammenligninger, det kræver et filosofikum at forstå.
Bare det spørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"
“Happiness comes when your work and words are of benefit to yourself and others.”
- Buddha
mandag den 25. juni 2012
søndag den 24. juni 2012
KONGE&KONGE #2
Konge med konge på:
- Star Trek. Så filmen i går, og jeg er helt nede med Spock. Hvem skulle nu ha' troet det?
- Den sene opdagelse af, at Sheldon er ligesom Spock. Bare vildere.
- Cocktail der dræber alle smerter, relateret til mens: To Panodiler og to Ipren, og kroppen er numb, selv når fundamentet for krop nødvendigvis må udgøres af stiletter og ikke sofa. Cool burger.
- Talerne til sommerfesten på teologi. Glemmer tit, at dekanen er sjov. Shame on me.
- At afstå fra at drikke vodka The Belarussian Way. Det har sgu aldrig gjort noget godt for mig, men jeg plejer at gøre det alligevel.
- Fryden ved at høre de første to sekunder af Stupid Man, spejde udover baren og se toppen af et hoved med resten af Louise under, komme farende i fuld fart mod mig, for at mødes på dansegulvet.
- Galliano shots.
- At modtage en sød MMS. Også selv om jeg ikke forstod den først.
- Udsigt til flere dage i søsters selskab, med arbejde, bytur og hygge. Bare os to!
Noget, der vel også var konge, når det kom til stykket, for det er alt jo:
- At bruge en hel dag på at fremprovokere menstruationssmerter tidligt, så de ikke ville få indflydelse på min sidste sommerfest som stud.teol. Virkede ikke. Var dermed bare meget aktiv en hel dag, hvilket jeg ikke er fan af. (Surprise.)
- At jeg bare altid skal vigtige ting, når det er dén dag på den tid på måneden, hvor jeg bare helst skal ligge vandret. Sidst gik det næsten udover Mark Lanegan!
- At stikke fødderne i stiletterne dagen efter man har haft dem på i 12 timer.
- Der er næsten ikke mere kaffe. Og jeg er flad. FML.
- Galliano shots dagen efter.
- Min mangel på evner udi networking. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til nogen og hilse på dem, når det er åbenlyst, at man gør det af networkings-årsager. Venter på, at de rundsave jeg nogle gange gerne ville ha' på mine albuer kan købes på Amazon.
- Hvis jeg nu også skal til at se Star Trek-serien. Er den ikke helt vildt lang? (Og nørdet?)
- For tiden utallige mareridt om dødsfald. Jeg ved godt, det handler om, at man er tæt på at afslutte noget, og det er jeg jo, men det er fandme alligevel ret belastende.
- At snart har alle jeg kender sommerferie. Troede, jeg var ok med ikke at få så megen ferie i år. Kan godt mærke nu, at jeg føler mig lidt snydt.
- Star Trek. Så filmen i går, og jeg er helt nede med Spock. Hvem skulle nu ha' troet det?
- Den sene opdagelse af, at Sheldon er ligesom Spock. Bare vildere.
- Cocktail der dræber alle smerter, relateret til mens: To Panodiler og to Ipren, og kroppen er numb, selv når fundamentet for krop nødvendigvis må udgøres af stiletter og ikke sofa. Cool burger.
- Talerne til sommerfesten på teologi. Glemmer tit, at dekanen er sjov. Shame on me.
- At afstå fra at drikke vodka The Belarussian Way. Det har sgu aldrig gjort noget godt for mig, men jeg plejer at gøre det alligevel.
- Fryden ved at høre de første to sekunder af Stupid Man, spejde udover baren og se toppen af et hoved med resten af Louise under, komme farende i fuld fart mod mig, for at mødes på dansegulvet.
- Galliano shots.
- At modtage en sød MMS. Også selv om jeg ikke forstod den først.
- Udsigt til flere dage i søsters selskab, med arbejde, bytur og hygge. Bare os to!
Noget, der vel også var konge, når det kom til stykket, for det er alt jo:
- At bruge en hel dag på at fremprovokere menstruationssmerter tidligt, så de ikke ville få indflydelse på min sidste sommerfest som stud.teol. Virkede ikke. Var dermed bare meget aktiv en hel dag, hvilket jeg ikke er fan af. (Surprise.)
- At jeg bare altid skal vigtige ting, når det er dén dag på den tid på måneden, hvor jeg bare helst skal ligge vandret. Sidst gik det næsten udover Mark Lanegan!
- At stikke fødderne i stiletterne dagen efter man har haft dem på i 12 timer.
- Der er næsten ikke mere kaffe. Og jeg er flad. FML.
- Galliano shots dagen efter.
- Min mangel på evner udi networking. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til nogen og hilse på dem, når det er åbenlyst, at man gør det af networkings-årsager. Venter på, at de rundsave jeg nogle gange gerne ville ha' på mine albuer kan købes på Amazon.
- Hvis jeg nu også skal til at se Star Trek-serien. Er den ikke helt vildt lang? (Og nørdet?)
- For tiden utallige mareridt om dødsfald. Jeg ved godt, det handler om, at man er tæt på at afslutte noget, og det er jeg jo, men det er fandme alligevel ret belastende.
- At snart har alle jeg kender sommerferie. Troede, jeg var ok med ikke at få så megen ferie i år. Kan godt mærke nu, at jeg føler mig lidt snydt.
torsdag den 21. juni 2012
Jeg hader... #1
... ombygningen af Nørreport. Hvordan kan man slippe afsted med at lave Københavns knudepunkt for offentlig transport om til et mayhem af forvirring? I flere år? Og endda samtidig med, at byen generelt er vendt på vrangen? Man skulle tro, nogen ledte efter noget.
... sporarbejde. Jeg vidste ikke, at det at flytte til vestegnen var det samme som at flytte til et u-land, der er ved at blive bygget op.
... når du ligner en såret hundehvalp, når jeg nøjes med et overrasket "hej", når jeg ser dig. Vi er venner på Facebook, vi delte kortvarigt historie, men hvis du ikke har snakket med mig indenfor de sidste 10 år, så har vi nok heller ikke så meget relevant at snakke om, to minutter på Strøget. Get over it.
... når du får læben på over, at jeg sætter All Along The Watchtower på fest-playlisten. Hvis du ikke kan li' Jimi Hendrix, så ti lige stille med det.
... at du snakker i mobiltelefon på strækningen mellem Ny Nederenport og studiet, hvis du tilhører arten af halvaber, der sætter tempoet væsentligt ned og samtidig navigerer langt mere nervøst. Det ER svært at trække vejret, tale i mobiltelefon og bevæge sig normalt på samme tid.
... fumlende fodgængere generelt. Er det meget svært lige at orientere sig bagtil, når man pludselig drejer skarpt hen til H&M? Har du tænkt på, at du ikke er det eneste menneske, der skal steder hen?
Og jo, jeg gør det faktisk altid selv.
... når du kommer med dumsmarte bemærkninger angående min fremtid som præst, om at prædike for tomme bænke og deslige. Bare fordi du ikke forstår det, betyder det ikke, at du har ret.
... når du ikke forstår referencer til Casper & Mandrilaftalen, fordi du aldrig har set det, da du "bare fandt det alt for mærkeligt", mens du griner røven i laser over Drengene Fra Angora.
... når du ser ned på os, der også nyder lavkultur i vores hverdag. Slap af. Det hele kan ikke være Fellini, Smagsdommerne, fusionsjazz og Michelin-stjernet mad. Jeg ved godt, du også læser Se & Hør ind i mellem, eller at du griner over useriøse komedier. Hvorfor er du så hemmelig?
... Lavkultur, der camouflerer sig som højkultur. Screw you, Dan Brown.
... det udtryk du får i øjnene, når jeg siger, at jeg virkelig foretrækker sort neskaffe, og at jeg hellere vil stikke en gaffel i øjet end foregive at nyde vammelt sød trendy kaffe til overpris.
... når du altid prøver at bilde mig ind, at det hele bare går skidegodt hele tiden og at du bare styrer dit liv med hård hånd. Tror du ikke, vi alle ville få det lidt bedre, hvis vi ikke var så bange for at stå ved vores nederlag?
... sundhedsapostle. Jeg er da på dine vegne glad for, at det har jeg gjort dig gladere end nogensinde, efter du fik skyllet dine tarme igennem med grøn the, lagde smøgerne på hylden og kun sjældent nyder alkohol i form af en Skinny Bitch, men så vær dog også glad på mine vegne for, at jeg har det fint med at være lykkelig og syg.
...
søndag den 17. juni 2012
Et par i et s-tog.
Hvis det kunne måles objektivt, ville de uden tvivl tilhøre de 10 kønneste procent af befolkningen.
De er meget forskellige; hun har lyst hår og blågrå øjne, han brunt hår og brune øjne.
Hendes udseende gør hende kølig, hendes adfærd varmer.
Hans udseende er lunt, hans attitude isnende.
De holder hinanden i hånden.
Eller, hun holder ham i hånden.
Hendes hånd ligger på hans og hun knuger den, kan man se.
Hendes anden hånd er ved hans nakke.
Hans anden hånd er i eget skød.
Han sidder ved vinduet og kigger ud af det.
Hun kigger i hans retning og ser intet på egen hånd.
Han er indeni sit hoved.
Hun vil så gerne derind, men det er udenfor åbningstiden.
Hun ser på hans øjenkrog og kærtegner hans ansigt.
Han bryder sig ikke om det, måske fordi det er offentligt,
måske kan han bare generelt ikke li' det.
Han ryster blidt hendes kærtegn af sig og de forsvinder med hendes hånd.
Hun ved godt, hvordan han siger fra fysisk.
Han siger, han har ondt i nakken og gnider sig der, hvor hun rørte.
Nu søger hun hans øjne, han kigger ud af vinduet.
Hun aner ikke, hvad han tænker på,
og det er det eneste, hun kan tænke på.
Han kysser hende hastigt på kinden.
Hun går efter at sende et varmt smil retur,
men det bliver mest bare taknemmeligt.
Lige meget, han ser allerede ud af vinduet igen.
Han tager en bog op af tasken og ydmygelsen er total.
Hun er ikke køn nok, klog nok eller spændende nok.
Og det kan alle se.
Han lyser op i et smil ved synet af to børn, og hvisker hende noget og peger diskret på dem.
Angsten står mejslet i hendes blik og jeg kan mærke hendes puls hamre.
Han læser videre.
Bogen hedder "Strategisk kommunikation."
De er meget forskellige; hun har lyst hår og blågrå øjne, han brunt hår og brune øjne.
Hendes udseende gør hende kølig, hendes adfærd varmer.
Hans udseende er lunt, hans attitude isnende.
De holder hinanden i hånden.
Eller, hun holder ham i hånden.
Hendes hånd ligger på hans og hun knuger den, kan man se.
Hendes anden hånd er ved hans nakke.
Hans anden hånd er i eget skød.
Han sidder ved vinduet og kigger ud af det.
Hun kigger i hans retning og ser intet på egen hånd.
Han er indeni sit hoved.
Hun vil så gerne derind, men det er udenfor åbningstiden.
Hun ser på hans øjenkrog og kærtegner hans ansigt.
Han bryder sig ikke om det, måske fordi det er offentligt,
måske kan han bare generelt ikke li' det.
Han ryster blidt hendes kærtegn af sig og de forsvinder med hendes hånd.
Hun ved godt, hvordan han siger fra fysisk.
Han siger, han har ondt i nakken og gnider sig der, hvor hun rørte.
Nu søger hun hans øjne, han kigger ud af vinduet.
Hun aner ikke, hvad han tænker på,
og det er det eneste, hun kan tænke på.
Han kysser hende hastigt på kinden.
Hun går efter at sende et varmt smil retur,
men det bliver mest bare taknemmeligt.
Lige meget, han ser allerede ud af vinduet igen.
Han tager en bog op af tasken og ydmygelsen er total.
Hun er ikke køn nok, klog nok eller spændende nok.
Og det kan alle se.
Han lyser op i et smil ved synet af to børn, og hvisker hende noget og peger diskret på dem.
Angsten står mejslet i hendes blik og jeg kan mærke hendes puls hamre.
Han læser videre.
Bogen hedder "Strategisk kommunikation."
onsdag den 13. juni 2012
Den uundgåelige blog.
Øv.
Jeg havde oprigtigt håbet på, at jeg kunne undgå at forfatte denne blog.
Ikke mindst fordi, jeg prøver at gøre tonen på bloggen gladere, så jeg undgår at blive en hyperintelligent (!!) og lidt-mindre-Amager-med-lidt-mere-perspektiv-udgave af Bethany, hende I måske ved nok.
But alas, når folk er de værste, så må man jo mane til orden og besindelse.
"Der vil blive slået HÅRDT. NED. På UROSTIFTERE!"
Vielsens profanitet
Nu må homoseksuelle blive viet. Det MÅ de. Hvis de har lyst.
Personligt synes jeg jo, at den kirkelige vielse er ret overflødig.
I den katolske kirke (dem, der tror på paven) er vielsen et sakramente (katolikkerne har i alt syv).
Det vil sige, at vielsen her "gør hellig."
Endvidere skal et sakramente være indstiftet af Kristus - måske ligesom for at holde menneskerne lidt i snor og forhindre os i, at vi render rundt og gør alt muligt til en hellig handling, eller noget.
Men i den danske folkekirke er vielsen ikke et sakramente; det er kun dåb og nadver.
På den baggrund tænkte jeg, at det måske var lidt mere relevant at tage den kirkelige vielses nødvendighed til genovervejelse, når nu formålet med ægteskabet i grunden er af borgerlig karakter - noget med hvem der skal arve, og den slags. Uromantisk, uden tvivl, men ikke desto mindre sandt.
Men fuck nu mig og mine Rasmus-modsatrettede holdninger, det er jo ikke fordi, jeg er direkte IMOD kirkelige vielser, og teologiske kævlerier af den fluekneppende art har der ved Gud alle dage været nok af!
Men man kan dårligt undgå at tage et standpunkt for eller imod, når det drejer sig om vielse af homoseksuelle. Åbenbart. Må dog indrømme, at jeg deler min Facebook-ven, Tims opfattelse:
"Celebrating this is akin to celebrating that we no longer stone women. It's barbaric. I mean what kind of backwater, inbred genetic dead end, spawned the idea that we should ever think they couldn't get married, purely based on their sexual prefference?"
De sure sorte
Det, der gør bloggen uundgåelig er den sorte højrefløj, der findes i folkekirken.
Dem, der ufortrødent bliver ved med at offentliggøre deres menneskefjendske holdninger, som om det på nogen måde var noget at være stolt af, at man anser en menneskegruppe for at være mindre værdige i Guds øjne, på baggrund af deres seksuelle orientering.
Har man nogensinde hørt noget så ulækkert.
Dem, der med Bibelen (i hvert fald Det Gamle Testamente og Paulus' breve) i hånden råber højt om Guds intolerance overfor "sodomitter"! Som om en Gud, der helt enestående blev til menneske af kærlighed til menneskeheden sætter skel mellem folk ud fra sælsomme regler om, hvordan det dersens samleje bliver udført?
Og det er de samme mennesker, der stædigt og komplet ubegribeligt for os andre bliver ved med at holde fast i, at Guds ord er Bibelen.
BIBELEN! Der står så meget sludder i den bog, helt ærligt.
I hvert fald sludder, hvis man bruger Det Gamle Testamente til andet end som kilde til at forstå jødedommen.
Og Paulus, helt ærligt - han skrev med arme og ben. Han havde sgu også sin sag for, der, i den tidligste tid for kristenheden.
Og for hele Bibelen gælder det, at de enkelte skrifter blev skrevet på en konkret historisk tid - af forskellige mennesker.
Overfører man hele baduljen til samtiden, helt ukritisk, så kommer man altså ud på en is, der nødvendigvis må være den tyndeste af slagsen, for sådan er det, når fundamentet består af dobbeltmoral og selvmodsigelser.
Vi ved jo snart allesammen, at man ikke kan hive et bibelcitat ud af konteksten, uden at man kan finde et andet citat, der modsiger det første.
Disse mennesker påstår at kende Gud på en helt særskilt måde, de bryster sig af egen hellighed og sikkerheden på Guds eksistens og på, at Gud er, som de forstår ham.
De, med deres moralske habitus, der dybest set beror på en særdeles u-luthersk opfattelse af, at menneskelige handlinger tæller for noget som helst i Guds øjne.
De ser på andre og takker for, at de da ikke er ligeså syndige, som om synd var noget der kunne måles eller vejes på en vægt.
"Én tro, én dåb, én Gud og alles fader"
Da Martin Luther fik nok af pavens tyranni forfattede han i selskab med sin kumpan, Phillipp Melanchthon, Den augsburgske Bekendelse og den Lille Katekismus, der sammen med de tre varianter af trosbekendelsen, kaldes Bekendelsesskrifterne.
Disse skrifter er folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Andre kirker har andre bekendelsesgrundlag.
Og hvis man i Danmark er fundamentalt uenig i dette grundlag, så må man rive sig løs fra folkekirken og være valgmenighed.
I Den augsburgske Bekendelse findes der en lille artikel (nummer 7), der handler om kirken.
Der hedder det:
"Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles fader og så videre”.
Hvad betyder dette, andet end at man skal huske på, at kirken er en menneskeskabt institution og at alt omkring den dermed er fejlbarligt?
Sakramenterne er dåb og nadver. Hvis de homoseksuelle er døbt, så tilhører de Guds børn på lige fod med alle andre døbte. Som om Gud siger "lige meget hvad du gør i fremtiden, så husk, at jeg er med dig." Jeg har voldsomt svært ved at forestille mig, at Gud, som billedet på den kærlige, tilgivende fader, i sit stille sind tænker "med mindre du viser dig at foretrække bagvejen, så gælds' det altså ikke!"
Når det forholder sig sådan med dåben, har vielsen altså ikke anden værdi end den, man personligt tillægger den.
Er det Sharia, I vil ha'?
Nu må de homoseksuelle blive gift i kirken.
Og det står de sure sorte frit for at nægte at vie homoseksuelle, når de nu har så ondt i røven.
Det har de vedtaget i folketinget.
I folketinget vedtager man love af den verdslige slags.
Jeg synes, at højrefløjen skal se at stikke piben ind nu.
Nu gider vi ikke høre mere på jeres intolerante pæs.
I snakker om, hvad værdien af ægteskabet er, hvis det ikke er godt i Guds øjne (http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article4719845.ece)
Jeg synes, man skal passe på hvad man siger i den retning, for det lugter en kende af en sammenblanding af tingene, der er karakteristisk for noget, der hedder Sharia.
Husk, at Luther også adskilte det verdslige fra det åndelige, så vidt jeg husker var grunden noget med, at han indså omfanget af sin egen synd og på den baggrund erkendte, at menneskelivet ikke kunne leves på baggrund af en forventning om at gøre sig fortjent til det evige liv - og han var altså ikke engang homo!
Husk på, at hjertet i den danske folkekirke netop er så rummeligt, at der er plads til uenighed, hvilket er godt, for det er højrefløjen; det er dem, der er uenige - det er dem, der er i mindretal (under 5% af danskerne kan nemlig betegnes som "kirkekristne", der kommer regelmæssigt i kirke.)
Og husk for sørensen da også, at det i grunden ikke er kirken, det hele handler om, men om troen.
Og tro er tro, om alle kirker var forsvundet.
Jeg havde oprigtigt håbet på, at jeg kunne undgå at forfatte denne blog.
Ikke mindst fordi, jeg prøver at gøre tonen på bloggen gladere, så jeg undgår at blive en hyperintelligent (!!) og lidt-mindre-Amager-med-lidt-mere-perspektiv-udgave af Bethany, hende I måske ved nok.
But alas, når folk er de værste, så må man jo mane til orden og besindelse.
"Der vil blive slået HÅRDT. NED. På UROSTIFTERE!"
Vielsens profanitet
Nu må homoseksuelle blive viet. Det MÅ de. Hvis de har lyst.
Personligt synes jeg jo, at den kirkelige vielse er ret overflødig.
I den katolske kirke (dem, der tror på paven) er vielsen et sakramente (katolikkerne har i alt syv).
Det vil sige, at vielsen her "gør hellig."
Endvidere skal et sakramente være indstiftet af Kristus - måske ligesom for at holde menneskerne lidt i snor og forhindre os i, at vi render rundt og gør alt muligt til en hellig handling, eller noget.
Men i den danske folkekirke er vielsen ikke et sakramente; det er kun dåb og nadver.
På den baggrund tænkte jeg, at det måske var lidt mere relevant at tage den kirkelige vielses nødvendighed til genovervejelse, når nu formålet med ægteskabet i grunden er af borgerlig karakter - noget med hvem der skal arve, og den slags. Uromantisk, uden tvivl, men ikke desto mindre sandt.
Men fuck nu mig og mine Rasmus-modsatrettede holdninger, det er jo ikke fordi, jeg er direkte IMOD kirkelige vielser, og teologiske kævlerier af den fluekneppende art har der ved Gud alle dage været nok af!
Men man kan dårligt undgå at tage et standpunkt for eller imod, når det drejer sig om vielse af homoseksuelle. Åbenbart. Må dog indrømme, at jeg deler min Facebook-ven, Tims opfattelse:
"Celebrating this is akin to celebrating that we no longer stone women. It's barbaric. I mean what kind of backwater, inbred genetic dead end, spawned the idea that we should ever think they couldn't get married, purely based on their sexual prefference?"
De sure sorte
Det, der gør bloggen uundgåelig er den sorte højrefløj, der findes i folkekirken.
Dem, der ufortrødent bliver ved med at offentliggøre deres menneskefjendske holdninger, som om det på nogen måde var noget at være stolt af, at man anser en menneskegruppe for at være mindre værdige i Guds øjne, på baggrund af deres seksuelle orientering.
Har man nogensinde hørt noget så ulækkert.
Dem, der med Bibelen (i hvert fald Det Gamle Testamente og Paulus' breve) i hånden råber højt om Guds intolerance overfor "sodomitter"! Som om en Gud, der helt enestående blev til menneske af kærlighed til menneskeheden sætter skel mellem folk ud fra sælsomme regler om, hvordan det dersens samleje bliver udført?
Og det er de samme mennesker, der stædigt og komplet ubegribeligt for os andre bliver ved med at holde fast i, at Guds ord er Bibelen.
BIBELEN! Der står så meget sludder i den bog, helt ærligt.
I hvert fald sludder, hvis man bruger Det Gamle Testamente til andet end som kilde til at forstå jødedommen.
Og Paulus, helt ærligt - han skrev med arme og ben. Han havde sgu også sin sag for, der, i den tidligste tid for kristenheden.
Og for hele Bibelen gælder det, at de enkelte skrifter blev skrevet på en konkret historisk tid - af forskellige mennesker.
Overfører man hele baduljen til samtiden, helt ukritisk, så kommer man altså ud på en is, der nødvendigvis må være den tyndeste af slagsen, for sådan er det, når fundamentet består af dobbeltmoral og selvmodsigelser.
Vi ved jo snart allesammen, at man ikke kan hive et bibelcitat ud af konteksten, uden at man kan finde et andet citat, der modsiger det første.
Disse mennesker påstår at kende Gud på en helt særskilt måde, de bryster sig af egen hellighed og sikkerheden på Guds eksistens og på, at Gud er, som de forstår ham.
De, med deres moralske habitus, der dybest set beror på en særdeles u-luthersk opfattelse af, at menneskelige handlinger tæller for noget som helst i Guds øjne.
De ser på andre og takker for, at de da ikke er ligeså syndige, som om synd var noget der kunne måles eller vejes på en vægt.
"Én tro, én dåb, én Gud og alles fader"
Da Martin Luther fik nok af pavens tyranni forfattede han i selskab med sin kumpan, Phillipp Melanchthon, Den augsburgske Bekendelse og den Lille Katekismus, der sammen med de tre varianter af trosbekendelsen, kaldes Bekendelsesskrifterne.
Disse skrifter er folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Andre kirker har andre bekendelsesgrundlag.
Og hvis man i Danmark er fundamentalt uenig i dette grundlag, så må man rive sig løs fra folkekirken og være valgmenighed.
I Den augsburgske Bekendelse findes der en lille artikel (nummer 7), der handler om kirken.
Der hedder det:
"Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles fader og så videre”.
Hvad betyder dette, andet end at man skal huske på, at kirken er en menneskeskabt institution og at alt omkring den dermed er fejlbarligt?
Sakramenterne er dåb og nadver. Hvis de homoseksuelle er døbt, så tilhører de Guds børn på lige fod med alle andre døbte. Som om Gud siger "lige meget hvad du gør i fremtiden, så husk, at jeg er med dig." Jeg har voldsomt svært ved at forestille mig, at Gud, som billedet på den kærlige, tilgivende fader, i sit stille sind tænker "med mindre du viser dig at foretrække bagvejen, så gælds' det altså ikke!"
Når det forholder sig sådan med dåben, har vielsen altså ikke anden værdi end den, man personligt tillægger den.
Er det Sharia, I vil ha'?
Nu må de homoseksuelle blive gift i kirken.
Og det står de sure sorte frit for at nægte at vie homoseksuelle, når de nu har så ondt i røven.
Det har de vedtaget i folketinget.
I folketinget vedtager man love af den verdslige slags.
Jeg synes, at højrefløjen skal se at stikke piben ind nu.
Nu gider vi ikke høre mere på jeres intolerante pæs.
I snakker om, hvad værdien af ægteskabet er, hvis det ikke er godt i Guds øjne (http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article4719845.ece)
Jeg synes, man skal passe på hvad man siger i den retning, for det lugter en kende af en sammenblanding af tingene, der er karakteristisk for noget, der hedder Sharia.
Husk, at Luther også adskilte det verdslige fra det åndelige, så vidt jeg husker var grunden noget med, at han indså omfanget af sin egen synd og på den baggrund erkendte, at menneskelivet ikke kunne leves på baggrund af en forventning om at gøre sig fortjent til det evige liv - og han var altså ikke engang homo!
Husk på, at hjertet i den danske folkekirke netop er så rummeligt, at der er plads til uenighed, hvilket er godt, for det er højrefløjen; det er dem, der er uenige - det er dem, der er i mindretal (under 5% af danskerne kan nemlig betegnes som "kirkekristne", der kommer regelmæssigt i kirke.)
Og husk for sørensen da også, at det i grunden ikke er kirken, det hele handler om, men om troen.
Og tro er tro, om alle kirker var forsvundet.
tirsdag den 5. juni 2012
Glad på den irriterende måde
Nogle gange er det skidevigtigt bare at fokusere på den hvide væg, frem for den sorte.
Det kan godt være, der var nogle sorte stunder, men det gider jeg ikke lige sidde og huske på nu.
Derfor, kun opture:
DE MUSIKMÆSSIGE:
Live:
- Machine x 2. Har du nogensinde spekuleret over, hvad Regeringen regerer over? Svaret er: Bassen.
Lyt dem her, hvis du er til tight, hårdt og iørefaldende: www.facebook.com/machinetheband
Machine på Vesterbro Festival.
- Agent Fresco og Trusted Few
- Og glæder mig til MC Einar & KunTakt i nærmeste fremtid, ja tak, Einar Enemark, vær min coach!
Hjemme i stuen:
- "Entertaineren" med C.V. Jørgensen - jojo, jeg har hørt den før til ukendelighed, men nu er min kærlighed ny.
- "Jennifer" med Bert Sommer. Især på YouTube, klippet fra Woodstock-filmen. Han er bare en fin hippie, og nummeret er ren yndighed.
- "Caribou" med Pixies. Jeg elsker at opdage et nummer og simpelthen ikke begribe, hvordan jeg har kunnet leve uden at kende det.
- "Mød Dig Selv" med Christian. Regeringen og græsrodsbevægelsen fik lige dyrket den luksus det er, at man kan larme helt vildt og synge og spille guitar klokken sent om natten.
DE TV-MÆSSIGE:
Film:
- "Dead Silence". Den er altså virkelig voldsomt uhyggeren.
Serier:
- "Californication", sæson 4 og 5. Jeg er ubehjælpeligt forelsket i David D. Mest som the Hank. O-M-G, siger jeg på dansk, O-M-G.
- "2 Broke Girls". Hende den søde fra "Nick & Nora's Infinite Playlist" er med. Hun er sarkastisk og sjov! Og har en meget, meget uartig mund.
- "Gossip Girl". Den kunne jeg vist godt falde lidt i, så. Der er én med, der er lige min type! Nom.
- "Big Bang Theory", sæson 5. Kunne godt bruge en skefuld Sheldon i min hverdag.
- "South Park", fordi, den har jeg kontinuerligt opperen over for tiden! Især Butters, leu-leu-leu!
MISC:
- Weekendavisen. Gid, jeg havde råd til et abonnement! Læste anmeldelse (Claus Bech-Nielsen) af en rimelig uortodoks opsætning af et Ibsen-stykke på teatret i Berlin. Lød fandme klamt. Og lidt spændende. Men lidt for mange fækalier. Og hey - nyt album fra Patti Smith!
- Specialet har fået en form. Og en flot én af slagsen.
- Begyndende erkendelse af, at man ikke bare "er" et enkelt af sine karaktertræk, men at det er ét man "har". Vigtigt.
- Nachos. Jeg dør af velbehag. Ikke dårligt.
- Meget hyggelig aften med Regeringens Ældste. Ude at spise og til D-A-D i Tivoli. Lyden var pinagtigt lav, men det var selskabet til gengæld slet ikke.
- Dennis' kronik om reality-TV. Igen. Læs den her, hvis du kan li' det krøllet:http://issuu.com/dennisbuchleitnerjohansen/docs/realitykronik
- "Ondskab"-udstillingen på Politimuseet med Camilla. Dejligt at kende et menneske med hvem man kan dele den makabre og morbide kombination af fascination og væmmelse, man åbenbart har tilfælles, når det kommer til mord, vold og verdens ødelæggelse.
- Udsigten til enormt low key fødselsdagshygge i morgen.
- At se Steen igen og opleve hans evner udi madlavning. Den havde jeg så ikke set komme.
- Latin og græsk. Jeg kan stadig det pæs.
Og sidst men ikke mindst:
Dét, at jeg nu skal ind og ligge i et meget køligt soveværelse, med ringen for ørerne efter en god koncert og ondt i nakken på en ok-måde, fordi det skyldes, at jeg har båret rundt på min nevø det sidste par dage. Og med en sovende Regering på soffen, der ser så fredelig ud, og i morgen skal ud og være rockstjerne.
Og jeg er stadig ikke kommet i tanke om nogen nedture.
Det kan godt være, der var nogle sorte stunder, men det gider jeg ikke lige sidde og huske på nu.
Derfor, kun opture:
DE MUSIKMÆSSIGE:
Live:
- Machine x 2. Har du nogensinde spekuleret over, hvad Regeringen regerer over? Svaret er: Bassen.
Lyt dem her, hvis du er til tight, hårdt og iørefaldende: www.facebook.com/machinetheband
- Agent Fresco og Trusted Few
- Og glæder mig til MC Einar & KunTakt i nærmeste fremtid, ja tak, Einar Enemark, vær min coach!
Hjemme i stuen:
- "Entertaineren" med C.V. Jørgensen - jojo, jeg har hørt den før til ukendelighed, men nu er min kærlighed ny.
- "Jennifer" med Bert Sommer. Især på YouTube, klippet fra Woodstock-filmen. Han er bare en fin hippie, og nummeret er ren yndighed.
- "Caribou" med Pixies. Jeg elsker at opdage et nummer og simpelthen ikke begribe, hvordan jeg har kunnet leve uden at kende det.
- "Mød Dig Selv" med Christian. Regeringen og græsrodsbevægelsen fik lige dyrket den luksus det er, at man kan larme helt vildt og synge og spille guitar klokken sent om natten.
DE TV-MÆSSIGE:
Film:
- "Dead Silence". Den er altså virkelig voldsomt uhyggeren.
Serier:
- "Californication", sæson 4 og 5. Jeg er ubehjælpeligt forelsket i David D. Mest som the Hank. O-M-G, siger jeg på dansk, O-M-G.
- "2 Broke Girls". Hende den søde fra "Nick & Nora's Infinite Playlist" er med. Hun er sarkastisk og sjov! Og har en meget, meget uartig mund.
- "Gossip Girl". Den kunne jeg vist godt falde lidt i, så. Der er én med, der er lige min type! Nom.
- "Big Bang Theory", sæson 5. Kunne godt bruge en skefuld Sheldon i min hverdag.
- "South Park", fordi, den har jeg kontinuerligt opperen over for tiden! Især Butters, leu-leu-leu!
MISC:
- Weekendavisen. Gid, jeg havde råd til et abonnement! Læste anmeldelse (Claus Bech-Nielsen) af en rimelig uortodoks opsætning af et Ibsen-stykke på teatret i Berlin. Lød fandme klamt. Og lidt spændende. Men lidt for mange fækalier. Og hey - nyt album fra Patti Smith!
- Specialet har fået en form. Og en flot én af slagsen.
- Begyndende erkendelse af, at man ikke bare "er" et enkelt af sine karaktertræk, men at det er ét man "har". Vigtigt.
- Nachos. Jeg dør af velbehag. Ikke dårligt.
- Meget hyggelig aften med Regeringens Ældste. Ude at spise og til D-A-D i Tivoli. Lyden var pinagtigt lav, men det var selskabet til gengæld slet ikke.
- Dennis' kronik om reality-TV. Igen. Læs den her, hvis du kan li' det krøllet:http://issuu.com/dennisbuchleitnerjohansen/docs/realitykronik
- "Ondskab"-udstillingen på Politimuseet med Camilla. Dejligt at kende et menneske med hvem man kan dele den makabre og morbide kombination af fascination og væmmelse, man åbenbart har tilfælles, når det kommer til mord, vold og verdens ødelæggelse.
- Udsigten til enormt low key fødselsdagshygge i morgen.
- At se Steen igen og opleve hans evner udi madlavning. Den havde jeg så ikke set komme.
- Latin og græsk. Jeg kan stadig det pæs.
Og sidst men ikke mindst:
Dét, at jeg nu skal ind og ligge i et meget køligt soveværelse, med ringen for ørerne efter en god koncert og ondt i nakken på en ok-måde, fordi det skyldes, at jeg har båret rundt på min nevø det sidste par dage. Og med en sovende Regering på soffen, der ser så fredelig ud, og i morgen skal ud og være rockstjerne.
Og jeg er stadig ikke kommet i tanke om nogen nedture.
Abonner på:
Opslag (Atom)