Når verden holder op med at ramle

Dengang man var væsentligt yngre end man er nu, da ramlede verden på dagsbasis.
Når ens betroede veninde fra klassen pludselig hellere ville gå med en anden i frikvarterene.
Når ens sheik fra ottende klasse knuste ens hjerte ved at få en kæreste (på hans egen alder).
Man var såret.
Man svælgede.
Man blandede blodet fra den blødsødne popmusik med svigtets virkelige tårer.

Dengang man var bare en smule yngre end man er nu, tog man alle sine følelser meget seriøst.
Når man havde en snert af hovedpine efter et halbal, havde man eftertrykkelige tømmermænd.
Hele dagen.
Man led.
Man udviklede en varig aversion mod blå Bols og Pisang Ambon.

Sjovt som smerten ved heartbreak og tømmermændskvalme er lige reelle.
Og det er også sjovt, hvordan den pulsstigning forelskelse kan medføre nu kan få én til bekymret at tænke "det her kan umuligt være sundt - det bliver nok min død."
Nå, det var en parentes.

Nu har man altså for mange ting, man skal nå til, at man kan afsætte en hel dag til selvmedlidenhed på grund af selvskabt plage, og efter et tilpas antal timers kombineret zombie-og-sove-samt-falaffelpita-mode, finder man pludselig sig selv med specialet på skærmen foran sig.

Og det samme gælder heartbreak.
Der er sgu ikke rigtig tid til det, særlig tit.
Dags- og ugebasis er udelukket, men det var nu også lidt anstrengende, og månedsbasis er faktisk heller ikke en option.
Den fysiske smerte får ikke lov til at tage overtaget, og hjertesmerten (there, I said it!) synes at dukke sjældnere op, og når den så gør det, så betvinges den hurtigt og effektivt af fornuften og formår ikke at smelte den kølige, klare hjerne.
Det er selvfølgelig også en mulighed, at hjertesmerten kommer ligeså ofte, men at hjernen slår den ned, inden man når at registrere den.
Man beskæftiger sig med noget andet, ignorerer.
Man lader sig ikke knække.

Engang mærkede man virkelig verden.
Så mærkede man virkelig verden ramle.
Og når man oplever dét, hvad de fleste gør, før eller siden, så sætter man dramaet på standby.
Det kan tids nok komme, sådan for alvor, og hvad gør man så, hvis alle følelserne er blevet brugt på petitesser og ressourcerne er druknet i et hav af humle og ubegrundet selvhad?

Jeg siger "hver ting til sin tid," og lukker de voldsomme følelser, positive som negative, såvel glæden over paradigmeskiftet, som sorgen over det, der er forbigangent, ned i en lille kasse, så jeg kan tage dem frem, en efter en, når jeg har tid.

Dynamikken, det nye og udviklingen kan man alligevel ikke sætte en stopper for.
Livet går vel videre, fordi det ikke kan andet.

                                          Fornuften betvinger følelserne.

Lydspor til skybrud

Pictures of Matchstick Men - Status Quo
Synd, at man altid forbinder dem med In the Army Now.
Riffs som dette går simpelthen rent ind hos mig. Kompositionen minder mig om Hippie Hippie Houraa med Jacques DuTronc (måske særligt cover-versionen med Kim and The Cinders), og det er bestemt en god ting.
(Tjek eventuelt også Scorpio Rising med Death in Vegas - det er et rip off i så stor stil, at hvis man kan li' Pictures of Matchstick Men, så kan også li' Scorpio Rising. Med mindre man selvfølgelig har principper, når det kommer til rip offs. Det har jeg sjovt nok ikke så meget af.)

Rx Queen - Deftones
Jeg har det jo med at være lidt langsom i optrækket, nogle gange.
Deftones er et af de bands, som jeg i flere år har vidst, at jeg ville kunne li', men aldrig har taget mig sammen til at volddyrke. Men til mit forsvar er det altså også nemmere at volddyrke musik, nu når Spotify findes! :-) På Regeringens opfordring er jeg startet med albummet White Pony, og jeg er helt vild med det. Især numrene My Own Summer, Back To School og så dette.

L'Opportuniste - Jacques DuTronc
Min far og Melodi Grand Prix bærer ansvaret for, at jeg har en lille ting for musik, hvor der synges på et sprog, jeg ikke forstår. Hvad angår Grand Prix har jeg tit fundet mig selv med en uforklarlig begejstring for østeuropæiske bidrag. Gennem min far har jeg lært den russiske folkesanger, Bulat Okudzhava at kende. Musikkens stemning betyder nogle gange mere end det faktum, at jeg ikke forstår et kvæk. Det er dog ikke kun polsk, russisk og kroatisk, jeg gerne ville kunne forstå, men også noget så "simpelt" som fransk. På den anden side behøver man ikke kunne fransk for at forstå, at det er en skøn sang og at Jacques nok var en værre hankat, dengang i 60'erne, med det ansigt, han rendte rundt med.

Harder Than You Think - The Floor is Made of Lava
Indtil nu har jeg i tilfredshed hængt fast i numrene Do Your Sister, The Floor is Made of Lava, All Outta Love og nyligt også Lost in the Woods, men nu er et gammelt-nyt nummer kommet på banen.
Er voldsomt nede med teksten, og musikken gør mig nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på noget der ligner  at være "energisk."

Cecilia - Simon & Garfunkel
Det nummer har aldrig været mit foretrukne med Simon & Garfunkel, og det er det egentlig heller ikke nu (meget skal til for at slå El Condor Pasa, I Am a Rock og The Boxer), men jeg kom for nylig til at lytte til hele teksten, hvor man blandt andet finder dette guldkorn: "Making love in the afternoon with Cecilia / Up in my bedroom (making love) / I got up to wash my face / When I come back to bed / Someone's taken my place" - what a skitch! (Betyder i øvrigt "skanky bitch.")
Derudover kan man bare ikke komme udenom, at Paul og Art styrer de smukke harmonier.

Send the Pain Below - Chevelle
Der er ikke så meget at sige: Det er bare smukt, stærkt og svagt, og bliver hørt på repeat her i Preben, lige for tiden.

St. Louis Elegy - Mark Lanegan
Hørte albummet Blues Funeral på repeat inden jeg skulle til koncert med min helt, Mark L., i marts.
Dette nummer hæftede jeg mig ikke meget ved, ved disse gennemlytninger, fordi jeg altid først falder for mere upbeat-numre, som Ode To Sad Disco og Gravedigger's Song - logisk nok kommer fascinationen af den gode melodi før fascinationen af teksten. Men under koncerten blev jeg blandt andet henført af dette nummer: "If tears were licquor / I'd have drunk myself sick."

Einar 2.0 - MC Einar & KunTakt
Som et tidligere indlæg indikerede, var jeg til koncert med Einar (og Claus) forleden dag, og jeg har også før dét skrevet om hans album med KunTakt, så derfor skal jeg spare jer for gentagelsen af det sublime og bare opfordre alle til at købe albummet, få set dem live, og med de ord lade nummer og optræden stå så alene som muligt:

- Jeg gad godt vide, hvad andre foretrækker som lydspor til sådan en indendørs-dag?

På ferie i Danmark

Jeg læste for nylig en analyserende artikel i Weekendavisen, der drejede sig om feriementaliteten; vigtigheden af, at man ind i mellem skifter hverdagsmiljøet ud med noget andet, og hvordan sindet tilpasser sig det alternative miljø. Man kobler af. Opfører sig anderledes.

Men man behøver altså ikke eje sommerhus eller the big bucks for at feriere.

I dag var jeg på ferie i København - som jeg ellers bor i.

Claus og jeg var på Staden, primært for at høre MC Einar & KunTakt, som jeg præsenterede ham for på hans fødselsdag, i starten af sidste måned.
Efter en middag og utallige øl blev aftenens sidste cigaretter røget i selskab med det uforlignelige album Jeg Må Ha' En Coach.

I dag sad vi så bænket med resten af Københavns søvnige søndagsdrys på de smalle bænke over Nemoland, som en flok høns, siddende kaglende på pinde, eller som fugle på en telefonledning.

Der var Filuris, sodavand, falaffel og pandekager i solskin, akkompagneret af dansk raps bedstefar,
og vurdering af pæne mennesker, fniseri af mindre heldige, ævl og kævl og latter og loppemarked.

Derefter gik vi fra Christianshavn ind til Fiolstræde, hvor vi spiste italiensk aftensmad, omgivet af italienere, udendørs.

En kold fadøl, bruchetta til forret og carpaccio med ruccola og parmesan til hovedret (fordi jeg elsker forretter så meget!), og en alt for stor portion lasagne til Claude.

Og Strøget var søndagstømt og luften duftede faktisk af juli og ikke af marts, man slentrede uden jakke på og havde ingen strøm på telefonen, så alt var uforstyrret nærvær.

- Tænk, at man er så privilegeret, at man kan feriere i sin egen by, se den på en helt anden måde end sædvanligvis, når man lige trænger til et afbræk.

I heart Copenhagen.