fredag den 5. september 2014

Når folkekirken bliver Danmarks (for)dømmende magt


Jeg synes ind i mellem, jeg sidder her og får nogle ret ubehagelige vibes ude fra det dér ”omkringliggende samfund udenfor Darum”, som jeg har hørt findes.
Det er nogle vibes, der fortæller mig, at lige nu betragtes man som et virkeligt usselt menneske, såfremt man ikke går i forbøn for kristne i Irak eller bruger CAPS LOCK til at tage parti til Gazas fordel på Facebook eller deltager i fredsdemonstrationer.
I lang tid har jeg gået og spekuleret over, hvordan det kan være, jeg er så forholdsvis upåvirket af alle disse hændelser i verden og ikke føler noget socialt ansvar what so ever.

 
(Og for nu lige at bruge en parentes på at komme alle de selvretfærdige farisæere derude i forkøbet, så vil jeg forklare, at jeg dermed mener, at jeg synes det er ganske frygteligt, hvad der sker både det ene og det andet sted, men at jeg samtidig ikke føler nogen som helst forpligtelse til hverken at gribe ind eller gå specifikt i forbøn for nogen særligt udvalgte under højmessen, udover det sædvanlige ”vi beder for de syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær”, som i min hjemmeskrevne kirkebøn lyder ”vi beder for de fortvivlede og ængstelige og dem der har mistet nogen, de elskede (…) vi beder om troens forløsning for dem, der undertrykker og forfølger andre.”
Så kald mig bare et dårligt og egoistisk medmenneske – jeg ved, det ikke er sandt, og i øvrigt ville det hjælpe til at understrege min pointe.)

Nå, men som skrevet har jeg gået og spekuleret over mig selv og hvorfor jeg mener, som jeg gør – det er ikke noget nyt.
I dag kom der en åbenbaring.

 
Men skal jeg delagtiggøre nogen i den åbenbaring, så kræver det først lige en smule baggrund omkring mine spekulationers natur:

 
1. Det er rystende, at der hersker en bred opfattelse om, at det bare er skidesynd for palæstinenserne – ser man bare gennem fingre med småting, som Hamas og PLO og den første Intifada med palæstinensiske børnekrigere?

 

2. Omvendt skal det ikke forstås sådan, at jeg holder med Israel, eller noget. Tværtimod blev konklusionen på alt, hvad jeg nogensinde har lært og hørt om konflikten i Mellemøsten, at det er umuligt, for ikke at sige snotdumt, at prøve at tage parti. Uh, og nedladende, jeg glemte nedladende! Det er også NEDLADENDE overfor alle implicerede parter, fordi den udenforstående, der tager parti, bilder sig ind at kunne forstå, have begreb om og have fattet.

 3. Det var latterligt, da Københavns biskop, både hist og her, opfordrede alle præster og menigheder i kirker landet over at gå i forbøn for de irakiske forfulgte kristne. Som parentetisk nævnt bliver der bedt for alle om søndagen, og jeg går ud fra, at devisen ”ingen nævnt, ingen glemt (udover dronningen)” normalt hersker i kirkebønnen, og hvorfor egentlig gå i rette med den udmærkede tilgang?
Vi beder for allehver søndag.
Latterligheden blev da understreget af Kristeligt Dagblads dækning af forbønsgudstjenesten i selveste Københavns domkirke, hvor der, ud fra billedet at dømme, var ganske få til stede, og hvor citaterne afslørede, at der vist også var blevet sagt noget bavl i prædikenen. Men ret skal være ret – det sidste er en smagssag.

 4. Det er dybt forargeligt, at ellers fornuftige mennesker pludselig deler politisk propaganda en masse på de sociale medier, efterfulgt af kommentarer der indikerer, at alle, der mener noget andet end dem selv har hul i hovedet – især, fordi disse mennesker som regel ved bedre.

5. Det er noget problematisk i selve dét at gøre meget ud af en bestemt sag, begrundet ud fra, hvor meget den nu dækkes i medierne/hvor meget det nu lige passer de forskellige nødhjælpsorganisationer at reklamere for den pågældende krise. For vi ved jo, at denne opmærksomhed ikke vil følge konflikten til ende, men at det kun er spørgsmål om tid, før der sker noget, som af medierne betragtes som "værre" eller "mere akut", hvorfor opmærksomheden naturligt vendes et andet sted hen.

6. På grund af ovenstående punkt brækker jeg mig lidt over alle dem, der nu har det arabiske "n" som profilbillede på Facebook, for at vise, at de sympatiserer med deres irakiske brødre og søstre. For hvad bliver den udløsende faktor, der gør, at du igen skifter dit profilbillede om til et billede af dig selv? - Ja, det er vel, når Irak ikke fylder så meget i din bevidsthed mere og du rykker videre. Det var det samme dengang med massakren på Utøya, hvor alle pludselig havde norske flag på deres Facebook-profilbilleder. Jeg spørger bare: Hvornår fjerner man sådan en sympatitilkendegivelse igen? Når der er gået en vis rum tid? Når der sker noget værre? Når det pågældende ikke fylder i medierne mere - når det er blevet uaktuelt? Når det går over? For, newsflash: Jeg tror ikke, der er noget som helst, der nogensinde går over, hverken for de pårørende til de døde unge i Norge, eller de kristne i Irak.

 7. Det er indlysende, at problemet ikke er, at jeg finder verden udenfor Darum-Jylland-Danmark fuldkommen ligegyldig, for så ville jeg nok ikke bruge en masse tid på at tænke over, hvorfor det er fuldstændig forsvarligt at mene, som jeg gør.

 … Nu har jeg som sagt fået en åbenbaring – ikke af Gud godt nok, men mindre kan også gøre det.

 
Åbenbaringen går ud på, at jeg simpelthen synes, det er upassende for kirkens folk - om det betyder alle medlemmer eller alle døbte er en anden diskussion, men her, hvor det almindelige præstedømme hersker, omfatter det i hvert fald flere end bare biskopper og præster - at tage indiskutabelt og ensidigt parti i nogen art af en politisk konflikt, hvad den end måtte dreje sig om.
Der er jo altid uskyldige ofre på begge sider.
Det er absolut heller ikke klædeligt, sådan at ville gøre kirken til et socialt projekt, der skal redde alverdens lidende, og slet ikke når det kommer til udtryk, at der til grund ligger en fuldstændig forældet opfattelse af, at det skulle være holdbart at tale om ”kirkelig enhed” verden over.

En form for evangelisk enhed ville være noget ganske andet, for den udspringer jo af troen på og forkyndelsen af, at Kristus er verdens frelser – og det skulle vi jo da i det mindste gerne være enige om.
Men når der end ikke kan spores kirkelig enhed fra dansk sogn til dansk sogn, så kan der nok heller ikke være tale om det på hverken lands- eller verdensplan.
Og når kræfter i den danske folkekirke, hvad de befinder sig på højeste eller nederste sted, prøver på at gøre sådan en tankegang alment gyldig, noget, ”vi vel alle mener”, så siger jeg STOP DET, for nej, det mener vi ikke alle sammen.

Ens egen trosmæssige, kirkelige og teologiske baggrund har selvfølgelig en hel del at sige i det stykke. Og kirkefolk og teologer, der er uddannet på universitetet, burde vide bedre end at slå os andre oveni hovedet med ”DER FINDES KUN ÉN RIGTIG HOLDNING, OG DET ER MIN!”

Bevares, sådan kan man jo godt ha’ det.
Og sådan skulle man da egentlig også gerne ha’ det, i hvert fald i et vist omfang, med den holdning, man tilslutter sig og plæderer for – og selvfølgelig skal den da også luftes - det er jeg sjovt nok tilhænger af. 
Men samtidig skal man huske på, at tingene aldrig bliver sort-hvide, og at bare fordi den selverklærede grå masse er grå, så betyder det ikke, at den er hverken ond, ligeglad eller hader mennesker.

Det første, vi skulle tage og gøre helt klart, i total evangelisk en(ig)hed, kunne jo passende være, at der kun er én dommer over levende og døde.

 

 

onsdag den 27. august 2014

En vase er en vase er en vase


”Det er SUNDT for sindet at leve uden fjernsyn!” er der nogle af de rigtige jubelidioter, der påstår.

 

Ja, tak.

Det er meget muligt, men det er ved Gud ikke særlig gavnligt i forhold til, når det kommer til at holde sig orienteret om samfundstendenserne, både de uundgåelige og de uforståelige.

Det er ligegyldigt, hvor banale de end er, i det store hele – der kunne jo være tale om noget, man vil erindre i storslåede kavalkader, som ”Året der gik” på TV2, hvor LARS LILHOLT har spillet.
(Flere numre. I et år, hvor han i øvrigt slet ikke var sørgeligt moderne, eller noget.)

Jeg er vel nogenlunde med på de større områder af nyhedsoversigten – så meget som man nu kan forvente af en, der sætter film og selvvalgt skønlitteratur højere end avislæsning og diverse ”vi opdaterer hele tiden”-podcasts (udover Facebook, selvfølgelig, som jeg selv opdaterer hyppigt.)
Men i går skete der alligevel noget, jeg ikke forstod, der på nyhedsoversigten over dem alle, som er Facebooks newsfeed.

 
Der var noget kryptisk ævl om en vase, suppleret med billeder af samme ligegyldige botanik-opbevaringsbeholder.
Og så var der noget mystisk bavl om noget med en masse af verdens lidende, men det hang vist ikke rigtig sammen på andre steder end på de desangående statusopdaterendes fælles rille af indforståethed.
Ingen oplyste sådan set noget konkret om, hvad det handlede om.
Ingen af de delte links kunne fortælle noget faktuelt.
På Google gav "Kähler vase 50 millioner lidende" sjovt nok nul hits.
Jeg undrede mig.

 
Jeg måtte ringe til min søster, som er velinformeret om alt (undtagen æg og agern), og hun forklarede mig, hvad det drejede sig om.

-   Et alt for begrænset oplag af en Kähler-vase i Imerco

-   Vrede kunder; nej – svært ophidsede kunder!

-   En vis anelse selvretfærdige danskere, der mener, det en DØDSSYND at klage sig over en vase, men at det er helt fair at dømme andre mennesker på deres materialistiske særinteresser.

 
Man behøver skam ikke slå knude på sig selv, i et udbrud af sin udvandede tolerance, og hyle:
”Jamen, jeg forstååår dem ikke, hvordan skal jeg kunne rumme, hvad jeg ikke forstååår?!”
For lad os indse det – folk, der går agurk over en vase, (FRA IMERCO), dem kan man altså bare ikke regne med at forstå, sådan fuldstændig. 

Det er det ene aspekt:
Hvor snotdumt det er at gå helt banjo over en vase.
(En vase, som i mine øjne i øvrigt bare er lille, fed og tværstribet med guld, i dagens anledning.)
Jeg FORSTOD det slet ikke, da jeg læste vase-nyheden på Politiken, inden jeg havde talt med min søster; ordene gav ingen mening.
Jeg troede, der var tale om en ”nyhed”, som i virkeligheden skulle have været sendt til RokokoPosten.

 
Det andet, og i mine øjne langt vigtigere, aspekt er, at det stadig ikke er nogen grund til at føre selvretfærdig moral-krig mod disse vaseelskende menneskevæsener.
JA, verden ligger og dør omkring os og jages på flugt for et godt ord, og NEJ, vi kan ikke redde alle, men er der ELLERS sket noget i verden?
Det er i hvert fald ikke noget i retningen af breaking news.

 
Ej heller er det breaking news, at vi mennesker generelt er ret dårlige til at fokusere på de vigtige ting i livet.
For nogen kommer det til udtryk gennem småskræmmende engagement i materielle ting, for andre kommer det til udtryk gennem bebrejdende blikke og skjulte øjenrul over, at alle andre er så dybt egoistiske, og man selv er en allerhelvedes barmhjertig samaritan.
Og for atter andre kommer det til udtryk gennem den triste kendsgerning, at vi overhovedet bidrager til dialogen om disse selvindlysende ting, som er old news om menneskeheden, bare i en ny klædedragt.

Det er så nemt at hoppe ind i fællesskabet, når nogen strikker en RIGTIG holdning sammen ved at gribe i øst og vest, og den nye RIGTIGE holdning efterfølgende popper op, i form af en pseudonyhed i fjernsynet, eller når det florerer på Facebook – og det gøres uden den mindste smule eftertanke.
Så er det bare om at være MED, at dele prompte og være vittigt revsende på skrift omkring en ret tilfældig sammenkobling af nyheder, like, og på den måde bidrage helt enormt til verdensfreden, ved at være med derinde, i den indforståede rille, hvor man kun mener RIGTIGE ting - og er én af de første til det.

Men selv om der med ovenstående er tale om old news, så kommer det HVER gang bag på mig, hvor travlt vi dog har med at fordømme hinanden for vores personlige præferencer og valg.
Det virker nærmest som om, man bestræber en ensretning, hvor politisk korrekthed, spelt, skyr, mindfullness og hyppige donationer til alle lidende, alt sammen indsølet i TOLERANCE og RUMMELIGHED er det eneste, der skaber et RIGTIGT liv.
Det efterlader simpelthen bare så latterligt lidt plads til almindelig dannelse og åndelighed.

 
Gå op i en vase – det er da i orden. Jeg samler selv på DVD’er og sådan har vi jo alle vores totalt ufornuftige hobbies, som kræver penge, der helt bestemt kunne være brugt bedre andetsteds.
Dedikér tilværelsen til at være en slags undercover etisk og moralsk politi blandt dine venner, selv om de ikke kan udstå dig for det – I couldn’t care less.

Men tro ikke, at dine RIGTIGE holdninger gør dig mere RIGTIG i alles øjne.

Vi er nemlig nogen, der ser det som én af vores store opgaver her i livet netop at påminde dig om, at du er ligeså forkert som alle os andre.
 
"Jamen, hvad med dig selv, Thea?! Du er overhovedet ikke bedre selv!"
 
... Hvor er det bare RIGTIGT set.
Tillykke med det.

torsdag den 7. august 2014

Back in business

Så sad jeg lige her den anden dag og blev opdateret på en blog, som jeg som regel holder meget af at læse.
Her fremgik det, at forfatteren overvejer at holde pause fra bloggingen på ubestemt tid.
Hvorfor?
- Fordi hun har fået en kæreste og åbenbart er for forelsket til at tænke sammenhængende på skrift.
Jeg blev ærlig talt lidt knotten, og tænkte en masse indædte tanker om, hvordan det første man giver afkald på er sig selv, når livet tager en uventet drejning.
Ligesom når folk går hen og formerer sig:
"Jeg har bare ikke TID til at læse en bog/se en film/holde mig opdateret med musik/gå ud og gøre ting, efter jeg er blevet mor!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv.
Nøjsh, jeg var sur på hende bloggeren, og også ærgerlig, ved udsigten til, at jeg nok også selv ville blive sådan, i pågældende situationer.
Det varede så lige indtil, jeg kom i tanker om, at jeg allerede selv har gjort det samme.

Så hørte man lige mig:
"Jeg har bare ikke TID til at svine tilværelsen til på min blog mere, efter jeg har fået det her interessante arbejde, som bare optager AL min tid og ALLE mine tanker!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv, Thea!
I andres tilfælde er der andre betegnelser for det, de lider af:
Parforholds-osteklokker og moderskab.
I mit eget tilfælde er det nok det første symptom på, at man er offer for den pastorale pest (en sygdom, som æder éns personlighed op, indtil der kun er falsk model af en præst tilbage.
I ved, sådan én, som kigger op på et ikke-eksisterende punkt over brillerne og eftertænksomt trækker mundvigene nedad og nikker langsomt, når de ikke ved, hvad de skal sige.
Eller sådan én, som får for vane, at lægge hovedet på skrå og sige medfølende "nåhr", hver gang de hører noget trist, som de ikke orker at tage ind.
Sådan én, som aldrig mere læser Ude & Hjemme, ser crap-TV eller læser knaldromaner, eller i hvert fald aldrig indrømmer det, fordi det er kompromitterende for vedkommendes myndighed.
Sådan én, som kun i teorien mener, at man, på trods af sit arbejde, stadig også er en privatperson, der gerne stadig må mene alt muligt om ligegyldige ting, og at man også gerne må udbrede sig om det, selv om det ikke alt sammen er lige rummeligt, tolerant, eller pakket ind i politisk korrekt pænhed.)
For det første: YAIKS!
Og for det andet: Det skal blive løgn, skal det.

Så her er nogle ting, der optager plads i mit hoved lige nu:

1.
Om det virkelig kan være rigtigt, at det skal gøre SÅ ondt at træne arme, baller og lår.
Hver dag, jeg vågner efter træning, og har det som om, at min krop er ramt af verdens ledeste influenza, tænker jeg "det her kan ikke kun være på grund af muskelbelastning. Det MÅ være noget, der har døden til følge."

2.
Hvorfor folk altid tror, at man har brug for råd. Jeg er faktisk ret god til direkte at bede om råd af mig selv, men hvert eneste udsagn, hver eneste undren, der kommer fra min mund, er altså ikke en opfordring til vejledning eller afhjælpning. Nogle gange siger jeg altså bare ting - konstaterende.

3.
At det på en underlig måde er steget mig til hovedet, at jeg delte kartoffel og kys med en elg i Sverige. I går hørte jeg en kvinde fortælle om, at hun næste år skal til Cape Town og svømme med hvidhajer, og jeg tænkte "det lyder egentlig meget fedt." Jeg tænkte OGSÅ, at det lød egentlig meget farligt, men alligvel. Der er trods alt pænt stor forskel på en menneskevant udstillingselg og en rigtig hvidhaj. Det ene blev nuttet og underholdende portrætteret i Disney-filmen Bjørne Brødre, det andet blev filmisk kaldt for Dødens Gab. Som om jeg på nogen måde har noget tilfælles med Steve Irwin.

4.
Hvornår jeg kommer videre med at læse Cujo. Den er ved at blive spændende nu, men jeg tør virkelig ikke læse den om aftenen - og jeg er ellers svært glad for at læse i sengen. Pænt træls at ønske at blive forskrækket, men egentlig ikke bryde sig om det.

5.
Om ALT For Damerne har ændret profil, eller om jeg bare er blevet ældre.
Altså, jeg ved godt, jeg er blevet ældre, men var der ikke engang, hvor ALT For Damerne var fyldt med hækleopskrifter på "smarte ponchoer i feminine pasteller" og ikke med diverse terapeuters pseudoviden, der minder om noget fra Woman? (Som jeg for længst er blevet for gammel til at læse.)

6.
Hvor lidt jeg synes om, at CDON er begyndt at brede sig helt vildt, så de også sælger tøj og merchandise og bøger en masse, udover film og musik. Jeg vil vædde med, at grunden til, de behandler mine filmordrer så konsekvent langsomt er, at de ikke kan finde rundt på deres eget lager, som jeg forestiller mig må være på størrelse med en lille by.

7.
At jeg det ene øjeblik kan sidde og føle, at jeg er totalt på bølgelængde med min kat, trods forskellen i racer, hvorefter den resolut trækker skellet op mellem os ved at æde et stankelben og jeg kaster lidt op i min mund.

8.
At jeg overvejer at holde op med at farve mit hår. Det er noget tid siden sidst, og jeg tror, jeg har spottet et par grå hår i hovedbunden. Blev både fascineret og lidt panisk. Nu er min naturlige hårfarve nærmest mørkegrå med stænk af brunt, men jeg er egentlig lidt nysgerrig i forhold til, om der gemmer sig en tidlig sølvræv inden under nougatbrun.

9.
Hvor meget Sverige minder om Grønland, bare uden alt det der is og sne. Men med træer.

mandag den 24. februar 2014

Der findes ingen ny kunst, åbenbart.

Bandet Chevelle lavede på et tidspunkt en konkurrence, hvor deres fans kunne få en helt vild mulighed:
Deres fan-art kunne blive udvalgt som cover på bandets næste udgivelse!
Sikke en chance!
Sikke en mulighed for en ukendt kunstner!
Og man vælger jo selvfølgelig at tro, at der er masser af ukendte kunstnere derude endnu, som bare skal ha' en chance for at blive opdaget.

Ja okay, men hør så, hvordan det spændte af:

I dag offentliggjorde Chevelle blandt andet det nye albumcover på deres Facebook-side.
Det blev hurtigt gjort klart, at valget ikke var faldet på de bidrag, fansene var kommet med.
Der blev udtrykt svær utilfredshed med det, og bandet blev skudt en masse ubehageligheder i skoene, såsom, at konkurrencen bare var udskrevet for at skabe opmærksomhed omkring pladen og at bidragyderne måske selv havde trukket deres kunst tilbage (fordi de virkelig ikke gad ha' det til at pryde et album - øhh...?)

Så tog Chevelle til orde:

"Actually the terms of the contest was that you had to own your artwork - those that submitted and made the finals didn't own their art. Our legal team has discovered the artwork was instead copied straight from Google images."

Jamen, altså.
Hvad skal man overhovedet sige?
Jeg mener - det er da ikke fordi, det er helt usandsynligt, at der ikke findes en eneste kunstner in spe, der elsker Chevelle højt, og at de alle er tumpede, infantile plagiatører, men jeg kan simpelthen ikke forstå det alligevel.

En af dem, der kommenterede på Chevelles opslag, syntes at forstå det helt præcist:
"People are just lazy, even with their own stuff."

Og dét er problemet, lige dér, helt klart og umuligt at misforstå!
Og det er en tendens - det rækker langt videre end fan-art og albumcovers.

Folk er simpelthen bare for dovne.
Selv når det kommer til deres egne ting.

Her er et nummer med Chevelle - fordi, det skulle der næsten være, ik':