Reality i virkeligheden

Indrømmelse:
Jeg elsker at være uenig med Sørine Gotfredsen.
Det er egentlig ikke et decideret princip, jeg har; jeg udelukker ikke kategorisk muligheden af, at også hun har bidraget med nogle interessante og kloge betragtninger, fra tid til anden.
Endvidere falder jeg bare ikke så ofte over dem, men snarere over hendes nævenyttige smagsdommeri og elitære finkulturalisme.
Med andre ord forekommer det mig simpelthen bare, at Sørine G. og jeg nok bare i bund og grund ikke er enige om særlig meget/noget som helst.

I går harcelerede hun på Berlingskes hjemmeside (måske også i den trykte avis - who knows) over DR's velvilje overfor den yderst moderne genre af fjernsynsprogrammer, der kaldes reality-TV, under overskriften "Fordummelsens milepæl."

Jeg skylder læserne at påpege, at der måske figurerer en form for interessekonflikt, eftersom undertegnede gerne er tilskuer til forskellige afskygninger af reality-TV.
Igen:
Jeg er ikke principielt for genren, men generelt tror jeg ikke, jeg kan tillade mig at bitche alt for meget over dens mange dark sides, eftersom jeg som publikum er totalt velvillig.

Der ligger dog andet og mere til grund for dette indlæg på min blog (som jo er det skrevne medies reality-kilde) end blot den gement personlige og yderst usaglige årsag, at jeg føler mig trådt over tæerne og "ramt."
Grunden er snarere, at Sørine G. igen udtaler sig bastant og fjendtligt om noget, som hun simpelthen ikke er den rette til at ytre sig om.
Bevares, ytringsfriheden er jo for alle, men nogle gange er der nu noget fint i at se sig fri for at ytre sig om et emne og lige spørge sig selv først, hvori relevansen ligger, inden man griber til pennen.
(Ovenstående sætning skal jeg skrive mig bag øret selv at vende tilbage til og genlæse, fra tid til anden.)

Det program, som er genstand for Sørine G.'s korstog mod reality-genren, er programmet "Gift ved første blik" - en programserie, der i øjeblikket kører på den hippe kanal, DR3.
Kort fortalt er programmet et eksperiment, hvor seks fremmede af forskellige eksperter er blevet parret til tre duoer, der alle så hinanden for første gang da de skulle giftes på rådhuset, og som i de efterfølgende fire uger skal leve sammen som ægtefolk og se, hvad dét bringer med sig.
Fed idé, synes jeg, så det synes Sørine G. selvfølgelig ikke.

Hendes kritik retter sig mod to sider af sagen:
På den ene side det konkrete og her nævnte program, og på den anden side hele reality-genren som generelt fordummende.
Mit indlæg retter sig primært mod det sidstnævnte, simpelthen af hensyn til indlæggets længde.

To slags reality

At skære hele reality-genren over en kam virker direkte fjollet, i mine øjne.
Som storseer af forskellige former for reality, har jeg for længst indset, at der er stor forskel på for eksempel Paradise Hotel og De Unge Mødre.
Mit gæt er, at programmer som Paradise, Fristet og Robinson sandsynligvis er mere udskældte end programmer som De Unge Mødre, Singleliv, og som tredje eksempel, for relevansens skyld, netop Gift Ved Første Blik.
Den store forskel på disse programmer er, at de første opstiller en pseudovirkelighed, hvor hjernerne bag manipulerer med begivenhedernes gang såvel som deltagerne;
formålet er langt henad vejen at spille deltagerne ud mod hinanden i lede intriger, stemme nogen hjem og at vinde et eller andet til sidst.
Den anden slags programmer har derimod til hensigt at følge et udsnit af dem, vi kunne kalde "almindelige danskere", gennem en eller anden form for udfordring, som livet, eller producenterne, har givet dem.
Forholdsvist umanipuleret, hvis man da ser bort fra, at alt andet end "one take"-film/tv-programmer egentlig er manipuleret. Dermed tager Sørine G. selvfølgelig også fejl, når hun antager, at vi tilhængere af det fordummende TV ville indvende, at "vi jo lærer noget af at opleve hinandens spontane reaktioner."
For når reality-fjernsyn (og de fleste andre slags fjernsyn) er manipuleret, så er det ikke spontant.
Jeg har til lejligheden taget mig den frihed at inddele reality-fjernsyn i to grupper:
1) Pseudo-realisme udspillet i falske omgivelser
2) Doku-realisme udspillet i virkelighedstro virkelighed
Det er min opfattelse, at det er direkte stupidt at sidestille den første slags programmer med den anden.

Kritikkens mangel på sammenhæng

Sørine G. retter sin kritik mod et program fra den anden gruppe, mens hendes betragtninger omkring reality-genren synes at rette sig mod den første gruppe.
For eksempel spørger hun "hvorfor reality-fjernsyn er så fordummende" - allerede her dukker der inkongruens op, for mens jeg sagtens kan forstå og ikke vil bestride, at reality-fjernsyn fra gruppe 1 er fordummende og ikke bidrager med andet end underholdning, så anser jeg det samtidig for ret respektløst at affærdige gruppe 2's programmer som fordummende.
Det hænger ikke sammen.
Det forekommer ret åbenlyst, at konceptet Paradise Hotel ikke kan sidestilles med De Unge Mødres dokumentariske islæt.

Du skal ikke tro, du kan noget vs. du skal ikke tro, du er noget

Sørine G. besvarer (selvfølgelig) sit eget spørgsmål:
Reality-fjernsyn er, ifølge hende, fordummende, "fordi det hviler på den store misforståelse, at ethvert menneske rummer potentiale til ved sin blotte fremtræden at være interessant."
Jeg vil vove at påstå, at der er ekstrem forskel på, om der her er tale om den unge mor, Amanda Sisse, eller Amalie Szigethy og de andre realitystjerner, der har benyttet deres medieopmærksomhed til at offentliggøre en bred vifte af tvivlsomme talenter.
Det virker ikke som om, Sørine G. er opmærksom på den forskel.
Det er korrekt, at ikke alle mennesker har enestående kunstneriske talenter, men derimod består "den store misforståelse" snarere i, hvis man ikke mener (især som præst!), at ethvert menneske ved sin blotte fremtræden er interessant, hvis man ikke kan se budskabet i "selv det mest banale følelsesliv".
For skal man da ikke netop forsøge at se bag facaden, bag dét, der umiddelbart syner banalt?
Sørine G. ved forhåbentlig godt, at intet følelsesliv kan eller bør afskrives som "banalt" - uagtet hvor banalt det så fremstår.
For ingen følelser er banale.
De kan banaliseres gennem manipulation og på den måde gøres utroværdige, men rigtige levende mennesker føler komplekst - ikke banalt.
Selv om det er fristende vil jeg ikke engang afskrive Sørine G.'s lejlighedsvise udbrud som banale, trods deres ensidighed eller mangel på originalitet.

Ingen vej udenom følelserne

Sluttelig skriver vores utrættelige kritiker af såvel samfund som af helt almindelige mennesker, at "reality-fjernsyn er det stik modsatte af udfordring og bevægelse mod strømmen (...) Det er billedet på et samfund, hvor livets alvor og troen på en sandhed uden for os selv fortrænges af drømmen om, at vore egne følelser rummer det hele."
Mit anklagepunkt retter sig her mod opfattelsen af, at vores egne følelser ikke skulle rumme det hele.
I bund og grund er der jo hverken objektive sandheder i indholdet af livets alvor eller indholdet af troen på sandheden udenfor os selv.
Al reflekteret erkendelse må være farvet af menneskelige følelser, og nogle af disse er tilsyneladende også i høj grad blevet vakt hos Sørine G., da hun så programmet Gift Ved Første Blik.
Hun kom, hun så, hun blev stødt, hun så udfordringen, og så skrev hun.

Noget af det mest fordummende i denne verden er, og vil nok altid være, kategoriske afvisninger af det ene og det andet.
Sørine G.'s kategoriske statements mister deres forsøg på at opnå almen gyldighed ved her at være blevet bestredet.
For mit vedkommende bidrager reality-fjernsyn fra både gruppe 1 og 2 gang på gang til en grad af selvrefleksion, der ikke på nogen måde kan afskrives som "fordummende" (med mindre man selvfølgelig anser mit følelsesliv for at være banalt), og jeg FØLER, at programmer fra gruppe 2 giver mig et indblik i, hvordan folk i dag også kan være.
Det finder Sørine G. måske fordummende.
Jeg anser det for at være lærerigt, uafhængigt af kvaliteten, og dermed intet mindre end værdifuldt.

Dixi!

Læs Sørine Gotfredsens debatindlæg her:
http://www.b.dk/kommentarer/fordummelsens-milepael

Intet er gratis

De mennesketyper undertegnede har været knotten over i den forløbne uges tid centrerer sig omkring samme problematik.
Problematikken er som følger:
INGENTING ER GRATIS - MAN KAN IKKE FÅ ALT.
Jeg vidste det godt i forvejen, og det meste af tiden kan jeg sagtens huske det, men nylig er jeg flere gange blevet konfronteret med, at ikke alle ved, hvad jeg ved.
Faktisk virker det nærmest som om, at nogen tager det for givet, at man kan få alting uden at skulle slippe kongens mønt eller gå på kompromis med noget andet for det.
Og ved I hvad?
Det gør mig sgu sur.

De nylige eksempler på ovenstående er følgende:

1.Dem, der har brokket sig over, at de såkaldte desigermøbler, de erhvervede sig på Lauritz.com viste sig at være kopier.

- Som tidligere nævnt har jeg enormt svært ved at begribe, hvorfor nogen sætter design så højt. 
Mod dét kan man indvende:
"Det er et spørgsmål om kvalitet": 
Right, but wrong. 
Kvalitet fås billigt. Jeg har set billig kvali i adskillige genbrugser.
Eller:
"Det er et spørgsmål om æstetik": 
Right, but wrong. 
For det første er der ingen behagelige mennesker, der gider bo i et æstetisk hjem, for det er simpelthen ikke hyggeligt.
Og for det andet - æstetik skal man betale for. 
The big bucks.

Hvad jeg derimod ikke er i tvivl om, at folk godt gider, så er det at udstråle noget andet og mere end de er. 
Hvis man har klasse på så fin, ren en måde, som de færreste har det (underforstået: jeg har det overhovedet heller ikke), så er man ikke én af dem, der bliver taget ved næsen og køber design-kopier på nettet.
For den måde er også dyr.
Det sker simpelthen bare ikke, for dem, der har klasse, og vel og mærke gerne vil bo u-hyggeligt. 
Jeg er overbevist om, at den slags overklassemennesker godt ved, hvornår et tilbud på Le Klint er for godt til at være sandt.
De ved, at når det er billigt, så er det nok også en knock off.
De køber heller ikke deres Vuitton-tasker på nettet.
De går ned i butikken og snuser til materialerne og drikker 'pagne og gør en dag ud af det.
Så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor nogle ulyksalige danskere, der var blevet bondefanget, gad stille op i medierne (nyhederne, engang i sidste uge) for at udstille deres forkælede dumhed.
Dem har jeg svært ved at være nede med.
Man må betale, hvad det koster.
For alting.

Næste levende emne.

2. Dem, der var med i Luksusfælden for to uger siden.
Lad os undgå yderligere offentlig ydmygelse og lade beskrivelsen stå ved dét - stort set. 
Der var tale om to yderst gældsatte mennesker - det var måske et par i en relativt ung alder, hvilket vil sige, at de i gennemsnit var cirka 23. 
De ville gerne have børn, men havde ikke råd til det og fattede ikke hvorfor.
Endvidere havde de et hus, der var fyldt med hjemmegjorte huller, og som endda var placeret UDENFOR en lille jysk landsby.
Derudover havde de alskens nymodens elektronik, både indvendigt og udvendigt, og sidst, men ikke mindst, drømte de om at blive en børnefamilie.
"Fair nok", kan man tænke, for tingene kan jo vokse selv den bedste over hovedet, og pludselig banker virkeligheden og lysten til normalitet på - derfor tilkalder man assistance.
 - Ja, right, but wrong.

For nu var der bare lige det ved det, at parret ikke som sådan ønskede hjælp til at nå deres mål, som var et barn, eller til at få styr på deres økonomi, som var lort.
De ville egentlig bare gerne ha' eksperternes hjælp, så de, udover at købe flere ting, også kunne få råd til at slå ud med armene overfor deres venner.
- Jamen, sådan var det; det er ikke noget, jeg finder på.
Måske havde de i virkeligheden bare meldt sig til Luksusfælden for at få den gratis gave, som folk får, når de har været dygtige - bare uden at være dygtige, selvfølgelig.
Igen er vi tilbage ved dét med, hvor svært det er at acceptere, at ting koster og at livet koster.
Man kan ikke få det hele. 
Men vi lever i et samfund, hvor vi forventer netop det; det hele.
Hverken mere eller mindre end alting.

Og dét var egentlig pointen, men ingen skal snydes for det tredje eksempel:

De dér folk, der var skidesure over trafikstøjen fra eksempelvis Jyllingevej.
- HELT ÆRLIGT!
Så dukker der lige nogle mennesker op på en god kanal i den bedste sendetid, og de brokker sig over bilernes larm, som de kan høre fra deres hus, som ligger, ikke i indre København, men lige ud til Jyllingevej. 
Har man hørt noget så fjollet.
Fra husejerens side kom hjerteskærende historier for dagen, om hvordan manden bare altid havde DRØMT om at bo i det kvarter, og hvordan de var blevet BONDEFANGET udover alle grænser, ved at få fremvist deres hus om aftenen, hvor trafikken ikke var så voldsomt, og hvor mange mønter det kostede at få lydisoleret hytten.
Hør. Nu. Her.
Hvis du køber et hus, der ligger ud til en firsporet vej, så læg dog lige to og to sammen inden du køber det hejs.
Programmet var uden tvivl vinklet således, at man skulle have ondt af det pågældende par.
Retorikken lægger klart op til, at vi andre skal sidde og have ondt af dem, fordi det store væmmelige boligmarked har taget røven på dem.
Nå men, det har jeg altså ikke.

Forstå nu, at man ikke kan få det hele - og slet ikke gratis.

- Der er masser af fine huse ude på landet, hvor man ikke ville finde lignende støjgener, men sjovt nok ligger de huse ikke særlig tæt på København.

- Der findes masser af stole, man sagtens kan sidde på, og som ser pæne ud, uden at de ligefrem udgør et (yderst nederen for os andre) samtaleemne. 

- At få et barn er ikke bare noget, man lige gør, fordi vinden vendte, eller sådan noget. Det er en stor beslutning. 
Og hvis man i gennemsnit er 23, og gerne vil feste, ha' surroundsound, fladskærm og iPads, så er det måske ikke lige tidspunktet.

Vi vil ha' alt, og vi vil ha' det nu.
Men vi må simpelthen bare lære at vente.