Man skulle måske tro, at værdighed var et rimelig væsentligt begreb i et individualiseret vestligt land, som Danmark.
Man kan ikke ærligt være sin egen herre, sin egen lykkes smed, sin egen højeste værdi, hvis man ikke har en form for værdighed.
Værdigheden kan kontrollere, at man ikke havner i situationer, der vokser én over hovedet - den kan bruges til at navigere efter i en værdi-løs verden, fordi den enkeltes værdighed siger ekstremt meget om hele mennesket.
Men ord som 'værdighed' og 'ære' kan imidlertid nemt vække uheldige associationer.
At udtale sig om egen værdighed kan clashe med alle, som er mere eller mindre bevidste om, at fy-kodekset "du skal ikke tro du er noget"fylder en hel del i manges bevidsthed (og jeg tror, der er tale om mange flere end dem, der tør stå ved det.)
At sige "det er under min værdighed" virker en smule overlegent selvbevidst og snerpet - med sådan en ytring siger man jo, at man skiller sig ud fra alle dem, hvis værdighed åbenbart ikke anfægtes af det pågældende.
Men jeg synes, det er rigtig underligt, at det er sådan, når vi nu netop så gerne vil være individualister.
At være individualist er jo andet og mere end at dyrke dét at skille sig ud fra mængden i det ydre.
Det handler i langt højere grad om at turde at have kontroversielle meninger, at kende sig selv, så godt man nu kan dét, og ikke hoppe på hvad som helst, bare fordi andre synes man skal - og dét synes de jo, fordi de selv er skingrende individualiserede og helst vil bekræftes i, at deres enkelte valg er de rigtige for alle.
De vil ha' ret. De vil egentlig gerne ha', at andre er helt enige i, at de er verdens centrum og de vil ses som stærke styrmænd i livet.
Og det hænger da virkelig dårligt sammen med individualisering.
Det bør jo ikke forveksles med selvcentrering.
Måske er værdighed blevet reduceret til et term, der hyppigst bruges i tomme taler holdt i "jeg"-form i Paradise Hotel, fordi den egentlige værdighed ingen betydning har i samtiden.
Vi er jo ikke særlig værdige, når det kommer til stykket.
Ta' bare fjernsynsprogrammerne som eksempel:
Der kan næppe siges at være megen værdighed i at have sex for åben skærm.
Eller i at være græsk-katolsk overfor, om man stiller sig op på landsdækkende TV i den bedste sendetid og viser alverden, hvor talentløs man ikke ved, man er, og bagefter skaber sig, fordi nogle eksperter nægtede at holde én fast i en vildfarelse af dimensioner, der kun ses hos virkelighedsfjerne fantaster, der virkelig bare skal bankes tilbage til virkeligheden.
Det er heller ikke værdigt at optræde som selvbestaltet ekspert i alting i fjernsynet og være med til at forme befolkningens meninger, bare fordi man har taget en høj uddannelse ved universitetet.
Men det ydre spiller også alligevel på en måde ind:
På gaden er der også megen mangel på værdighed.
Man går klædt i det offentlige rum på en måde, der afslører, at man ikke har nogen selvindsigt.
Måske er man ligeglad - dét kan være prisværdigt - men snarere er problemet, at man ingen fornemmelse har for, hvordan man ser ud.
Når man ser den tynde og den tykke veninde komme gående i lavtaljede bukser i samme størrelse, så ved man at den ene har et helt skørt selvbillede.
Den ydre værdighed afhænger altså ikke af, hvor "dyr" man ser ud, men hvor god en fornemmelse man har for sig selv, uden at spejle sig for meget i andre.
I Netto er der ingen værdighed i at stå og råbe og skrige af personalet og demonstrativt højrøstet ødelægge alle andre tilstedeværendes indkøbs-oplevelse, fordi man bare pr. definition er en brokkerøv. Det bør ikke gå udover sagesløse medmennesker.
Beklager, men det er mig så inderligt ligegyldigt, hvor travlt du har og hvor vigtig du er.
Hvis du har så travlt og er så vigtig, så er du sikkert også rig nok til at gå i Irma, hvor der sjældent er kø. Netto er for os, der ved, vi tidsmæssigt har råd til at bruge lidt mere tid på indkøbene, fordi vi ikke har råd til at betale 25 kroner for en opvaskebørste.
Der er heller ikke megen værdighed i kærlighed.
De fleste har, måske endda oftere end sjældent, prøvet at slukke så meget for hjernen, at der ingen grænser er for, hvad de vil nedværdige sig til overfor et menneske, de tror, de elsker.
Og ja, de tager fejl. For, for at kærlighed skal være kærlighed, må der være gensidighed og ingen nedværdiget part. Ellers er det altså et eller andet andet.
Måske besættelse, som nok er foranlediget af et andet menneske, men som dybest set kommer inde fra én selv, fra det lave selvværd, som nærer det voksende selvhad.
Og der er ingen værdighed i at afskrive et andet menneske totalt, når man opdager, at det ikke er så perfekt som først antaget.
I forhold til andre mennesker kan det være utrolig svært at vurdere, hvornår nok er nok.
Sætter man foden ned for tidligt og siger, man ikke vil finde sig i det, så kan man let blive betragtet som en hystade.
Og særligt ondskabsfulde eller egoistiske mennesker vil måske endda få én til at føle sig som en hystade, selv om foden blev sat ned på det rette, eller endda lidt sene, tidspunkt.
De har ikke selv nogen værdighed.
For dét har man ikke andet end overfladisk begreb skabt om hvad er, hvis man på den måde tillader sig at besvare et menneskes markering af en personlig grænse med et "så slap dog af."
Ingen vil være en hystade og beskyldes for ikke at slappe af og holde hovedet køligt, men derimod handle i affekt.
Så i stedet for at sætte begrænsninger og sige fra, så bøjer man hovedet og finder sig i alt.
Måske kompenserer man ved at få sine venner til at bekræfte én i, at man gør det rigtige, men det er en ringe placebo for at være klar i mælet i ærlig kommunikation med den person, det egentlig drejer sig om.
Man taler om andre for at undgå at vende blikket indad og se på sig selv.
Man ville aldrig turde at tage konfrontationen, i frygt for at tabe ansigt og blive kaldt for hystade.
Så i sin usikkerhed søger man andres validering af ens valg, selvom de på ingen måde kan udtale sig om, hvorvidt de er rigtige eller forkerte.
Man opfordrer faktisk sine nærmeste til på den måde at styre éns liv, mens man undskylder overfor sig selv med, at dialog også er en måde at reflektere på, at ens nærmeste vil én det bedste, at det er fornuftigt at høre fra nogen, der anskuer hele situationen udefra.
Og det er da også fint.
Men alt med måde.
Samtalen og andres vurderinger et et supplement til og ikke en erstatning for den indadvendte refleksion over tilværelsen.
Der er nu engang aldrig nogen, der helt ved, hvordan du har det, for de har ikke prøvet at være dig og at gå i dine sko, lige meget hvor ens omstændighederne for jeres situationer er.
Mit budskab er, at vi skal droppe det dér med at tro, at værdighed er noget, der sidder i et par dyre sko, et prestigefyldt job eller en specifik L'Oreal-mascara - altså en værdig overflade.
Værdighed er noget man får, hvis man kender sine værdier og ikke giver køb på dem, fordi det ville være bekvemt for andre, hvis man ikke har dem. Og hvis mennesket man siger fra overfor er et ordentligt menneske, så vil de respektere én for det.
Værdighed er nødvendig for at man kan passe på sig selv,
og man kan ikke få den fra andet eller andre end sig selv.
Så vis dog lidt værdighed - det er dét værd.
Og det er du også.
