Punktnedslag #1

Helt ærligt folkens; jeg føler mig doven. 

Men jeg har stadig lyst til at blogge. 

Men jeg har intet fornuftigt at sige....! 

Men det plejer jo ikke at stoppe mig! 

Jeg har derfor i stedet lavet en lille collage af uddrag fra min personlige dagbog – oh yes! 

De følgende Punktnedslag  stammer fra dagbog ført i 2007 og 2008. 

Ved nogle af uddragene har jeg skrevet en lille kommentar ovenover, så hold øje med anførselstegnene!

De står ikke i kronologisk rækkefølge; jeg har i stedet inddelt dem efter emne:

1. Thealogik: Om studiet.

2. People of the Sun: Vennerelationer.

3. Mærkelige mænd: Bare rolig - nævnte er anonyme.

I denne første omgang Punktnedslag kan man for eksempel få et lille indblik i, hvad jeg mente om en af mine hjertenskære, Louise, første gang jeg mødte hende!

Thealogik

Der var jo engang, hvor man sagtens kunne møde ind på teologi klokken 8 med gode hensigter, men endte med at droppe al undervisning for at sidde og drikke kaffe og snakke i Mormors Hjørne i studiets kældercafé:

”Vi blev smidt ud af Mormors Hjørne klokken halv tre, fordi en eller anden mand havde lejet lokalet og ikke havde fattet, at vi følger med i lejen.”

Så var der dengang, hvor jeg gik fuld til eksamen:

”At eksamen er veloverstået kommer totalt bag på mig.

Havde kun læst cirka en syvendedel af pensum og kun mit særpensum om Hans Egede. Og jeg havde virkelig planlagt at lave en udebliver. Faktisk havde jeg planlagt det så meget, at jeg dagen før eksamen drak mig stiv sammen med Maria, Malene og Steen, blandt andre.

Vi sad nede i kælderen på studiet og det var vildt hyggeligt. Steen og jeg var naturligvis dem, der holdt ud længst tid. Og indtil klokken seks om morgenen hørte vi Neil Young og lå på sofaer.
Det var rigtig rart. Om morgenen tog jeg ikke hjem i bad eller noget og lignede lort da jeg kom til eksamen, med håret i en uglerede og makeup i hele hovedet på den ikke-planlagte måde. Måske stank jeg osse som et brænderi, men det bemærkede jeg ikke selv.

Trak mit særpensum. Spørgsmålet var ”en redegørelse for missionærernes syn på grønlænderne i 1700- og 1800-tallet.” Havde kun lige læst en smule om herrnhuterne i 1800-tallet dagen før. Men det gik. Fik endda syv, efter den nye skala. Følte mig eddermanme som en rockstar! En ret intellektuel rockstar, men en rockstar whatsoever.”

People of the Sun

”Det er startet med quizspil og ender så i seriøs dødsdruk omme i baglokalet”

Så mødte jeg min Lulu for første gang:

”Havde det også rigtig sjovt med Louise, som jeg ellers har holdt mig væk fra, fordi jeg syntes hun var lidt skræmmende. Hun har en meget hæs stemme og siger hele tiden ”flyt jer, kællinger” til alle. Men hun er altså for rå! Og megasjov.”

”Og det endte med, at vi aftalte at ses i løbet af ferien til rødvinindtagelse i hinandens fællesskab og film. Mmm, min yndlingsbeskæftigelse.

I det hele taget.”

Mærkelige mænd

Han får alt det frem i mig, som jeg længe har villet fremelske selv.

Det laid back, menneskeelskende forhold til verden. Han får mig til at slappe af indeni og være glad. Jeg ved, at han elsker glæde. Da han var herhjemme og jeg sagde, at jeg var lykkelig, gav han mig et knus og sagde ”ej, hvor dejligt!” Han er simpelthen så rummelig.

”Man kan aldrig vide, om de mener hvad de siger, eller om de bare siger det for at forvirre og provokere én.”

”Skal vi ligge i ske en halv time inden jeg kører?” sagde han så, og så jeg sagde ja.

Omkring samme tidspunkt, i en ganske anden sammenhæng, var der én, der havde sagt følgende til mig: ”Hvordan kan det være, at selv når du lyder så entusiastisk, lyder du faktisk en smule sur?”

”Jeg tror ikke, jeg ville var jaloux anlagt i et forhold, hvor jeg aldrig var i tvivl om, at jeg var hans kæreste og den eneste han virkelig holdt af. Det er en kliché, men det hele handler om tillid.Tilliden til, at man er elsket udelukkende for den man er og at ham man er sammen med ikke ville kunne ønske nogen som helst ændringer i ens personlighed eller udseende og dermed gøre én bedre. Hvis man formåede at stole fuldt og helt på, at man var elsket – den mest elskede. Så ville hans flirteri, kindkys og samvær med andre piger ikke være en irritationsfaktor, men fuldkommen naturligt og ligegyldigt.”

Det nævnte produkt havde voldt mig store kvaler før jeg skrev indlægget. Jeg husker, jeg var olm:

”Jeg har ikke de store krav til en kæreste. Hvis jeg blev spurgt nu, ville jeg kun kræve, at han skulle kunne åbne en flaske afløbsrens!”

Time of the Season

Jeg er så absolut tilhænger af nogle vejrmæssige ting:
Sol, vindstille, klar himmel.
Vigtigt.

Vi har alle rendt og længtes højlydt efter sommervejret.
For vi har fucking fortjent det.
Jeg ved ikke med jer, men jeg husker vinteren som ekstremt hård og langvarig.
Sommeren er anderledes sød.

Vi har været indhyllet i himmel og horisont, der gik i ét,
og vi har pakket os ind til ukendelighed, og man stod foran spejlet, og spekulerede på, hvor mange kilo man skal tabe, for ikke at se uformelig ud i en Parka, vi har frosset tæerne af ved busstoppestederne, glattet hår om morgenen og fået det ødelagt af islag, og sjasket sjappet sne udover alle gulve, vi trådte på.
Og måske gledet i det efterfølgende.

Når det skifter til sommertid, går tiden i stå et øjeblik.
Ikke i virkeligheden, men den gør det, når man føler guldcylinderen gløde indeni sig, ved tanken om lyse nætter, grill, øl på stranden, badevejr og sommerferie.
Skiftet til sommertid er svøbt ind i magi, og betydningen er nærmest mystisk.
Det er jo ikke fordi, tiden bliver anderledes.
Vi sætter bare urene frem, sammen med havemøblerne.

Jeg er nede med det hele.
Går temperaturen over 30, så ser du mig nok langsomt dø. Eller i hvert fald visne, og få et så febrilsk og forvirret udtryk i ansigtet som en dværg, der bliver kastet.
Måske kaster jeg op. Det er sket.

Jeg kan godt li' solen.
Jeg går ikke op i at blive brun - for jeg kan ikke rigtigt.
Men inderst inde ærgrer det mig lidt, og jeg undskylder min bleghed med, at den er aristokratisk.
Det højere borgerskab arbejder ikke og får derfor ikke brun hud.
Som om jeg er rig.
Eller vigtig.
Brunet hud SER. SUND. UD.
Sådan er dét bare, hudkræft eller ej.

Jeg elsker, når fuglene akkompagnerer The Walk of Shame, hjem fra københavnerlejlighed med uspecificeret lokation, et tilfældigt sted, hvor man momentant bondede med Mr. Right Now.
Hvor helvede kan jeg tage bussen hjem?
Har jeg flere smøger?
Gi' mig en cola.

Jeg elsker gåture ved stranden, og tankerne der ikke tager form, men bare flyver.

Jeg elsker erindringen om gymnasiet, de mørke morgener, hvor jeg ikke nåede toget, og far kørte mig i skole, mens vi lyttede til P2. Og så spillede de Schubert, og jeg spurgte far, hvad dét dog var.
Fordi det var smukt. Og han sagde, at det var Schubert. Die schöne Müllerin. Og siden kom der ikke en maj, hvor jeg ikke tænkte på dét og tænkte "der Mai ist kommen, der Winter ist aus!"

Jeg elsker at grille med familien, hjemme hos min far.
Svinsk overflod af kyllingebryst, bøffer eller fisk, samt pølser, vandmelonsalat og sorte flutes.
Kølig hvidvin og kolde øl, og min bror, der grovkornet synger sommeren ind med "Udenfor Sæsonen" og "Sådan Er Kapitalismen", mens han spiller guitar.
Og vi bliver fulde af stemning og procenter, og vi erindrer tilsammen og far grinet fjollet.
Og vi fire snakker og snakker, for evigt.

Og med forventninger, der er klar til at blive skuffet og et grin, der er parat til at flækkes,
hilser jeg sommeren velkommen, iført bare tæer, underkjole og en vodka-juice.

Et kamera i hånden er bedre end ti på taget.

Ok. Måske synes jeg efterhånden, at alle film burde laves med håndholdt kamera.
Og nej, det er ikke en Blair Witch-åbenbaring, der kommer over ti år for sent, selv om jeg dog altid har været sen til at ride med på trendbølger, og ikke har været med på visse noder, før den fede dame for længst have sunget.

Jeg må simpelthen bare siges at være fan af fiktion, der får et anstrøg af virkelighed.
Og visse håndholdte film synes faktisk langt mere virkelige end for eksempel mit elskede Paradise.

Jeg har ikke noget problem med at leve mig ind i mindre kunstneriske film, okke nej, tårerne sprøjter ud af øjnene på mig, hvis nogen på film er a. søde ved hinanden eller b. lede ved hinanden eller c. nogen dør. Så man er ligesom ret godt dækket ind, waterworks-wise.
Men indlevelsen bliver selvfølgelig en anden, når der netop satses på elementer af autencitet.

Det er egentlig ikke fordi, jeg synes godt om selve ideen med et håndholdt kamera, for det er sgu så ustabilt og i visse sammenhænge kan man blive helt søsyg af at se på det - hvilket f.eks. er tilfældet med Blair Witch Project.

Men det imponerer mig helt enormt, at skuespillere kan spille så naturligt og menneskeligt.
Især fordi, der med håndholdte film ofte er tale om ukendte skuespillere, der hverken er etablerede i Hollywood eller har spillet Shakespeare på et eller andet teater.
Hvorfor spiller de ikke bare altid sådan, uagtet hvordan kameraet bruges?
Det er jo ikke til at forstå. Men der er sikkert masser af mennesker, der foretrækker den illusionen, der lægger en vis distance mellem den selv og seeren, frem for den fingerede virkelighed, der trækker seeren ind i handlingen på en helt anden måde. 

Udover det naturlige skuespil synes en håndholdt film også at kræve en naturlig integrering af det håndholdte kamera. Der skal ligesom være en realistisk grund til, at nogen har filmet i pågældende situation, for ellers er det naturligvis ikke troværdigt.

Der er specielt fire nyere, håndholdte film, der er strøget direkte ind på min uendelige liste over "verdens bedste film," og de anbefales hermed. De har alle det tilfælles, at handlingen centrerer sig om noget, der i høj grad er uvirkeligt. Vi snakker monstre, trolde, dæmonbesættelse og superhelte.

Cloverfield

Den første film jeg så, for ikke så voldsomt længe siden, der rystede mig i min grundvold, især takket være det håndholdte kamera, var Cloverfield (2008). På daværende tidspunkt kendte jeg ikke Regeringen, og var mildest talt uerfaren udi monsterfilm og den slags urealistisk pis, og blev mest skræmt over film om mordere og den slags (med undtagelse af IT og Rødt Chok.)
I Cloverfield bliver der filmet til hovedpersonen Robs afskedsfest. Men så sker der bare lige det, at Manhattan bliver angrebet af noget udefinerbart, der ødelægger alt på sin vej og skaber kaos i byen.
Det er begrænset, hvor meget man ser det destruktive monster, men heldigvis forløber handlingen således, at en gruppe af venner ikke kan lade sig evakuere med resten af befolkningen, men må nærme sig monsteret, så man får et glimt eller to af det. Jeg har efterhånden set den en del gange og hver eneste gang har jeg tænkt, at der gives et meget realistisk bud på, hvilket kaos og hvilke følelser det ville resultere i, hvis et sted blev angrebet af et monster. Dette deler Cloverfield med Distric 9, som jeg dog ikke vil gå i detaljer med her, simpelthen fordi jeg ikke er helt pjattet nok med lige dén.
(Selv om den også er skidegod.)

Trolljegeren

Den anden er den norske film, Trolljegeren (2010). Nu tænker du måske "kan de nu også lave film i NORGE?", og i så fald har du noget tilfælles med min far. Men det kan de åbenbart.
Som titlen indikerer er der trolde på dagsordenen, og man skulle måske synes, at en handling, der vedrører den norske regerings forsøg på at hemmeligholde det faktum, at der findes trolde i Norge, måske er rimelig svær at give nogen form for realistisk anstrøg. Men det er altså bare ikke tilfældet. I Trolljegeren er troldene virkelige nok. Dette kommer også bag på de tre universitetsstuderende, der ender med at ville lave en dokumentar, der kan afsløre regeringens skjulte agenda.
Filmen får endda et komisk islæt, og jeg tror, det skyldes, at en gammel skrøne på den måde "viser sig sand." For troldene er nøjagtig, som man har hørt, læst eller set i andre film. De er store og dumme og ser faktisk fjollede ud, men frem for alt er de farlige - på en meget overbevisende måde. Nå ja, og så kan de forresten lugte kristent blod, hvilket også viser sig ret vigtigt.
Det komiske får modspil af ham, der er ansat af regeringen til at jage dem og sørge for, at de bliver i deres reservater. For ham er det ikke sjov og ballade, men hårdt, beskidt, utaknemmeligt arbejde, og en trussel mod det norske folk.

The Last Exorcism

Den tredje film er The Last Exorcism (2010). Af en eller anden mærkelig og sandsynligvis lidt pinlig grund har jeg aldrig set den originale The Exorcist (det får jeg snart gjort noget ved), men jeg tror faktisk ikke, jeg vil finde den ligeså skræmmende overhovedet som førnævnte.
Dæmonbesættelse er endnu en narrehat, som lumpne religiøse mennesker har benyttet til at lukrere på andre menneskers gudsfrygtighed. Not cool, bro!
Det drejer sig altså om en mand, der har været sådan en lumpen usselbuks, men som nu vil afsløre, med et kamera som vidne, hvordan han narrer folk i forbindelse med disse dæmonuddrivelser. Fint nok med ærligt motiv. Bare ærgerligt, at han opsøger en familie, hvor dæmonbesættelsen i høj grad er ægte nok. Og her tilfører det dokumentariske ved filmen altså bare yderligere uhygge.

Chronicle

Den sidste film, Chronicle (2012), så jeg for første gang i går. For det første handler den om venskab mellem hankøn, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker film om mænd, der bonder.
Hovedpersonen Andrew er en mildest talt ugleset 3.g'er, hvis mor er dødeligt syg og hvis far er blevet førtidspensioneret, hvilket har gjort ham rigtig bitter og ondskabsfuld. På skolen er Andrew offer for grov mobning, mest i form af fysisk vold, så han får både flade derhjemme og i skolen.
I filmens første minutter har Andrew skaffet et kamera, så han kan dokumentere sit lorteliv.
Hans belæste og populære fætter kører ham til skole hver dag og behandler ham acceptabelt, men ingen har rigtig respekt for Andrew. Altså, det er selvfølgelig før han, hans fætter og dennes ven træffer på et mystisk objekt, der giver dem superkræfter. Andrew er den, der har fået flest kræfter, og så er spørgsmålet jo bare, om han har tænkt sig at bruge dem positivt eller negativt.
Det håndholdte kamera får endnu et aspekt, da Andrews superkræfter inkludere telekinese, der tillader ham at flytte ting (for eksempel hans kamera) med tankens kraft.
Jeg skal undlade at gå mere i detaljer med handlingen, men lad mig bare nøjes med at sige, at det er rimelig fedt at være i luften med de tre superhelte og at det er den bedste film, jeg har set i år.

Varigt vægttab? - Luk ædespalten!

Man siger, at Facebook-annoncerne ofte valgt efter brugeren - først og fremmest tak til FB, for indtil flere annoncer med forskellige variationer over ordlyden "tab dig 5 kg. på én nat" og "10 tricks til en fladere mave" --- tusind tak, FB, du er slet ikke lidt for nævenyttig af en platform for selvrealisering at være!

"Tab 11 kilo på 4 uger!"

Jeg klikker sjældent på annoncerne.
Der skal måske meget til, for at jeg lægger mærke til dem. Men dette er ikke en blog, der skal gøre mig bedre end jeg er, for det kan godt være, at det affødte en masse overvejelser, som jeg nu deler, men faktum er, at jeg klikkede på en annonce, der lød "tab 11kg. på fire uger". Wauw.
Jeg gør næppe mig selv bedre end jeg er ved at anslå, at 70% af mig tænkte "pis og papir!" og blot 30% troede, at annoncen måske talte sandt.
Man kan vel godt altid håbe på et mirakel, selv om man helt rationelt udmærket ved, at det ikke vil komme.

Tror du måske Jessica Alba har problemer med tyktarmen?

Annoncen på FB reklamerede for et slankeprodukt kaldet Slim Vita, der sammen med produktet Colon Flow (oh yes, "colon" som i "tarm"!) lovede en "kendiskrop" (åbenbart positivt ladet ord: Jeg tænkte i hvert fald Jessica Alba før Oprah - yaiks). Den ideelle krop skulle være en realitet efter en måneds tid, hvor man udrensede tyktarmen for de påståede 11kg. affaldsstoffer denne kan indeholde, samt satte fedtforbrændingen i vejret  med Slim Vita-pillerne.

Men folkene bag mirakelkuren er naturligvis ikke idioter. De regnede måske ikke med, at danskere alligevel var så dumme, at de ville falde for en flashy annonce i skarpe farver, med blink og båthorn, havde jeg nær sagt, hvor man udfylder navn og adresse og efter maks 4 dage skulle modtage sit slanke-kit med posten - hvor man vel og mærke kun skulle betale omkring 20 kroner for forsendelsen, og slet ikke for selve produktet!

"Julie Mortensen" 

De supplerede den tacky annonce med en udførlig anmeldelse af mirakelkuren, skrevet af "Julie Mortensen, Aabybro", som i forbindelse med sit arbejde skulle have fået til opgave at tjekke om kuren virkede. Naturligvis var begejstringen stor hos "Julie Mortensen", for ja, hun er fiktiv, for forsøgspersoner, der er opdigtet med henblik på salg af et fup-produkt er jo selvfølgelig ikke uimponerede, tværtimod. Og med efter-billede og lødigt, korrekt sprogbrug er der måske nogen derude, der langsomt lader paraderne falde.
 Et billede af et ægte menneske kan jo ikke tale løgn.
Med mindre "Julie Mortensen" var fiktiv og billedet forestillede en fransk TV-vært, selvfølgelig.

Selv nåede jeg kun til den voldsomme annonce, men jeg har læst, at mange er blevet franarret penge af slankefirmaet, idet man senere i bestillingen skal opgive sine kontooplysninger, så slankefirmaet kan trække de 17 kroner i forsendelse. Man kunne så sagtens spørge sig selv, hvad der skulle forhindre firmaet i at trække flere penge, men det gjorde Stephanie Moselund fra Aalborg f.eks. ikke (se nedenstående link). Der ER jo flest hæderlige mennesker i verden!
Tror nogen.

Således den moderate tilsvining af såvel fup-firmaet, som de tumper der hopper på den slags (og de tumper, der overhovedet klikker på den slags....)
Jeg er overbevist om, at nogle af de samme tumper også ser reklamer for kvik-lån og tænker "det er da en skidegod ide!"

Intermezzo: Min bredspektrede negativitet

Men i dag er der et andet aspekt ved sagen, som jeg gerne vil flejne lidt over.
Der er flere dimensioner i min negativitet - det er noget nyt, jeg er ved at prøve, fordi nogen spurgte mig, om det ikke kunne blive kedeligt at være negativ hele tiden. Jeg tænkte over det og kom frem til, at min negativitet burde være mere omfattende, således at jeg angriber ting, der irriterer mig, fra flere perspektiver. Det er fandme alvorlig negativitet!

2. halvleg: It's a miracle!

Udover at nogle har held til at franarre penge fra idioter, så undrer jeg mig over, hvad der for folk (selv inklusiv) til overhovedet at ofre opmærksomhed på den slags annoncer. Man har aldrig hørt om nogen, der på magisk vis svedte 10 kilos overflødig vægt af i løbet af natten, trods alt, og hvis Slim Vita virkede og var totalt lødigt, så ville man nok have hørt mere om det og have lagt mærke til, hvordan svært overvægtige forsvandt fra gadebilledet og blev erstattet af langlemmede sild og tonede handyr.

Overalt i TV, blade og på internettet kan man falde over guides, der indeholder tricks til, hvordan man taber sig nemt og hurtigt, uden de store ændringer i kost eller generel livsstil.
Der slås det ene slag efter det andet for vægttab uden livet som indsats.

Men ligesom kvalitet som regel koster penge, så kræver varig livsstilsændring vel også en engageret indsats.

Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk siger, for at fremstå gode og stærke i andres øjne - i vor tid opnås dette åbenbart ved at bevare eller tage kontrollen i alle situationer.
Tag deres ord med et gran salt, hvis nogen påstår, det var nemt at holde op med at ryge, eller at de smed 30 kilo ved at ligge på sofaen og spise kage.

 Og så vil jeg ærlig talt skide på, hvad den rigide, robot-agtige stodder, doktor Slank, påstår i Ude & Hjemme, eller alskens produktbeskrivelser, der lover 100% naturligt indhold af chili, grøn the, afrikansk mango og what not, der NATURLIGT øger forbrændingen.
Kan man så ikke bare komme en chili i sin mad og drikke grøn the en masse, eller hvad?

Glem alt om "50 nemme tips til varigt vægttab" og artikler, som "sådan taber du dig uden at løfte en finger. " Keep it simple, stupid. Der er faktisk kun to ting man skal gøre for at tabe sig, hvis man er, som folk er flest:
1. Skær ned på det usunde
2. Gå en fucking tur, af og til.

Og husk frem for alt at ha' det godt.
Der er andet i livet end kropsfiksering og selvhad.
Og det var også en note-to-self.

Om det luskede slankefirma: http://www.bt.dk/slank/slankefirma-lusker-penge-ud-af-folk

Om Breivik: Tavshed er guld

I gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad (5. maj) hører vi endnu engang fra kirkens og teologiens skingreste røst, der naturligvis tilhører sognepræst, ivrig samfundsdebattør og ekspert i vurderinger af det menneskelige sind, Sørine Gotfredsen. Hun drister sig endnu engang til at redegøre for sin holdning til Anders Breivik, dennes retsforfølgelse, fornuftens overtag, og hvordan vi, som åndelige eksistentielle væsener, bør forholde os til den forfærdelige ugerning, der i juli sidste år førte til Breiviks tilfangetagelse, til trods for tidligere at have ”haft ørerne i maskinen”, som hun selv udtrykker det i dagens kronik.

Front mod front

Hun skriver, at mennesker deles i to lejre, når samtalen falder på mediedækningen af Breivik-sagen: På den ene side er der dem, der følger denne mediedækning, ”fordi man finder det vigtigt at forstå så meget som muligt af denne mands tankegang og verdensbillede.”

På den anden side er dem, der ”tilkendegiver (...), at intet kunne være mere uinteressant, og at manden blot bør ties væk.” 

 Gotfredsen tilhører den første gruppe, selv må jeg, i mangel af bedre, identificere mig med den anden gruppe, selv om jeg synes, at beskrivelsen af den tydeligvis negative position må siges at være mangelfuld, for selvfølgelig er holdningen mere nuanceret end dét, hvad jeg til gengæld ikke kan sige om den første gruppe.

Det forholder sig jo ikke sådan, at den retslige proces og dens udfald ikke er mere interessant end pollentallene eller Vild Med Dans. Faktisk mener jeg, at det er absolut fornærmende, som det fremstilles, at en del af befolkningen skydes indifferens i skoene i sådan en sammenhæng.

Som om man ikke stadig får ondt i hjertet af at tænke på ofrenes familier, og de unge mennesker, der blev mejet ned på så bestialsk vis – for en ekstremists politiske sag. 

Hvor vover Gotfredsen denne påståelighed omkring befolkningens medmenneskelighed, hvor vover hun egentlig at hejle op om i et offentligt medie, hvordan hun er bedre, hvordan vi alle burde være lidt mere som hende, uden den mindste smule ydmyghed? Og så kalder hun os andre for hovmodige (og naive), og klandrer os for at lade os styre af fornuften.

Må jeg dog være her!

Verden ifølge Sørine

Gotfredsen mener, at ønsket om at tie Brevik ihjel er udtryk for en ”manglende lyst og mod til at forholde sig til menneskets hele besynderlige natur.” Hun mener, at den enkelte dermed lukker øjnene for en facet af menneskets komplekse, uudtømmelige væsen, der ikke bør forsøges tiet ihjel, men som man i stedet må vedkende sig også eksisterer, og at en større eller mindre del af mennesket er mørke. 

Hun taler om, at det er arrogant at tro, at mørket kan ties og opdrages til at være helt udenfor indflydelse – med mindre man, som Breivik, er et unormalt ekstremtilfælde.

Vi har for stor tiltro til fornuften, siger hun. Vi vil helst bare diagnosticere de unormale og smutte dem i isolation, så vi glemmer, at de eksisterer. 

(NB! Husk, at når hun siger ”vi”, så mener hun faktisk ”de” eller ”I”!) 

Men Gotfredsen blander tydeligvis helt ubehjælpeligt nogle forskellige perspektiver sammen, så der bliver det syndigste rod! Hun glemmer, at verden ikke er indrettet sort/hvidt, og at denne brøler i opfattelsen af verden er mindst ligeså beklagelig, som den skråsikre lid til menneskets fornuft. 

De ting, hun blander sammen er spørgsmålet omkring mennesket Anders Brevik og spørgsmålet omkring den omfattende mediedækning af en massemorder. 

 Den naturlige distance

Som teolog og højintellektuelt menneske, er det forståeligt, at Gotfredsen forveksler de ovennævnte ting, for som teolog, præst og dermed uddannelsen til elite-medmenneske, står det store spørgsmål om menneskets væsen altid øverst på listen over det vigtigste. Jeg ved det, jeg er selv teolog. 

Men i denne sammenhæng tager hun fejl, når hun tror, at vi ønsker at glemme helt, at Breivik eksisterer. Hans eksistens kan ikke ties ihjel – han har simpelthen ytret sig for eftertrykkeligt til, at dette er menneskeligt muligt, og skulle figurere som et spørgsmål om stillingtagen i det hele taget. 

Hun glemmer, at anstødet og afskyen er før-refleksiv, en impuls, der forhåbentlig kommer naturligt til de fleste.

Med sin ugerning opbrugte Breivik simpelthen sin taletid. Han har ikke fortjent, at der er nogen, der nogensinde hører på ham igen. Vi kan ikke glemme ham, og talen om ham hverken skal eller kan ophøre, det har han ved Gud sørget for, men vi kan vælge at ignorere ham, lukke ørerne for hans menneskefjendske budskab, og dertil bidrager medierne ikke ligefrem. 

Sådan en udfrysning af et andet menneske kræver aktiv handling og er ressourcekrævende; det husker Sørine måske ikke fra sin egen folkeskoletid.

Desuden glemmer hun også, at der forhåbentlig stadig er forskel på den offentlige og den private debat. Det er ikke nødvendigvis op til medierne, hvad der diskuteres i de små hjem – de behøver ikke at sætte samtalens dagsorden, på forhånd tak. Nogle mennesker er faktisk i stand til at samtale ud fra egen agenda og ikke ud fra, hvad andre bestemmer, man skal interessere sig for eller gå op i.  Hverken DR, TV3, eller den ene og den anden selvbestaltede ekspert i mennesker og verdens indretning.

Mediedækning som meningsløs proaktion

Debatten om mennesket Anders Breivik hører til i private sfærer – der kan man lufte alt, hvad man har på hjerte, og i visse sammenhænge behøver man aldrig at bekymre sig om, om man nu bliver misforstået, hvilket Gotfredsen måske selv kunne nyde godt af fra tid til anden.

Faren ved mediernes fokus på sagen består i, at man helt kan glemme, hvem det handler om – ofrene eller ugerningsmanden? Hvad rager det egentlig mig, hvordan Breivik opførte sig i retten den ene dag og den efterfølgende? Det er ikke ligefrem, fordi jeg behøver flere beviser på, at manden er forstyrret på den ene eller anden måde. Det er slået fast med et syv-tommer søm og bukket i meterhøj neon. Jeg ændrer ikke min opfattelse af ham, ligegyldigt hvad, og det er vel forhåbentlig egentlig heller ikke meningen.

Og mediedækningen afhjælper ikke fremtidig terror – ligesom drenge vil være drenge, vil stålsatte, forskruede fanatikere nok også finde afløb for deres had på den ene eller den anden måde, så jeg tror ikke, debatten hverken vil fremme eller afhjælpe fremtidige terrorhandlinger. 

Det er skrækkeligt, men sandt. 

 Breivik: Det uartige barn

At Anders Breiviks handlinger pludselig skal agere aktuelt billede på en ondskab, der bor i os alle, får det simpelthen til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. I stedet for at relatere til ham, synes jeg personligt det giver mere mening at gøre det modsatte. Jeg er på ingen måde som ham, let me count the ways!

Det betyder dog ikke, at jeg ignorerer kælderdybet i det menneskelige sind, men undskyld-lige-mig for at ville afskrive den terroristiske, fanatiske massemorder som umenneskelig og udenfor empatisk rækkevidde! Jeg tror faktisk, der findes større moralske fejltagelser end den (!!).

Det har intet at gøre med at ville lulle sig selv ind i en illusorisk virkelighed, hvor den menneskelige fornuft er det største på jorden, og hvor man tror, at alt, normalt som unormalt, kan og skal identificeres, kategoriseres og, om nødvendigt, diagnosticeres. Gavmildhed med diagnoser, psykofarmaka og labels generelt, er der uden tvivl så rigeligt af.

Gotfredsen bryder sig heller ikke om diagnosticering, men hendes argumentation for det er naturligvis spinkel og idealistisk: ”Hvis vi forsyner ham med en diagnose, slipper vi for at skulle begribe ham og alt det modbydelige, han repræsenterer. Han får en diagnose, og vi – alle de normale – får fred.” Hun mener altså, at pointen med at pakke Breivik af vejen til evig tid i bund og grund er en smule egoistisk. Som om meningen er, at vi bare vil være frie til at glemme ham, fordi han et kompliceret og afviger fra normen. 

Som om der var tale om stuearrest til en uregerlig teenager!

 En ondskab udenfor kategori

Den åbenlyse pointe nævner hun slet ikke: At ideen bag måske kunne være, at der simpelthen findes nogle mennesker, der ikke kan rehabiliteres. I slaget hun slår for, at vi blinde bør vedkende os den menneskelige ondskab, tænker hun simpelthen ikke på, at omfanget af denne ondskab måske ikke er funderet i syndsbegrebet, i det at være indkroget i sig selv, paulinsk splittet mellem at ville det gode men gøre det onde, eller kierkegaardsk fortvivlelse – for hvad er disse ting tilsammen overfor den uforståelige menneskelige ondskab andet end teologiens hegelske system for kategorisering og skematisering af processerne i mennesket?

I hvert fald er der i tilfældet Breivik tale om en afgrund i et menneske, der er så dyb, at en finkulturel henvisning til Dostojevskijs kældermenneske virker temmelig tam. Og at en smagsdommer af en teolog benytter sagen til endnu engang at hvæsse sin skarpe pen for at leve op til sin tvivlsomme titel som samfundsrevser er blot endnu et bevis på, at Breivik har fået alt for megen taletid og opmærksomhed i medierne. Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at forsøge at forstå ham - er det ikke et udslag af følelser, frem for fornuft?

Så kan alskens medieliderlige harper for min skyld råbe op om, at det er udtryk for foragt for det unormale, ja, foragt for medmennesket og i strid med næstekærlighedsbuddet, men jeg vover at påstå: Tværtimod.

Læs Sørine Gotfredsens kronik her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/460935:Debat--Gotfredsen--Breiviks-moerke-kan-genkendes-i-os-alle?article_page=3