Når klichéer bliver sandhed og banaliteter bliver til salt.

"Det kræver bare øvelse - det skal du nok blive bedre til!"

Fandme et irriterende udsagn.
I meget lang tid er det dét, man mindst gider at høre.
For det kan sgu da godt være, at det er rigtigt, men hvor er det dog generende og tarveligt, at man ikke bare kan være sublim til alting fra første gang man prøver!

Man er så kæk og takker ja til at gøre et eller andet, man ikke har prøvet før.
Det er kun et skarn, der ikke tager imod en udfordring, det er jo så vidunderligt uuuuudviklende...
Der er jo længe til, det faktisk skal foregå!
Dét skal man nok få styr på, når man får forberedt sig!

Når tiden nærmer sig har man måske nok fået forberedt sig, men ikke til perfektion.
Det' noget lort, det man har planlagt at præstere!
En abe kunne gøre det bedre, og hvad er jeg for et usselt nul, at jeg overhovedet prøver?

Måske kommer man overens og er spændt dagen før dagen.
Men når dagen så kommer, så ville man ønske, man kunne aflyse det hele.
Desværre er alt parat til det, folk er inviteret og de regner med, at man gør det, man skal.

Så man gør det og klarer det selvfølgelig super, hvis man har forberedt sig.
Og man hviler på laurbærrene et lille stykke tid, der langt fra er hverken præ-nervøsitet eller post-stolthed værdig.

... Og ved næste udfordring har man glemt processen igen og starter fra scratch.
Ubarmhjertigt.

Men en dag, lige pludselig, måske cirka samtidig med, at man melder sig ind i en a-kasse, finder man ud af, at de voksne, klichéernes mestre, havde ret.
Endelig kommer man rigtigt overens og accepterer, at man selvfølgelig ikke kan være prof til noget den første gang man prøver det.
At øvelse gør mester, at al begyndelse er svær, og at Rom ikke blev bygget på én dag.
Og alt, der ligger under perfektion, 12, UG med kryds og slange, er ikke nødvendigvis fucking sølet ind i alt dét ulækre hejs, der ligger under bunden.

....

Banaliteter var i lang tid den rene gift.
Især de romantiske.
Yuck!

Man var lige blevet færdig med at være ung og naiv og have tro på sand kærlighed, den eneste ene og den slags.
Sandsynligvis fordi man havde brændt nallerne på et eller andet gudeagtigt væsen, der før eller siden valgte at kaste sig ud fra pidestalen, man havde anbragt det på, og vise sig som et ufuldkomment skodmenneske, ligesom alle os andre.
En  slig hjertesønderrivende begivenhed tøjrede zeppelineren godt og grundigt og forhindrede den i at stige til vejrs igen. Ever.

Kærlighed var idioti.
Forelskelse kan jo alligevel forklares videnskabeligt og der er noget med, at mænd bare vil sprede deres sæd og hunnerne vil bare bygge rede og ha' unger.
Psch!

Gud fri mig for kærlighed!
Der var ikke andet for end at gentage, at kærlighed er et spørgsmål om kemi og at romantisk lidenskab var skrøbelig, at forelskelse var en decideret sygdom.
Man havde nok i sig selv.

Og når man så mødte et menneske, der overdyngede én med komplimenter, søde ord og hengivenhed, så fnøs man af det og holdt det imod dem som en flaw.
For det var jo så falsk og for meget!
Og i øvrigt troede man ikke på det.
 Jeg grinede for eksempel rigtig meget af en fyr, der efter at jeg havde snavet ham i gulvet på en brun bodega, i en SMS bedyrede, at jeg var "en prinsesse."
Not so much, dude.

Men pludselig en dag, når noget virker anderledes rigtigt, så er banaliteterne ikke noget, man rynker på næsen af.
Så er de fantastiske, fantasifulde, og dybt, dybt rørende.
Og dét, at det føles rigtigt handler kun om, at man kan genkende sig selv i det.
At man ved, de kommer fra et oprigtigt hjerte, og at man i hvert fald ikke har gjort noget for IKKE at fortjene dem!
Så man ikke bliver væk i superlativernes malstrøm.

De simple, søde ord bliver alfa, begyndelsen af kompositionen.
De bliver til det lille ekstra, der gør, at helheden får smag.

Og pludselig er man ikke længere bange for mødet med den anden, og man sænker paraderne,
og lader sig falde sammen på noget, der kan holde til sådan et kollaps.

Måske kan man så endelig slappe af.
Og ha' det helt okay med, at nogen kalder én "prinsesse."

Jeg BLEV så bange, da...

Det er nu noget underligt noget, det her med at insistere på at gøre sig selv bange.

Det tænker jeg over, her for tiden, fordi jeg har lagt mærke til, hvor bange jeg faktisk bliver.
Dét vil jeg måske skrive en analyserende blog om en anden dag, men som optakt dertil kommer her en indføring i mine oplevelser med forskellige slags uhyggelige produktioner og situationer, mine forskellige reaktioner og min adfærd når jeg bliver rigtig bange!

I denne blog handler det om film og bøger.

B-films-splat: Chok og høje hvin, samt et lindgrensk sidespor

Lidt horror og B-films-splat er der altid plads til, sådan kontinuerligt.
Det har været konstant underliggende, siden jeg som teenager for første gang så sådan en rigtig amerikansk gyser.
Det drejede sig om Halloween H2O, som jeg så i skræk og rædsel med min daværende bedste veninde, som var ligeså skræk-og rædselsslagen og højt hvinende som jeg, når Michael Myers var i nærheden.
På samme måde havde jeg det, da min søster og jeg engang var alene hjemme og lejede Scream, sikkert omme i Videobiksen.

Og bagefter så vi sikkert Grease, eller en anden hyggelig film, for sådan har jeg altid haft det; når jeg har set noget uhyggeligt, skal jeg meget gerne se noget rart bagefter,
og det skal være så udramatisk som overhovedet muligt.
- Efter jeg f.eks.  sammen med min søster og vores daværende barnepige, Rikke, så La Bamba, som ikke er uhyggelig men dog meget oprivende, måtte vi lige ta' et afsnit af Nissebanden.
Og det samme med Thelma & Louise.
En julekalender eller noget Astrid Lindgren er altid et hit, dog ikke Brødrene Løvehjerte, dén er selv en af de film, der skal efterfølges af noget rart (med mindre den er synkroniseret til dansk, så er den altså meget svær at tage alvorligt - hvem fanden kan synes, det er i orden, at synkronisere Allan Edwall?!)

 Jurassic Park: Vinder-farmors bidrag til gys-fascinations opståen

Jeg havde også tidligere set en uhyggelig film.
Min farmor havde selvfølgelig vundet den, for hun vinder altid et eller andet, det heldige asen.
Déngang var der tale om Jurassic Park på VHS.
Jeg mener, at den må have været nogle år gammel, på det tidspunkt, for jeg kan ikke tro, at jeg ville ha' fået lov til at se den som 7-årig, da den kom frem.
Jeg synes, jeg mindes, den var forbudt for børn under 12, og at jeg netop var et år eller to under begrænsningen, og at jeg tog det meget alvorligt, at jeg brød begrænsningsalderens anvisninger ved at se den alligevel.
For jeg har altid taget alting meget alvorligt og været pænt autoritetstro.

Jurassic Park er stadig en rigtig god film, men den var jo ikke anledning til ligeså mange chok, hvor hjertet flyver op i halsen, som alskens maskeklædte mordere for mig.
Men hele vejen igennem var jeg konstant bange.
Det havde helt klart noget med alders-anvisningen at gøre.
Hvis jeg blev voldsomt bange og fik mareridt, var det jo min egen skyld på en anden måde, end når jeg skrev mig selv bange og mørkeræd, når jeg fortabte mig i mine egne produktioners skrækfaktor, hvilket skete oftere end sjældent i en årrække.
Det var ligesom ikke med vilje.

Dobbelt op på frygt: Dennis Jürgensen-bøger og høje lyde, der bryder stilheden.

Da jeg var det, som med et røvirriterende ord vist i dag kaldes "pre-teen", lånte jeg ofte lydbøger på biblioteket.
Engang lånte jeg Dennis Jürgensens Uhyret i Brønden. 
Jeg havde på det tidspunkt værelse allerlængst nede i Den Lange Gang i den gamle præstegård, og alle der har været der ved, at der var en grund til, at den gang hed Den Lange Gang.
Dér sad jeg så ved skrivebordet foran vinduet, på mit værelse, som jeg elskede, og hørte lydbøger, mens jeg tegnede.
Det var i mange år en af mine yndlingsbeskæftigelser og kunne sagtens blive det igen.
Men Dennis Jürgensen kan altså noget.
Han er nærmest en dansk Stephen King, i mine øjne.
Ikke ligeså udpenslet slem, men hans sprog skaber altså også uhygge.
Til sidst var jeg skræmt fra vid og sans.
Jeg havde glemt at rulle rullegardinet ned, så hvis jeg kiggede op fra tegningen ville jeg mødte mit eget oplyste ansigt i den kulsorte rude, der vendte ud mod haven.
Tit var jeg bange for, at nogen ville springe op fra lige under vinduet med et uhyggeligt ansigt, eller at nogen pludselig ville bryde stilheden ved at hamre højt ruden med hænderne.
Mine øjne hang fast ved papiret, og jeg måtte overvinde mig selv for selv at bryde tavsheden, ved at kalde højt på min mor eller far, hvilket jeg også ville synes var uhyggeligt.
For hvis jeg råbte om hjælp, blev frygten ligesom mere virkelig, synes jeg.
Jeg måtte råbe rigtig højt for at gennembryde den lukkede dør, Den Lange Gang, og den måske lukkede stuedør.

Jeg var blevet bange for en fortælling, og måtte altså gøre mig selv yderligere bange ved at råbe.
Det var en dårlig dag at være en bangebuks.

(OPLYSNING: Er i øvrigt netop startet med at læse bogen Uhyret i Brønden igen, som jeg har haft en aversion imod, siden dengang. Er allerede ved at skide i bukserne efter 72 sider, og skriver netop denne blog som overspringshandling, inden jeg vender tilbage til bogen!)

Der var noget rødt, der kom et chok.

Udover dengang min far og jeg så It sammen og bagefter måtte analysere den i flere timer, før jeg turde sove, så han, min søster og jeg filmen Don't Look Now (eller Rødt Chok).
Far havde tidligere fortalt, at han havde set den i biografen med nogle venner da den kom frem i 70'erne, og da filmen var slut opdagede hans veninde, at hun ubevidst havde spist sin biograftalon i skræk,og ham havde den også skræmt utrolig meget.
Min søster og jeg må ha' været ret interesserede i at stifte nærmere bekendtskab med den film, der, sammen med Whatever Happened to Baby Jane og Deer Hunter, men af vidt forskellige årsager, er film, som vores far nærmest ikke tør være i stue med.

Men den aften turde han godt, eller ville gerne.
I forhold til B-films-splatten var Rødt Chok umiddelbart et flop, i mine øjne, hvad angik uhygge.
Hvordan skulle Donald Sutherland, der render rundt i Venedig og reparerer kirker, kunne hamle op med tavse, maskeklædte mænd med kniv, en mand i fiskerantræk med en stor fiskekrog som våben, eller en væmmelig, vanvittig klovn, der repræsenterer alt det ækle i menneskers underbevidsthed (hvilket var det, far og jeg analyserede os frem til, dengang ondskaben hed Pennywise).
Rødt Chok var langsommelig først, ja, men til gengæld var den den eneste film, indtil det nylige møde med væsentligt mere primitive Grave Encounters 1-2, som havde fået mig til at komme med så højlydt udtryk for forskrækkelse.

Rødt Chok vinder dog stadig over Grave Encounters, for den gav, hvad titlen lovede, jeg var komplet uforberedt på det, fordi jeg var blevet lullet ind i den lidet prangende, men meget raffinerede form for underliggende uhygge, som dén film, sammen med den gamle udgave af The Woman in Black, er de bedste leverandører af.
Resultatet blev et skingert skrig, der hurtigt gik over i panisk storgråd, hvilket fortsatte i tyve minutter.
Jeg har aldrig haft samme reaktion overfor Rødt Chok siden da, og jeg har heller aldrig set den reaktion fra andres side, når jeg har vist dem filmen, men oplevelsen sidder i mig som det vildeste af det vilde indenfor filmiske forskrækkelser.

...

Uh!
Jeg kunne vel ha' sagt mig selv, at en indføring i mine største chok og anfald af frygt gennem tiden kunne blive ganske omsiggribende.
Det er i hvert fald rigtigt vurderet af mig, at det ikke kan være i én blog, hvis ikke den skal miste sin læsevenlighed, på grund af længden!

Næste gang vil der nok være mindre om film og bøger, men mere om situationer, hvor jeg har været rigtigt bange.

Men jeg vender stærkt tilbage, og i mellemtiden:
Frygt ej!

At arbejde er at leve?

Der bor en tysker i byen, hvor min far bor.
Han flyttede dertil for efterhånden en del år siden,
og trods vores fælleseuropæiske baggrund, bemærkede han alligevel en forskel på Tyskland og Danmark, som jeg synes er værd at nævne.

Han sagde, at i Tyskland lever man for at arbejde, men i Danmark arbejder man for at leve.

Det er vigtigt at vide noget om, hvor godt man har det.
Og den bedste måde at finde ud af det på, er ifølge mange mennesker at rejse langvejs udenlands,
for at se, hvor dårligt de egentlig har det i Indien, Sydsudan.... Tyskland?

Jeg har aldrig været tilhænger af det.
Jeg kan huske efter efterskolen, at jeg havde et udfald med min daværende bedste veninde.
Vi havde hængt sammen i et år, vi var som ærtehalm, og det betyder, at man lever så tæt på hinanden, at man ind i mellem åbner munden på samme tid for at sige det samme, de nøjagtige samme formuleringer, i nøjagtig samme tonefald.
Jeg skulle starte på gymnasiet, hun skulle ud at rejse.
Vi skrev på Messenger, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske samtalen nøjagtigt,
kun, at hun nærmest blev stødt over, at jeg ikke ville ud på en eller anden dannelsesrejse.

Så vidt jeg husker, fandt hun mig småborgerlig, jeg ved ikke, hvordan hun husker det,
men måske syntes hun, at jeg var en smule snobbet.
Og det var jeg nok også.
Måske sagde jeg noget om, at jeg ikke forstod, hvorfor man skulle ud at rejse for at "finde sig selv".
Det kan jeg sagtens have sagt, for det mente jeg, både nu og dengang.
Forskellen er bare, at nu synes jeg, folk bare skal gøre, hvad de har lyst til.

I starten mente jeg det, fordi jeg syntes, jeg kunne lære alt af bøger og mennesker i min nærhed.
Og TV. Alle mulige slags TV, ikke bare dét, der er kvalitet.
Dét var længe min grund - man behøver vel i grunden ikke rejse, når man kan læse om og se andres oplevelser, sætte sig ind i dem, blive forundret, imponeret, eller sige "sådan ville jeg forhåbentlig aldrig ha' gjort det-og-det."

Lige meget.
Min pointe var egentlig, at jeg stadig ikke kan se grunden til at rejse til et eller andet tilbagestående land, når jeg kan få lærerige erfaringer i mit hus, uden at det egentlig overhovedet kvalificerer til, at der ligger en egentlig "oplevelse" bag!

Udover mig (og ham den anden!) bor der nemlig nu også fire bulgarere.
Jeg har hilst på dem, sådan da.
De har boet her nogle dage, og det er helt fint.

Det er deres døgnrytme, der fascinerer mig.
De står tidligt op og kommer utrolig sent hjem.
Når de kommer hjem laver de mad og griner og hygger sig, det kan man høre.
De tager bad, så de er på forkant med morgendagens arbejde.
I halvanden time lyder det som om, de har det herligt.
Så bliver der stille, så går de i seng.

Jeg forestiller mig, at de arbejder i al den mellemliggende tid.
Deres fritid består altså, udover sovetiden, af to timer.

Og her er jeg.
Jeg kom for sent i seng i går, fordi jeg skulle se japansk horror, i forhold til hvor tidligt jeg skulle op.
Jeg skulle være et bestemt sted klokken halv ti, og vågnede klokken elleve.
Jeg blev hjemme, og nedtonede min dårlige samvittighed over at være en klovn med vækkeur og nul forstand på snooze-knappen, ved at skrive prædiken, forberede gudstjeneste og skrive røvsyg opgave.
Jeg arbejdede foran skærmen i otte timer, and guess what --?

JEG SYNES, JEG HAR DET MEGAHÅRDT!!!!!!

Altså, forstå mig ret.
Jeg er udmærket godt klar over, at en masse mennesker har det værre end mig.
Faktisk de fleste.

Jeg sidder måske bare lige mest af og alt og undres lidt over, hvor lidt visse andre synes at have brug for her i livet.
Ja, undskyld mig, men i mine øjne er arbejde altså ikke dét, der skal fylde størstedelen af ens liv!
Det er muligt, at de har andre ambitioner, at de også drømmer om at aaaarbejde sig ud af whatever kind of suppedas, de nu befinder sig i.
Det kan også være, at de er tilfredse.
Det kan også være, at de ikke er tilfredse, men bare har accepteret, at det er sådan, det er.

Og hvis en dårligere-end-mig-stillet bulgarer så, hvor lidt der gik for sig på den anden side af døren, hvor lidt handling, der er, i forhold til tanker, så ville vedkommende nok bare ryste på hovedet.

Jeg er fandme taknemlig for, at mit fremtidige arbejde beror på et kald.
Det begynder jeg efterhånden at have en helt ny respekt for.
Og alskens skriverier om kirkelukninger og ikke-troende danskere kan ikke få mig til at føle det anderledes.

Så heldig er der ikke mange, der er.