"Sund død" eller "Løb for livet"

”Jeg troede aldrig, det kunne ske for mig, men jeg er simpelthen blevet HELT afhængig af at motionere!”

 

Jeg tager mig til hovedet, hver gang jeg hører en eller anden fitnessfrelst jernpumpende løbeabe komme med ovenstående udsagn, og imens tænker jeg på, hvor sjovt det er, at det er helt okay at være afhængig af noget, mens andre ting får folk til at sætte yderst chokerede grimasser op.
Man skal ikke blande sig i andres liv og eksistentielle valg, meeen, det er nu åbenbart all around okay at komme med dumsmarte bemærkninger om mine ”cancerpinde/ligkistesøm” and what not,
for rygning er jo usundt – man dør af det!
Så når folk blander sig, så er det jo til mit eget bedste!

 

Men når jeg så ekshalerer og siger:
”Jeg fatter simpelthen ikke dem, der gider okse prustende rundt i tights hele dagen lang, mens deres sprutrøde kinder forvandles til en ny spændende nuance lilla”, så bliver jeg mødt med uforstående løftede øjenbryn, pander med dybe rynker, der spørger ”hvad har du gang i” og åbne munde, der mangler ord.

 

Men faktum er altså, at jeg hader at bevæge mig.
Som regel kan jeg lige tage mig sammen til turen ud i køkkenet efter endnu en kop Nes, og hen til emhætten for at hente en ny pakke blå LM 100, men motion for motionens egen skyld, dét kan jeg simpelthen ikke udstå!
Jeg kan ligeså lidt sætte mig ind i andres altdominerende behov for at blive ”fit”, som de kan sætte sig ind i min udelte nydelse ved at trække røg dybt ned i lungerne og mærke roen sænke sig.

 

Bevares, jeg skal da heller ikke sidde her og lyde som en anden slags frelst idiot, der bare hviler i min krop som den er. 
Jeg er, som de fleste andre, naturligvis påvirket af det forkvaklede skønhedsideal, som vi bliver udsat for og siden gennemsyret af, hvad enten vi vil det eller ej.
Jeg løber også, i ny og næ.
Sveder på crosstraineren, til jeg føler, at jeg skal dø, og unægtelig må spekulere over, om dét nu KAN være så sundt.
(Og tilfredsheden bagefter bevirker ikke, at smerten er det hele værd!)

 

Vi tror, at vi skal være trænede og stramme i ansigts- såvel som mavebetrækket, fordi det ser skidegodt ud.
At det er lykken at være stram.
At man skulle skamme sig, hvis man tror det muligt at være attraktiv på en anden, blødere vis.
For tonede muskler syner af generelt sund livsstil og klædelig selvtilfredshed.
At man ved, hvad der er bedst for én selv (og alle andre), og at man træffer fornuftige, sunde valg, fordi man tager kroppen dødalvorligt.
Sådan er det bare.

 

Og hvis man er sund, så mener de jo, man lever længere.
Og dét vil vi jo gerne, bare sådan, fordi vi kan.
Om det så betyder, at al den tillagte levetid er blevet brugt på at løfte jernbyrder og flytte fødderne, som flygtede vi fra en livstrussel, så er det netop dét, vi gerne vil.
Leve længere.
Beherske alderdommen.
Nedkæmpe kroppens forfald.
Flygte fra det, som vi aldrig bliver herrer over, nemlig, at livet får en ende.
For det er åbenbart alfa og omega, at man ser underligt sund ud, indvendigt og udvendigt, når man som 110-årig ligger i sin seng på plejehjemmet og livets indhold er begrænset til at pisse og skide.
Gud forbyde, at man lå dér, som 80-årig, hvis man er heldig stadig med kontrol over lukkemuskulaturen, og så tilbage på al den nydelse, man havde taget del i livet igennem, i glæde over, at man kun sjældent punkede sig selv over hele tiden at skulle blive bedre, løbe hurtigere, spise sundere, ryge mindre, se bedre ud.
At se sine utallige rynker i spejlet og vide, at de var selvforskyldte, men at de dog mest skyldes smil på smil, og ikke er nedadvendte, som den kronisk indædte anstrengelses ar.

 

”Det skal gøre ondt, for at det kan gøre godt”, siger de stærke motionister, og det har de vel ret i.
Men det kommer bare først til at gøre rigtigt, eksistentielt ondt, når man fatter, at hver en sten, man bruger alle sine kræfter på at skubbe op, har det med at trille ned igen.
At man aldrig bliver stærk nok.
At svaghed er et vilkår.

 

Og jeg tager mig til hovedet over mig selv, fordi jeg nu vil trække i løbetøjet og straffe min krop, fordi også jeg har et forrykt skønhedsideal og en forkvaklet opfattelse af sundhed at leve op til, og ikke mindst fordi, jeg i aften har tænkt mig at svinespise (!) and, drikke vulgære mængder rødvin og ryge skamløst mange smøger.

Glædelig Mortens aften.

Hør her, Halloweeners!!!

I dag er der en masse kulturforvirrede mennesker, der vælger at markere den u-danske tradition, Halloween.

Det har jeg selvfølgelig en masse imod.
(Jeg vil dog godt lige understrege, at Halloween som anledning til uhyggelige udklædningsfester ikke er medregnet. Den lyst forstår jeg på en måde godt, selv om jeg ikke deler den.)
Dog har jeg en ærgrelse, der i omfang nærmer sig dén, der retter sig mod Halloween.
Den ærgrelse består i, at jeg hele dagen har gået og grundet over, hvordan herværende blogindlægs Halloween-had kunne få en lidt skæv og interessant indgangsvinkel.

Altså:

Det er jo ikke nogen hemmelighed eller original opdagelse, at der med Halloween er tale om en dybt kommerciel dag.
Blandt fejladopterede ”holidays”, som stort set kun eksisterer for storkapitalens skyld, er den næsten ligeså slem som den indiskutabelt værste af slagsen; naturligvis Valentins Dag. Lad det blot være sagt, at hvad dette blogindlæg mangler i originalitet, dét opvejes der for i påtale af diverse klichéer!
Når jeg siger, at Halloween ”næsten” er ligeså slem som Valentins Dag, så er det fordi, at Halloween jo sådan set har et helt legitimt grundlag, også i Den Danske Folkekirke, nemlig Allehelgens søndag, hvorimod Valentinsdagens grundlag er historisk tyndt (fuck helgener- vi er ikke katolikker, jo) og fortolkningen af det historiske er helt ude i hampen. Men nok om Valentins Dag – den belortede flod kan vi jo krydse, når vi igen når til den!
Tilbage til Allehelgen: Engang en superkatolsk (fedt adjektiv, egentlig) vigtighed, men i dag blot en stemningsfuld ihukommelse af det forgangne års døde: En gudstjeneste, hvor navn og alder læses op i forbindelse med gudstjenesten, og hvor mange efterladte møder op og husker – sammen.

Men der er godt nok ekstremt langt fra denne fine, danske fortolkning af Allehelgen, og så til det vanvittige inferno, der møder os i butikkerne: Side om side med basunkindede nisser ser vi storgrinende, hæslige græskar, flagermus, spindelvæv, heksekostumer, som er ”extremely flammable”, specielle trick-or-treat-slikposer og hvad har vi ellers!

Jeg brækker mig over, at min Facebook-side skal inficeres med, at diverse (fantastiske) TV-serier sælger sig billigt med en Halloween-reklame.

En "helligdag" som trænger til reklame, er ikke en helligdag, der er værd at tage seriøst - come on, det var aldrig sket med jul.

 

I skolerne gør de åbenbart også et nummer ud af denne yderst tvivlsomme ”helligdag”:
Børn tegner Halloween-motiver en masse, men hvad der er værre er, at de også bliver uskyldige ofre for den nådesløse implementering af konceptet trick-or-treat.
Og derfor skal der lyde et hvæsende sarkastisk tak til de pågældende skoler!
Tak, fordi I sætter forældre i endnu en situation, hvor de bliver til verdens ledeste forældre, hvis ikke de er indstillede på at lade deres børn iføre sig denne amerikanske syntetiske skik den 31. oktober, for at gå ud og ringe på hos fremmede og tigge sig til slik, snedigt camoufleret i en nævenyttig trussel!

TAK!

Uendeligt mere relevant for den danske kultur er det, at det i dag er Reformationsdagen; det er 496 år siden, at Martin Luther slog sine 95 pavekritiske teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed skød reformationen i gang.

Dét er i langt højere grad værd at fejre, end en ind til benet kommercialiseret dag, der absolut intet har med os at gøre.
Sørgeligt, men sandt er det, at danskerne vil skide på reformationen, og at det i øvrigt næppe kan betegnes som almen viden, at den danske folkekirke er af-katoliceret.
Vi vil hellere lade os amerikanisere end værne om vores egen kulturarv, men det bliver selvfølgelig uden mig som Ofelia – og mine ufødte børn kan også godt glemme alt om det!

Jeg takker for, at jeg bor i et hus, der ikke lige ligger på en oplagt tigger-rute.

Eventuelle ”trick-or-treaters” kan se frem til en endeløs uddybende beretning af ovenstående, såfremt de formaster sig til at banke på her!

Og jeg har naturligvis de 95 teser på skrift, og er ikke bange for at bruge dem.

 

 

Skåret af en engel

En lille pige i en voksen kvindes krop, hyllet ind i pink, prinsessedrømme og fe-støv og lignende ragelse.
Hun findes derude.
Og hun er nogens mor.
Og hun er nogens kæreste.

Hendes blogs er hendes stille bidrag til verden.
Hun tilfører nogen noget med det hun skriver.
Måske bare ét menneske, men lidt har også ret.
Hun kan dog rigtig godt li' tanken om, at mange følger med og lærer noget af hende.

Og hun skriver om, hvor "stressende" det er, at hendes yogatime er blevet flyttet en halv time, så hun ikke længere kan nå at blive zen i sin indre pingvin, hver fredag efter arbejde, inden hun styrter hjem til familien og stabler et enerverende af overskud dampende måltid på benene, bag lutter smil, som inkarnationen af fucking mindfulness.

Og hun formår i den ene sætning at skrive om, hvor ringe hendes evner er i et køkken, men samtidig også lige at pakke det ind, så enhver kan forstå, at køkkenet er blot ét af de steder, hvor hun skinner klarere end selve stjernevrimlen.
Hun indrømmer blankt, at hun ikke kan håndtere kylling og mørbrad, ikke engang, hvis det er øko - der er hun utilstrækkelig, men på en politisk korrekt vegetarisk måde.

Hendes børn har mærkelige navne.
De er enestående, så deres navne er unikke.
Og hun lægger billeder ud af sine sygt bedårende børn, engleansigter med store blå øjne og virvar af hvide krøller. De smiler så pænt, at hun næsten kan bilde sig selv ind, at de billeder faktisk afspejler virkeligheden med to små børn.

Hun ønsker ikke glædelig jul, men glædeligt solhverv, selv om formørkelsen synes total.

Hun er hård ved sig selv, og hun ved det godt.
Hun ved, det ikke er sundt, men det er så svært at holde op, når hun egentlig er stolt af det.
Hvis alle andre var ligeså selvkritiske, ville der i hvert fald slet ikke være tid til at føre krige.
Og hun tror oprigtigt på muligheden for verdensfred og sender sin gode karma jorden rundt, og hun tror på, at den mindste gode gerning forplanter sig, og alt det andet, man kan læse på Gajol-pakkerne.

Hun skriver som en ung pige, der fører dagbog og låser den med en hængelås og går med nøglen om halsen.
Hun refererer dagens begivenheder, uden at tilføre det mindste gran af refleksion, og da slet ikke humor.
De mindste hverdagsting bliver vitterligt til katastrofer indeni hendes hoved, og hun gør intet for at stoppe strømmen, når først den flyder afsted.
Et eller andet sted synes hun, hun bliver et bedre menneske af at tage alting så nært.
At andre kunne lære noget af hendes anale overanstrengelse og hendes rigide systemer.

Man skal tage kontrol over sit liv, det er jo det, man skal, og det gør hun til overmål.

Et eller andet sted ville hun nok hellere bo på landet.
Så ville der ikke være så mange indtryk, der generede hende, så mange reklamersøjler, der indfluerede hendes børn, så mange fristelser, der lokkede hende til "at synde", som hun kalder det, når hun bryder sin nøje tilrettelagte madplan.
Men de her omgivelser er rigtigere.
Hun tror på, at børnene bliver mere rummelige mennesker af at bo, hvor de gør.
Og hun nyder, at folk ser hende på Christiania-cyklen: De moderigtigt og dyrt klædte unger og hun selv, lystigt trallende, mens hun tramper ihærdigt i pedalerne.
Hun gør B-mennesker yderligere morgensure, og det har hun det fint med.
Og hvem ville se hende, hvis hun boede på landet?

I en periode er hun helt vild med det dér mindfulness, og pludselig er hun udadtil blevet til sådan én, der elsker stilheden og godt kan li' at være alene.
Hun maler abstrakte akvareller, som igen henleder tankerne på et barns kreative evner, mens hun hører sine hjemmelavede No Stress-cd'er.
Hun koncentrerer sig for ikke at tænke, for ikke at mærke ensomheden.
Efter en time er hun helt smadret af at nyde at være alene.

Men hvor længe kan hun komme uden om, at verden ikke følger med?
Presset knækker hende jævnligt, men hun tager det ikke med sig videre.
Hun græder sine tårer og fortsætter som før.
For man kan da ikke bare holde op med at tro på verdensfreden?
Skal man bare acceptere, at forskellen man bilder sig ind at gøre, ikke engang er en dråbe i havet?
Bliver man ikke bare dødtræt, hvis man indser, at det ikke holder op, at man ikke kan gøre nok, at der hele tiden vil komme mere?
Hun ved det ikke. Men hun har i hvert fald ikke tænkt sig at finde ud af det.

Reality i virkeligheden

Indrømmelse:
Jeg elsker at være uenig med Sørine Gotfredsen.
Det er egentlig ikke et decideret princip, jeg har; jeg udelukker ikke kategorisk muligheden af, at også hun har bidraget med nogle interessante og kloge betragtninger, fra tid til anden.
Endvidere falder jeg bare ikke så ofte over dem, men snarere over hendes nævenyttige smagsdommeri og elitære finkulturalisme.
Med andre ord forekommer det mig simpelthen bare, at Sørine G. og jeg nok bare i bund og grund ikke er enige om særlig meget/noget som helst.

I går harcelerede hun på Berlingskes hjemmeside (måske også i den trykte avis - who knows) over DR's velvilje overfor den yderst moderne genre af fjernsynsprogrammer, der kaldes reality-TV, under overskriften "Fordummelsens milepæl."

Jeg skylder læserne at påpege, at der måske figurerer en form for interessekonflikt, eftersom undertegnede gerne er tilskuer til forskellige afskygninger af reality-TV.
Igen:
Jeg er ikke principielt for genren, men generelt tror jeg ikke, jeg kan tillade mig at bitche alt for meget over dens mange dark sides, eftersom jeg som publikum er totalt velvillig.

Der ligger dog andet og mere til grund for dette indlæg på min blog (som jo er det skrevne medies reality-kilde) end blot den gement personlige og yderst usaglige årsag, at jeg føler mig trådt over tæerne og "ramt."
Grunden er snarere, at Sørine G. igen udtaler sig bastant og fjendtligt om noget, som hun simpelthen ikke er den rette til at ytre sig om.
Bevares, ytringsfriheden er jo for alle, men nogle gange er der nu noget fint i at se sig fri for at ytre sig om et emne og lige spørge sig selv først, hvori relevansen ligger, inden man griber til pennen.
(Ovenstående sætning skal jeg skrive mig bag øret selv at vende tilbage til og genlæse, fra tid til anden.)

Det program, som er genstand for Sørine G.'s korstog mod reality-genren, er programmet "Gift ved første blik" - en programserie, der i øjeblikket kører på den hippe kanal, DR3.
Kort fortalt er programmet et eksperiment, hvor seks fremmede af forskellige eksperter er blevet parret til tre duoer, der alle så hinanden for første gang da de skulle giftes på rådhuset, og som i de efterfølgende fire uger skal leve sammen som ægtefolk og se, hvad dét bringer med sig.
Fed idé, synes jeg, så det synes Sørine G. selvfølgelig ikke.

Hendes kritik retter sig mod to sider af sagen:
På den ene side det konkrete og her nævnte program, og på den anden side hele reality-genren som generelt fordummende.
Mit indlæg retter sig primært mod det sidstnævnte, simpelthen af hensyn til indlæggets længde.

To slags reality

At skære hele reality-genren over en kam virker direkte fjollet, i mine øjne.
Som storseer af forskellige former for reality, har jeg for længst indset, at der er stor forskel på for eksempel Paradise Hotel og De Unge Mødre.
Mit gæt er, at programmer som Paradise, Fristet og Robinson sandsynligvis er mere udskældte end programmer som De Unge Mødre, Singleliv, og som tredje eksempel, for relevansens skyld, netop Gift Ved Første Blik.
Den store forskel på disse programmer er, at de første opstiller en pseudovirkelighed, hvor hjernerne bag manipulerer med begivenhedernes gang såvel som deltagerne;
formålet er langt henad vejen at spille deltagerne ud mod hinanden i lede intriger, stemme nogen hjem og at vinde et eller andet til sidst.
Den anden slags programmer har derimod til hensigt at følge et udsnit af dem, vi kunne kalde "almindelige danskere", gennem en eller anden form for udfordring, som livet, eller producenterne, har givet dem.
Forholdsvist umanipuleret, hvis man da ser bort fra, at alt andet end "one take"-film/tv-programmer egentlig er manipuleret. Dermed tager Sørine G. selvfølgelig også fejl, når hun antager, at vi tilhængere af det fordummende TV ville indvende, at "vi jo lærer noget af at opleve hinandens spontane reaktioner."
For når reality-fjernsyn (og de fleste andre slags fjernsyn) er manipuleret, så er det ikke spontant.
Jeg har til lejligheden taget mig den frihed at inddele reality-fjernsyn i to grupper:
1) Pseudo-realisme udspillet i falske omgivelser
2) Doku-realisme udspillet i virkelighedstro virkelighed
Det er min opfattelse, at det er direkte stupidt at sidestille den første slags programmer med den anden.

Kritikkens mangel på sammenhæng

Sørine G. retter sin kritik mod et program fra den anden gruppe, mens hendes betragtninger omkring reality-genren synes at rette sig mod den første gruppe.
For eksempel spørger hun "hvorfor reality-fjernsyn er så fordummende" - allerede her dukker der inkongruens op, for mens jeg sagtens kan forstå og ikke vil bestride, at reality-fjernsyn fra gruppe 1 er fordummende og ikke bidrager med andet end underholdning, så anser jeg det samtidig for ret respektløst at affærdige gruppe 2's programmer som fordummende.
Det hænger ikke sammen.
Det forekommer ret åbenlyst, at konceptet Paradise Hotel ikke kan sidestilles med De Unge Mødres dokumentariske islæt.

Du skal ikke tro, du kan noget vs. du skal ikke tro, du er noget

Sørine G. besvarer (selvfølgelig) sit eget spørgsmål:
Reality-fjernsyn er, ifølge hende, fordummende, "fordi det hviler på den store misforståelse, at ethvert menneske rummer potentiale til ved sin blotte fremtræden at være interessant."
Jeg vil vove at påstå, at der er ekstrem forskel på, om der her er tale om den unge mor, Amanda Sisse, eller Amalie Szigethy og de andre realitystjerner, der har benyttet deres medieopmærksomhed til at offentliggøre en bred vifte af tvivlsomme talenter.
Det virker ikke som om, Sørine G. er opmærksom på den forskel.
Det er korrekt, at ikke alle mennesker har enestående kunstneriske talenter, men derimod består "den store misforståelse" snarere i, hvis man ikke mener (især som præst!), at ethvert menneske ved sin blotte fremtræden er interessant, hvis man ikke kan se budskabet i "selv det mest banale følelsesliv".
For skal man da ikke netop forsøge at se bag facaden, bag dét, der umiddelbart syner banalt?
Sørine G. ved forhåbentlig godt, at intet følelsesliv kan eller bør afskrives som "banalt" - uagtet hvor banalt det så fremstår.
For ingen følelser er banale.
De kan banaliseres gennem manipulation og på den måde gøres utroværdige, men rigtige levende mennesker føler komplekst - ikke banalt.
Selv om det er fristende vil jeg ikke engang afskrive Sørine G.'s lejlighedsvise udbrud som banale, trods deres ensidighed eller mangel på originalitet.

Ingen vej udenom følelserne

Sluttelig skriver vores utrættelige kritiker af såvel samfund som af helt almindelige mennesker, at "reality-fjernsyn er det stik modsatte af udfordring og bevægelse mod strømmen (...) Det er billedet på et samfund, hvor livets alvor og troen på en sandhed uden for os selv fortrænges af drømmen om, at vore egne følelser rummer det hele."
Mit anklagepunkt retter sig her mod opfattelsen af, at vores egne følelser ikke skulle rumme det hele.
I bund og grund er der jo hverken objektive sandheder i indholdet af livets alvor eller indholdet af troen på sandheden udenfor os selv.
Al reflekteret erkendelse må være farvet af menneskelige følelser, og nogle af disse er tilsyneladende også i høj grad blevet vakt hos Sørine G., da hun så programmet Gift Ved Første Blik.
Hun kom, hun så, hun blev stødt, hun så udfordringen, og så skrev hun.

Noget af det mest fordummende i denne verden er, og vil nok altid være, kategoriske afvisninger af det ene og det andet.
Sørine G.'s kategoriske statements mister deres forsøg på at opnå almen gyldighed ved her at være blevet bestredet.
For mit vedkommende bidrager reality-fjernsyn fra både gruppe 1 og 2 gang på gang til en grad af selvrefleksion, der ikke på nogen måde kan afskrives som "fordummende" (med mindre man selvfølgelig anser mit følelsesliv for at være banalt), og jeg FØLER, at programmer fra gruppe 2 giver mig et indblik i, hvordan folk i dag også kan være.
Det finder Sørine G. måske fordummende.
Jeg anser det for at være lærerigt, uafhængigt af kvaliteten, og dermed intet mindre end værdifuldt.

Dixi!

Læs Sørine Gotfredsens debatindlæg her:
http://www.b.dk/kommentarer/fordummelsens-milepael

Intet er gratis

De mennesketyper undertegnede har været knotten over i den forløbne uges tid centrerer sig omkring samme problematik.
Problematikken er som følger:
INGENTING ER GRATIS - MAN KAN IKKE FÅ ALT.
Jeg vidste det godt i forvejen, og det meste af tiden kan jeg sagtens huske det, men nylig er jeg flere gange blevet konfronteret med, at ikke alle ved, hvad jeg ved.
Faktisk virker det nærmest som om, at nogen tager det for givet, at man kan få alting uden at skulle slippe kongens mønt eller gå på kompromis med noget andet for det.
Og ved I hvad?
Det gør mig sgu sur.

De nylige eksempler på ovenstående er følgende:

1.Dem, der har brokket sig over, at de såkaldte desigermøbler, de erhvervede sig på Lauritz.com viste sig at være kopier.

- Som tidligere nævnt har jeg enormt svært ved at begribe, hvorfor nogen sætter design så højt. 
Mod dét kan man indvende:
"Det er et spørgsmål om kvalitet": 
Right, but wrong. 
Kvalitet fås billigt. Jeg har set billig kvali i adskillige genbrugser.
Eller:
"Det er et spørgsmål om æstetik": 
Right, but wrong. 
For det første er der ingen behagelige mennesker, der gider bo i et æstetisk hjem, for det er simpelthen ikke hyggeligt.
Og for det andet - æstetik skal man betale for. 
The big bucks.

Hvad jeg derimod ikke er i tvivl om, at folk godt gider, så er det at udstråle noget andet og mere end de er. 
Hvis man har klasse på så fin, ren en måde, som de færreste har det (underforstået: jeg har det overhovedet heller ikke), så er man ikke én af dem, der bliver taget ved næsen og køber design-kopier på nettet.
For den måde er også dyr.
Det sker simpelthen bare ikke, for dem, der har klasse, og vel og mærke gerne vil bo u-hyggeligt. 
Jeg er overbevist om, at den slags overklassemennesker godt ved, hvornår et tilbud på Le Klint er for godt til at være sandt.
De ved, at når det er billigt, så er det nok også en knock off.
De køber heller ikke deres Vuitton-tasker på nettet.
De går ned i butikken og snuser til materialerne og drikker 'pagne og gør en dag ud af det.
Så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor nogle ulyksalige danskere, der var blevet bondefanget, gad stille op i medierne (nyhederne, engang i sidste uge) for at udstille deres forkælede dumhed.
Dem har jeg svært ved at være nede med.
Man må betale, hvad det koster.
For alting.

Næste levende emne.

2. Dem, der var med i Luksusfælden for to uger siden.
Lad os undgå yderligere offentlig ydmygelse og lade beskrivelsen stå ved dét - stort set. 
Der var tale om to yderst gældsatte mennesker - det var måske et par i en relativt ung alder, hvilket vil sige, at de i gennemsnit var cirka 23. 
De ville gerne have børn, men havde ikke råd til det og fattede ikke hvorfor.
Endvidere havde de et hus, der var fyldt med hjemmegjorte huller, og som endda var placeret UDENFOR en lille jysk landsby.
Derudover havde de alskens nymodens elektronik, både indvendigt og udvendigt, og sidst, men ikke mindst, drømte de om at blive en børnefamilie.
"Fair nok", kan man tænke, for tingene kan jo vokse selv den bedste over hovedet, og pludselig banker virkeligheden og lysten til normalitet på - derfor tilkalder man assistance.
 - Ja, right, but wrong.

For nu var der bare lige det ved det, at parret ikke som sådan ønskede hjælp til at nå deres mål, som var et barn, eller til at få styr på deres økonomi, som var lort.
De ville egentlig bare gerne ha' eksperternes hjælp, så de, udover at købe flere ting, også kunne få råd til at slå ud med armene overfor deres venner.
- Jamen, sådan var det; det er ikke noget, jeg finder på.
Måske havde de i virkeligheden bare meldt sig til Luksusfælden for at få den gratis gave, som folk får, når de har været dygtige - bare uden at være dygtige, selvfølgelig.
Igen er vi tilbage ved dét med, hvor svært det er at acceptere, at ting koster og at livet koster.
Man kan ikke få det hele. 
Men vi lever i et samfund, hvor vi forventer netop det; det hele.
Hverken mere eller mindre end alting.

Og dét var egentlig pointen, men ingen skal snydes for det tredje eksempel:

De dér folk, der var skidesure over trafikstøjen fra eksempelvis Jyllingevej.
- HELT ÆRLIGT!
Så dukker der lige nogle mennesker op på en god kanal i den bedste sendetid, og de brokker sig over bilernes larm, som de kan høre fra deres hus, som ligger, ikke i indre København, men lige ud til Jyllingevej. 
Har man hørt noget så fjollet.
Fra husejerens side kom hjerteskærende historier for dagen, om hvordan manden bare altid havde DRØMT om at bo i det kvarter, og hvordan de var blevet BONDEFANGET udover alle grænser, ved at få fremvist deres hus om aftenen, hvor trafikken ikke var så voldsomt, og hvor mange mønter det kostede at få lydisoleret hytten.
Hør. Nu. Her.
Hvis du køber et hus, der ligger ud til en firsporet vej, så læg dog lige to og to sammen inden du køber det hejs.
Programmet var uden tvivl vinklet således, at man skulle have ondt af det pågældende par.
Retorikken lægger klart op til, at vi andre skal sidde og have ondt af dem, fordi det store væmmelige boligmarked har taget røven på dem.
Nå men, det har jeg altså ikke.

Forstå nu, at man ikke kan få det hele - og slet ikke gratis.

- Der er masser af fine huse ude på landet, hvor man ikke ville finde lignende støjgener, men sjovt nok ligger de huse ikke særlig tæt på København.

- Der findes masser af stole, man sagtens kan sidde på, og som ser pæne ud, uden at de ligefrem udgør et (yderst nederen for os andre) samtaleemne. 

- At få et barn er ikke bare noget, man lige gør, fordi vinden vendte, eller sådan noget. Det er en stor beslutning. 
Og hvis man i gennemsnit er 23, og gerne vil feste, ha' surroundsound, fladskærm og iPads, så er det måske ikke lige tidspunktet.

Vi vil ha' alt, og vi vil ha' det nu.
Men vi må simpelthen bare lære at vente.

From lashes to ashes

Det er da utroligt, hvor stor en forskel sådan et par øjenvipper gør!

Jeg har gennemgået en krise af vilde dimensioner i dag.

I går købte jeg en så fancy elektronisk indretning som en øjenbrynstrimmer - undertegnede har jo i mange år trimmet brynene med en neglesaks, fordi min smertetærskel ligesom ligger laaaangt før pincet-relateret smerte.
Men indrømmet - en neglesaks er ikke lige så smart.

Og hold da helt op, manner, hvor sådan en øjenbrynstrimmer er fiks!

... Dog lidt for effektiv, viste det sig i dag, for da jeg tog mascara på, inden jeg skulle på tur med papa-roomie, afslørede min mascara i allerhøjeste grad, at en tre-fem ret så centralt placerede af mine HØJTelskede vipper, af RIGTIG fornuftig længde, måtte lade livet i gårsdagens trimning.

Var grædefærdig.
Lod med det samme papa-roomie vide, at hvis jeg havde været 15, kunne det have været årsag til selvmord.
Eller i hvert fald total isolation.

Forberedte forstående, men i situationen lidt for højtgrinende, omgivelser om, at jeg nok lige ville surmule lidt.
Og det gjorde jeg så.
Jeg gik gennem alle de ellers opreklamerede faser for bearbejning:

1. Isolation:
Ja, det giver jo sig selv, i forhold til, at jeg seriøst overvejede om mit nylige æstetiske handicap ikke fratog mig retten til at færdes blandt mennesker med normale øjenvipper.

2. Vrede:
Man bliver selvfølgelig enormt vred på sig selv over slig sorg og selvskabt plage.

3. Forhandling:
Den fase gennemgik jeg, da vi holdt ind omme ved Brugsen og jeg blev siddende i bilen (på grund af 1. fase). Slog spejlet ned for at tjekke, om det nu også var så slemt igen. Det var det.

4. Depression:
Den fase indtrådte, da jeg googlede mit problem og der straks kom utallige hits med overskrifter som "fuck altså" og "nooooo!", hvor mere eller mindre ukyndige kvindfolk anslog, at det tager mellem 4-6 uger for øjenvipper at gro ud og at det i øvrigt varierer meget.
Der slap jeg lige grebet i forhandlingens gren og faldt lidt dybere ned i fortvivlelsens dybder.
I øvrigt skammede jeg mig i fjerde fase også over at være så overfladisk og tænkte på alle de stakler, der fra naturens hånd har nærmest ikke-eksisterende øjenvipper. Og dem, der er ved at dø af sult eller af krig i Syrien, for eksempel.

5. Accept:
Jeg må vel have accepteret min nylige episke fail, cirka deromkring hvor jeg kommanderede papa-roomie til at holde ind ved Matas, så jeg kunne få ordentlig hjælp af en ekspedient, der MINDST måtte være materialist af hjertet, for at jeg gad ha' hjælp, og at hun skulle besvare følgende testspørgsmål korrekt:
Ville du betragte niveauet af din viden om kosmetik og din flair for folk og deres farver, som:
a) Perfekt
b) Mangelfuld
c) Jeg er ny i job.
Tænkte, at hvis hun i øvrigt foreslog rød læbestift, så var hun totalt dømt ude.
Besluttede nemlig i denne fase, at jeg de næste 4-6 uger overhovedet ikke vil gå med øjenmakeup, da det jo var den forrædderiske mascara, der overhovedet bevirkede, at jeg opdagede katastrofen (nej, det ord er ikke for voldsomt.)
Det næste stykke tid må jeg prøve at vænne mig til at fremhæve læberne.
(Det er bare virkelig noget tis, fordi, at øjnene er sjælens spejl og læberne og munden er sjælens afløb for ordbræk...)

Ak ja, sikke en hård dag fyldt med prøvelser.
Det ville jeg ikke byde min værste fjende.

... Og nej, der kommer ingen billeder!

Første tur på crosstraineren

Halvanden kvadratmeter af repoet på førstesalen i præstegården er nu forvandlet til undercover torturkammer.

Papa-roomie har nemlig investeret i en crosstrainer.
"Fedt!" tænkte undertegnede, "så behøver jeg officielt kun gå udenfor, når jeg skal hente smøger!"
Det med smøgerne er stadig sandt.
Men den positive "totalt fedt"-indstilling er det allerede så som så med.

Papa-roomie viste mig i manualen, hvor det foreslåede nybegynder-program stod anført.
"Ja, mmm, helt sikkert," sagde jeg, "jeg er sgu da ikke nybegynder - man er vel under 70 og har prøvet at bevæge sig hastigt før!"

Well.
Som bekendt står hovmod for fald.
Og jeg er helt sikkert nybegynder.
Min playliste "Motionista #2" gav skam lidt ekstra energi, men nybegynder - det kan jeg ikke løbe fra at være (ville faktisk slet ikke være i stand til at løbe fra noget som helst, om det så gjaldt mit liv, lige nu.)

Efter en halv time med intervaltræning, måtte jeg, med sveden haglende af mit sædvandligvis yndige Jeg, bevæge mig pinagtigt langsomt og forsigtigt ned af trappen, mens jeg klamrede mig til gelænderet, imens jeg tænkte, at motion virkelig er af det onde.

Jeg så omtrent sådan ud:

Highlights fra Motionista #2:

 

Monkey King - Charlie Campari

 

Only to Haunt You - The Von Bondies

 

Thorn In My Side - Eurythmics

 

Santa Monica - Everclear

 

Overload - Mom's A Mannequin

 

Ghosts 'n' Stuff - deadmau5

 

Så er det om i køen!

De siger, det er skidevigtigt at være forberedt på fremtiden.
Og det er så vigtigt at gøre, som "de" siger.
Ok, så.

Med udsigt til arbejdsløshed, som er skræmmende tæt på (vi snakker 1. september, og så er mor tilbage på dagpenge, unger!), så kan man ligeså godt indstille sig på at skulle til at gøre, som "de" siger - igen.

Derfor har jeg købt nye joggingbukser.
Trods de sidste fire måneders rige arbejdsliv, har jeg nemlig alligevel formået at slide hul i det gamle par - sådan er det, når man ikke arbejder otte til fire, eller et andet træls sted med et "ungt og friskt arbejdsteam", men i stedet kan slippe afsted med at sidde foran skærmen derhjemme.
Der er der nemlig ingen dresscode, man kunne bare lige hurtigt skifte til upåklagelig hverdags-elegance, når en situation krævede det - åh, GUD, hvor har jeg elsket det!

Nu skal jeg være arbejdsløs igen.
Og jeg regner med at bruge endnu mere tid i mine joggingbukser end jeg har gjort de sidst måneder.
Det kan sagtens lade sig gøre.
Sidste gang gik det ikke så godt med at hænge på hjørnerne og hamre bajere, og jeg nåede heller ikke at spilde så meget som et minut af mit liv på Jobcentrets dødsgang, hvor næste stop er eksistentielt selvmord, for mange stakler.
Tilstanden af arbejdsløshed er ikke engang indtruffet endnu, men jeg får svedige hænder og hamrende hjerte ved tanken om at få liiige lidt mere tid end jeg har brug for.
Detendergaaaalt....!
Moralsk forsumpelse ligger lige om hjørnet, for hvad hulen skal jeg lave?
Det kan godt være, A-klassen ringer og insisterer på at hjælpe mig med C.V. eller ansøgning, men sagen er, at jeg ligesom har nået at optimere begge dele, mens jeg har arbejdet.
Synes jeg da selv.

Og den sidste prædiken er klar, vielsestale til lørdag er klar:
Jeg har absolut intet at foretage mig - og med "foretage" mener jeg noget med at skrive, nørkle med salmer, bekymre mig om ukendte udfordringer whatever, bare et eller andet.
Det lyder måske som en stressagtig situation, i stressforskrækkedes ører, men tag en chill pill - det har intet med stress at gøre.
Det har snarere med mangel på formål at gøre.
Eller bare mangel på mål.

Helt ærligt.
Jeg har nærmest lige været dér i den utilfredsstillende træden vande imellem det ene og det andet.
Det' lort.

Og det, der venter i den nærmeste fremtid, er noget med at få købt de dér rundsave på Amazon eller sådan noget, for dem får jeg nok brug for.
Men de sidder sgu aldrig ordentligt på mine albuer - jeg har aldrig prøvet et par rundsave, der passede.

Så i dag har jeg gået (læs: siddet/ligget) mine nye joggingbukser til.
De skal lige lære, hvordan tingene bliver fremover.
Det kan godt være, der står "Everlast - Sporting Goods" på dem, men det kan de glemme alt om.
Så vi har set Little Miss Sunshine, Funny Games og The Sweet Hereafter.
Og Carrie Diaries.
Sådan bliver dét bare.

Så, fremtid, hvis du hører mig, så kan du godt komme an!
Jeg har ikke tænkt mig at ta' del i dig, sådan for realz, før der sker noget totalt fedt.

(Som f.eks., at jeg skal til København i 10 dage i starten af september - men det passer bare lige ikke ind i herværende bitterblog.)

Jeg er alene, altså tænker jeg.

To døgn ene og alene i præstehytten.
Det har egentlig været meget fedt.
Man kan jo godt li' det skidt.
At passe sig selv og gøre hvad man vil og være heeelt stille...

Så jeg har chillet max - og faktisk IKKE drukket vin (wow!)

Kom til at bestille Viaplay.
Det er jeg meget tilfreds med,
for efter at have set snigpremiere på Paradise Hotel, kunne jeg bare starte på Paradise Reunion, jo.
Og en masse film.
Bare se og se og holde kæft iført min morgenkåbe.

Tanker, undfanget i alensomheden:

1. Stort hus på landet er lidt uhyggeligt om aftenen. Min gyser-inficerede hjerne kan ikke forstå, at der er større sandsynlighed for, at aftenen bliver totalt begivenhedsløs end at der bryder en fremmed ind og dræber mig.

2. Stort hus på landets uhyggelighedsfaktor øges betydeligt af manglen på gardiner i hele huset (bevidst valg fra papas side, i øvrigt.) Det er sket mere end én gang, at jeg er blevet forskrækket over mit eget spejlbillede i vinduet.

3. Stort hus på landets uhyggelighedsfaktor MINDSKES betydeligt, hvis man lukker alle døre til værelser, man ikke skal bruge til noget og tænder lyset i resten af huset. "Se, fremmede mordere, her er masser af folk hjemme!"

4. Det er sjovt, at der i køkkenet findes en brødkasse, men at alt brødet altid ligger ovenpå den.

5. Det er sjovt, at her i huset er svaret på spørgsmålet "hvor er mine cigaretter" altid "de ligger på emhætten." Der er ingen emhætte, man kan lægge ting på. Men det var der i den gamle præstegård, og der lå cigaretterne altid. Her er der en træhylde ved siden af køkkenvasken, som sidder i emhætte-højde, og er det nye hjemsted for cigaretter: Altså "emhætten."

6. Ude at løbe både i dag og i går - jeg må ha' et uudtalt dødsønske.

7. Hende der Susan K. er sgu egentlig meget sej. Hun vil helst ikke stå ved, at hun er andet end patter og platinblondhår, men hun "har altså andet mellem ørerne end sin næse", som forfærdelige Drago ville sige.

8. Hvorfor prøver jeg overhovedet på at se gysere når jeg er alene hjemme og det er aften? Sidst det skete, på Gammel Konge-Køgevej, resulterede det i total panikangst og paranoia. I går prøvede jeg igen med The Strangers. Måtte slukke efter tyve minutter, inden de dér "strangers" faktisk brød ind i huset, fordi det var ved at give mig hjertestop, da den mandlige hovedrolle trak et larmende badeforhæng til side - uden at afsløre nogen trussel, vel og mærke...

9. Hvad sker der for Cameron Diaz? Nogle gange synes jeg bare, hun er SÅ smuk, og andre gange er hun det mest irriterende grimme menneske, med små stikkende øjne, jeg nogensinde har set (bortset fra de dér mennesker, der af en eller anden grund er ude af stand til nogensinde at lukke munden helt.)

10. Det er underligt, at man kan savne et menneske så voldsomt, når det kun er fire døgn siden man sidst så vedkommende. Det føles som om, det er flere måneder siden sidst.

Min kulturkanon

Hvis nu jeg måtte bestemme over ting, og det ville unægtelig være rigtig sjovt for alle,
så ville den danske Kulturkanon nok se lidt anderledes ud end den gør.
Langt henad vejen er den jo fandme kedelig og fyldt med elitært smagsdommeri.

For det første ville arkitektur og design/kunsthåndværk i en lang redaktionsproces
nok ende med at blive helt udeladt, i min endelige Kulturkanon.
For det interesserer jeg mig bare ikke for, sådan rigtig.
Ikke yderligere end, at minimalisme gør mig nervøs og jeg elsker gammelt ragelse fyldt med støv (ellers var jeg sgu nok heller ikke blevet teolog.)

Hvis en bygning kan holde og er ok-indrettet til sit formål, så synes jeg, det er god arkitektur.
Og ligeledes, hvis en kop kan holde på en kop neskaffe og en stol kan bære et menneskes vægt og ikke er totalt ubehagelig (for eksempel er pigge på sædet en decideret dårlig idé),
så synes jeg, det er henholdsvis fremragende kunsthåndværk og design,
og fucking ligegyldigt om stolen er indkøbt på tilbud i Bilka og nærmest dumt,
hvis det er en Syver til knapt 3000 kroner.
Faktisk synes jeg måske lidt, at dyrt design er en forbrydelse mod menneskeligheden,
for hvis man går så svinsk meget op i materialisme, så mangler man nok noget anderledes essentielt i sit sind (og en dag ender man måske i Luksusfælden, sammen med Katja K. og Fetterlein og de andre forbrugeriske båtnakker.)

Nå, det er åbenbart umuligt for mig at skrive noget som helst, uden at der fletter sig brok ind.
Big surprise og alt det dér, og tilbage til min Kulturkanon.
(Den skal i øvrigt udtales med tryk på sidste stavelse - fordi den ER kanon, intet mindre.)
På grund af ovenstående, som trods brok-faktoren er gældende, har jeg selvfølgelig begrænset mig i afsnittene om arkitektur og design/kunsthåndværk.
Og for ikke at gå helt over gevind, nævnes kun én ting ved hver kategori.

Arkitektur
Landets kirker - især de gamle. De er for pæne til at man kan lukke dem, i hvert fald.

Design/kunsthåndværk
Tranquebar: Stel er røvgrimt, hvis man stiller hele molevitten frem til gæster. Alt med måde. Og Tranquebar er fint og anvendelig og kan kombineres med billigt lort - og dén kvalitet sætter jeg stor pris på.

Billedkunst
Jeg er ikke en syg kunstnørd, med grimme avantgarde briller og asymmetrisk hår, eller noget, men jeg interesserer mig nok for kunst til at synes, at "brølende hjort i skovkanten" og "Aftenstemning ved Tord sø" er en hån for æstetikken - med mindre, ejeren af den sofa, de hænger over, nu bare er en hjort-og-aftenstemning-kind-of-mormor.


Michael Kvium er my kind of guy.
Ham har jeg altid været fascineret af.
Kønne er hans billeder ikke, men nu mener jeg personligt heller ikke, at "kønt" er kunst.
Det er faktisk nærmest modsat.
Og grimhedens æstetik er jeg nede med.

                                          As Domestic as Milk and Oil III, Kvium, 1995
Film
Hvad er dén af - ! Her er jeg faktisk enig med den officielle Kulturkanon; for hvad er Matador andet end indbegrebet af dansk filmkultur? Det gør mig altid en smule skeptisk, når jeg møder én, der ikke har set Matador. Ikke, at alle partout behøver at være megaMatadornørd ligesom mig selv,
som altid er i konstant søgen efter passende modstandere til Korsbæk-spillet,
eller kunne citere den til enhver tid, både når det passer perfekt og når det ikke liiiige helt passer, men indforståede alligevel vil kunne forstå det.
Da jeg var lille nød jeg at falde i søvn på sofaen i stuen når andre så Matador, og nu ser jeg den jævnligt - faktisk er jeg altid i gang med den.
Altid kan man opdage nye ting eller lægge vægt på en anden problemstilling i serien end man gjorde sidst.
Nogle gange har man mest sympati med Mads Skjern, andre gange ved man lige nøjagtigt, hvordan Elizabeth har det!
Her når jeg klimaks hver gang, uagtet hvem sympatien lige ligger hos i dén måned - kuldegysninger konstant, tårer fra "syg i hovedet? Det er DIG, der er syg i hovedet!":

                                          Matador, afsnit 24 "New Look."


Litteratur
Hans Kirk er min ultimative yndling blandt danske forfattere.
Man kunne umiddelbart tro, det er kedeligt at høre om et vestjysk indremissionsk fiskersamfund i slutningen af 1800-tallet, men så tager man voldsomt fejl, for sikke de dog kan hore, komme i ulykkelige omstændigheder og generelt være ret så umoralske sådan et sted!
Totalt actionpacked.

Musik
Det ville falde mig utrolig nemt at nævne enten Den Danske Salmebog og endnu nemmere at nævne Højskolesangbogen, så det gør jeg derfor ikke.
I stedet vil jeg nævne Steppeulvene, som Danmarks første rigtige hippie-beat-band, og derfor, i mine øjne, grundlaget for al dansk rockmusik.
Danmarks svar på Beatles, med andre ord, også selv om populariteten aldrig blev så omfangsrig (hvem gider også det) og selv om karrieren blev meget kort og intens.
Bevares, havde de ikke eksisteret, var nogen andre jo nok blevet de første, men hvis og hvis og hvis mig et (h)vist sted!
Steppeulvenes tekster var særegne. Der har aldrig været noget ligeså fabelagtigt i den genre siden, og det kommer der heller aldrig, så er det sagt.

https://www.youtube.com/watch?v=AA25xDoiQZQ
Steppeulvene, "Jensen", HIP, 1967.

I pity the fools...

Næh, sagen i Mejdal som sådan mener jeg fortsat, der ikke er meget at sige om.

Til gengæld har den da åbnet for de verbale lortesluser,
bedre kendt som alle Danmarks selvbestaltede eksperter.

De kan blandt andet kendes på, at de altid er cand. noget-helt-andet end dét, de udtaler sig om.

Ofte er det i øvrigt tilfældet, at de er uddannet indenfor noget så snævert, nørdet og specialiseret,
at man kan undre sig over, hvis de nogensinde har troet, deres fremtid kunne bestå af andet end "coaching", "blogging", og udspyelser af forudindtagede, gennemsubjektive udbrud,
som, trods det såkaldt provokations- og aktuelle skarpheds-indsvøbte skalkeskjul,
er nemt at afdække som tyktflydende blabla af værste skuffe -- i den bedste sendetid.

Det er for eksempel tilfældet i indslaget fra Go' Aften Danmark,
hvor blogger og "mag. art. i litteraturhistorie og fast gæst i Søndagsfrokosten på P1",
Anna Sophia Hermansen, i en paneldebat, hvor hun i øvrigt sidder på nåle for at stjæle ordet,
udtaler sig om, hvorvidt præster bør være troende.

Anna Sophia Hermansen svarer klart og tydeligt "nej" til dette spørgsmål.
Hun mener, at en præst skal "bekende sig til de kristne værdier."
Og mens hun gør små bestemte nik med hovedet, der skal få os TV-dumme danskere til at forstå, at hun virkelig mener hvad hun siger, og mens øjnene lyner af vid og aktuel skarphed,
siger hun, at hun "sætter pris på, hvis en præst ikke bekender sig til brændende buske, der fortæller folk, at de skal slå deres børn ihjel."

Åh, kan man andet end at elske denne generalisering af en gammeltestamentlig myte, der ligger højt på listen over udbredte misforståelser!
Så vidt jeg er informeret var der tale om én brændende busk, der talte til ét menneske og ét menneske, der fik besked på at slå sit barn ihjel, og endvidere er der tale om to forskellige historier.
Så meget for din skarphed, frøken Cand. Absolut Ingenting.

Og Anna Sophia Hermansen mener, at det er ligegyldigt, om præster tror på nisser eller UFO'er.
Hvilken herlig sammenblanding af en masse ting, der intet har med noget at gøre!
Jeg bliver aldrig træt af at høre på lægfolk, der udtaler sig hårdt og firkantet om tro og Gud og den slags, på en måde, så det bliver klart for enhver, at de ikke har nogen form for kendskab til, hvad det indebærer at tro på Gud, men gang på gang reducerer slig tro til noget "overnaturligt vås."

Hvad skal en præst så kunne, i Anna Sophia Hermansens øjne, kan man spørge?
Jo, ser du:

" (...) at de er i stand til at hjælpe os med at udholde livet, med at håndtere døden, med at ta' hånd om kærligheden. Det er de ting, jeg synes en præsts opgave går ud på - om vedkommende tror på Gud eller ej - jeg er fuldstændig ligeglad."

Jeg ville gerne spørge Anna Sophia Hermansen, hvorhenne hun tror, præsterne skal finde styrken til at bære dét ansvar, som hun beder dem om, hvis ikke det er i troen?
Efterfølgelsesteologi har begrænset at sige mig, men netop her kan der drages en ok parallel til ham dér Jesus, som bar hele menneskehedens synd på sine menneskeskuldre!
Rimelig tungt for de fleste - selv tungt for Guds egen søn.
Og byrden, som præsten forventes at kunne og skulle bære er tilsvarende omfangsrig, for i dét tilfælde er der tale om et menneske, som alle andre, der skal bære sognet.
Og teologer og pastoralseminarister og præster vil vide, at den slags vægtløftning ikke hører med til uddannelsen!
Hvis ikke man tror på, at det ansvar, der følger med det embede, man bestrider, er velsignet af Gud (og mennesker), hvordan skal man så nogensinde kunne blive i stand til at udstråle bare 20% af den rummelighed og af det overskud, som menigheden, og præsten selv, forventer?
Hvordan skal man vejlede folk i deres livs største sorger og lykkelige stunder, hvordan skal man kunne gå fra en sørgelig begravelse til et lykkeligt bryllup, hvis Gud ikke er med?
Det kan man ikke forlange af mennesker alene.

(Og nyd i denne sekvens af indslaget i øvrigt Anna Sophia Hermansens brug af hovedrysten, panderynken og opspærrede øjne, der understøtter den glimrende retorik!)

Eksemplet, som Anna Sophia Hermansen nu paralleliserer til, med, at jordemoderen, der bragte hendes søn til verden, måske ikke havde nogen børn selv, og at det da også kunne være lige meget, dét kan hun i mine øjne i øvrigt stikke skråt op.
En jordemoder har modtaget en praktisk uddannelse, og er altså fuldt ud kompetent til at bringe børn til verden, hvadenten hun har prøvet at føde selv eller ej.
En præst, derimod, får først sin egentlige praktiske uddannelse, når vedkommende er i embede.
Én begravelse skal jo være den første - men hver begravelse er unik for de pårørende.
Rutinen (ja, sådan en kommer der jo) kan selvfølgelig være en hjælp, men den kan også være farlig.

 Herren i midten af panelet, som er erklæret ateist og tror på sig selv, sin virksomhed og sin computer, og derudover betragter præster som "sælgere",vil jeg ikke kommentere yderligere ind på end følgende:

Jøsses, hvor er det træls, at der er så uendeligt mange irriterende mennesker,
der skal pisse mig af hele tiden, når de åbner for deres belortede blabla.
Hvis vi nu allesammen udtalte os om de ting, vi faktisk vidste noget om,
så ville det nok være mindre irriterende for os alle at være her.
Men ellers kunne det da også godt være, jeg bare skulle til at ævle op og ned på bloggen og i fjernsynet om litteraturhistorie eller jura, eller noget....

UPDATE, 23. januar:
Det er lige kommet mig for øje (!), at panelets tredje medlem, som jeg egentlig synes sagde nogle ok-ting, dog på en lidt udvandet og diffus måde, er ingen anden end Paula Larrain.
Kunne ikke genkende hende, fordi hun i dagens anledning var trukket i sit "seriøs repræsentant for menighedsrådet"-look, hvilket består af tilbagetrukket hår, briller, rullekrave og blazer, hvis du skulle spørge fra nogen. Udsagnet om, at de i "hendes" sogn er "socialpietister" står nu i et helt andet lys.
Til daglig er Paula glad for at synge og sætter pris på den uvurdérlige skat fra Højskolesangbogen,
men men men, hun er naturligvis også coach og har en fortid som blogger..... Pity!

En læserstorm i et glas vand

Der er ordkløvende kævlerier en masse, fra såvel såkaldte eksperter samt læsere,
i dagens udgaver af Politiken og Kristeligt Dagblad.

Hvad bilder de sig ind i Mejdal?!
At søge en præst, som tror på Gud?!
Aldrig har man da kendt mage - lyder det fra de kloge.

Det er nemlig meningen, at dette krav til en præst bare skal ligge uudtalt mellem linjerne.
Det giver ligesom sig selv, at præsten tror på Gud, mener nogen.
Og andre mener, at dette, som før var selvindlysende sandhed, er blevet mindre selvindlysende - og det begrundes med sagen om Thorkild Grosbøll; præsten, som (efter sigende) afviste at tro på "en skabende og opretholdende Gud."
Og atter andre, såsom vores egen kirkeminister, mener, at det er en meget uheldig formulering.
Og formanden for Præsteforeningen mener, at der med kravet er tale om "sindelagskontrol" og kvantitativ måling af tro.

Jeg undrer mig en smule over, hvordan alle disse kloge hoveder kan få så mange forskellige og modstridende fortolkninger ud af det ovenstående udsagn fra jobopslaget,
som hele stormen grunder på.

Misforståelsen af Grosbøll


Når der refereres til Grosbøll-sagen, fremhæves altid hans udsagn om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.
Det må ligesom være essensen; dét, der skabte røre og ophidselse landet over, og som altså har nu har fået Mejdal sogn til eksplicit at kræve, at deres kommende præst er troende.
De er bange for ellers at få en Grosbøll, siger dagens udgave af Politiken.
I Danmark sættes der efter sagen om Grosbøll lighedstegn mellem hans opfattelse og mangel på tro.

Personligt har jeg ikke læst Grosbølls prædikener, men ud fra hans centrale formulering, kan jeg ikke se problemet med den.
Fælles for betegnelserne om Gud som "skabende" og "opretholdende" er, at Gud fortsat virker i verden.

Der er altså i mine øjne tale om et spørgsmål om grammatisk brug af kort og lang tillægsform:
Jeg mener heller ikke, at Gud er skabende, altså, at han stadig skaber.
Gud har skabt.
F.eks. er mennesket "skabt."
Det vil ikke sige, at Gud har formet hver enkelt af os i ler - det ved vi.
At mennesket er "skabt" vil sige, at det er begrænset - altså ikke evigt.
Og eftersom intet menneske hidtil har levet evigt, så må den jo siges at være god nok.
Vi er skabt og herefter er vi på egen hånd, som verdens opretholdere og overladt til vores egen og andre menneskers frie vilje.

Gud er nemlig ikke opretholdende - det vil sige, at Gud ikke virker i naturlovene, biologien eller på anden vis griber ind eller viser sig i verden.
Man hører fra tid til anden mennesker begrunde deres mangel på tro med, at "hvis Gud findes, hvor var han så, da jøderne blev dræbt i koncentrationslejrene", at de ikke kan tro på Gud, fordi Han lader børn dø og lignende. 

Men koncentrationslejrene var menneskeskabte, og at lægge ansvaret over på Gud i dette eller lignende spørgsmål er at fratage den menneskelige ondskab ansvaret.
Mennesker gør forfærdelige ting mod hinanden.

Og naturen gør forfærdelige ting mod menneske - men det er ikke Gud, der sidder og laver tsunamier og jordskælv for sjovs skyld - vi ved jo allesammen, at disse ting har logiske årsager, der har med naturen selv at gøre.
Konsekvenserne kan være ubegribeligt omfattende og ramme mange mennesker - men det er altså ligesom for barnligt nemt og uoplyst at give Gud skylden.

Og Gud lader ikke børn dø:
Børn får sygdomme og dør i tragiske ulykker og det er uendeligt forfærdeligt og uretfærdigt og meningsløst - men det er ikke Guds skyld.
(At det så er helt i orden at skælde ud på Gud, når livet er uretfærdigt er en anden sag - men han ka' ta' det.)

At man ikke tilslutter sig påstanden om "en skabende og opretholdende Gud", behøver altså ikke at betyde, at man er fuldstændig gudløs.
Jeg mener faktisk, at det vil sige, at man tillægger mennesket et større ansvar og dermed en større betydning, end hvis man blot tilskriver Gud hele ansvaret og hele skylden.

Men en apologi for Grosbøll nytter nok ingenting, for en udbredt misforståelse har det med at blive til en ny sandhed.
Og sagen er, at her i det kulturkristne Danmark mener den kirkefremmede, hellighedshadende og syndsfjendske befolkning altså bare, at man vil ha' en præst, som tror på dét, de ikke selv kan tro på.

Tro som forudsætning for bestridelse af præsteembedet

Langt henad vejen er jeg enig i, at det bør være indlysende, at præsten tror på Gud.
Hvis vedkommende er præst i Folkekirken, har han/hun jo i hvert fald før sin ordination (den ceremoni, hvor man i grunden først rigtigt bliver præst - al uddannelse og boglig visdom til trods),
underskrevet Præsteløftet, hvori der blandt andet står at kandidaten "vil beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt".
Derudover omtales sakramenterne (dåb og nadver), ritualerne, nådens midler, troens lærdomme og embedet som "hellige".
I Ordinationsløftet, altså løftet, som afgives under selve ceremonien, bekræfter kandidaten, som nu er ordinant, i øvrigt at ville "prædike sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at forvalte de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse".

Har man skrevet under på Præsteløftet hos biskoppen og bekræftet Ordinationsløftet for gejstlige samt menighed offentligt i kirken, så er det i min optik netop indlysende, at troen må være implicit.
Ellers har man løjet.
Dog har man ikke forpligtet sig på en bestemt tro, anden end den, der også er at finde i de luthersk-evangeliske (folkekirkelige) bekendelsesskrifter. 

"Den Nye Oplysning"

Mejdal sogn beskyldes i øvrigt for "sindelagskontrol" og der tales igen om den kvantitative måling af tro (som sammen med målingen af lykke får mig til at mene, at vor tid kunne skifte navn fra det diffuse "senmodernitet" til "den nye oplysning".)
Stik imod hvad de kloge fortolker sig frem til, har Mejdal sogn jo netop ikke specificeret hvordan eller hvor meget deres nye sognepræst skal være troende, hvilket Karsten Nissen, biskop over Viborg stift, også har påpeget.
For selvfølgelig kan man ikke lave en quiz, hvor resultatet anslår mængden af tro i procent!
Det er jo simpelthen så dum en tanke, at man må spekulere over, hvornår vi glemte konsekvenserne af Oplysningstidens tilsidesættelse af det åndelige fremfor fornuften og Den Franske Revolution.

En læserstorm i et glas vand

 "Vi søger en præst, der er troende og optaget af at forkynde og formidle evangeliet for alle - børn - unge - voksne og ældre."

Sådan lyder en brøkdel af jobopslaget fra Mejdal sogn.
Dét er åbenbart foruroligende og ikke på sin plads,
for formuleringen har i dag startet en mediestorm, der måske nok ikke ligefrem er en medietornado,
men som alligevel er helt ude af proportioner, i forhold til, hvad den bygger på.
Hvis man nærstuderer læsernes respons, er de langt mere forstående overfor formuleringen.
Som læser synes jeg ikke, at der er noget som helst anstødeligt ved jobopslaget, og som vordende sognepræst og nuværende jobsøgende, studsede jeg da heller ikke det mindste over formuleringen,
da jeg stødte på den i Præsteforeningens blad.

Og hvis man vil søge stillingen og hører til dem, der er faret i flint og vil ha' tingene på det rene,
så kan man da benytte sig af tilbuddet til slut i jobopslaget:

"Vi drikker gerne en kop kaffe/te sammen med dig inden du evt. sender din ansøgning."

Så er der vist kogt suppe nok på dén pølsepind.

Udenfor murene

Hvad laver man, når man er på dagpenge?
Bruger dem, selvfølgelig.
Men hvad laver man så i den fattige (og latterlige) karensmåned, egentlig talt?
Man skal fandeme passe på, man ikke forsumper og begynder at ødelægge det for andre, fordi man røvkeder sig, i hvert fald.
Jeg for mit vedkommende har ikke i løbet af de sidste 21 år prøvet én eneste periode, hvor jeg ikke vidste, hvad der ventede lige om hjørnet.
Og det var ligesom om, det ikke rigtig bekymrede mig så meget da jeg var 5, så jeg har altså ingen erfaringer at trække på.

- Startede med at komme hjem på juleferie og lykkeligt proklamere, at nu gad jeg sgu ikke læse mere teologisk relevant litteratur lige forløbig - nu skulle der læses "blot til lyst", og blandt fars mange bøger gik jagten ind på en bog, der kunne stå til måls med mine nyligste og ret så bredt dækkende læsesucceser, som omfattede Martha Christensen, en bog om Jeffrey Dahmer og MC Einars selvbiografi.
Intet vakte begejstring - jeg endte i seng med bind 1 af Luthers samlede værker. FAIL.

- Har set spændende doku om Leonardo Da Vinci.
 Han ville sikkert ha' syntes godt om at være officielt arbejdsløs og på dagpenge. Hold kæft, et geni.

- Undgår fortsat den litterære og svært hypede Ken Follett-fælde.
Hvorfor læse, når der er lavet glimrende filmatiseringer? Fik aldrig fat i, hvad munkefilmens navn egentlig var, men den var awesome.

- Spiller guitar igen. Fantastisk, selv om det fortsat lyder fælt i egne ører - dog forstyrrende for projekt Lange-Dame-Negle. Det er åbenbart umuligt at tage et D med langefingernegl på over én milimeter.

- Har gået rundt i centrum med de andre subsistensløse klokken 13 og følt et reserveret, asocialt sammenhold, os i mellem. We're losers and we know it.

- Ugens optur: Da jeg i Word Feud skrev "feudale" og fik over 1000 point. Yay!

- Er startet til køreundervisning.
Har altid frygtet det pis, og jeg er en frygtelig medpassager (totalt Hyacinth Bucket-agtig) og tuder, hvis nogen kører bare lidt hurtigere end fartgrænsen påbyder. Så det skal nok blive spændende, når jeg i næste uge skal sidde bag et rat for første gang.
Jeg har lært, at der er noget, der hedder "ABS-bremsesystem", og jeg har lært, at folk omkring de 17-18 år er ligeså ærgerlige som folk på 13-14 år.

- Læser Jan Poulsens Eik Skaløe-biografi, "Spejder og Steppeulv".
Første halvdel var en blanding af underlig og bare sølet ind i røv og nøgler, for spejder-delen af Eiks liv er sgu ikke lige dét, der er interesserer mig OVERHOVEDET. Fuck spejdere. I øvrigt var første del tydeligvis baseret på rimeligt få faktuelle oplysninger. Anden del er langt mere konge. Stoffer, rejser i Mellemøsten, Iben, apotekerbræk o.s.v. Og snart kommer selve musikdelen vel også.

- Har drukket mindst to genstande hver dag.
Det forventes vel nærmest, når man er arbejdsløs. Kæreste mente, mit liv burde bestå i at sove til middag og hamre bajere nede på hjørnet resten af dagen. Er gået på kompromis og sover til klokken halv elleve og drikker altså mindst to genstande. Man må i det mindste forsøge at passe ind.


Tanker har jeg også gjort nogle stykker af, men selvfølgelig hverken så mange eller så dybe som ellers, eftersom min hjerne er ved at tage skade af manglen på akademisk stimulans:

- Det er fascinerende, at alle folk i alverdens lande ligesom har vedtaget, hvad der er højre og hvad der er venstre. Det kan man godt lige stene lidt over.

- Sjovt, at ordet "bræk" ligesom lyder mere tilforladeligt end "indbrud". Et "bræk" er sådan lidt "vi skal bruge en lille fjernstyret tank, en pilsner og et pornoblad"-agtigt, hvorimod et "indbrud" er en decideret slyngelstreg.

- Hvorfor Rasmus Seebach bare er konge: Han henvender sig til børn, unge og gamle, forbliver gennemsympatisk, selv om han gang på gang bliver Ugens Brandert i Se & Hor, og hans tekster er totalt simple og man KENDER DET BARE SÅ GODT, IK'!

- Med de mareridt, jeg nogen gange har, er det godt, at mit overjeg består af fuldstændig muteret samvittighed. Hvis ikke jeg havde den, ville jeg nok være til fare for de fleste.

- Gid man kunne kysse hele tiden.

- Neskaffe er bare bedre end kaffemaskinekaffe.

- Fedt med 7 års universitetsuddannelse, og så er de eneste jobs man får foreslået fotosælger i Legoland og deltidsansat hos Kernebageren i Esbjerg. I think not.

-  Hvorfor er alt ved at være voksen bare en røvtur?
(Skal til velkomstmøde i a-kassen i morgen, og nej, jeg glæder mig ikke.)

- Where's Perry er et fedt spil. Og Angry Birds Space også. Det syntes jeg ikke, dengang jeg havde noget at lave.