Hør her, Halloweeners!!!

I dag er der en masse kulturforvirrede mennesker, der vælger at markere den u-danske tradition, Halloween.

Det har jeg selvfølgelig en masse imod.
(Jeg vil dog godt lige understrege, at Halloween som anledning til uhyggelige udklædningsfester ikke er medregnet. Den lyst forstår jeg på en måde godt, selv om jeg ikke deler den.)
Dog har jeg en ærgrelse, der i omfang nærmer sig dén, der retter sig mod Halloween.
Den ærgrelse består i, at jeg hele dagen har gået og grundet over, hvordan herværende blogindlægs Halloween-had kunne få en lidt skæv og interessant indgangsvinkel.

Altså:

Det er jo ikke nogen hemmelighed eller original opdagelse, at der med Halloween er tale om en dybt kommerciel dag.
Blandt fejladopterede ”holidays”, som stort set kun eksisterer for storkapitalens skyld, er den næsten ligeså slem som den indiskutabelt værste af slagsen; naturligvis Valentins Dag. Lad det blot være sagt, at hvad dette blogindlæg mangler i originalitet, dét opvejes der for i påtale af diverse klichéer!
Når jeg siger, at Halloween ”næsten” er ligeså slem som Valentins Dag, så er det fordi, at Halloween jo sådan set har et helt legitimt grundlag, også i Den Danske Folkekirke, nemlig Allehelgens søndag, hvorimod Valentinsdagens grundlag er historisk tyndt (fuck helgener- vi er ikke katolikker, jo) og fortolkningen af det historiske er helt ude i hampen. Men nok om Valentins Dag – den belortede flod kan vi jo krydse, når vi igen når til den!
Tilbage til Allehelgen: Engang en superkatolsk (fedt adjektiv, egentlig) vigtighed, men i dag blot en stemningsfuld ihukommelse af det forgangne års døde: En gudstjeneste, hvor navn og alder læses op i forbindelse med gudstjenesten, og hvor mange efterladte møder op og husker – sammen.

Men der er godt nok ekstremt langt fra denne fine, danske fortolkning af Allehelgen, og så til det vanvittige inferno, der møder os i butikkerne: Side om side med basunkindede nisser ser vi storgrinende, hæslige græskar, flagermus, spindelvæv, heksekostumer, som er ”extremely flammable”, specielle trick-or-treat-slikposer og hvad har vi ellers!

Jeg brækker mig over, at min Facebook-side skal inficeres med, at diverse (fantastiske) TV-serier sælger sig billigt med en Halloween-reklame.

En "helligdag" som trænger til reklame, er ikke en helligdag, der er værd at tage seriøst - come on, det var aldrig sket med jul.

 

I skolerne gør de åbenbart også et nummer ud af denne yderst tvivlsomme ”helligdag”:
Børn tegner Halloween-motiver en masse, men hvad der er værre er, at de også bliver uskyldige ofre for den nådesløse implementering af konceptet trick-or-treat.
Og derfor skal der lyde et hvæsende sarkastisk tak til de pågældende skoler!
Tak, fordi I sætter forældre i endnu en situation, hvor de bliver til verdens ledeste forældre, hvis ikke de er indstillede på at lade deres børn iføre sig denne amerikanske syntetiske skik den 31. oktober, for at gå ud og ringe på hos fremmede og tigge sig til slik, snedigt camoufleret i en nævenyttig trussel!

TAK!

Uendeligt mere relevant for den danske kultur er det, at det i dag er Reformationsdagen; det er 496 år siden, at Martin Luther slog sine 95 pavekritiske teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed skød reformationen i gang.

Dét er i langt højere grad værd at fejre, end en ind til benet kommercialiseret dag, der absolut intet har med os at gøre.
Sørgeligt, men sandt er det, at danskerne vil skide på reformationen, og at det i øvrigt næppe kan betegnes som almen viden, at den danske folkekirke er af-katoliceret.
Vi vil hellere lade os amerikanisere end værne om vores egen kulturarv, men det bliver selvfølgelig uden mig som Ofelia – og mine ufødte børn kan også godt glemme alt om det!

Jeg takker for, at jeg bor i et hus, der ikke lige ligger på en oplagt tigger-rute.

Eventuelle ”trick-or-treaters” kan se frem til en endeløs uddybende beretning af ovenstående, såfremt de formaster sig til at banke på her!

Og jeg har naturligvis de 95 teser på skrift, og er ikke bange for at bruge dem.

 

 

Skåret af en engel

En lille pige i en voksen kvindes krop, hyllet ind i pink, prinsessedrømme og fe-støv og lignende ragelse.
Hun findes derude.
Og hun er nogens mor.
Og hun er nogens kæreste.

Hendes blogs er hendes stille bidrag til verden.
Hun tilfører nogen noget med det hun skriver.
Måske bare ét menneske, men lidt har også ret.
Hun kan dog rigtig godt li' tanken om, at mange følger med og lærer noget af hende.

Og hun skriver om, hvor "stressende" det er, at hendes yogatime er blevet flyttet en halv time, så hun ikke længere kan nå at blive zen i sin indre pingvin, hver fredag efter arbejde, inden hun styrter hjem til familien og stabler et enerverende af overskud dampende måltid på benene, bag lutter smil, som inkarnationen af fucking mindfulness.

Og hun formår i den ene sætning at skrive om, hvor ringe hendes evner er i et køkken, men samtidig også lige at pakke det ind, så enhver kan forstå, at køkkenet er blot ét af de steder, hvor hun skinner klarere end selve stjernevrimlen.
Hun indrømmer blankt, at hun ikke kan håndtere kylling og mørbrad, ikke engang, hvis det er øko - der er hun utilstrækkelig, men på en politisk korrekt vegetarisk måde.

Hendes børn har mærkelige navne.
De er enestående, så deres navne er unikke.
Og hun lægger billeder ud af sine sygt bedårende børn, engleansigter med store blå øjne og virvar af hvide krøller. De smiler så pænt, at hun næsten kan bilde sig selv ind, at de billeder faktisk afspejler virkeligheden med to små børn.

Hun ønsker ikke glædelig jul, men glædeligt solhverv, selv om formørkelsen synes total.

Hun er hård ved sig selv, og hun ved det godt.
Hun ved, det ikke er sundt, men det er så svært at holde op, når hun egentlig er stolt af det.
Hvis alle andre var ligeså selvkritiske, ville der i hvert fald slet ikke være tid til at føre krige.
Og hun tror oprigtigt på muligheden for verdensfred og sender sin gode karma jorden rundt, og hun tror på, at den mindste gode gerning forplanter sig, og alt det andet, man kan læse på Gajol-pakkerne.

Hun skriver som en ung pige, der fører dagbog og låser den med en hængelås og går med nøglen om halsen.
Hun refererer dagens begivenheder, uden at tilføre det mindste gran af refleksion, og da slet ikke humor.
De mindste hverdagsting bliver vitterligt til katastrofer indeni hendes hoved, og hun gør intet for at stoppe strømmen, når først den flyder afsted.
Et eller andet sted synes hun, hun bliver et bedre menneske af at tage alting så nært.
At andre kunne lære noget af hendes anale overanstrengelse og hendes rigide systemer.

Man skal tage kontrol over sit liv, det er jo det, man skal, og det gør hun til overmål.

Et eller andet sted ville hun nok hellere bo på landet.
Så ville der ikke være så mange indtryk, der generede hende, så mange reklamersøjler, der indfluerede hendes børn, så mange fristelser, der lokkede hende til "at synde", som hun kalder det, når hun bryder sin nøje tilrettelagte madplan.
Men de her omgivelser er rigtigere.
Hun tror på, at børnene bliver mere rummelige mennesker af at bo, hvor de gør.
Og hun nyder, at folk ser hende på Christiania-cyklen: De moderigtigt og dyrt klædte unger og hun selv, lystigt trallende, mens hun tramper ihærdigt i pedalerne.
Hun gør B-mennesker yderligere morgensure, og det har hun det fint med.
Og hvem ville se hende, hvis hun boede på landet?

I en periode er hun helt vild med det dér mindfulness, og pludselig er hun udadtil blevet til sådan én, der elsker stilheden og godt kan li' at være alene.
Hun maler abstrakte akvareller, som igen henleder tankerne på et barns kreative evner, mens hun hører sine hjemmelavede No Stress-cd'er.
Hun koncentrerer sig for ikke at tænke, for ikke at mærke ensomheden.
Efter en time er hun helt smadret af at nyde at være alene.

Men hvor længe kan hun komme uden om, at verden ikke følger med?
Presset knækker hende jævnligt, men hun tager det ikke med sig videre.
Hun græder sine tårer og fortsætter som før.
For man kan da ikke bare holde op med at tro på verdensfreden?
Skal man bare acceptere, at forskellen man bilder sig ind at gøre, ikke engang er en dråbe i havet?
Bliver man ikke bare dødtræt, hvis man indser, at det ikke holder op, at man ikke kan gøre nok, at der hele tiden vil komme mere?
Hun ved det ikke. Men hun har i hvert fald ikke tænkt sig at finde ud af det.