lørdag den 24. marts 2012

Lørdagsrutinen

Kæft, hvor er det nogle gange svært at være herrezen, når der findes så meget dårligt TV..

I dag kører tankerne bare rundt i mit hoved, i et stort virvar.
Det er faktisk lidt som om Cirkus Benneweis bor derinde.
Rimelig meget kaos og stank af hestemøg og dårlig candyfloss.

Der er ikke rigtig noget, der bliver tænkt færdigt i dag.
Tankemæssigt flueknepper jeg med en støvekost og børster af på kaos.

Og nu siger Rasmus Botoft gudhjælpemig inde i fjernsynet, at jeg trænger til en SYNGende lussing!

Hm.
Man kan vel godt gi' sig selv lidt domestical respect (den lidet kendte modsætning til streetrespect, som jeg personligt har lidt mere erfaring med) for, at man orkede at muge ud i køledrengen og lave kød-gulerods-champignons-bacon-sovs til flere dage, hælde op i poser og fryse ned, samt læst 30 sider og skrevet en side om nogle af Giddens' pointer fra Modernitet og selvidentitet - som for øvrigt er MEGAgod.
Den handler meget om mig, synes jeg. Det kan være, mit svar på selvhjælpsbøger skal være sociologiske analyser af vores samtid.

Så noget er her da sket, selvfølgelig udover den altfavnende begejstring jeg følte over afsnittet Small Potatoes i X-Files' fjerde sæson. Har set det før, men ikke hæftet mig særligt ved det, før i aften.
David Duchovny brillerer. Og dét i højere grad end han bare generelt gør ved at være David Duchovny.

Fire sørgelige blå LM 100 tilbage i pakken.
Skulle ha' gået de 100 meter ned i Irma for at hente flere før klokken otte, men var for behageligt at være horisontal.
Hvor er jeg dog magelig, grænsende til det dovne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar