Jeg hader for det første, når noget så trivielt som mælk- og spaghettimangel skal tvinge mig udenfor.
Hallo, det er totalt et brud på min abstrakte tænkning!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et mageligt menneske.
Var jeg et dyr, ville jeg nok være en fed Garfield-kat, en rigtig livsnyder.
Jeg kan også godt li' lasagne.
Det er ikke fordi, jeg er direkte modstander af det dér udendørs.
Men jeg kan altså heller ikke helt se fidusen i det.
Så skal det være selvvalgt og skidegodt vejr, og ikke tvungen dødsvandring i lortevejret ned til Netto.
Jeg hader også, når supermarkeder ikke har helt fundamentale varer.
(Især, når man endelig har fået slæbt sig derned.)
Nogle ting løber man bare ikke tør for, hvis man vil lege dagligvarebutik.
Mælk. Mel. Italiensk rødvin. Den slags vigtige ting.
Jeg hader også, når man kun mangler én ingrediens til aftensmaden, som man skal ned og hente.
Man kommer altid til at købe et eller andet, man ikke har brug for, måske som et desperat forsøg på at afværge en lignende situation en anden gang.
(Hvilket dog ikke på nogen måde retfærdiggør købet af SERVIETTER. Helt ærligt. Hvad er servietter?)
Det er ét eksempel på, at hjernen på en eller anden måde slår fra, når jeg går ind i en butik.
Et andet eksempel er en forlængelse af det første eksempel:
Jeg kan have udfærdiget en fin huskeseddel, og besluttet mig for, at jeg IKKE skal købe andet end det, der står på sedlen, og slet ikke slik! Og alligevel kommer man oftere end tit ud med en Kick-stang.
Måske skulle jeg bare begynde at skrive Kick på sedlen hver gang.
(Forresten: Dette retter sig ikke specifikt mod supermarkeder, men hvad fanden sker der for, at Kick-stænger er så små? Det er måske verdens lækreste slik, og så er der aldrig nogen, der har tænkt på at lave en jubilæums-edition af tidobbelt størrelse. Eller en pakke med 60.)
Jeg hader også de dér maskiner, de har fået i Netto, som de putter ens pengesedler ind i.
Hvis sedlen ikke blev trykt i går, så kan den jo aldrig ta' imod den.
Hvis der er den mindste krølle, så bliver maskinen helt rundt på gulvet, som om den ikke tror på, at det kunne være en pengeseddel, under NOGEN omstændigheder.
Det svarer faktisk lidt til, når DSB helt går i baglås i takt med sæsonernes skiften.
Og så HADER jeg, når kassepersonen siger "har du andre sedler?"
Hvem tror I, jeg er? Gulliver Flintesten?
Jeg hader også mennesker, der opfører sig nederen i supermarkeder.
Når de står og tapper utålmodigt med foden, fordi den 16-årige Nanna (ny og ikke særlig meget i job) småkludrer i det oppe ved kasseapparatet.
Det er faktisk et mægtig svært job.
Eller når de begynder at råbe "ka' vi ik' lige få åbnet en kasse mere?"
Fordi DIN tid er så skidevigtig, idiot? Klokken er 11 om formiddagen og du er ikke på arbejde, for du er fucking 80, okay!
GAMLE, nævenyttige mennesker er de mest irriterende!
Kan de ikke acceptere, at resten af deres liv består af ventetid?
Jeg hader også det faktum, at jeg nogle gange selv opfører mig nederen i supermarkeder.
Jeg prøver altid at være totalt zen i centrum, men det er ikke altid det lykkes.
Ikke fordi, jeg råber af nogen, men jeg kan sikkert være enormt arrogant overbærende og lave et ekstremt vrantent udtryk i ansigtet, så jeg er det sidste lille Nanna ser, når hun går i seng om aftenen.
For helvede, hvor svært kan det være at være kasseassistent?
Sluttelig er jeg ikke særlig glad for en af medarbejderne i mit lokale supermarked.
I starten flirtede han med mig på sådan en lidt for frisk og irriterende måde.
Jeg var dog høflig i begyndelsen.
Det holdt jeg op med, fordi jeg begyndte at finde det pinligt, at han var så jovial, overfor en hel kø af mennesker, når han betjente mig ved kassen.
Jeg holdt op med at være flink, kiggede ham ikke i øjnene og ignorerede ham generelt.
Udover det pinligt offentlige i hans adfærd, så foretrækker jeg rent ud sagt også at være anonym når jeg handler. Jeg vil helst ikke tro, at nogen drager konklusioner ud fra ens indkøb, for hvis de gør det, så ser de sandsynligvis også joggingbukserne, det uvaskede hår og de varmeduggede briller.
Jeg vil helst ha', at folks adfærd overfor mig afspejler min ninja-agtige usynlighed og brillante effektivitet og hurtighed = de skal bare helst ikke bemærke mig, vel.
I sidste uge holdt jeg så op med at ignorere ham, for jeg tænkte, at nu havde han vel fattet det.
I DAG betjente han mig ved kassen, og da jeg sagde "må jeg be' om en lille pose også",
sagde han "så må vi jo se om jeg vil gi' dig én", mens han forsøgte at se ud som om, han virkelig overvejede det helt køligt, men mest af alt bare lignede en tumpe.
Jeg sagde, ægte iskøligt, at "det vil jeg da håbe, når jeg nu bad pænt om én."
Så tillod han sige at spørge til mit hår, som jeg har puttet ind i en underlig overgangsfase ved brug af affarvning.
Jeg sagde venligt, at det var i en overgangsfase.
Da han blev ved og sagde "til hvad" var nok deromkring jeg besluttede, at jeg er færdig med at gi' trælse fjolser en lillefinger. Fra nu af kan de få langemanden, ka' de!
Når jeg bliver præst håber jeg virkelig, det bliver i en lille by i 1960'erne,
hvor en eller anden bebumset flink teenager vil bringe købmandens varer ud i en mælkekasse på sin lille Puch Maxi.
I should be so lucky.
