Jeg synes ind i mellem, jeg sidder her og får nogle ret ubehagelige
vibes ude fra det dér ”omkringliggende samfund udenfor Darum”, som jeg har hørt
findes.
Det er nogle vibes, der fortæller mig, at lige nu betragtes man som
et virkeligt usselt menneske, såfremt man ikke går i forbøn for kristne i Irak
eller bruger CAPS LOCK til at tage parti til Gazas fordel på Facebook eller
deltager i fredsdemonstrationer.I lang tid har jeg gået og spekuleret over, hvordan det kan være, jeg er så forholdsvis upåvirket af alle disse hændelser i verden og ikke føler noget socialt ansvar what so ever.
Så kald mig bare et dårligt og egoistisk medmenneske – jeg ved, det ikke er sandt, og i øvrigt ville det hjælpe til at understrege min pointe.)
Nå, men som skrevet har jeg gået og spekuleret over mig selv og
hvorfor jeg mener, som jeg gør – det er ikke noget nyt.
I dag kom der en åbenbaring.
2. Omvendt skal det ikke forstås sådan, at jeg holder med Israel,
eller noget. Tværtimod blev konklusionen på alt, hvad jeg nogensinde har lært
og hørt om konflikten i Mellemøsten, at det er umuligt, for ikke at sige
snotdumt, at prøve at tage parti. Uh, og nedladende, jeg glemte nedladende! Det
er også NEDLADENDE overfor alle implicerede parter, fordi den udenforstående,
der tager parti, bilder sig ind at kunne forstå, have begreb om og have fattet.
Latterligheden blev da understreget af Kristeligt Dagblads dækning af forbønsgudstjenesten i selveste Københavns domkirke, hvor der, ud fra billedet at dømme, var ganske få til stede, og hvor citaterne afslørede, at der vist også var blevet sagt noget bavl i prædikenen. Men ret skal være ret – det sidste er en smagssag.
5. Det er noget problematisk i selve dét at gøre meget ud af en bestemt sag, begrundet ud fra, hvor meget den nu dækkes i medierne/hvor meget det nu lige passer de forskellige nødhjælpsorganisationer at reklamere for den pågældende krise. For vi ved jo, at denne opmærksomhed ikke vil følge konflikten til ende, men at det kun er spørgsmål om tid, før der sker noget, som af medierne betragtes som "værre" eller "mere akut", hvorfor opmærksomheden naturligt vendes et andet sted hen.
6. På grund af ovenstående punkt brækker jeg mig lidt over alle dem, der nu har det arabiske "n" som profilbillede på Facebook, for at vise, at de sympatiserer med deres irakiske brødre og søstre. For hvad bliver den udløsende faktor, der gør, at du igen skifter dit profilbillede om til et billede af dig selv? - Ja, det er vel, når Irak ikke fylder så meget i din bevidsthed mere og du rykker videre. Det var det samme dengang med massakren på Utøya, hvor alle pludselig havde norske flag på deres Facebook-profilbilleder. Jeg spørger bare: Hvornår fjerner man sådan en sympatitilkendegivelse igen? Når der er gået en vis rum tid? Når der sker noget værre? Når det pågældende ikke fylder i medierne mere - når det er blevet uaktuelt? Når det går over? For, newsflash: Jeg tror ikke, der er noget som helst, der nogensinde går over, hverken for de pårørende til de døde unge i Norge, eller de kristne i Irak.
Der er jo altid uskyldige ofre på begge sider.
Det er absolut heller ikke klædeligt, sådan at ville gøre kirken til et socialt projekt, der skal redde alverdens lidende, og slet ikke når det kommer til udtryk, at der til grund ligger en fuldstændig forældet opfattelse af, at det skulle være holdbart at tale om ”kirkelig enhed” verden over.
En form for evangelisk enhed ville være noget ganske andet, for den
udspringer jo af troen på og forkyndelsen af, at Kristus er verdens frelser –
og det skulle vi jo da i det mindste gerne være enige om.
Men når der end ikke kan spores kirkelig enhed fra dansk
sogn til dansk sogn, så kan der nok heller ikke være tale om det på hverken lands-
eller verdensplan.Og når kræfter i den danske folkekirke, hvad de befinder sig på højeste eller nederste sted, prøver på at gøre sådan en tankegang alment gyldig, noget, ”vi vel alle mener”, så siger jeg STOP DET, for nej, det mener vi ikke alle sammen.
Ens egen trosmæssige, kirkelige og teologiske baggrund har
selvfølgelig en hel del at sige i det stykke. Og kirkefolk og teologer, der er
uddannet på universitetet, burde vide bedre end at slå os andre oveni hovedet
med ”DER FINDES KUN ÉN RIGTIG HOLDNING, OG DET ER MIN!”
Bevares, sådan kan man jo godt ha’ det.
Og sådan skulle man da egentlig også gerne ha’ det, i hvert fald i
et vist omfang, med den holdning, man tilslutter sig og plæderer for – og
selvfølgelig skal den da også luftes - det er jeg sjovt nok tilhænger af. Men samtidig skal man huske på, at tingene aldrig bliver sort-hvide, og at bare fordi den selverklærede grå masse er grå, så betyder det ikke, at den er hverken ond, ligeglad eller hader mennesker.
Det første, vi skulle tage og gøre helt klart, i total evangelisk
en(ig)hed, kunne jo passende være, at der kun er én dommer over levende og
døde.