fredag den 5. september 2014

Når folkekirken bliver Danmarks (for)dømmende magt


Jeg synes ind i mellem, jeg sidder her og får nogle ret ubehagelige vibes ude fra det dér ”omkringliggende samfund udenfor Darum”, som jeg har hørt findes.
Det er nogle vibes, der fortæller mig, at lige nu betragtes man som et virkeligt usselt menneske, såfremt man ikke går i forbøn for kristne i Irak eller bruger CAPS LOCK til at tage parti til Gazas fordel på Facebook eller deltager i fredsdemonstrationer.
I lang tid har jeg gået og spekuleret over, hvordan det kan være, jeg er så forholdsvis upåvirket af alle disse hændelser i verden og ikke føler noget socialt ansvar what so ever.

 
(Og for nu lige at bruge en parentes på at komme alle de selvretfærdige farisæere derude i forkøbet, så vil jeg forklare, at jeg dermed mener, at jeg synes det er ganske frygteligt, hvad der sker både det ene og det andet sted, men at jeg samtidig ikke føler nogen som helst forpligtelse til hverken at gribe ind eller gå specifikt i forbøn for nogen særligt udvalgte under højmessen, udover det sædvanlige ”vi beder for de syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær”, som i min hjemmeskrevne kirkebøn lyder ”vi beder for de fortvivlede og ængstelige og dem der har mistet nogen, de elskede (…) vi beder om troens forløsning for dem, der undertrykker og forfølger andre.”
Så kald mig bare et dårligt og egoistisk medmenneske – jeg ved, det ikke er sandt, og i øvrigt ville det hjælpe til at understrege min pointe.)

Nå, men som skrevet har jeg gået og spekuleret over mig selv og hvorfor jeg mener, som jeg gør – det er ikke noget nyt.
I dag kom der en åbenbaring.

 
Men skal jeg delagtiggøre nogen i den åbenbaring, så kræver det først lige en smule baggrund omkring mine spekulationers natur:

 
1. Det er rystende, at der hersker en bred opfattelse om, at det bare er skidesynd for palæstinenserne – ser man bare gennem fingre med småting, som Hamas og PLO og den første Intifada med palæstinensiske børnekrigere?

 

2. Omvendt skal det ikke forstås sådan, at jeg holder med Israel, eller noget. Tværtimod blev konklusionen på alt, hvad jeg nogensinde har lært og hørt om konflikten i Mellemøsten, at det er umuligt, for ikke at sige snotdumt, at prøve at tage parti. Uh, og nedladende, jeg glemte nedladende! Det er også NEDLADENDE overfor alle implicerede parter, fordi den udenforstående, der tager parti, bilder sig ind at kunne forstå, have begreb om og have fattet.

 3. Det var latterligt, da Københavns biskop, både hist og her, opfordrede alle præster og menigheder i kirker landet over at gå i forbøn for de irakiske forfulgte kristne. Som parentetisk nævnt bliver der bedt for alle om søndagen, og jeg går ud fra, at devisen ”ingen nævnt, ingen glemt (udover dronningen)” normalt hersker i kirkebønnen, og hvorfor egentlig gå i rette med den udmærkede tilgang?
Vi beder for allehver søndag.
Latterligheden blev da understreget af Kristeligt Dagblads dækning af forbønsgudstjenesten i selveste Københavns domkirke, hvor der, ud fra billedet at dømme, var ganske få til stede, og hvor citaterne afslørede, at der vist også var blevet sagt noget bavl i prædikenen. Men ret skal være ret – det sidste er en smagssag.

 4. Det er dybt forargeligt, at ellers fornuftige mennesker pludselig deler politisk propaganda en masse på de sociale medier, efterfulgt af kommentarer der indikerer, at alle, der mener noget andet end dem selv har hul i hovedet – især, fordi disse mennesker som regel ved bedre.

5. Det er noget problematisk i selve dét at gøre meget ud af en bestemt sag, begrundet ud fra, hvor meget den nu dækkes i medierne/hvor meget det nu lige passer de forskellige nødhjælpsorganisationer at reklamere for den pågældende krise. For vi ved jo, at denne opmærksomhed ikke vil følge konflikten til ende, men at det kun er spørgsmål om tid, før der sker noget, som af medierne betragtes som "værre" eller "mere akut", hvorfor opmærksomheden naturligt vendes et andet sted hen.

6. På grund af ovenstående punkt brækker jeg mig lidt over alle dem, der nu har det arabiske "n" som profilbillede på Facebook, for at vise, at de sympatiserer med deres irakiske brødre og søstre. For hvad bliver den udløsende faktor, der gør, at du igen skifter dit profilbillede om til et billede af dig selv? - Ja, det er vel, når Irak ikke fylder så meget i din bevidsthed mere og du rykker videre. Det var det samme dengang med massakren på Utøya, hvor alle pludselig havde norske flag på deres Facebook-profilbilleder. Jeg spørger bare: Hvornår fjerner man sådan en sympatitilkendegivelse igen? Når der er gået en vis rum tid? Når der sker noget værre? Når det pågældende ikke fylder i medierne mere - når det er blevet uaktuelt? Når det går over? For, newsflash: Jeg tror ikke, der er noget som helst, der nogensinde går over, hverken for de pårørende til de døde unge i Norge, eller de kristne i Irak.

 7. Det er indlysende, at problemet ikke er, at jeg finder verden udenfor Darum-Jylland-Danmark fuldkommen ligegyldig, for så ville jeg nok ikke bruge en masse tid på at tænke over, hvorfor det er fuldstændig forsvarligt at mene, som jeg gør.

 … Nu har jeg som sagt fået en åbenbaring – ikke af Gud godt nok, men mindre kan også gøre det.

 
Åbenbaringen går ud på, at jeg simpelthen synes, det er upassende for kirkens folk - om det betyder alle medlemmer eller alle døbte er en anden diskussion, men her, hvor det almindelige præstedømme hersker, omfatter det i hvert fald flere end bare biskopper og præster - at tage indiskutabelt og ensidigt parti i nogen art af en politisk konflikt, hvad den end måtte dreje sig om.
Der er jo altid uskyldige ofre på begge sider.
Det er absolut heller ikke klædeligt, sådan at ville gøre kirken til et socialt projekt, der skal redde alverdens lidende, og slet ikke når det kommer til udtryk, at der til grund ligger en fuldstændig forældet opfattelse af, at det skulle være holdbart at tale om ”kirkelig enhed” verden over.

En form for evangelisk enhed ville være noget ganske andet, for den udspringer jo af troen på og forkyndelsen af, at Kristus er verdens frelser – og det skulle vi jo da i det mindste gerne være enige om.
Men når der end ikke kan spores kirkelig enhed fra dansk sogn til dansk sogn, så kan der nok heller ikke være tale om det på hverken lands- eller verdensplan.
Og når kræfter i den danske folkekirke, hvad de befinder sig på højeste eller nederste sted, prøver på at gøre sådan en tankegang alment gyldig, noget, ”vi vel alle mener”, så siger jeg STOP DET, for nej, det mener vi ikke alle sammen.

Ens egen trosmæssige, kirkelige og teologiske baggrund har selvfølgelig en hel del at sige i det stykke. Og kirkefolk og teologer, der er uddannet på universitetet, burde vide bedre end at slå os andre oveni hovedet med ”DER FINDES KUN ÉN RIGTIG HOLDNING, OG DET ER MIN!”

Bevares, sådan kan man jo godt ha’ det.
Og sådan skulle man da egentlig også gerne ha’ det, i hvert fald i et vist omfang, med den holdning, man tilslutter sig og plæderer for – og selvfølgelig skal den da også luftes - det er jeg sjovt nok tilhænger af. 
Men samtidig skal man huske på, at tingene aldrig bliver sort-hvide, og at bare fordi den selverklærede grå masse er grå, så betyder det ikke, at den er hverken ond, ligeglad eller hader mennesker.

Det første, vi skulle tage og gøre helt klart, i total evangelisk en(ig)hed, kunne jo passende være, at der kun er én dommer over levende og døde.