så ville den danske Kulturkanon nok se lidt anderledes ud end den gør.
Langt henad vejen er den jo fandme kedelig og fyldt med elitært smagsdommeri.
For det første ville arkitektur og design/kunsthåndværk i en lang redaktionsproces
nok ende med at blive helt udeladt, i min endelige Kulturkanon.
For det interesserer jeg mig bare ikke for, sådan rigtig.
Ikke yderligere end, at minimalisme gør mig nervøs og jeg elsker gammelt ragelse fyldt med støv (ellers var jeg sgu nok heller ikke blevet teolog.)
Hvis en bygning kan holde og er ok-indrettet til sit formål, så synes jeg, det er god arkitektur.
Og ligeledes, hvis en kop kan holde på en kop neskaffe og en stol kan bære et menneskes vægt og ikke er totalt ubehagelig (for eksempel er pigge på sædet en decideret dårlig idé),
så synes jeg, det er henholdsvis fremragende kunsthåndværk og design,
og fucking ligegyldigt om stolen er indkøbt på tilbud i Bilka og nærmest dumt,
hvis det er en Syver til knapt 3000 kroner.
Faktisk synes jeg måske lidt, at dyrt design er en forbrydelse mod menneskeligheden,
for hvis man går så svinsk meget op i materialisme, så mangler man nok noget anderledes essentielt i sit sind (og en dag ender man måske i Luksusfælden, sammen med Katja K. og Fetterlein og de andre forbrugeriske båtnakker.)
Nå, det er åbenbart umuligt for mig at skrive noget som helst, uden at der fletter sig brok ind.
Big surprise og alt det dér, og tilbage til min Kulturkanon.
(Den skal i øvrigt udtales med tryk på sidste stavelse - fordi den ER kanon, intet mindre.)
På grund af ovenstående, som trods brok-faktoren er gældende, har jeg selvfølgelig begrænset mig i afsnittene om arkitektur og design/kunsthåndværk.
Og for ikke at gå helt over gevind, nævnes kun én ting ved hver kategori.
Arkitektur
Landets kirker - især de gamle. De er for pæne til at man kan lukke dem, i hvert fald.
Design/kunsthåndværk
Tranquebar: Stel er røvgrimt, hvis man stiller hele molevitten frem til gæster. Alt med måde. Og Tranquebar er fint og anvendelig og kan kombineres med billigt lort - og dén kvalitet sætter jeg stor pris på.
Billedkunst
Jeg er ikke en syg kunstnørd, med grimme avantgarde briller og asymmetrisk hår, eller noget, men jeg interesserer mig nok for kunst til at synes, at "brølende hjort i skovkanten" og "Aftenstemning ved Tord sø" er en hån for æstetikken - med mindre, ejeren af den sofa, de hænger over, nu bare er en hjort-og-aftenstemning-kind-of-mormor.
Michael Kvium er my kind of guy.
Ham har jeg altid været fascineret af.
Kønne er hans billeder ikke, men nu mener jeg personligt heller ikke, at "kønt" er kunst.
Det er faktisk nærmest modsat.
Og grimhedens æstetik er jeg nede med.
Film
Hvad er dén af - ! Her er jeg faktisk enig med den officielle Kulturkanon; for hvad er Matador andet end indbegrebet af dansk filmkultur? Det gør mig altid en smule skeptisk, når jeg møder én, der ikke har set Matador. Ikke, at alle partout behøver at være megaMatadornørd ligesom mig selv,
som altid er i konstant søgen efter passende modstandere til Korsbæk-spillet,
eller kunne citere den til enhver tid, både når det passer perfekt og når det ikke liiiige helt passer, men indforståede alligevel vil kunne forstå det.
Da jeg var lille nød jeg at falde i søvn på sofaen i stuen når andre så Matador, og nu ser jeg den jævnligt - faktisk er jeg altid i gang med den.
Altid kan man opdage nye ting eller lægge vægt på en anden problemstilling i serien end man gjorde sidst.
Nogle gange har man mest sympati med Mads Skjern, andre gange ved man lige nøjagtigt, hvordan Elizabeth har det!
Her når jeg klimaks hver gang, uagtet hvem sympatien lige ligger hos i dén måned - kuldegysninger konstant, tårer fra "syg i hovedet? Det er DIG, der er syg i hovedet!":
Litteratur
Hans Kirk er min ultimative yndling blandt danske forfattere.
Man kunne umiddelbart tro, det er kedeligt at høre om et vestjysk indremissionsk fiskersamfund i slutningen af 1800-tallet, men så tager man voldsomt fejl, for sikke de dog kan hore, komme i ulykkelige omstændigheder og generelt være ret så umoralske sådan et sted!
Totalt actionpacked.
Musik
Det ville falde mig utrolig nemt at nævne enten Den Danske Salmebog og endnu nemmere at nævne Højskolesangbogen, så det gør jeg derfor ikke.
I stedet vil jeg nævne Steppeulvene, som Danmarks første rigtige hippie-beat-band, og derfor, i mine øjne, grundlaget for al dansk rockmusik.
Danmarks svar på Beatles, med andre ord, også selv om populariteten aldrig blev så omfangsrig (hvem gider også det) og selv om karrieren blev meget kort og intens.
Bevares, havde de ikke eksisteret, var nogen andre jo nok blevet de første, men hvis og hvis og hvis mig et (h)vist sted!
Steppeulvenes tekster var særegne. Der har aldrig været noget ligeså fabelagtigt i den genre siden, og det kommer der heller aldrig, så er det sagt.
https://www.youtube.com/watch?v=AA25xDoiQZQ
Steppeulvene, "Jensen", HIP, 1967.
