En vase er en vase er en vase

”Det er SUNDT for sindet at leve uden fjernsyn!” er der nogle af de rigtige jubelidioter, der påstår.

 

Ja, tak.

Det er meget muligt, men det er ved Gud ikke særlig gavnligt i forhold til, når det kommer til at holde sig orienteret om samfundstendenserne, både de uundgåelige og de uforståelige.

Det er ligegyldigt, hvor banale de end er, i det store hele – der kunne jo være tale om noget, man vil erindre i storslåede kavalkader, som ”Året der gik” på TV2, hvor LARS LILHOLT har spillet.

(Flere numre. I et år, hvor han i øvrigt slet ikke var sørgeligt moderne, eller noget.)

Jeg er vel nogenlunde med på de større områder af nyhedsoversigten – så meget som man nu kan forvente af en, der sætter film og selvvalgt skønlitteratur højere end avislæsning og diverse ”vi opdaterer hele tiden”-podcasts (udover Facebook, selvfølgelig, som jeg selv opdaterer hyppigt.)

Men i går skete der alligevel noget, jeg ikke forstod, der på nyhedsoversigten over dem alle, som er Facebooks newsfeed.

 

Der var noget kryptisk ævl om en vase, suppleret med billeder af samme ligegyldige botanik-opbevaringsbeholder.
Og så var der noget mystisk bavl om noget med en masse af verdens lidende, men det hang vist ikke rigtig sammen på andre steder end på de desangående statusopdaterendes fælles rille af indforståethed.
Ingen oplyste sådan set noget konkret om, hvad det handlede om.
Ingen af de delte links kunne fortælle noget faktuelt.
På Google gav "Kähler vase 50 millioner lidende" sjovt nok nul hits.
Jeg undrede mig.

 

Jeg måtte ringe til min søster, som er velinformeret om alt (undtagen æg og agern), og hun forklarede mig, hvad det drejede sig om.

-   Et alt for begrænset oplag af en Kähler-vase i Imerco

-   Vrede kunder; nej – svært ophidsede kunder!

-   En vis anelse selvretfærdige danskere, der mener, det en DØDSSYND at klage sig over en vase, men at det er helt fair at dømme andre mennesker på deres materialistiske særinteresser.

 

Man behøver skam ikke slå knude på sig selv, i et udbrud af sin udvandede tolerance, og hyle:
”Jamen, jeg forstååår dem ikke, hvordan skal jeg kunne rumme, hvad jeg ikke forstååår?!”
For lad os indse det – folk, der går agurk over en vase, (FRA IMERCO), dem kan man altså bare ikke regne med at forstå, sådan fuldstændig. 

Det er det ene aspekt:
Hvor snotdumt det er at gå helt banjo over en vase.
(En vase, som i mine øjne i øvrigt bare er lille, fed og tværstribet med guld, i dagens anledning.)
Jeg FORSTOD det slet ikke, da jeg læste vase-nyheden på Politiken, inden jeg havde talt med min søster; ordene gav ingen mening.
Jeg troede, der var tale om en ”nyhed”, som i virkeligheden skulle have været sendt til RokokoPosten.

 

Det andet, og i mine øjne langt vigtigere, aspekt er, at det stadig ikke er nogen grund til at føre selvretfærdig moral-krig mod disse vaseelskende menneskevæsener.
JA, verden ligger og dør omkring os og jages på flugt for et godt ord, og NEJ, vi kan ikke redde alle, men er der ELLERS sket noget i verden?
Det er i hvert fald ikke noget i retningen af breaking news.

 

Ej heller er det breaking news, at vi mennesker generelt er ret dårlige til at fokusere på de vigtige ting i livet.
For nogen kommer det til udtryk gennem småskræmmende engagement i materielle ting, for andre kommer det til udtryk gennem bebrejdende blikke og skjulte øjenrul over, at alle andre er så dybt egoistiske, og man selv er en allerhelvedes barmhjertig samaritan.
Og for atter andre kommer det til udtryk gennem den triste kendsgerning, at vi overhovedet bidrager til dialogen om disse selvindlysende ting, som er old news om menneskeheden, bare i en ny klædedragt.

Det er så nemt at hoppe ind i fællesskabet, når nogen strikker en RIGTIG holdning sammen ved at gribe i øst og vest, og den nye RIGTIGE holdning efterfølgende popper op, i form af en pseudonyhed i fjernsynet, eller når det florerer på Facebook – og det gøres uden den mindste smule eftertanke.

Så er det bare om at være MED, at dele prompte og være vittigt revsende på skrift omkring en ret tilfældig sammenkobling af nyheder, like, og på den måde bidrage helt enormt til verdensfreden, ved at være med derinde, i den indforståede rille, hvor man kun mener RIGTIGE ting - og er én af de første til det.

Men selv om der med ovenstående er tale om old news, så kommer det HVER gang bag på mig, hvor travlt vi dog har med at fordømme hinanden for vores personlige præferencer og valg.
Det virker nærmest som om, man bestræber en ensretning, hvor politisk korrekthed, spelt, skyr, mindfullness og hyppige donationer til alle lidende, alt sammen indsølet i TOLERANCE og RUMMELIGHED er det eneste, der skaber et RIGTIGT liv.
Det efterlader simpelthen bare så latterligt lidt plads til almindelig dannelse og åndelighed.

 

Gå op i en vase – det er da i orden. Jeg samler selv på DVD’er og sådan har vi jo alle vores totalt ufornuftige hobbies, som kræver penge, der helt bestemt kunne være brugt bedre andetsteds.
Dedikér tilværelsen til at være en slags undercover etisk og moralsk politi blandt dine venner, selv om de ikke kan udstå dig for det – I couldn’t care less.

Men tro ikke, at dine RIGTIGE holdninger gør dig mere RIGTIG i alles øjne.

Vi er nemlig nogen, der ser det som én af vores store opgaver her i livet netop at påminde dig om, at du er ligeså forkert som alle os andre.

 

"Jamen, hvad med dig selv, Thea?! Du er overhovedet ikke bedre selv!"

 

... Hvor er det bare RIGTIGT set.
Tillykke med det.

Back in business

Så sad jeg lige her den anden dag og blev opdateret på en blog, som jeg som regel holder meget af at læse.
Her fremgik det, at forfatteren overvejer at holde pause fra bloggingen på ubestemt tid.
Hvorfor?
- Fordi hun har fået en kæreste og åbenbart er for forelsket til at tænke sammenhængende på skrift.
Jeg blev ærlig talt lidt knotten, og tænkte en masse indædte tanker om, hvordan det første man giver afkald på er sig selv, når livet tager en uventet drejning.
Ligesom når folk går hen og formerer sig:
"Jeg har bare ikke TID til at læse en bog/se en film/holde mig opdateret med musik/gå ud og gøre ting, efter jeg er blevet mor!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv.
Nøjsh, jeg var sur på hende bloggeren, og også ærgerlig, ved udsigten til, at jeg nok også selv ville blive sådan, i pågældende situationer.
Det varede så lige indtil, jeg kom i tanker om, at jeg allerede selv har gjort det samme.

Så hørte man lige mig:
"Jeg har bare ikke TID til at svine tilværelsen til på min blog mere, efter jeg har fået det her interessante arbejde, som bare optager AL min tid og ALLE mine tanker!"
Som om det er en skidegod idé, at visse livsændringer tager patent på hele ens liv, Thea!
I andres tilfælde er der andre betegnelser for det, de lider af:
Parforholds-osteklokker og moderskab.
I mit eget tilfælde er det nok det første symptom på, at man er offer for den pastorale pest (en sygdom, som æder éns personlighed op, indtil der kun er falsk model af en præst tilbage.
I ved, sådan én, som kigger op på et ikke-eksisterende punkt over brillerne og eftertænksomt trækker mundvigene nedad og nikker langsomt, når de ikke ved, hvad de skal sige.
Eller sådan én, som får for vane, at lægge hovedet på skrå og sige medfølende "nåhr", hver gang de hører noget trist, som de ikke orker at tage ind.
Sådan én, som aldrig mere læser Ude & Hjemme, ser crap-TV eller læser knaldromaner, eller i hvert fald aldrig indrømmer det, fordi det er kompromitterende for vedkommendes myndighed.
Sådan én, som kun i teorien mener, at man, på trods af sit arbejde, stadig også er en privatperson, der gerne stadig må mene alt muligt om ligegyldige ting, og at man også gerne må udbrede sig om det, selv om det ikke alt sammen er lige rummeligt, tolerant, eller pakket ind i politisk korrekt pænhed.)
For det første: YAIKS!
Og for det andet: Det skal blive løgn, skal det.

Så her er nogle ting, der optager plads i mit hoved lige nu:

1.
Om det virkelig kan være rigtigt, at det skal gøre SÅ ondt at træne arme, baller og lår.
Hver dag, jeg vågner efter træning, og har det som om, at min krop er ramt af verdens ledeste influenza, tænker jeg "det her kan ikke kun være på grund af muskelbelastning. Det MÅ være noget, der har døden til følge."

2.
Hvorfor folk altid tror, at man har brug for råd. Jeg er faktisk ret god til direkte at bede om råd af mig selv, men hvert eneste udsagn, hver eneste undren, der kommer fra min mund, er altså ikke en opfordring til vejledning eller afhjælpning. Nogle gange siger jeg altså bare ting - konstaterende.

3.
At det på en underlig måde er steget mig til hovedet, at jeg delte kartoffel og kys med en elg i Sverige. I går hørte jeg en kvinde fortælle om, at hun næste år skal til Cape Town og svømme med hvidhajer, og jeg tænkte "det lyder egentlig meget fedt." Jeg tænkte OGSÅ, at det lød egentlig meget farligt, men alligvel. Der er trods alt pænt stor forskel på en menneskevant udstillingselg og en rigtig hvidhaj. Det ene blev nuttet og underholdende portrætteret i Disney-filmen Bjørne Brødre, det andet blev filmisk kaldt for Dødens Gab. Som om jeg på nogen måde har noget tilfælles med Steve Irwin.

4.
Hvornår jeg kommer videre med at læse Cujo. Den er ved at blive spændende nu, men jeg tør virkelig ikke læse den om aftenen - og jeg er ellers svært glad for at læse i sengen. Pænt træls at ønske at blive forskrækket, men egentlig ikke bryde sig om det.

5.
Om ALT For Damerne har ændret profil, eller om jeg bare er blevet ældre.
Altså, jeg ved godt, jeg er blevet ældre, men var der ikke engang, hvor ALT For Damerne var fyldt med hækleopskrifter på "smarte ponchoer i feminine pasteller" og ikke med diverse terapeuters pseudoviden, der minder om noget fra Woman? (Som jeg for længst er blevet for gammel til at læse.)

6.
Hvor lidt jeg synes om, at CDON er begyndt at brede sig helt vildt, så de også sælger tøj og merchandise og bøger en masse, udover film og musik. Jeg vil vædde med, at grunden til, de behandler mine filmordrer så konsekvent langsomt er, at de ikke kan finde rundt på deres eget lager, som jeg forestiller mig må være på størrelse med en lille by.

7.
At jeg det ene øjeblik kan sidde og føle, at jeg er totalt på bølgelængde med min kat, trods forskellen i racer, hvorefter den resolut trækker skellet op mellem os ved at æde et stankelben og jeg kaster lidt op i min mund.

8.
At jeg overvejer at holde op med at farve mit hår. Det er noget tid siden sidst, og jeg tror, jeg har spottet et par grå hår i hovedbunden. Blev både fascineret og lidt panisk. Nu er min naturlige hårfarve nærmest mørkegrå med stænk af brunt, men jeg er egentlig lidt nysgerrig i forhold til, om der gemmer sig en tidlig sølvræv inden under nougatbrun.

9.
Hvor meget Sverige minder om Grønland, bare uden alt det der is og sne. Men med træer.