Overvejelser om ord #1

"Jeg troede på et godt hjem, på at leve sundt og fornuftigt, på god mad, på at hygge sig, på arbejde, tro og håb. De ting har jeg altid troet på. Det var med en vis forbløffelse det gik op for mig, at jeg var et af de få mennesker i verden, der virkelig troede på disse ting uden at gå rundt og få en kedelig middelklassefilosofi ud af det."

 - Vejene (On the Road), Jack Kerouac, 1957.

Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig så glad, at netop Jack Kerouac skriver dette.
Eller, måske ved jeg godt lidt hvorfor, for kombinationen af ovenstående livsfilosofi og den udsvævende, ustrukturerede tilværelse, han fører i bogen, tiltaler mig helt vildt meget.
Jeg deler livsfilosofi med ham, og selv om jeg ikke umiddelbart finder den kedelig, så har man efterhånden hørt så meget på folk, der siger det modsatte, at man begynder at tro på dem til sidst.

Jack Kerouacs sammensatte personlighed gør mig fortrøstningsfuld, for da jeg læste ovenstående passage fik jeg en helt simpel (måske nærmest enfoldig!) erkendelse af, at det er ligegyldigt, hvad andre mener om dén sag. Ikke just et udslag af at have slugt De Vises Sten, jeg ved det, men nogle gange skal jeg virkelig høre tingene forklaret i nogle helt bestemte ord, inden jeg forstår dem og tager dem til mig.
Ved første øjekast virker det jo ikke ligefrem hverken rock 'n' roll eller den mindste smule boheme.
Det virker netop kedeligt og småborgerligt, som om man slår sig til tåls med lidt, fordi man er for doven eller livsangst til at leve vildere og med mere blod og sved.
Men jeg tror bare ikke, der nødvendigvis er så megen plads til ånd, når man lever i overhalingsbanen.
Refleksion og spontanitet passer ligeså flot sammen som fornuft og instinkt.
Det er olie og vand, rubber and glue.

Og hvis man af natur er reflekteret, og i ungdommens efterår nærer en vis livsangst, inden voksen-vinteren kommer og myrder idealismen, så er det formålsløst og infantilt at kæmpe mod naturen.
Det er det altid. Og værre at dømme andre, fordi deres natur er en anden.
Det ligger ikke til mig, siger jeg, og klapper mig selv på skulderen.
Jeg beundrer som regel andre menneskers anden natur, med en smigrende smule af misundelse.

På et tidspunkt vil jeg gerne bo i en lille by på landet.
Og her vil jeg nyde, at man på én gang kan passe sig selv og være i fred, men samtidig er involveret med sine naboer og ikke er usynlig for dem. Her på 3. sal i NV bliver jeg nærmest panisk, når tanken slår mig om, at de mennesker i opgangen, som jeg slet ikke kender, holder mit liv i deres hænder og jeg deres i mine.
Hvis én er uopmærksom kan der ske en katastrofe.
Og man er måske selv uden skyld.
Totalt meningsløst.

Og samtidig kunne nogen alligevel ligge og dø i deres lejlighed alene, og der kunne gå uger, inden det blev opdaget. Jeg tror, det sker sjældnere på landet end i byen.

I fremtiden, på landet, vil jeg sikkert også elske, at man møder de samme mennesker igen og igen,
og at der ikke hver dag er 1000 nye ansigter, man skal forholde sig til.
Man ved, hvem folk er og folk ved, hvem man er.
Der er både fordele og ulemper, naturligvis, men lige nu tænker jeg mest på fordelene.

Jeg er ikke færdig med København endnu, slet ikke.
Men på nogle dage virker rutine og voksen-vinter faktisk ganske tiltalende, og tak til Kerouac for, at jeg ikke føler mig kedelig ved at indrømme det.