Kaffenydelse

Utroligt, jeg er rent undtagelsesvist stået op klokken halv ni, efter kun tre timers søvn, i desperat håb om endelig at få en ordentlig døgnrytme igen, efter søvnsystems almindelige forvirring over sommertiden,
og det har allerede givet stof til i hvert fald en blog!
Det kunne godt være, det dér "formiddag" var egnet til andet end tidspunkt for væsentligst del af nattesøvn?

For det første kan jeg fortælle, at jeg, trods det faktum, at jeg er uendeligt fattig på dette tidspunkt af måneden, simpelthen måtte krybe til korset (som i religiøs metafor, og ikke noget lingerie-orienteret) og gå i Irma for at få fat i 200g. Nescafé Gold. For en uge siden havde butikkerne i mit hood nemlig tilsyneladende valgt ikke at føre pågældende mærke, ligesom de åbenbart også nogle gange bare ikke lige føler, at der er marked for mælk (NV FTW.)

Den fadæse har resulteret i, at undertegnede har måttet nøjes med mærket Amora, hvis tvivlsomme kvalitet blandt andet røbes ved, at "instant kaffe" pludselig bliver til "snabb kaffe," og der er ikke gået én dag, hvor jeg ikke har tænkt på, om dét vitterligt var bedre end ingen kaffe overhovedet.

Kaffe, der fra fabrikanten kommer med bismag af leverpostej (uden at jeg jo egentlig ved, hvordan dét smager) er simpelthen bare ikke særlig nizzle. Man føler sig som en særdeles sølle koffein-narkoman, når man lader kaffen køle helt af og holder sig for næsen ved indtagelsen.

Der hersker pt efterkrigstidslignende tilstande her på adressen, denne formiddag.
Jeg har stået med næsen helt nede i dåsen med kaffe og snuset ind, og det henleder alt sammen i vældig høj grad tankerne på begejstringen over den RIGTIGE kaffe i det varnæske hjem i Matador, efter befrielsen.
Pludselig ser jeg helt anderledes på den almindelige danske befolknings lidelser under 2. Verdenskrig!
Tænk at skulle leve med usle erstatninger for alverdens usunde nydelsesmidler!
Godt, det ikke var mig, jeg havde SÅ meget risikeret alt og var daffet til Sverige, bare for kaffens skyld.

Det kan godt være, der sidder nogle fancy mennesker derude, med deres smarte kaffemaskiner, der på magisk vis kan lave vand om til espresso så stærk, at det kan slå én ihjel (af glæde, selvfølgelig),
og rynker på næsen over dette, som i deres øjne må ligne en meget trist undskyldning for kaffeentusiasme,
men tro mig, jeg rynker også på næsen over jer, med jeres smarte lorte latté og iskaffe fra Baresso.
Feinschmecker mig i røven.

Jaja, for at citere Regeringens valgprogram: "Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er noget lort."

Og nu til noget helt andet:
Er der noget skønnere ved mænd, end det faktum, at deres ego aldrig er for småt til lige at bage lidt på én, selv om de står og roder i en skraldespand? Jeg har aldrig følt mig så smuk. Eller noget.