From lashes to ashes

Det er da utroligt, hvor stor en forskel sådan et par øjenvipper gør!

Jeg har gennemgået en krise af vilde dimensioner i dag.

I går købte jeg en så fancy elektronisk indretning som en øjenbrynstrimmer - undertegnede har jo i mange år trimmet brynene med en neglesaks, fordi min smertetærskel ligesom ligger laaaangt før pincet-relateret smerte.
Men indrømmet - en neglesaks er ikke lige så smart.

Og hold da helt op, manner, hvor sådan en øjenbrynstrimmer er fiks!

... Dog lidt for effektiv, viste det sig i dag, for da jeg tog mascara på, inden jeg skulle på tur med papa-roomie, afslørede min mascara i allerhøjeste grad, at en tre-fem ret så centralt placerede af mine HØJTelskede vipper, af RIGTIG fornuftig længde, måtte lade livet i gårsdagens trimning.

Var grædefærdig.
Lod med det samme papa-roomie vide, at hvis jeg havde været 15, kunne det have været årsag til selvmord.
Eller i hvert fald total isolation.

Forberedte forstående, men i situationen lidt for højtgrinende, omgivelser om, at jeg nok lige ville surmule lidt.
Og det gjorde jeg så.
Jeg gik gennem alle de ellers opreklamerede faser for bearbejning:

1. Isolation:
Ja, det giver jo sig selv, i forhold til, at jeg seriøst overvejede om mit nylige æstetiske handicap ikke fratog mig retten til at færdes blandt mennesker med normale øjenvipper.

2. Vrede:
Man bliver selvfølgelig enormt vred på sig selv over slig sorg og selvskabt plage.

3. Forhandling:
Den fase gennemgik jeg, da vi holdt ind omme ved Brugsen og jeg blev siddende i bilen (på grund af 1. fase). Slog spejlet ned for at tjekke, om det nu også var så slemt igen. Det var det.

4. Depression:
Den fase indtrådte, da jeg googlede mit problem og der straks kom utallige hits med overskrifter som "fuck altså" og "nooooo!", hvor mere eller mindre ukyndige kvindfolk anslog, at det tager mellem 4-6 uger for øjenvipper at gro ud og at det i øvrigt varierer meget.
Der slap jeg lige grebet i forhandlingens gren og faldt lidt dybere ned i fortvivlelsens dybder.
I øvrigt skammede jeg mig i fjerde fase også over at være så overfladisk og tænkte på alle de stakler, der fra naturens hånd har nærmest ikke-eksisterende øjenvipper. Og dem, der er ved at dø af sult eller af krig i Syrien, for eksempel.

5. Accept:
Jeg må vel have accepteret min nylige episke fail, cirka deromkring hvor jeg kommanderede papa-roomie til at holde ind ved Matas, så jeg kunne få ordentlig hjælp af en ekspedient, der MINDST måtte være materialist af hjertet, for at jeg gad ha' hjælp, og at hun skulle besvare følgende testspørgsmål korrekt:
Ville du betragte niveauet af din viden om kosmetik og din flair for folk og deres farver, som:
a) Perfekt
b) Mangelfuld
c) Jeg er ny i job.
Tænkte, at hvis hun i øvrigt foreslog rød læbestift, så var hun totalt dømt ude.
Besluttede nemlig i denne fase, at jeg de næste 4-6 uger overhovedet ikke vil gå med øjenmakeup, da det jo var den forrædderiske mascara, der overhovedet bevirkede, at jeg opdagede katastrofen (nej, det ord er ikke for voldsomt.)
Det næste stykke tid må jeg prøve at vænne mig til at fremhæve læberne.
(Det er bare virkelig noget tis, fordi, at øjnene er sjælens spejl og læberne og munden er sjælens afløb for ordbræk...)

Ak ja, sikke en hård dag fyldt med prøvelser.
Det ville jeg ikke byde min værste fjende.

... Og nej, der kommer ingen billeder!

Første tur på crosstraineren

Halvanden kvadratmeter af repoet på førstesalen i præstegården er nu forvandlet til undercover torturkammer.

Papa-roomie har nemlig investeret i en crosstrainer.
"Fedt!" tænkte undertegnede, "så behøver jeg officielt kun gå udenfor, når jeg skal hente smøger!"
Det med smøgerne er stadig sandt.
Men den positive "totalt fedt"-indstilling er det allerede så som så med.

Papa-roomie viste mig i manualen, hvor det foreslåede nybegynder-program stod anført.
"Ja, mmm, helt sikkert," sagde jeg, "jeg er sgu da ikke nybegynder - man er vel under 70 og har prøvet at bevæge sig hastigt før!"

Well.
Som bekendt står hovmod for fald.
Og jeg er helt sikkert nybegynder.
Min playliste "Motionista #2" gav skam lidt ekstra energi, men nybegynder - det kan jeg ikke løbe fra at være (ville faktisk slet ikke være i stand til at løbe fra noget som helst, om det så gjaldt mit liv, lige nu.)

Efter en halv time med intervaltræning, måtte jeg, med sveden haglende af mit sædvandligvis yndige Jeg, bevæge mig pinagtigt langsomt og forsigtigt ned af trappen, mens jeg klamrede mig til gelænderet, imens jeg tænkte, at motion virkelig er af det onde.

Jeg så omtrent sådan ud:

Highlights fra Motionista #2:

 

Monkey King - Charlie Campari

 

Only to Haunt You - The Von Bondies

 

Thorn In My Side - Eurythmics

 

Santa Monica - Everclear

 

Overload - Mom's A Mannequin

 

Ghosts 'n' Stuff - deadmau5

 

Så er det om i køen!

De siger, det er skidevigtigt at være forberedt på fremtiden.
Og det er så vigtigt at gøre, som "de" siger.
Ok, så.

Med udsigt til arbejdsløshed, som er skræmmende tæt på (vi snakker 1. september, og så er mor tilbage på dagpenge, unger!), så kan man ligeså godt indstille sig på at skulle til at gøre, som "de" siger - igen.

Derfor har jeg købt nye joggingbukser.
Trods de sidste fire måneders rige arbejdsliv, har jeg nemlig alligevel formået at slide hul i det gamle par - sådan er det, når man ikke arbejder otte til fire, eller et andet træls sted med et "ungt og friskt arbejdsteam", men i stedet kan slippe afsted med at sidde foran skærmen derhjemme.
Der er der nemlig ingen dresscode, man kunne bare lige hurtigt skifte til upåklagelig hverdags-elegance, når en situation krævede det - åh, GUD, hvor har jeg elsket det!

Nu skal jeg være arbejdsløs igen.
Og jeg regner med at bruge endnu mere tid i mine joggingbukser end jeg har gjort de sidst måneder.
Det kan sagtens lade sig gøre.
Sidste gang gik det ikke så godt med at hænge på hjørnerne og hamre bajere, og jeg nåede heller ikke at spilde så meget som et minut af mit liv på Jobcentrets dødsgang, hvor næste stop er eksistentielt selvmord, for mange stakler.
Tilstanden af arbejdsløshed er ikke engang indtruffet endnu, men jeg får svedige hænder og hamrende hjerte ved tanken om at få liiige lidt mere tid end jeg har brug for.
Detendergaaaalt....!
Moralsk forsumpelse ligger lige om hjørnet, for hvad hulen skal jeg lave?
Det kan godt være, A-klassen ringer og insisterer på at hjælpe mig med C.V. eller ansøgning, men sagen er, at jeg ligesom har nået at optimere begge dele, mens jeg har arbejdet.
Synes jeg da selv.

Og den sidste prædiken er klar, vielsestale til lørdag er klar:
Jeg har absolut intet at foretage mig - og med "foretage" mener jeg noget med at skrive, nørkle med salmer, bekymre mig om ukendte udfordringer whatever, bare et eller andet.
Det lyder måske som en stressagtig situation, i stressforskrækkedes ører, men tag en chill pill - det har intet med stress at gøre.
Det har snarere med mangel på formål at gøre.
Eller bare mangel på mål.

Helt ærligt.
Jeg har nærmest lige været dér i den utilfredsstillende træden vande imellem det ene og det andet.
Det' lort.

Og det, der venter i den nærmeste fremtid, er noget med at få købt de dér rundsave på Amazon eller sådan noget, for dem får jeg nok brug for.
Men de sidder sgu aldrig ordentligt på mine albuer - jeg har aldrig prøvet et par rundsave, der passede.

Så i dag har jeg gået (læs: siddet/ligget) mine nye joggingbukser til.
De skal lige lære, hvordan tingene bliver fremover.
Det kan godt være, der står "Everlast - Sporting Goods" på dem, men det kan de glemme alt om.
Så vi har set Little Miss Sunshine, Funny Games og The Sweet Hereafter.
Og Carrie Diaries.
Sådan bliver dét bare.

Så, fremtid, hvis du hører mig, så kan du godt komme an!
Jeg har ikke tænkt mig at ta' del i dig, sådan for realz, før der sker noget totalt fedt.

(Som f.eks., at jeg skal til København i 10 dage i starten af september - men det passer bare lige ikke ind i herværende bitterblog.)