mandag den 30. april 2012

Flytte-ro

Det er underligt, som man jævnligt det sidste år har gruet for visheden om, at man på et tidspunkt endnu en gang (og sikkert en gang mere efter dét) skulle pakke hele sit samler-liv i kasser igen og allerydmygst belaste sine venner, fysisk og psykisk, ved at inddrage dem i den forfærdelige virkelighed:
Man skal flytte. Og vi taler aldrig fra stuelejlighed til én på første, aldrig fra 3. til 2. i samme opgang.
Nej, altid fra 4. til 5. sal, altid med flere bøger end sidst, altid med et par ekstra tunge møbler man fik i genneren eller fandt ved storskrald. Et par træ-ølkasser hist, en ny forstærker af det lidet kendte mærke, Diskusprolaps; det lugter sgu alt sammen lidt af kroniske lidelser og forbandelser.

Jeg samler på DVD'er. De vejer ikke så meget (men vægter væsentligt). Men jeg samler også på bøger, og fordi jeg ikke nærer noget ønske om at slå mine venner ihjel med visdom, sådan fysisk, gik jeg inden denne flytning faktisk imod et meget heftigt ét af mine meget få principper, der handler om, at man ikke skiller sig af med bøger.
Det er simpelthen nærmest en forbrydelse mod intellektet og den almene dannelse!
Ikke desto mindre tror jeg, jeg har skilt mig af med 20 kilo bøger.
And guess what - det føles for fedt.

Faktisk tror jeg godt, jeg kunne blive grebet af tanken om at skille mig af med alt muligt ubrugeligt ragelse.
Nogle mennesker dyrker yoga og får foretaget en tarmskylning, jeg sorterer en talon fra noget Lars von Trier, en gammel indkøbsseddel ("husk rødvin, smøger, kaffe og lokumspapir") og en pladsbillet (København H-Bramming) fra resten af den sammenkrøllede nostalgi i min pung og føler mig utrolig udrenset, formidabel Feng Shui og er herrezen og i ro med min (mit?) chakra og min indre pingvin, og den slags, ik'.

Sidder nu i hus, der altså er for stort til selv en Regering og en Græsrodsbevægelse, og nyder at mange ting fylder utroligt meget mindre, når de får noget mere plads at være på - for dyb er jeg bare!

Indtil nu kan jeg virkelig godt li' gensynet med det, der næppe kvalificerer til at være "på landet", for vi der kommer fra landet, har kun latter tilovers for folk, der tror, at Brøndby Strand er "på landet", men som dog alligevel er mere landligt end det man kender, fordi det man kender nu engang er blevet 2400 Crappiness, med smadrede Irma-ruder hver tredje uge, højlydt arrestation på gaden, og mindreårige der "hænger på hjørnerne." Det gør alligevel ikke Brøndby Strand til Tistrup (eller Holeby!)

Her er ro. Det er umuligt at genere nogen, og det er umuligt at blive generet af andre. Der er ingen art af urostiftere, der vækker én klokken kvart i lort, den morgen, man selv kom i seng klokken to sekunder i kvalme. Og naboen er sød - ham har man hilst på; det var det mest naturlige her, fordi han ikke bare var et random ansigt man passerede i opgangen, men et menneske, der stod i ens indkørsel og klippede hæk, for "nu er det jo så dejligt vejr, så skal man jo pynte lidt, jaja, og davdav, nånå, det var vel nok hyggeligt."
Gud hjælpe mig, jeg synes edderbrodérme, det er hyggeligt!

Og jeg håber, jeg kan huske denne fredfyldte følelse, når Græsrodsbevægelsen en sen nat mærker stilheden ved Regeringens fravær og måske bliver så bange, at den slet ikke kan tænke i oppositioner!

Men det tager vi til den tid.
For nu ånder alt Fred og Ro, og jeg falder trygt i søvn på deres fælles, brede bryst, til lyden af stabil vejrtrækning og bilernes upersonlige, ligegyldige støj, akkompagneret af sofaens bas.





torsdag den 26. april 2012

Romantik og det ultimative ægteskab


"Gift dig, og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det. Gift dig, eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele." 
 Søren Kierkegaard.

Jeg betragter ikke mig selv som romantiker på nogen måde.
Jeg synes romantik er kikset, opstyltet og kunstigt. Eller, det er det vel ikke i grunden for en romantiker, for eksempel, men den slags stearinlys-gøgls-praksis falder sikkert bare lettere for nogen end andre.
Jeg har, til min store fortrydelse, prøvet at være genstand for den slags, og jeg synes simpelthen det er så akavet. Er jo for helvede ikke den kvindelige heltinde i en af Danielle Steels romaner, eller en lady in distress fra middelalderen, vel. Faktisk har jeg altid fundet det ret ydmygende at blive offer for planlagt romantik af B-films dimensioner. Dét er der fandme ikke meget moderne kvindesyn over!
(Ikke, at jeg på nogen måde går op i ligestillingsdebatten i dagens Danmark eller har BH-afbrænding som hobby.)

Men sagen er, at vi lever i et utrolig uromantisk samfund. Der er sgu ikke andet end snæversyn og fremmedgørelse, der skiller mennesker fra hinanden i dag. Romantik sker bare ikke, Lars Krimi. 
Og når der endelig sker noget, der ligner, når man en sjælden gang hører fra ens veninde, at hun er blevet taget med storm, så hun har mistet fodfæstet, så tænker man "det er for godt til at være sandt." Og det er det som regel også. Intet varer evigt, undtagen åbenbart ægteskabet for de ældre generationer. 

Gammel og stædig

Erna og Svend Åge har været sammen i 70 år! HALVFJERDS! Har man nogensinde hørt noget lignende?
Er det ikke SØDT? Er det ikke romantisk?! Øhhhhh, nej. Det tror jeg så ikke nødvendigvis det overhovedet er, på nogen måde. Mon ikke Svend Åge måske har haft lidt ved siden af, fra tid til anden? Eller mon ikke Erna har fået en flad en gang imellem? Eller mon ikke Erna har trynet Svend Åge noget så eftertrykkeligt i 70 år, at han ikke tør andet end sige, at han er lykkelig, simpelthen fordi han har glemt, hvem han egentlig var engang? Ældre generationer havde en anden opfattelse af det hellige, eller i hvert fald højtidelige, ved ægteskabets institution. Det handlede ikke nødvendigvis om romantik, lidenskab eller kærlighed, men måske om nødvendighed, hvad angik f.eks. økonomi eller måske fordi nogen var "kommet galt afsted".
70 år sammen, fordi man ikke gider eller tør gå fra hinanden, det synes jeg ikke er romantisk.
Det er ligeså hyklerisk at hylde dét, som at hylde et menneske, der mod alle odds har rundet de 105 og sidder som en grøntsag i hjørnet og raller. "Hvor er det flot, du har holdt dig i live!" Hvornår fanden blev det flot at være i live på et så degenereret stadium og til en stor bedrift at overleve, og ikke bare lidt stædigt? 
Jeg troede også lidt, det handlede om, at have det så godt som muligt. Kvalitet frem for kvantitet, og alt det dér.

Fucking forelskelse

At blive gift af kærlighed, dét er romantisk. Men det er tydeligvis langt fra altid, at det er en skidegod idé.
Det kommer i hvert fald an på, hvordan man opfatter kærlighed. Hvis kærlighed er lig med lidenskab, tiltrækning og grand gestures, så tror jeg, kærligheden brænder hurtigt ud. 

Sandheden er jo, at det er pissehårdt og nederen at være forelsket:
Man mister evnen til at skelne mellem fornuft og følelse, og man bliver i øvrigt også ligeglad, fordi følelsen er det eneste, der pludselig tæller. Ens venner synes man er fuldstændigt til grin, illusorisk og lalleglad, og måske synes de også, man snakker lige lovlig meget om Benno, i forhold til at de overhovedet ikke kan se, hvad der er ved ham, for han er da bare gennemsnitligt grim, har et kedeligt job og ingen humor.
Og man hader sig selv, fordi man et eller andet sted stadig er i kontakt med sin hjerne, der ynder at minde én om, at man faktisk har mistet sig selv. Og at man er helt vildt ligeglad med det.

Den slags får mig til at spekulere over, om det overhovedet er en god idé at blive gift som følge af hovedkulds forelskelse. I et lidenskabeligt forhold vil der i en eller anden grad altid være en under- og en overhund. Som Jonathan Spang siger: "Et forhold kan sammenlignes med tandem: Der sidder altid en foran og tramper i pedalerne, og bagpå sidder der én, med benene oppe og en café latté i hånden og siger 'ih, skat, nu kommer der en stor bakke!'" 
Den, der er mest forelsket, vil altid lige gøre lidt mere, strække sig lidt længere, for at få det til at fungere.
Jeg tror simpelthen ikke på, at der findes ligevægt. (Eller ligestilling.)

 Skårene af en idealist

På den anden side ville jeg jo være en ignorant idiot, hvis jeg fuldstændig udelukkede muligheden af, at kærlighed baseret på forelskelse ikke kan være lykkelig eller varig. Jeg taler jo kun ud af egen erfaring, og som 26-årig, der er single på 6. år, eller deromkring, ville jeg være en helt anden slags idiot, hvis jeg lullede mig ind i forvisningen om, at evig kærlighed og den eneste ene findes, for hvem fanden gider spilde livet på fantasier og drømmescenarier? Jeg går jo heller ikke længere rundt og siger, at jeg vil være prinsesse når jeg bliver stor, vel? Som Karsten en dag sagde: "Indeni enhver kyniker er der en gennempryglet idealist."
Ja, for når man er forelsket skal der som regel nok oprinde en dag, hvor virkeligheden stikker én en syngende lussing på siden af skrinet. Så ka' du fucking lære ikke at være så glad og naiv!


Jeg skyder skylden på alle de tarvelige facade-mennesker, der går rundt og prøver at bilde os andre ind, at de er konstant euforiske af lykke. Ugeblade og TV-programmer, der påstår, at det største problem i det ideelle forhold skal være den evindelige kontrovers om, hvem der slår brættet ned eller smækker det op.

Troen på, at den store kærlighed og den store lykke skal være konstant og ukompliceret, er ligeså naiv som troen på, at Gud er en langskægget julemand, der sidder på en sky og spiser Philadelphia og i ny og næ trækker i snorene. Var det måske nemt for Dr. Zhivago og Lara? Eller Rhett Butler og Scarlett O'Hara? Eller Ali og Ryan? Episk kærlighed indeholder altid adskillelse.

Reality-check

Jeg tror ikke, jeg vil giftes med ham, hvis jeg engang skulle møde en Mr. Right Now, der viste sig at være vedholdende/udholdende end mænd er flest. For lad os bare indrømme det - Rhett og Yuri er i dén grad fiktive. Mænd behøver jo virkelig ikke være mænd mere, fordi kvinderne er fri til at være så meget mænd, de gider. Og det gider de underligt nok godt.

Forleden dag talte jeg med Lulu om mænd, som virkelig kan være nogle usle nuller, eller bare komplet umulige at forstå, ("The soil of man's heart, Louis, is stonier"), og der blev vi enige om, at det ville være rimelig ideelt, hvis vi gerne ville giftes, at vi blev det med hinanden. Vi elsker jo hinanden og har kendt hinanden længe. Og vores fælles flow ville ikke blive spoleret af dalende tiltrækning eller seksuel lidenskab, for vi har ikke nogen. Og vi vil gerne ha' en bryllupsfest og er ret enige om indholdet: God mad, god rødvin, mange bajere og jukeboks. Ikke noget prinsesse-for-en-dag-show dér, ingen opstyltet romantik, og som brudevals tror jeg enten vi tager T.N.T eller Miss Kiss Kiss Bang, alt efter hvad vi er i humør til. Yes. Jeg tror, det er det vi gør. Den kærlighed har faktisk en jordisk mulighed for at være vedvarende, og det ægteskab har måske en chance for ikke at blive fortrudt.

Og jeg tror, vi tager til Rom på bryllupsrejse, for jeg har allerede drømt, at vi var der, og at det var en sindssygt god tur.











søndag den 22. april 2012

Paradise Hotel

-->

Indtil Paradise Hotel 2011 løb af stabelen, havde jeg selv været et af de dér forfærdeligt frelste mennesker, der har stor fryd i kun at have mulighed for at chille med DR2 - det er jo ligesom bare mere okay at se TV på visse kanaler frem for andre, og ham Bonderøven er jo bare en sveske (en fritgående økologisk én). Og man får så meget TID til at lave alt muligt andet, som er meget vigtigere end TV, såsom at beskæftige sig med den VIRKELIGE virkelighed og livet, ik'oss'.

 Jeg havde da kun set få afsnit af den sæson, hvor Amalies verbale blomster var kilde til stor morskab for befolkningen, og hver gang jeg så et afsnit fattede jeg simpelthen hat af konceptet.
(Hvilket er forståeligt nok, eftersom reglerne er sammenlignelige med dem, jeg "lærte" da jeg havde hebraisk: Der er få af dem, men til gengæld er der masser af undtagelser og twists.)

Men så begyndte Paradise 2011, og undertegnede havde fået flere kanaler, og ville egentlig godt stikke al den ekstra tid skråt op, fordi jeg nu engang bare er rigtig dårlig til at have oceaner af tid - på magisk vis ender den alligevel med at gå med ingenting.

Jeg besluttede mig for at følge med fra start og efter den første uge var jeg uigenkaldeligt hooked.

Jeg så hele sæsonen, som oftest sammen med Regeringen, der var den perfekte fælle at have, når det kom til at være opslugt af såkaldt fordummende crap-TV. Da sæsonen var slut, var jeg kun gået glip af ét afsnit, forstået på den måde, at det kun var ét afsnit, jeg havde set som genudsendelse, der var blevet gjort helt uforståelig, som det nu sker, når man censurerer alle bandeordene og fornærmelserne væk fra unge menneskers sprog.

Da Nick havde vundet hele lortet i 2011 og taget røven på sin partner (ja, mit sprog er måske blevet påvirket...), kunne jeg næsten ikke vente til næste sæson, som man efterhånden fik nys om skulle være "endnu vildere end tidligere set" - altså mere ond og overraskende.

Check-in

Mexico, varme, uendeligt med lækre drinks, samt blomsten af Danmarks bundfald (de smukke, men blanke), alle indlogeret på hotellet med udsyn til mere end den af Mexico leverede lækre havudsigt; nemlig  udsigten til en halv million kroner og titlen som årets vinder af Paradise Hotel.
Men vejen til den halve million og den ærefulde titel er lang og hård, trods de luksuriøse omgivelser.

Undervejs lurer farer, der manifesteres i flere afskygninger af bedrag, intriger, manipulation, lokkeri, bestikkelse, tilsvining og tilnærmelsesvis prostitution, end den gennemsnitlige dansker kan forestille sig.

 Du kan ikke regne reglerne eller forløbet ud. Det er umuligt. Og det bliver ledere og ledere som årene går - fantastisk TV, intet mindre!

Hvis du giver det en chance, så vil du blive chokeret, ligegyldigt om det er over den generelt lave IK, de generelt utroligt tonede kroppe, de generelt store kasser og den generelle mængde af hårprodukter, deltagerne bruger ("Paradise Hotel præsenteres i samarbejde med Got2b!"), eller, som seer, der virkelig går op i spillets udvikling, over hvor stort et røvhul Sebastian lige har lov til at være på landsdækkende TV, hvor lækker Rikkes kjole var til parceremonien, hvor stupidt Pernille NU fik formuleret sig, og hvor stor en slut Jeanette kan optræde som, og hvor tarveligt det LIGE var overfor Julian, og så videre.

Kontekstløs pseudovirkelighed

Prøv at forestille dig dét:
At være i et fremmed land og skulle bo med, som udgangspunkt, fremmede mennesker. Allerede første aften skal du dele seng med en fremmed (jaja, nogle kan vel sætte sig mere end i netop dét end andre.)
Hvis du skal skide, er der måske nogen der hører det - og det skal du jo nok, eftersom det er Mexico (eller Egypten, for eksempel).
Du har få personlige ejendele, udover dit kluns, og du har intet sted du kan være sikker på at kunne være i fred, og du har ingen kontakt hjem til Danmark. Din personlighed er dybest set underordnet, og folk vil skide på dine følelser. Du kan IKKE ringe til en ven. Al moralsk opbakning kan dybest set vise sig at være løgn. Og der er kamera på konstant.

Alligevel taler seere næsten udelukkende om deltagerne med hån og fordømmelse i stemmen, og aldrig den mindste smule, hvis ikke beundring, så i det mindste positiv forundring.
Det er dét, jeg ikke forstår. At deltage i Paradise Hotel er jo ikke anderledes end at springe i faldskærm eller at overleve et givent stykke tid udenfor civilisationen:
Det er en personlig, psykologisk udfordring i et fremmed, uvant miljø, og ikke alle ville kunne klare det. 
Det kan godt være, nogle synes det er finere, at backpacke på egen hånd i en eller anden svært belortet regnskov, men det er i så fald simpelthen bare den værste omgang tree-hugging-hippie-snobberi. Lidt kudos til deltagerne synes jeg derfor er på sin plads, simpelthen fordi de gør noget, jeg aldrig ville kunne gøre.

Paradise Hotel er på alle måder en ekstrem situation, en konstrueret pseudovirkelighed - der er dermed i sandhed tale om en særlig afart af reality-genren, i en anden grad end bare rent faktisk at filme virkeligheden som den forløber eller simuleret virkelighed. Paradise har INTET med virkeligheden at gøre. Hverken settingen eller menneskerne. Det er rigtige mennesker, jojo, og ikke skuespillere (med mindre de har fået besked på at spille skuespil på forhånd), men ligheden med virkeligheden stopper også dér.

 Dette forklarer, hvorfor man fra tid til anden kan høre følgende udtalelser fra deltagerne:
"Jeg troede aldrig, jeg ville ha' sex på Paradise Hotel."
"Jeg troede ikke, jeg ville kunne udvikle følelser for nogen i spillet."
"Så fuld bliver jeg altså ikke normalt."

Paradise har intet med normalitet at gøre. Pludselig kender man ikke sig selv, som man mere eller mindre gjorde derhjemme. Man overrasker sig selv, og ens grænser flyttes, fordi man lever så tæt under disse kunstige omstændigheder; efter en uge kan man høre en deltager omtale en anden deltager som "sin bedste ven".

Man bliver "Paradise-kærester", hvilket tilsyneladende vil sige, at man lever på hotellet i et forhold - men husk, at det er en uskreven regel, at sådan et forhold ikke udelukker isterningleg, kys eller sågar sex med andre deltagere! Julian og Jeanette blev "Paradise-gift" med fingeret ceremoni og det hele, hvilket de efterfølgende erindrede positivt i andre situationer.

Én er dronning på Paradise Hotel, én er konge. Eller, det TROR de i hvert fald de er, ifølge andre, mavesure deltagere.

Paradise Hotel 2012

Jeg har også i 2012 set alle afsnit af Paradise Hotel - det er ironisk, hvordan noget så dekadent og vulgært kan blive helligt for én, men ikke desto mindre.

Fra dag et holdt jeg med Sebastian, fordi jeg huskede ham som den søde tudeprins fra sidste sæson, der røg alt for tidligt ud.

Men Sebastian "The Greek"  havde imidlertid læst på lektien:
Han havde åbenbart mistet alle sine følelser på turen til Mexico (man kan jo miste så meget i en lufthavn) og var blevet en benhård spiller, der ville gøre alt for at gå hele vejen til finalen.

Og han løj som ind i helvede.
Og han knuste hjerter - nogle mere eftertrykkeligt end andre.
Og han bedrog og svigtede sine bedste venner for at fremme sin egen position.
Og hele vejen igennem stod jeg bag ham.

Værdighed

I Paradise Hotel tales der utrolig meget om begrebet ”værdighed” og deltagerne diskuterer løbende, hvem der er ”værdig” til at stå i finalen til sidst. Der er to forskellige opfattelser af, hvordan man bliver værdig: Enten spiller man taktisk, eller også spiller man med hjertet.
For eksempel spillede Sebastian iskoldt taktisk, mens Tina Maria spillede med hjertet, hvilket vil sige, at hun var loyal og holdt løgnene på et absolut minimum, og var faktisk på andenpladsen for mig personligt (hun er dælme også bare det yndigste jeg i mit liv har set - kan man godt adoptere en 20-årig, som faktisk har en mor?)

Efterhånden som Sebastian blev afsløret i sine løgne, blev han også mindre værdig i de andre spilleres øjne. 
Deres tiltagende negative opfattelse af ham skyldtes som regel, at han havde ansvaret for, at de eller deres partnere blev smidt ud fra hotellet. 
For eksempel sagde Hairon følgende på finaleugens første dag, da Sebastian smed hende ud: ”Jeg vil ha’ Sebastian skal bøde. Det er ikke en værdig måde at spille på, at bruge andre mennesker på den måde.”  
Og sandsynligvis har Sasha, den lille, naive stakkel med det skrøbelige hjerte, sagt noget i retningen af ”han er på ingen måde værdig” – for det mener jeg nu, hun fik gentaget en del gange.

Da Sebastian (desværre) blev smidt ud om onsdagen, som følge af Julians desperate forsøg på at betvinge kongen af Paradise, fik han mulighed for at hævne sig ved at tage en af de andre med sig i faldet. Sebastian valgte IKKE at hævne sig på de andre, men tog i stedet sin egen partner, Mary, med sig. Om det sagde Sebastian selv: "Når kongen dør, bliver hans elskede begravet sammen med ham." Tal om storladenhed! Tal om værdighed. 

Mary var selvfølgelig utilfreds med valget, men det viste egentlig bare, at hun heller ikke helt havde fattet konceptet, trods sin, ifølge de øvrige deltagere, "høje" alder (Mary er 30 år.)
Det er i situationer som disse, hvor mange af spillerne har misforstået begrebet om værdighed i spillet. Deres hævngerrighed afslører netop, at de spiller for meget med deres følelser og tager angrebene dybt personligt – de gør med andre ord pseudovirkeligheden til virkelighed. Det er selvfølgelig problematisk.
For når man føler sig angrebet personligt af én man stolede på, så reagerer man med vrede, tårer og hævngerrighed. Alle disse følelser får ekstremt udtryk, især i de uvante omgivelser, og resulterer ofte i pinlig optræden, f.eks. tudeture og anfald af vrede. 
Glade seere? Ja.
Tåkrummende pinligt? Ja, for pokker.

Uværdigt? - I allerhøjeste grad, ja!

For folk, der ikke ser Paradise, kan det måske være svært at forstå:
Hvordan kan man føle nogen form for sympati med et menneske, der behandler alle andre så lusket, iskoldt og egoistisk? 
Svaret er simpelthen, at ser man programmet som det det er, så havde Sebastian faktisk forstået reglerne som den eneste.
Hvis man vil gå til finalen, så må man røvrende andre, være uærlig og et eller andet sted også være forvisset om, at man står helt alene - man hverken kan eller vil stole på nogen og accepterer disse forudsætninger og spiller med dem in mente.  

Ja, alt eksisterer i sandhed i en dualisme! At lytte efter sit hjerte eller sin hjerne er måske et af de ældste eksempler på dette.
Julian udtrykte det således, med uvidende præcision, da han fik nys om, at Mary ville smide hans Paradise-kæreste, Jeanette ud: ”Det er skrækkeligt at høre Mary tale om at smide Jeanette ud. Jeg bliver sindssygt indebrændt, hvis hun gør det, men samtidig ville jeg godt kunne forstå det. Det er dét, der er så forfærdeligt ved det.”

Er jeg dum? Du er dum!

Mange synes, Paradise er dumt. 
Deltagerne er dumme, og man er åndeligt formørket, hvis man gider at se det. Angående deltagernes dumhed, kan jeg personligt ikke selv se, om det er den betalte luksus, udsigten til en potentiel halv million, det yderst komplicerede  af producenterne gennemtænkte regelsæt for spillet, eller den strategiske sans, der kræves af deltagerne, der er dum.

Og til dem, der tillader sig det finkulturelle smagsdommeri, der ligger i at fordømme andre menneskers lavkulturelle fetisches: 
Hyg dig endelig med din abstrakte udstilling af hjælpeløst klatmaleri på et nordsjællandsk skodmuseum, dine højt intellektuelle debatprogrammer og din avis, med det voldsomme LIX-tal, og føl dig endelig komplet fri til at nyde din overpriced kaffe, med et latterligt fransk navn, der i grunden bare betyder ”kaffe med mælk”, mens du fordyber dig i Kongens Fald, så vil jeg i mellemtiden drikke en kop stærk neskaffe, ryge mine slavesmøger og gense ugens Paradise, med fordelen af finalens udfald for øje, og glæde mig til morgendagens premiere på Paradise Hotel: Reunion. Og når der er reklamer, kan jeg jo passende nå en omgang Angry Birds.


onsdag den 18. april 2012

KONGE&KONGE

Konge med konge på:

- Indtagelse af verdens tykkeste skive kaffe i dag på fakultetet. Fryd og pludselig totalt vågne øjne!

- ChocoWafer fra Milka, verdens næstmest nostalgi-fremkaldende chokolademærke (efter Mini Muh); vaffel med choko rundt om. Som Regeringen udtrykte det: "En rigtig god Knoppers! Altså, bare bedre."

- Observationen af, at mit formodede cigaretmisbrug næsten kvalificerer til blot forbrug, idet jeg ikke ryger meget over 10 om dagen, åbenbart. Synes ellers hele tiden, jeg har en smøg i munden.

- Fænomenologisk hermeneutik

- Lulus og min samtale om den usynlige mand på handicaptoilettet på Fakultetet. Det var pænt sort.

- J.T.!

- Rema 1000! Synes jeg købte uendeligt meget, og stod og prøvede at grave en 200-mand frem fra pungen ved kassen, men hallo --- det blev 110 kroner. Og derpå fulgte min største succes indenfor wokmad. Jeg er awesome.

- Abrikos-sodavand fra Harboe. Endnu et sukkerholdigt nostalgitrip.

- Følgende SMS fra Bøssen, der for nyligt havde vundet kampen mellem Mormor og Mobiltelefon: "Nu er der ikke meget, jeg mangler at være ekspert i. Har også lige set et program om flagermus."

- Gitte Nielsen ude af Masterchef! Og Søs Egelind er konge!

- Satire og kvalitetsreality (oh yes) på DR 2: Quiz i en Hornlygte, Sex, Kaos og Bekendelser, A-Klassen, Den Bitre Ende og The Daily Show. Og derudover spændende og rystende doku om de højreradikale.

- Score, at hvor der er reklamer på andre kanaler med mindre indholdsrige programmer, er der på DR 2 en Penissang med Rytteriet.

Noget, der vel også var konge, når det kom til stykket, for det er alt jo:

-  Hvorfor er jeg så dårlig til at lægge neglelak på mine tæer?! Det ender altid andre steder! Havde lidt Black Diamond på læggen efter dagens forsøg udi kvindelighed. Azzå, nej! Og hvad er det egentlig for at latterligt ikke-problem at have øverst på listen?!

- At mennesker åbenbart synes det er nødvendigt at læse teksten på min "nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah nah BATMAN!"-T-shirt meget møjsommeligt. Efter det første par nah'er giver resten vel sig selv?

- At Sebastian ikke vinder årets Paradise. Jeg har holdt med ham hele vejen, selv når han var mest kold. Græd næsten, da han valgte ikke at hævne sig. Talk about dignity, og det episke elements kulmination, da han sagde: "En konges elskede bliver altid begravet sammen med ham", da han tog sin partner med i faldet.
"Sebastian The Greek: Greatness and Fall", en serie i 52 afsnit.

- Det faktum, at jeg har behov for at udspy galde over Nitte Nielsen, og ikke bare kan være ligeglad, men her kommer det: Jeg kan sgu ikke snuppe den kost, med hendes uhørt højlydte udbrud, kombineret med det hurtigt efterfølgende blik rundt i lokalet, der søger efter anerkendelse og nogen der siger "du er god nok, Gitte." Der er ingen, der siger det, Gitte. Du er bare røv-for-meget.

mandag den 16. april 2012

Kære Gustav

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget lort du må skulle stå model til, når du bevæger dig omkring i verden, nu hvor du er et tilbagevendende TV-fænomen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg mildest talt ikke syntes om din optræden i Dagens Mand eller For Lækker Til Love, og jeg følger i øvrigt ikke fast med i Divaer i Junglen. Men bare i kraft af de to afsnit jeg har set, har jeg fået et hel andet syn på dig.
Det forekommer mig soleklart, at du ikke er dig selv i de to førstnævnte programmer. Det er måske én af mange personlige facetter, du der udstiller, som er DIVAEN!
Men i sidstnævnte program er du virkelig blevet til et menneske, man kan forholde sig oprigtigt til, uden at kategorisere dig og putte dig ned i én boks, som ikke kan rumme hele dit væsen, ligesom INGEN bokse kan rumme NOGET menneske.

Du får hermed min street respect, hvis den ellers tæller på nogen måde, både med dig som modtager og mig som afsender for øje.

Helt klichéagtigt ønsker jeg dig alt godt i fremtiden, og hvis jeg nogensinde møder dig udenfor envejskommunikation og pseudovirkelighed, så vil jeg gentage, hvad jeg her har skrevet.

Venlig hilsen
Thea, stud.teol.

P.S.: Min lillebror havde kun gode ting at sige om dig, da du var gæstebartender på Tordenskjold i Grindsted.

lørdag den 14. april 2012

En latterlig aften, del 2 af 2

Det er altså fælt tarveligt, at alle de verbale guldkorn i høj grad kommer når man er stangvissen på en lummer bodega, og at man dagen efter ikke rigtig kan huske andet end glimt. Det må siges at være bajer-forbandelsen.
Skidetak.

Bøssen og jeg var på Glenten, og jeg kan huske, at vi grinede virkelig meget af enormt platte ting.
Og at en del af de platte ting når var pænt vulgære, for vi talte da vist en del om sex.
Det er også et af de bedste emner. Sex og Gud. Ikke samtidig, dog. Der kan også gå for meget Joachim Stender i den, efter min smag. 

Og jeg kan huske, at en ukendt duo fra det Mig og min Mor, der findes som del af den udokumenterede virkelighed, kom ind og dikterede musikken lige lidt for længe, så Glenten i en times tid var forvandlet til provinsdiskodasko.

Og jeg kan huske, at der lige pludselig var enormt ryk-ind af unge mennesker, hvilket gjorde sammenligningen med halbalstilstande endnu mere træffende.

Det fik mig til at tænke på de gange, hvor frøken Lulu og jeg har kommenteret på midaldrende bodegamama'ers pinlige opførsel og betakket, at vi dog var i start 20'erne og kun opførte os som det forventes i forhold til alderen, og at vi aldrig ville komme til at stå på den måde, når vi var i 50'erne.
Det er jo ikke fordi, man skal lyde vildt gammel eller noget, men det slog mig bare, at jeg nu, i en alder af 26, også synes, at bodegamiljøet appellerer mest til MIG.

Det hænger vel sammen med det faktum, at man aldrig vågner op og med ét er blevet voksen, med a-kasse, en praktisk lille bil og tikkende æggestokke, der gør, at en tur til Berlin med en god veninde virker ufattelig uinteressant, i forhold til lysten til at ha' en lille, savlende unge, der aldrig er bleg for en god skidetur, hængende fra sin ene pat.

Omstændigheder er man ikke herre over, men fundamentale personlighedsmæssige forandringer er det nok ved at være slut med. Og måske vågner man ikke op og synes, at man er blevet for gammel eller at de unge har mere ret til det ene og det andet, før spejlet ubarmhjertigt fortæller én det.
Nok om det. Jeg var jo lidt fuld.

På daværende tidspunkt havde jeg for længst taget magten over jukeboksen, og da Bullet in the Head bragede ud i det lille lokale, tænkte jeg, at der med den lave gennemsnitsalder måtte være nogen, der aldrig havde hørt det nummer før.

Flash-forward til klokken 3. Claus var taget hjem. Lulu var ankommet.
Vi sad på et lidt crowded Under Hylden, akavet placeret lige udenfor toiletterne og snakkede om, at vi lignede polske "tisse-koner", der tager imod penge for toiletbesøg. Jeg mener, at gratis toiletbesøg er en menneskerettighed, men åbenbart ikke under nævnte omstændigheder.
Vi begyndte i hvert fald at tage entré fra folk ved toiletterne.
Kun mændene skulle betale. Kvinderne ville nok bare blive sure, og dem gider man sgu ikke skændes med.
Den første smed halvanden krone, men nummer to smed tredive.
Efter tyve minutter kunne Lulu købe to øl mere til os.

Derefter satte vi prisen ned fra "10 kroner eller hvad man havde" til "to kroner, eller sig noget klogt, som vi ikke ved i forvejen," og stiletbeklædt fod og strømpebukseben blev nu benyttet som en slags uartig bom, mellem tissetrængende stakkel og toiletterne.

Det var helt vildt sjovt, og vi fik da snakket med en masse mennesker, selv om ingen var i stand til at fortælle os noget klogt og nyt.

Alligevel sidder jeg nu og tænker over, hvad fanden vi havde gang i.
Især da bartenderen kom ned og bad os rykke bordet, fordi der stod folk i baren, som brokkede sig over, at de ikke turde gå på toilettet.

Oh well. Bare endnu en dag på kontoret.

Optakt til en latterlig aften, del 1 af 2.

Når der er en dag, hvor man bare ikke får lavet dagens gerning, så kan man jo i stedet bruge den på at overveje outfit til aftenens øl-indtagelse, samt spekulere virkelig grundigt over, hvorvidt man tør tage høje hæle på.

Jeg har skam haft hæle på i byen før, og jeg tror faktisk aldrig, jeg er faldet, snublet eller vredet om.
Jeg har heller aldrig haft voldsomme problemer med at holde balancen på dem, i takt med at branderten bliver mere tiltagende. Alligevel nærer jeg en eller anden frygt for at falde, som om et listigt vindpust kunne komme bag på mig og spontanvælte mig, foran en masse mennesker, der griner hysterisk. Og peger.
Totalt irrationelt.

Skulle mødes med bøssen klokken 20 på Under Hylden nede ved Nørrebro station, og klokken tyve minutter i skrev jeg til ham om vi stadig havde en aftale. Han svarede ikke, men jeg var jo nødt til at gå ud fra, at aftalen stadig gjaldt.
Græsrodsbevægelsen stavrede ud med bevægelser, der var længere fra græsrødderne end  de er i min comfort-safety-zone. Aldrig er det sket før, men netop på dét tidspunkt, på den dag hvor jeg faktisk havde en aftale, som jeg oven i købet var for sent på den til, var der noget galt med busserne.

Ventede i næsten ti minutter, inden jeg besluttede mig for at gå ned til Under Hylden, fordi Claus vel sad og ventede. Lykkedes at gå rimelig overbevisende i høje sko, selv om det føles helt vildt unaturligt at bevæge sig i den slags torturinstrumenter. Efter at have tilbagelagt et par kilometer i stiletter nåede jeg til caféen klokken halv ni - og der var Claus IKKE. Havde i mellemtiden skrevet fire SMS'er og ringet tre gange, uden at få svar.
Fjerde gang tog han den og sagde, at han havde drukket øl mens han havde ventet på mig, men at han naturligvis havde glemt telefonen derhjemme og kvart over otte var gået hjem for at hente den. Naturligvis. Selvfølgelig. Det kunne man faktisk godt ha' sagt sig selv.
Kvart i ni sad vi sammen over hver sin Tuborg, den første af mange, og ævlede løs om dette og hint og os selv og hinanden.

Han havde haft en dejlig påske. Hans hår sad som det sidder når det er bedst. Han smilede fra det ene øre til det andet. Og han synes, jeg var god til hælene.

Og Claus havde endnu engang glemt telefonen derhjemme.

torsdag den 12. april 2012

Kongedag!

I dag var jeg inde i indre by et smut, for at se hvordan den havde det efter påsken, samt for at drive den af med lille Lulu.

Beskrev dagen således på gode gamle Facebook:

- NØJSH, en konge dag! Har sendt ting til min specialevejleder, hvorefter jeg skyndte mig at fly fra mit hjem, så jeg ikke kunne tjekke om han svarede! Flygtede til indre by og mødtes med Louise, fandt solbriller i Wasteland og drak kaffe og lavede teologitræf på fortorvet foran Studenterhuset og smuttede hjem efter en enkelt (og faktisk kun én enkelt) på Rosengården, og i aften står den på parceremoni i Paradise, orientalsk risret, vin rouge og Submarino med Kian! Og specialevejleder har IKKE responderet, så intet er forsømt - yes sir.

Gudskelov foregik teologitræffet midt i myldretiden, og så på Købmagergade, af hvilken halvdelen er gravet op, så der er 50% mindre plads for samme mængde mennesker at bevæge sig på!
Skønt for en gangs skyld at være den, der generer andre, og ikke bare den, der bliver generet.

Træffet så cirka sådan ud:


Og her er mine nye, flotte solbriller!
Nu må solen godt komme an på fuldt smadder, så jeg ikke ligner en idiot, der tror, solbriller på nogen måde
 er nødvendige, når det er megaoverskyet:

(Læg mærke til kontrasten mellem sejt pose og totalt angstfyldte øjne.)

Time of the season

Afhænger dine playlists også lidt af, hvilken årstid det er?

Altså, for mig er der ikke lige så stor forskel på, om det er forår eller sommer, efterår eller vinter.
Men mildt og måske varmt vejr kalder altså på særlige følelser, og dermed en speciel slags musik, hvor rusk eller frost skal akkompagneres af dystre toner.

Bud på sommer-playlist

D-A-D
Everything Glows
So What
Son of a Gun

Time of the Season, The Zombies
Sex and Candy, Marcy Playground
New Shoes, Paolo Nutini
The Floor Is Made of Lava, The Floor Is Made of Lava
I'm Your Daddy, Weezer
Sommartider, Gyllene Tider
Håbløs, Østkyst Hustlers
Fun, Fun, Fun, Beach Boys
Don't Worry Baby, Beach Boys
Venter, Christian Brøns & Patrick Isaksson
Burnin' Love, Elvis Presley
Black Treacle, Arctic Monkeys
Cuccurucucu, Franco Battiato
Bad Touch, Bloodhound Gang
Beautiful Ones, Suede
Slave To The Music, Twenty Four Seven
Cupid's Victim, Tiger Army
Stupid Man, Thomas Helmig
Over and Over, Hot Chip
Sommer, Johnny Deluxe
Orange Crush, Editors (R.E.M.)


Bud på vinter-playlist

Nick Cave and The Bad Seeds
Oh My Lord
No More Shall We Part
Hallelujah
Fifteen Feet of Pure White Snow
Crow Jane

Tom Waits
November
Russian Dance
Just The Right Bullets
Tango 'Til They're Sore
Cold Water
LowDown

Dirt in the Ground, Kellermensch (Tom Waits)
Rullett, Kaizers Orchestra
Wintertime Love, The Doors
Eat Raw Meat = Blood Drool, Editors
In Here, Mom's a Mannequin
A Real Hero, College & Electric Youth
Til Nashet, Steppeulvene
The Words That Maketh Murder, P.J. Harvey
Personal Jesus, Depeche Mode
Don't Sit Down Cause I Moved Your Chair, Arctic Monkeys
Say It Ain't So, Weezer
Deus Ibi Est, Mark Lanegan & Isobel Campbell
Ode To Sad Disco, Mark Lanegan

... Og hvad kan vi så lære af det?
Ikke en skid, men det var da meget sjovt for mig!





onsdag den 11. april 2012

Skamløs Rema-reklame!


Du dér! Læser! Hvad ser du på dette billede?
En masse madvarer, ja, korrekt svaret, du er ikke så dum, som jeg foretrækker at tro.
Nu skal jeg specificere:
Billedet forestiller intet mindre end for 258kr. fødevarer, indkøbt i Rema 1000.
Det var aldrig sket i Døgn Netto!
Der er lige åbnet sådan en Rema-fidus nede ved Hulgårds Plads, og i dag fik jeg lige prøvet den.
Billedet vidner om, at jeg ikke engang nåede alle afdelingerne igennem, inden min kurv var totalt proppet og i øvrigt svært overvægtig.

Når jeg har været i Bilka på indkøbstur med far, og beløbet ender et sted over 1000 kroner,
så går vi altid bagefter og opregner og minder hinanden om, hvor meget man egentlig fik for pengene:
"Vi FIK jo faktisk seks flasker vin!"
"Ja, og roastbeefen kostede 150 i sig selv!"
"Mmm, og cigaretterne kostede 100!"
"Ja, og så er der jo også masser af shampoo og underbukser!"

På samme måde kan jeg fortælle, at der på billedet er 1000g. oksekød og 900g. kylling, og at nogle af varerne faktisk er økologiske, selv om jeg ikke er tilhænger af den slags, i hvert fald ikke når det kommer til gulerødder, eller folk, der tror, at deres kamp for miljøet gennem udelukkende indkøb af øko-varer kan ses på andet end deres meget tomme bankkonto. Tænkte dog, at faren for at øko-pasta smager som at stikke tungen ud af vinduet er minimal, eftersom pasta ikke smager af ret meget i forvejen.
Og prismæssigt var der fakkertalt ingen forskel.
Skørt.

Men altså: Rema 1000 er min nye dagligvarebutik!
Damn, jeg håber der er én, det sted vi skal flytte hen, engang.

Og hvis folk brugte ligeså meget tid på at gå op i en spids over dét, som de gør over WordFeud,
så ville de nok være LIDT rigere.
Eller noget. 

lørdag den 7. april 2012

Fuck biffen.

Man hører fra tid til anden nogen påstå, at det er helt vildt fedt at gå i biografen.
Visse film SKAL bare opleves på det store lærred.
Det skulle f.eks. have været rigtig væsentligt med film som Ringenes Herre og Avatar.
Det er en særlig oplevelse at dele med andre filmentusiaster.
M-hm, aha. En HELT speciel oplevelse, helt sikkert.

Personligt synes jeg selvfølgelig, at det er røv og nøgler.
Det er utrolig sjældent, jeg går i biografen, og selv om jeg sagtens kan have biografoplevelser, der er bedre end andre, så slår de altså aldrig den oplevelse det er at være filmisk asocial i private rammer.
For sjovt nok er folk ligeså pisseirriterende i biografen, som de er alle mulige andre steder.
Og folk er jo generelt rigtig irriterende og sølet ind i lutter nederen.
De køber fuldstændig overdimensionerede sodavand, og underligt nok kan man sagtens indtage de to liter sodavand der er i en muteret multi-menu ligeså slubrende, som hvis der kun var den lille sjat tilbage i bunden af papbægeret, der øjensynligt gør HELE forskellen på, om man har fået nok sodavand eller ej.
De første 1,98 liter var jo bare ikke helt nok, vel.

Og jeg er efterhånden også begyndt at forstå det voldsomme irritationsmoment der naturligt medfølger for omverdenen, når børn og unge mennesker fråder popcorn og baconsnacks en masse, uden at lukke munden, katastrofalt knasende og latterligt larmende.
Hvornår var det nu, at grotesk salt- og sukkerindtag blev en uundværdlig del af en filmoplevelse?
Hvad folk gør i egne hjem rager mig, bevar mig vel!
Og naturligvis har jeg intet imod popcorn og sodavand, sådan principielt.
Nej, problemet er og bliver jo FOLK og deres tendenser!

Jeg gider ærlig talt ikke betale mindst 100 kroner (!!!) for at sidde og blive distraheret af totalt hensynsløs og svinsk indtagelse af ligegyldigheder.
Men det er dog en ting man må tage med, når man begiver sig hen i sådan en biograf, dér.

Hvad man IKKE kan forventes at skulle leve med er derimod diverse teenageres fejlagtige opfattelse af, at de er verdens centrum, og at de bare er SÅ sjove, når de kommenterer filmen undervejs.
Prøv å' hør': Du er 14. Det er ikke på nogen måde flot, at du har gennemskuet, at Caledon Hockley i Titanic er "et dumt svin." Det er vi nogen, der har vist siden 1997.
Så hvad med lige at lukke mundhullet, i stedet for at galpe op som en hvalp, hver eneste gang han toner frem på lærredet? Og hvis det ikke kan være anderledes, så brug din muterede multi-menu dertil.
Vi andre er ikke på nogen måde imponerede over dine ringe udviklede evner udi persongennemskuelse. Som sagt er du 14 - din viden er begrænset - FAT DET and honor your elders, havde jeg nær sagt.

I din mors og fars øjne er du forhåbentlig det bedste der nogensinde er sket, men NEWSFLASH, den opfattelse er der ikke rigtig andre, der deler. Der er du altså stadig bare en bebumset snotunge med fedtet hår, der intet ved om verden.
Og vi betalte sandsynligvis i højere frad for at svømme hen i nostalgi over forelskelsen i teenageidolet fra slut-90'erne, og ikke for at høre, hvor meget ord-bræk andre folks børn kan lire af på 3 timer og 17 minutter.

Der er ikke nogen nyhed i, at teenagere kan være særdeles uudholdelige, fordi de tror, de er så inderligt interessante for alle mennesker.
Men evnen til at være belastende og hensynsløs er åbenbart ikke forbeholdt dem, hvilket man ellers skulle tro.

I sin tid var jeg, som den store Niels Malmros-fan jeg er, inde for at se Kærestesorger, hvilket var en ræjti' big deal, når man nu synes, at dansk film peakede rimelig meget med replikker som "har I set min nye trøje? Er den ik' flot? Den er rø-ød," og "der sidder så'en et håndtag, herovre".
Det viste sig, at den film ikke var noget for teenagere (YES!) og da slet ikke i Dagmar Teatret.
Hvem skulle have troet, at oplevelsen denne gang skulle blive besudlet af en flok fucking fyrre-årige veninder, der "lige var på tøsetur, tihi"? At fire kvinder i den alder kunne sidde i biografen og fnise fuldstændig fjollet over nøgen pige-torso, i forbindelse med kulminationen på den første fumlende forelskelse, det begriber man jo simpelthen ikke.
Dame, jeg håber, dine børn synes, du er det mest fantastiske i verden, men når der sidder to fremmede i din nærhed, som er i starten af 20'erne og mener, du er totalt pinlig, så må jeg indrømme, at jeg tvivler på det.

I den slags situationer er jeg ikke dén, der rejser mig og siger nogen "et par borgerlige" ord, Gud fri mig vel. For hvad nytter det egentlig? Hvis man ikke er en stor mand, får man jo alligevel bare et beskidt svar, fordi, ungdommen-nu-til-dags og den slags. Og jeg beklager, men jeg er altså ikke på nogen måde zen eller mellow, så jeg besidder desværre ikke evnen til at ignorere hverken små eller store idioter, og det synes jeg ærlig talt heller ikke andre kan forvente.

Jeg ville ønske, jeg var bedre til at konfronterede fremmede mennesker, når de er på tværs.
Det tror jeg ikke, de fremmede ville ønske.

En undersøgelse viser (http://filmz.dk/undersoegelse-viser-unge-vil-have-mulighed-for-at-skrive-sms-i-biografen) at unge mennesker vil have lov til at sms'e, være på nettet, twitte og what not, mens de er i biografen. På den ene side tænker jeg, at hvís det kunne få dem til at holde kæft, fordi de havde travlt med at udgyde ligegyldige betragtninger til deres Facebook-venner, så for min skyld gerne.
Men på den anden side, så er der bare ikke langt fra sms'en og internet, til også lige at synes, at de øvrige biografgængere vel godt kan finde sig i et enkelt telefonopkald under filmen - hvilket jo i forvejen kan hænde fra tid til anden (WTF!) Ifølge undersøgelsen "vil de unge have mulighed for at se biograffilm på samme måde, som de ser film derhjemme, hvor mange skriver kommentarer på Facebook og Twitter om det, de ser".

Så synes jeg ærlig talt, de skal blive hjemme.
Måske for evigt.
Eller gå i biffen - jeg er ligeglad.
For jeg kommer der sgu ikke mere.






mandag den 2. april 2012

Om kunsten at være gæst



Tilbøjeligheden til at være sig selv i sit eget rum er slående.

Man har det alligevel bedre, mere trygt, når man befinder sig i det space, som er ens eget, private domæne.
Jeg synes, jeg taler mere om mig selv, når jeg er i mit eget rum.
Måske er det fordi, at jeg, udover mine gæster, er omgivet af mig selv i mit rum.
Alt i rummet skriger, at det er mig, der bor der. Min eneste egentlige hjemmebane.
Og jeg taler mere om andre, når jeg er i deres rum.

Måden man gebærder sig i sit rum på er anderledes end måden man bruger andetsteds.

I rummet er man mere ærlig på den umiddelbare, instinktive måde.
Man er omgivet af sine ting, få eller mange, og kan røre ved dem, tage dem frem og lægge dem på plads som man har lyst til.
Det kan man naturligvis meget sjældent i andre menneskers rum.
Så skal man være så tæt på dem, at deres rum fungerer som en forlængelse af ens eget.

En god vært bestræber sig på, at få gæster til at føle sig tilpas i hans rum og det gør han bedst ved klart at sætte tonen.

At føle sig tilpas er nemlig ikke ensbetydende med, at man kan smække benene op og hænge i gardinerne.
At føle sig tilpas i en andens rum er at forstå de regler, den tone, der bliver kommunikeret fra værtens side, og følge dem.
Hvis man ved, hvordan man forventes at føre sig selv i en andens hjem, så kan man leve op til forventningerne og føle sig tilpas.
Når man har forstået det, kan man slappe af; der kommer ingen pludselige overraskelser eller utilregneligheder.

Men i begyndelsen er man famlende høflig og underlegen, hvis man da ellers har en intention om at gøre et behageligt indtryk på værten. Dette viser en facet af menneskets dyriske adfærd, idet et svagt dyr (på udebane) også føler sig kuet af stærkere dyr.

Man fornemmer tonen, men må lytte intenst og læse mellem linjerne for forstå dens omfang.

Derfor siger det enormt meget om mennesker, om de helst vil modtage gæster eller blive modtaget som gæst.

Det kræver ressourcer og overskud, hvis man altid modtager gæster, fordi man altid skal være på og klar til at give.
Og det kræver ressourcer og overskud, hvis man altid bliver modtaget som gæst, fordi man konstant forstiller sig.