"Sund død" eller "Løb for livet"

”Jeg troede aldrig, det kunne ske for mig, men jeg er simpelthen blevet HELT afhængig af at motionere!”

 

Jeg tager mig til hovedet, hver gang jeg hører en eller anden fitnessfrelst jernpumpende løbeabe komme med ovenstående udsagn, og imens tænker jeg på, hvor sjovt det er, at det er helt okay at være afhængig af noget, mens andre ting får folk til at sætte yderst chokerede grimasser op.
Man skal ikke blande sig i andres liv og eksistentielle valg, meeen, det er nu åbenbart all around okay at komme med dumsmarte bemærkninger om mine ”cancerpinde/ligkistesøm” and what not,
for rygning er jo usundt – man dør af det!
Så når folk blander sig, så er det jo til mit eget bedste!

 

Men når jeg så ekshalerer og siger:
”Jeg fatter simpelthen ikke dem, der gider okse prustende rundt i tights hele dagen lang, mens deres sprutrøde kinder forvandles til en ny spændende nuance lilla”, så bliver jeg mødt med uforstående løftede øjenbryn, pander med dybe rynker, der spørger ”hvad har du gang i” og åbne munde, der mangler ord.

 

Men faktum er altså, at jeg hader at bevæge mig.
Som regel kan jeg lige tage mig sammen til turen ud i køkkenet efter endnu en kop Nes, og hen til emhætten for at hente en ny pakke blå LM 100, men motion for motionens egen skyld, dét kan jeg simpelthen ikke udstå!
Jeg kan ligeså lidt sætte mig ind i andres altdominerende behov for at blive ”fit”, som de kan sætte sig ind i min udelte nydelse ved at trække røg dybt ned i lungerne og mærke roen sænke sig.

 

Bevares, jeg skal da heller ikke sidde her og lyde som en anden slags frelst idiot, der bare hviler i min krop som den er. 
Jeg er, som de fleste andre, naturligvis påvirket af det forkvaklede skønhedsideal, som vi bliver udsat for og siden gennemsyret af, hvad enten vi vil det eller ej.
Jeg løber også, i ny og næ.
Sveder på crosstraineren, til jeg føler, at jeg skal dø, og unægtelig må spekulere over, om dét nu KAN være så sundt.
(Og tilfredsheden bagefter bevirker ikke, at smerten er det hele værd!)

 

Vi tror, at vi skal være trænede og stramme i ansigts- såvel som mavebetrækket, fordi det ser skidegodt ud.
At det er lykken at være stram.
At man skulle skamme sig, hvis man tror det muligt at være attraktiv på en anden, blødere vis.
For tonede muskler syner af generelt sund livsstil og klædelig selvtilfredshed.
At man ved, hvad der er bedst for én selv (og alle andre), og at man træffer fornuftige, sunde valg, fordi man tager kroppen dødalvorligt.
Sådan er det bare.

 

Og hvis man er sund, så mener de jo, man lever længere.
Og dét vil vi jo gerne, bare sådan, fordi vi kan.
Om det så betyder, at al den tillagte levetid er blevet brugt på at løfte jernbyrder og flytte fødderne, som flygtede vi fra en livstrussel, så er det netop dét, vi gerne vil.
Leve længere.
Beherske alderdommen.
Nedkæmpe kroppens forfald.
Flygte fra det, som vi aldrig bliver herrer over, nemlig, at livet får en ende.
For det er åbenbart alfa og omega, at man ser underligt sund ud, indvendigt og udvendigt, når man som 110-årig ligger i sin seng på plejehjemmet og livets indhold er begrænset til at pisse og skide.
Gud forbyde, at man lå dér, som 80-årig, hvis man er heldig stadig med kontrol over lukkemuskulaturen, og så tilbage på al den nydelse, man havde taget del i livet igennem, i glæde over, at man kun sjældent punkede sig selv over hele tiden at skulle blive bedre, løbe hurtigere, spise sundere, ryge mindre, se bedre ud.
At se sine utallige rynker i spejlet og vide, at de var selvforskyldte, men at de dog mest skyldes smil på smil, og ikke er nedadvendte, som den kronisk indædte anstrengelses ar.

 

”Det skal gøre ondt, for at det kan gøre godt”, siger de stærke motionister, og det har de vel ret i.
Men det kommer bare først til at gøre rigtigt, eksistentielt ondt, når man fatter, at hver en sten, man bruger alle sine kræfter på at skubbe op, har det med at trille ned igen.
At man aldrig bliver stærk nok.
At svaghed er et vilkår.

 

Og jeg tager mig til hovedet over mig selv, fordi jeg nu vil trække i løbetøjet og straffe min krop, fordi også jeg har et forrykt skønhedsideal og en forkvaklet opfattelse af sundhed at leve op til, og ikke mindst fordi, jeg i aften har tænkt mig at svinespise (!) and, drikke vulgære mængder rødvin og ryge skamløst mange smøger.

Glædelig Mortens aften.