Om kunsten at være gæst

Tilbøjeligheden til at være sig selv i sit eget rum er slående.
Man har det alligevel bedre, mere trygt, når man befinder sig i det space, som er ens eget, private domæne.
Jeg synes, jeg taler mere om mig selv, når jeg er i mit eget rum.
Måske er det fordi, at jeg, udover mine gæster, er omgivet af mig selv i mit rum.
Alt i rummet skriger, at det er mig, der bor der. Min eneste egentlige hjemmebane.
Og jeg taler mere om andre, når jeg er i deres rum.

Måden man gebærder sig i sit rum på er anderledes end måden man bruger andetsteds.
I rummet er man mere ærlig på den umiddelbare, instinktive måde.
Man er omgivet af sine ting, få eller mange, og kan røre ved dem, tage dem frem og lægge dem på plads som man har lyst til.
Det kan man naturligvis meget sjældent i andre menneskers rum.
Så skal man være så tæt på dem, at deres rum fungerer som en forlængelse af ens eget.

En god vært bestræber sig på, at få gæster til at føle sig tilpas i hans rum og det gør han bedst ved klart at sætte tonen.
At føle sig tilpas er nemlig ikke ensbetydende med, at man kan smække benene op og hænge i gardinerne.
At føle sig tilpas i en andens rum er at forstå de regler, den tone, der bliver kommunikeret fra værtens side, og følge dem.
Hvis man ved, hvordan man forventes at føre sig selv i en andens hjem, så kan man leve op til forventningerne og føle sig tilpas.
Når man har forstået det, kan man slappe af; der kommer ingen pludselige overraskelser eller utilregneligheder.

Men i begyndelsen er man famlende høflig og underlegen, hvis man da ellers har en intention om at gøre et behageligt indtryk på værten. Dette viser en facet af menneskets dyriske adfærd, idet et svagt dyr (på udebane) også føler sig kuet af stærkere dyr.
Man fornemmer tonen, men må lytte intenst og læse mellem linjerne for forstå dens omfang.

Derfor siger det enormt meget om mennesker, om de helst vil modtage gæster eller blive modtaget som gæst.
Det kræver ressourcer og overskud, hvis man altid modtager gæster, fordi man altid skal være på og klar til at give.
Og det kræver ressourcer og overskud, hvis man altid bliver modtaget som gæst, fordi man konstant forstiller sig.