Nytår på bloggen!

Nytår - tid til at gøre status.
Det gør jeg egentlig som regel ikke så meget i.
Jeg har det mere som flyttemand Olsen: "Nytårsaften skal man være FULD,"
og en af beruselsens mange herlige egenskaber er jo netop, at refleksionen ligesom pacificeres,
for én gangs skyld.

Men når man blogger, så skal man altså helst reflektere lidt.
Så må fuldskaben lige vente lidt,
selv om den første grønne er knappet op.

Forleden dag gjorde min familie og jeg lidt status for året sammen.
2012 har først og fremmest været et roligt år.
Ikke, fordi der ikke er sket en ski', tværtimod.
Men ingen af mine nærmeste er døde.
Ingen af mine nærmeste har været fatalt ramt af sygdom.
Pyha, det er sådan set det vigtigste,
så kan de egentlig godt komme an med prøvelser af faglig og personlig art,
så længe verden ikke vælter, så skal det nok gå, så er jeg fortrøstningsfuld.

Årets første halvdel gik med at skrive speciale.
Der er ikke meget at berette om dén proces,
det var jo, som sådan noget er; stressende, lærerigt, frustrerende og ikke mindst yderst tilfredsstillende, når det endelige resultat bliver vel modtaget (jeg gentager: 10!)

Som følge af dén succes blev jeg i 2012 cand.theol.
Syv år, blev det til i alt, og derfor har jeg udnævnt syv år på uni til at være det antal år, der i det mindste er nødvendigt, hvis man vil være teolog; teolog bliver man altså ikke af at gøre ting på normeret tid, så bliver man bare elitestuderende og har helt sikkert drukket for få øl og i stedet været kærester med læsesalen, det er nu min holdning.

Det kan godt være, jeg ikke gør ting færdige på dén tid det latterlige SYSTEM foreskriver,
men jeg har dog afsluttet 21 års skolegang, ud i én køre.
Dét er sådan set det vanvittigste ved det hele!

Det endte med 17 ugers kursus på Pastoralseminariet, også kaldet "præsteskolen."
Jeg havde helt sikkert troet, det ville være mere chilleren at gå der,
end det viste sig at være.
F.Y.I. er det rimelig svært at vænne sig til mødepligt, når man i syv år har skidt højt og flot på den slags, og bestemt hyggesnakket mere og drukket mere kaffe, end man har fulgt timer,
hvis det kan gøres op på den måde (det synes jeg godt det kan.)
Jeg troede ikke, jeg kunne blive klogere, men det kunne jeg selvfølgelig sagtens.
Og nu er jeg klar til at være præst!
Bring it on!

Så flyttede jeg fra København.
Hvorfor bo i Storstaden, når lejemålet udløb sammen med studierne og SU'en,
når man nu kunne bo gratis hos sin papa i barndomsbyen?
Der var ingen grund til at blive.
Eller, der var selvfølgelig en masse dejlige mennesker som skulle forlades,
men selv om jeg elsker mine venner overalt på jorden,
så syntes jeg altså ikke, jeg kunne indrette mit livsgrundlag efter deres gøren og laden.
Så måske flyttede jeg også lidt i trods, og som et forsøg.
For ikke selv at føle, at jeg mest blev hængende for deres skyld.
København er skøn, men visse facetter ved den har aldrig passet mig.
Stressfaktoren.
Menneskemylderet.
At alting altid har åbent, at der altid er noget, der lokker én væk fra at være zen med sig selv.
Den offentlige transport (ALDRIG MERE 5A!!)
Og rigtige venskaber er jo venskaber, ligegyldigt hvor parterne befinder sig.

Flere æraer sluttede
- for "ikke mere København" betød også "ikke mere Kian."
Siden 2009 har jeg kendt ham, siden 2010, hvor han nærmest boede hos Claus og mig på Glasvej,
og vi efterfølgende boede på Smedetoften og i Brøndby Strand sammen,
har han været dagens begyndelse og dens slutning.
Jeg har kun bedste venner og han var i høj grad én af dem.
Nu er det anderledes.
Regeringen og Græsrodsbevægelsen er adskilt,
men ifølge min overbevisning stadig sammen i ånden.
Hvordan det nu bliver, kan man ikke vide.
Men sidst vi sås, til farvel-druk i Teobar, føltes det som om en cirkel var sluttet.
Jeg håber, vi skal tegne en ny cirkel.

Årets store begivenheder sluttede med et vist klimaks, må jeg nok sige!
Efter 6 år som mere-eller-mindre single, holdt jeg den 8. december op med at være det.
Dét med at være kærester med nogen har på mange måder været forbundet med nogen ambivalens for mig.
JA, det er da skønt at kunne ha' nogen at putte med og som holder af én og blabla,
men på den anden side har jeg ikke haft så godt som nul erfaringer med normale kæreste-emner siden jeg gik i 9. klasse!
Og forelskelse har for mig i mange år været forbundet med at føle sig utilstrækkelig, behagesyg og ligge i en irrationel, næsegrus beundring for den andens fødder, som sluttelig kan ende med at ødelægge alt.
So why bother?

Jo, det skal jeg fortælle dig;
når man bare bliver ramt, med stort R, så er der bare ikke noget at gøre.
Slet ikke når det er gengældt.
Så er bekymringerne forsvundet.
De trælse tanker bliver afløst af umiddelbar glæde og tilfredshed.
Han er bare nem at omgås og udover det sjov at være sammen med og dejlig at se på.
Kan det være bedre?
Svaret er nej.
Eller jo; det kunne da være konge, hvis man ikke boede i hver sin ende af landet,
men på den anden side - når man sådan er blevet ramt, så er landet ikke større end man nok skal få krydset det.

Så jeg går glad ud af 2012 og glad ind i 2013.
Jeg fejrer for første gang i mange år nytårsaften herhjemme i familiens skød,
og dét betyder mojitos, tapas, indbagt oksemørbrad, bagte peberfrugter, mandelrand med softice,
Cremant døl-sass (sig det; det lyder bedre end d'Alsace!) og Barolo!
Lågsus!

Jeg håber, at I, søde læsere, får en rigtig dejlig nytårsaften,
og at et af jeres nytårsfortsætter er, at blive ved med at følge Sitzimleben i det nye år!

Her får I mine personlige nytårsfortsætter:

- Få fast embede som sognepræst
- Spil mere guitar
- Læs mere
- Tegn mere
- Begynd at løbe igen
- Bliv ved med at ryge
- Skriv blogs mere jævnligt
- Hold op med at slutte fra "nu" til "for evigt"
- Mist ikke smartphone eller få den i hvert fald forsikret
- Lær at spille klaver
- Få flere tatoveringer (motiver er planlagt!)
- Få en pladespiller

Dommedag mig i røven

Undskyld, Verden, men hvad fanden foregår der?

Det er jo ikke ligefrem første gang, nogen har påstået at kunne forudsige jordens undergang.
Det sker faktisk hele tiden - gudskelov sker det "kun" jævnligt, at det bliver så hypet, som det er blevet denne gang.

Folk river pløkkerne op og flytter til steder, hvor de tror, de kan være i sikkerhed.
Nogen lærer at skyde med bue og pil, så de kan overleve, når det meste af verdens befolkning er blevet udryddet som følge af alskens naturkatastrofer.
Så kan de rigtig hygge sig med at reboote civilisationen på oldskole manér.
Folk er og bliver idioter.
Det er som om, det er sådan, de helst vil ha' det.

Og undskyld, Danmark, men er I ikke lige lovlig dobbeltmoralske?
(Og ja, jeg sætter med vilje mig selv udenfor - jeg er fandeme ikke en del af Danmark, når det er på den her måde!)
I ryster i jeres verdslige bukser og skælver i jeres profane menneskelighed, hvis nogen præst bilder sig ind, at det er okay at tale om dom og menneskets undergang i kirken.
Og der hører det sig jo ellers nok til; det er ligesom en del af festen, kan man sige.
Der er ingen frelse uden dom - sådan må det vel være?
Men nej, der skal kun tales om kæææærlighed - og dét, selv om man ellers nok sjældent lytter efter de blide, bløde, vandede ord, hvis de serveres helt uden kontrast; som regel er dét, der stritter, dog dét, man hører og tager til efterretning.

Altså: Helst ingen dom, tak.
Men så skal der altså også holdes kæft lige på minutten, med alt det undergangs-hejs!
Den kommercielt opstyltede undergang, som medierne nærer og dyrker, dén hopper man gerne på!
Men en tro, hvor dom og frelse er hele grundlaget, som man forholder sig ud fra, dét er for krævende, dét gør for nas, dét er for ubehaaaageligt....
Og man må da forbyde, at noget her i livet skulle være ubehageligt (det bliver nok snart en politisk mærkesag.)

Og undskyld, Facebook-venner,
som regel sætter jeg rigtig meget pris på jer og nyder at følge jeres gøren og laden,
men gider I ikke godt stoppe med at fortælle, hvor usselt I "tilbringer jeres sidste timer" og vil I ikke nok holde inde med at poste Ikke Mere Tid med Shaka Loveless, for I ødelægger den totalt for os andre, nå!

Hver evig eneste dag byder på opstandelse og undergang.
Gider I fatte det?

At hver dag kan være den sidste er mere end en floskel, pumpet for indhold.

Og at behøve en anledning af verdensomspændende idioti for at huske på dét,
er simpelthen bare sørgeligt.

Det kan da godt være, jorden går under, men hey, det gør den sgu nok ikke.
Jorden er rimelig stærk - den har trods alt klaret sig ok i pænt mange år, efterhånden.

Som min farfar så klogt siger:
"Mennesket spår, men Gud rå'r!"

Jeg tror ikke, menneskeheden bliver velsignet med forberedelsestid inden jordens undergang.
Beklager.
Jeg tror, Jorden går under, når det passer den.
Måske i et kaos af naturkatastrofer, måske med en zombieapokalypse (krydser fingre!), måske noget andet.
Vi kan ligesom ikke vide det - helt ærligt, metrologerne kan ikke engang enes om at give ens bud på morgendagens vejr fra DR til TV2, så verdens undergang kan man nok heller ikke forudsige.

Så stop det pæs, og nyd det her julehejs og den dér kærlighed.
De to ting fortjener da langt mere opmærksomheden.

Når klichéer bliver sandhed og banaliteter bliver til salt.

"Det kræver bare øvelse - det skal du nok blive bedre til!"

Fandme et irriterende udsagn.
I meget lang tid er det dét, man mindst gider at høre.
For det kan sgu da godt være, at det er rigtigt, men hvor er det dog generende og tarveligt, at man ikke bare kan være sublim til alting fra første gang man prøver!

Man er så kæk og takker ja til at gøre et eller andet, man ikke har prøvet før.
Det er kun et skarn, der ikke tager imod en udfordring, det er jo så vidunderligt uuuuudviklende...
Der er jo længe til, det faktisk skal foregå!
Dét skal man nok få styr på, når man får forberedt sig!

Når tiden nærmer sig har man måske nok fået forberedt sig, men ikke til perfektion.
Det' noget lort, det man har planlagt at præstere!
En abe kunne gøre det bedre, og hvad er jeg for et usselt nul, at jeg overhovedet prøver?

Måske kommer man overens og er spændt dagen før dagen.
Men når dagen så kommer, så ville man ønske, man kunne aflyse det hele.
Desværre er alt parat til det, folk er inviteret og de regner med, at man gør det, man skal.

Så man gør det og klarer det selvfølgelig super, hvis man har forberedt sig.
Og man hviler på laurbærrene et lille stykke tid, der langt fra er hverken præ-nervøsitet eller post-stolthed værdig.

... Og ved næste udfordring har man glemt processen igen og starter fra scratch.
Ubarmhjertigt.

Men en dag, lige pludselig, måske cirka samtidig med, at man melder sig ind i en a-kasse, finder man ud af, at de voksne, klichéernes mestre, havde ret.
Endelig kommer man rigtigt overens og accepterer, at man selvfølgelig ikke kan være prof til noget den første gang man prøver det.
At øvelse gør mester, at al begyndelse er svær, og at Rom ikke blev bygget på én dag.
Og alt, der ligger under perfektion, 12, UG med kryds og slange, er ikke nødvendigvis fucking sølet ind i alt dét ulækre hejs, der ligger under bunden.

....

Banaliteter var i lang tid den rene gift.
Især de romantiske.
Yuck!

Man var lige blevet færdig med at være ung og naiv og have tro på sand kærlighed, den eneste ene og den slags.
Sandsynligvis fordi man havde brændt nallerne på et eller andet gudeagtigt væsen, der før eller siden valgte at kaste sig ud fra pidestalen, man havde anbragt det på, og vise sig som et ufuldkomment skodmenneske, ligesom alle os andre.
En  slig hjertesønderrivende begivenhed tøjrede zeppelineren godt og grundigt og forhindrede den i at stige til vejrs igen. Ever.

Kærlighed var idioti.
Forelskelse kan jo alligevel forklares videnskabeligt og der er noget med, at mænd bare vil sprede deres sæd og hunnerne vil bare bygge rede og ha' unger.
Psch!

Gud fri mig for kærlighed!
Der var ikke andet for end at gentage, at kærlighed er et spørgsmål om kemi og at romantisk lidenskab var skrøbelig, at forelskelse var en decideret sygdom.
Man havde nok i sig selv.

Og når man så mødte et menneske, der overdyngede én med komplimenter, søde ord og hengivenhed, så fnøs man af det og holdt det imod dem som en flaw.
For det var jo så falsk og for meget!
Og i øvrigt troede man ikke på det.
 Jeg grinede for eksempel rigtig meget af en fyr, der efter at jeg havde snavet ham i gulvet på en brun bodega, i en SMS bedyrede, at jeg var "en prinsesse."
Not so much, dude.

Men pludselig en dag, når noget virker anderledes rigtigt, så er banaliteterne ikke noget, man rynker på næsen af.
Så er de fantastiske, fantasifulde, og dybt, dybt rørende.
Og dét, at det føles rigtigt handler kun om, at man kan genkende sig selv i det.
At man ved, de kommer fra et oprigtigt hjerte, og at man i hvert fald ikke har gjort noget for IKKE at fortjene dem!
Så man ikke bliver væk i superlativernes malstrøm.

De simple, søde ord bliver alfa, begyndelsen af kompositionen.
De bliver til det lille ekstra, der gør, at helheden får smag.

Og pludselig er man ikke længere bange for mødet med den anden, og man sænker paraderne,
og lader sig falde sammen på noget, der kan holde til sådan et kollaps.

Måske kan man så endelig slappe af.
Og ha' det helt okay med, at nogen kalder én "prinsesse."

Jeg BLEV så bange, da...

Det er nu noget underligt noget, det her med at insistere på at gøre sig selv bange.

Det tænker jeg over, her for tiden, fordi jeg har lagt mærke til, hvor bange jeg faktisk bliver.
Dét vil jeg måske skrive en analyserende blog om en anden dag, men som optakt dertil kommer her en indføring i mine oplevelser med forskellige slags uhyggelige produktioner og situationer, mine forskellige reaktioner og min adfærd når jeg bliver rigtig bange!

I denne blog handler det om film og bøger.

B-films-splat: Chok og høje hvin, samt et lindgrensk sidespor

Lidt horror og B-films-splat er der altid plads til, sådan kontinuerligt.
Det har været konstant underliggende, siden jeg som teenager for første gang så sådan en rigtig amerikansk gyser.
Det drejede sig om Halloween H2O, som jeg så i skræk og rædsel med min daværende bedste veninde, som var ligeså skræk-og rædselsslagen og højt hvinende som jeg, når Michael Myers var i nærheden.
På samme måde havde jeg det, da min søster og jeg engang var alene hjemme og lejede Scream, sikkert omme i Videobiksen.

Og bagefter så vi sikkert Grease, eller en anden hyggelig film, for sådan har jeg altid haft det; når jeg har set noget uhyggeligt, skal jeg meget gerne se noget rart bagefter,
og det skal være så udramatisk som overhovedet muligt.
- Efter jeg f.eks.  sammen med min søster og vores daværende barnepige, Rikke, så La Bamba, som ikke er uhyggelig men dog meget oprivende, måtte vi lige ta' et afsnit af Nissebanden.
Og det samme med Thelma & Louise.
En julekalender eller noget Astrid Lindgren er altid et hit, dog ikke Brødrene Løvehjerte, dén er selv en af de film, der skal efterfølges af noget rart (med mindre den er synkroniseret til dansk, så er den altså meget svær at tage alvorligt - hvem fanden kan synes, det er i orden, at synkronisere Allan Edwall?!)

 Jurassic Park: Vinder-farmors bidrag til gys-fascinations opståen

Jeg havde også tidligere set en uhyggelig film.
Min farmor havde selvfølgelig vundet den, for hun vinder altid et eller andet, det heldige asen.
Déngang var der tale om Jurassic Park på VHS.
Jeg mener, at den må have været nogle år gammel, på det tidspunkt, for jeg kan ikke tro, at jeg ville ha' fået lov til at se den som 7-årig, da den kom frem.
Jeg synes, jeg mindes, den var forbudt for børn under 12, og at jeg netop var et år eller to under begrænsningen, og at jeg tog det meget alvorligt, at jeg brød begrænsningsalderens anvisninger ved at se den alligevel.
For jeg har altid taget alting meget alvorligt og været pænt autoritetstro.

Jurassic Park er stadig en rigtig god film, men den var jo ikke anledning til ligeså mange chok, hvor hjertet flyver op i halsen, som alskens maskeklædte mordere for mig.
Men hele vejen igennem var jeg konstant bange.
Det havde helt klart noget med alders-anvisningen at gøre.
Hvis jeg blev voldsomt bange og fik mareridt, var det jo min egen skyld på en anden måde, end når jeg skrev mig selv bange og mørkeræd, når jeg fortabte mig i mine egne produktioners skrækfaktor, hvilket skete oftere end sjældent i en årrække.
Det var ligesom ikke med vilje.

Dobbelt op på frygt: Dennis Jürgensen-bøger og høje lyde, der bryder stilheden.

Da jeg var det, som med et røvirriterende ord vist i dag kaldes "pre-teen", lånte jeg ofte lydbøger på biblioteket.
Engang lånte jeg Dennis Jürgensens Uhyret i Brønden. 
Jeg havde på det tidspunkt værelse allerlængst nede i Den Lange Gang i den gamle præstegård, og alle der har været der ved, at der var en grund til, at den gang hed Den Lange Gang.
Dér sad jeg så ved skrivebordet foran vinduet, på mit værelse, som jeg elskede, og hørte lydbøger, mens jeg tegnede.
Det var i mange år en af mine yndlingsbeskæftigelser og kunne sagtens blive det igen.
Men Dennis Jürgensen kan altså noget.
Han er nærmest en dansk Stephen King, i mine øjne.
Ikke ligeså udpenslet slem, men hans sprog skaber altså også uhygge.
Til sidst var jeg skræmt fra vid og sans.
Jeg havde glemt at rulle rullegardinet ned, så hvis jeg kiggede op fra tegningen ville jeg mødte mit eget oplyste ansigt i den kulsorte rude, der vendte ud mod haven.
Tit var jeg bange for, at nogen ville springe op fra lige under vinduet med et uhyggeligt ansigt, eller at nogen pludselig ville bryde stilheden ved at hamre højt ruden med hænderne.
Mine øjne hang fast ved papiret, og jeg måtte overvinde mig selv for selv at bryde tavsheden, ved at kalde højt på min mor eller far, hvilket jeg også ville synes var uhyggeligt.
For hvis jeg råbte om hjælp, blev frygten ligesom mere virkelig, synes jeg.
Jeg måtte råbe rigtig højt for at gennembryde den lukkede dør, Den Lange Gang, og den måske lukkede stuedør.

Jeg var blevet bange for en fortælling, og måtte altså gøre mig selv yderligere bange ved at råbe.
Det var en dårlig dag at være en bangebuks.

(OPLYSNING: Er i øvrigt netop startet med at læse bogen Uhyret i Brønden igen, som jeg har haft en aversion imod, siden dengang. Er allerede ved at skide i bukserne efter 72 sider, og skriver netop denne blog som overspringshandling, inden jeg vender tilbage til bogen!)

Der var noget rødt, der kom et chok.

Udover dengang min far og jeg så It sammen og bagefter måtte analysere den i flere timer, før jeg turde sove, så han, min søster og jeg filmen Don't Look Now (eller Rødt Chok).
Far havde tidligere fortalt, at han havde set den i biografen med nogle venner da den kom frem i 70'erne, og da filmen var slut opdagede hans veninde, at hun ubevidst havde spist sin biograftalon i skræk,og ham havde den også skræmt utrolig meget.
Min søster og jeg må ha' været ret interesserede i at stifte nærmere bekendtskab med den film, der, sammen med Whatever Happened to Baby Jane og Deer Hunter, men af vidt forskellige årsager, er film, som vores far nærmest ikke tør være i stue med.

Men den aften turde han godt, eller ville gerne.
I forhold til B-films-splatten var Rødt Chok umiddelbart et flop, i mine øjne, hvad angik uhygge.
Hvordan skulle Donald Sutherland, der render rundt i Venedig og reparerer kirker, kunne hamle op med tavse, maskeklædte mænd med kniv, en mand i fiskerantræk med en stor fiskekrog som våben, eller en væmmelig, vanvittig klovn, der repræsenterer alt det ækle i menneskers underbevidsthed (hvilket var det, far og jeg analyserede os frem til, dengang ondskaben hed Pennywise).
Rødt Chok var langsommelig først, ja, men til gengæld var den den eneste film, indtil det nylige møde med væsentligt mere primitive Grave Encounters 1-2, som havde fået mig til at komme med så højlydt udtryk for forskrækkelse.

Rødt Chok vinder dog stadig over Grave Encounters, for den gav, hvad titlen lovede, jeg var komplet uforberedt på det, fordi jeg var blevet lullet ind i den lidet prangende, men meget raffinerede form for underliggende uhygge, som dén film, sammen med den gamle udgave af The Woman in Black, er de bedste leverandører af.
Resultatet blev et skingert skrig, der hurtigt gik over i panisk storgråd, hvilket fortsatte i tyve minutter.
Jeg har aldrig haft samme reaktion overfor Rødt Chok siden da, og jeg har heller aldrig set den reaktion fra andres side, når jeg har vist dem filmen, men oplevelsen sidder i mig som det vildeste af det vilde indenfor filmiske forskrækkelser.

...

Uh!
Jeg kunne vel ha' sagt mig selv, at en indføring i mine største chok og anfald af frygt gennem tiden kunne blive ganske omsiggribende.
Det er i hvert fald rigtigt vurderet af mig, at det ikke kan være i én blog, hvis ikke den skal miste sin læsevenlighed, på grund af længden!

Næste gang vil der nok være mindre om film og bøger, men mere om situationer, hvor jeg har været rigtigt bange.

Men jeg vender stærkt tilbage, og i mellemtiden:
Frygt ej!

At arbejde er at leve?

Der bor en tysker i byen, hvor min far bor.
Han flyttede dertil for efterhånden en del år siden,
og trods vores fælleseuropæiske baggrund, bemærkede han alligevel en forskel på Tyskland og Danmark, som jeg synes er værd at nævne.

Han sagde, at i Tyskland lever man for at arbejde, men i Danmark arbejder man for at leve.

Det er vigtigt at vide noget om, hvor godt man har det.
Og den bedste måde at finde ud af det på, er ifølge mange mennesker at rejse langvejs udenlands,
for at se, hvor dårligt de egentlig har det i Indien, Sydsudan.... Tyskland?

Jeg har aldrig været tilhænger af det.
Jeg kan huske efter efterskolen, at jeg havde et udfald med min daværende bedste veninde.
Vi havde hængt sammen i et år, vi var som ærtehalm, og det betyder, at man lever så tæt på hinanden, at man ind i mellem åbner munden på samme tid for at sige det samme, de nøjagtige samme formuleringer, i nøjagtig samme tonefald.
Jeg skulle starte på gymnasiet, hun skulle ud at rejse.
Vi skrev på Messenger, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske samtalen nøjagtigt,
kun, at hun nærmest blev stødt over, at jeg ikke ville ud på en eller anden dannelsesrejse.

Så vidt jeg husker, fandt hun mig småborgerlig, jeg ved ikke, hvordan hun husker det,
men måske syntes hun, at jeg var en smule snobbet.
Og det var jeg nok også.
Måske sagde jeg noget om, at jeg ikke forstod, hvorfor man skulle ud at rejse for at "finde sig selv".
Det kan jeg sagtens have sagt, for det mente jeg, både nu og dengang.
Forskellen er bare, at nu synes jeg, folk bare skal gøre, hvad de har lyst til.

I starten mente jeg det, fordi jeg syntes, jeg kunne lære alt af bøger og mennesker i min nærhed.
Og TV. Alle mulige slags TV, ikke bare dét, der er kvalitet.
Dét var længe min grund - man behøver vel i grunden ikke rejse, når man kan læse om og se andres oplevelser, sætte sig ind i dem, blive forundret, imponeret, eller sige "sådan ville jeg forhåbentlig aldrig ha' gjort det-og-det."

Lige meget.
Min pointe var egentlig, at jeg stadig ikke kan se grunden til at rejse til et eller andet tilbagestående land, når jeg kan få lærerige erfaringer i mit hus, uden at det egentlig overhovedet kvalificerer til, at der ligger en egentlig "oplevelse" bag!

Udover mig (og ham den anden!) bor der nemlig nu også fire bulgarere.
Jeg har hilst på dem, sådan da.
De har boet her nogle dage, og det er helt fint.

Det er deres døgnrytme, der fascinerer mig.
De står tidligt op og kommer utrolig sent hjem.
Når de kommer hjem laver de mad og griner og hygger sig, det kan man høre.
De tager bad, så de er på forkant med morgendagens arbejde.
I halvanden time lyder det som om, de har det herligt.
Så bliver der stille, så går de i seng.

Jeg forestiller mig, at de arbejder i al den mellemliggende tid.
Deres fritid består altså, udover sovetiden, af to timer.

Og her er jeg.
Jeg kom for sent i seng i går, fordi jeg skulle se japansk horror, i forhold til hvor tidligt jeg skulle op.
Jeg skulle være et bestemt sted klokken halv ti, og vågnede klokken elleve.
Jeg blev hjemme, og nedtonede min dårlige samvittighed over at være en klovn med vækkeur og nul forstand på snooze-knappen, ved at skrive prædiken, forberede gudstjeneste og skrive røvsyg opgave.
Jeg arbejdede foran skærmen i otte timer, and guess what --?

JEG SYNES, JEG HAR DET MEGAHÅRDT!!!!!!

Altså, forstå mig ret.
Jeg er udmærket godt klar over, at en masse mennesker har det værre end mig.
Faktisk de fleste.

Jeg sidder måske bare lige mest af og alt og undres lidt over, hvor lidt visse andre synes at have brug for her i livet.
Ja, undskyld mig, men i mine øjne er arbejde altså ikke dét, der skal fylde størstedelen af ens liv!
Det er muligt, at de har andre ambitioner, at de også drømmer om at aaaarbejde sig ud af whatever kind of suppedas, de nu befinder sig i.
Det kan også være, at de er tilfredse.
Det kan også være, at de ikke er tilfredse, men bare har accepteret, at det er sådan, det er.

Og hvis en dårligere-end-mig-stillet bulgarer så, hvor lidt der gik for sig på den anden side af døren, hvor lidt handling, der er, i forhold til tanker, så ville vedkommende nok bare ryste på hovedet.

Jeg er fandme taknemlig for, at mit fremtidige arbejde beror på et kald.
Det begynder jeg efterhånden at have en helt ny respekt for.
Og alskens skriverier om kirkelukninger og ikke-troende danskere kan ikke få mig til at føle det anderledes.

Så heldig er der ikke mange, der er.

Sølet ind i lavkultur

Det er vel sådan set rimelig normalt, at man føler sig bedre tilpas i én form for social gathering end en anden. Det kan faktisk ikke være anderledes.
(Og nu gider jeg ikke høre fra en eller anden psyko-social gøgler, der påstår, at han bare befinder sig fabelagtigt overALT og er åh-så omgængelig og behagelig, og at det er os andre, der har et problem:
Hvis du er så fucking rund, så har du ingen kant!)

Jeg kan godt li' at være i folkelige sammenhænge, med højskolesange, foredrag og kaffebord.
Der har jeg det sgu konge. Samtalen og sangen, det passer mig godt.
Men som jeg som regel gør, finder jeg det ikke så interessant at dvæle ved det behagelige og udmale det. Vorherrebevares!

Så jeg kan altså for eksempel ikke li' højkulturelle sammenhænge, der stinker af elitær sammenslutning.

Hvis jeg skal kigge på kunst, skal det helst være når ingen andre gør det, for jeg kan åbenbart, helt fejlagtigt og uforskyldt, forveksles med en af disse hersens "kunstinteresserede", hvis største lyst er at ævle om ophæng, litografier og pensler, alt imens de er iført en iøjnefaldende hårfarve og en avantgarde lortebrille.

("Avantgarde" er jo når alt kommer til alt bare et flot ord for noget, der er grimt og ikke stemmer overens med noget så latterligt som tidens trends, og så kalder man det bare "avantgarde", for hvis grydehår nu engang gik hen og blev moderne igen, så ville man jo nødig være det sagesløse fjols, der havde fordømt det og kaldt det grimt.)

De elitære glor og de vurderer og måler, som var man en Picasso, og de skal slet ikke lægge mærke til mig, nej, de skal ej!

Hvis jeg skal i teatret spørger jeg altid, hvor fancy dresscode der er, for voldsomt udstadset antræk, med accessories, diademer og brocher og pis er bare ikke lige noget for undertegnede, vel.

Jeg kan ikke fordrage at gå rundt i et akavet antræk og sippe lunken hvidvin på en civiliseret pæn og ikke en livsnydende måde, og KONVERSERE anstrengt med mennesker, MINGLE og "NETWORKE"! (Med mindre der selvfølgelig er tale om min egen dimission fra uni - det var nu meget godt.)
Og gi' mig ellers hellere en bajer og en lusket bodega og en gammel sut, der bager på mig, ikke fordi, jeg vil ha' lige netop dét, men nogen ting vælger man altså ikke altid selv!

Jeg gider heller ikke se film i biografen.
Jeg hader jo biografen; det følger automatisk med, når man som udgangspunkt er fjendtligt indstillet overfor totalt fremmede.
Og jeg gider faktisk sjældent at tale med om aktuelle ting, herunder film.
For mig skal alt liiige bundfælde sig før jeg har en mening.
(Og når jeg siger "alt", så mener jeg "det meste.")
Ulempen er, at når jeg så endelig opdager et eller andet fedt, så er det bare "soooo last week" for de fleste andre. Og det er jeg dermed også.
Til gengæld downloader jeg aldrig film.
Jeg ser dem som regel bare først, når de er kommet ud på DVD og er blevet sat 50% ned.

Misforstå mig ikke, jeg kan skidegodt li' nogen slags kunst (den flotte slags), en stor del teater, en gigantisk mængde film, og efterhånden også en væsentlig mængde klassisk musik - og ja, herunder endda OPERA!

Jeg vil bare så nødig sættes i samme bås for dem, der har en meeening om kunst, som de faktisk mener betyder så meget, at de hidser sig op over det.
Det er en smagssag, for helvede.
Og jeg går ikke rundt på en udstilling i timevis, og jeg er ikke hende, der sætter mig på bænken foran et billede og studerer det indgående og filosoferer over alt muligt navlepillende lort (det behøver jeg så langt fra en kunstnerisk anledning til at gøre!)

Og jeg går ikke ind i en biograf og ser Antichrist og analyserer på det, med spyt og iver, når Charlotte Gainsbourg klipper sig i kønsdelene - den scene har fået fjollet meget opmærksomhed, beklager smagsdommeriet, men det har den altså.
Så vælter jeg hellere cola udover min venindes ballerinabeklædte fødder og spekulerer over, hvordan det kan være, at Willem Dafoe altså er lidt pæn.

Hvorfor gå ud og være blandt nederen mennesker, når man kan se en udmærket horrorfilm, mens man putter på sin sofa og drikker rødvin?

... Ude blandt mennesker må man som regel heller ikke ryge.
Røv og hirse, siger JEG bare.

Det er jo en udbredt misforståelse, at der er sejere at læse Weekendavisen end B.T, at man lærer mere af Deadline end De Unge Mødre, at Danielle Steel skal være et fy-ord, når man er til Den Andalusiske Hund, at Amarone skal voldtages i munden før man kan nyde den (tværtimod!), og at små cocktailbarer skulle være bedre end Karrusellen.
Man bliver ikke et bedre menneske af at være højkulturel.
Eller lavkulturel, for den sags skyld.

"Jeg har en bred smag," som Lex & Klatten siger det, helt lavkulturelt og sandt.
Det er dét, det handler om.
Mere inklusion, mere at snakke om.

Og for at understrege med endnu et citat:

"Få det hele med. Ellers bliver I bitre."
- Frank Hvam.

Fri os fra ytringsfriheden.

Ok, jeg har så hørt, at der er nogen, der går rundt og begår selvmord,
fordi de bliver mobbet af jævnaldrende.
Og jeg har hørt, at disse jævnaldrende er fuldstændig ligeglade med, om dem de mobber begår selvmord eller ej.

Undskyld mig, men hvad fanden er det for en verden vi lever i?
Hvordan kan en teenager, som vel er en slags lille menneske, være ligeglad med, om han er mere eller mindre direkte skyld i et andet menneskes selvhad og måske endda død?

Cyber-mobberen, Cakepie, har lavet en hadeside mod Fie Laursen,
som efter mange års mobning både er blogger og stiller op i TV, for at fortælle om sit liv som mobbeoffer og på den måde skabe håb for andre, der har det på samme måde.
Cakepie udtaler til B.T., at han er ligeglad med, om hun begår selvmord - "det er ikke mit problem."
"Hun er en kendis, ikke en person," siger han.
Og Cakepie topper sin dybe indsigt i samfund, liv og mennesket med ordene:

"Vi lever i et land, hvor etik er større end fornuft. Jeg synes, mennesker skal have lov at gøre, hvad de har lyst til. Hun er en kendis. Man skal have lov til at gøre grin med folk."

Gad vide, hvor Cakepie har lært dét?
Kan det måske ha' noget at gøre med den højt besungne ytringsfrihed, som vi i Danmark er så megastore fans af, at vi synes, det er i orden at blive ved med at genere dem, der tydeligt har demonstreret ved mere end én lejlighed, at de ikke vil generes?
For os er det satire, en stor joke, men for andre er det dødelig alvor.
Og med det ene, yderst ringe argument, at "det har vi ret til", bliver vi ved og ved.

Derfor er det i orden, at 16-årige Cakepie kalder Fie Laursen "opmærksomhedsluder", for i ytringsfrihedens navn er det jo selvfølgelig ikke kun hende, der har ret til at udtale sig i medierne.

Det kan måske også ha' noget at gøre med, hvordan de medie-kendte generelt fremstilles.
De er åbenbart kendisser og ikke personer - og dét på trods af, at det for nylig blev vist, at det ikke er i orden f.eks. at gemme sig og fotografere halvnøgne royale på ferie.
Jeg gad nok vide, om det er comme il faut at betragte kendisser som genstande.

Jeg er ærlig talt ved at være så gennemtræt af det evindelige vrøvleri om, at ytringsfriheden og pressefrihed og den slags er de vigtigste værdier.
"Man skal ha' lov til at gøre grin med folk" - "undskyld, HVAD", spørger jeg igen, helt rystet i min grundvold.
Det er faktisk ikke en menneskeret - menneskerettigheder handler om lidt mere vigtige ting end at stampe i jorden og ville ha' lov til at være et fjols, og dét har andre bare at acceptere.

Det kan godt være, der er et tilbagestående land et sted, hvor det er nødvendigt at hævde ytringsfrihed som den højeste værdi, men sgu da ikke i Danmark.
Det er vi vel kommet udover.
JA, vi har ytringsfrihed - men det betyder altså virkelig ikke, at man bør sige hvad som helst til hvem som helst, bare fordi man har ret til det.

Personligt mener jeg ikke mindst, at den hårde tone og ligegyldigheden og manglen på ansvar overfor andre mennesker har noget med undermineringen af kristendommen at gøre.
Her er den højeste værdi, der faktisk bør implementeres i og ikke adskilles fra samfundet jo næstekærligheden. 

Du holder altid lidt af din næstes liv i dine hænder.
De største værdier er tillid, barmhjertighed og oprigtighed.
Det er dem, der bør demonstreres.
Og tilføj lige lidt Emma Gad, i form af ydmyghed og almindelig høflighed til listen.

Og når jeg forbinder de ting med kristendom, så er det jo "bare fordi" jeg er teolog og vordende præst.
Men der er faktisk tale om alment menneskelige begreber.

Der bør ikke være ét menneske i Danmark (ideelt set i verden), der ikke tilslutter sig disse suveræne livsytringer, i mødet med et andet menneske. 

Og jeg ved godt, at den ovenstående sidste sætning af hadske personager ville kunne tolkes som, at jeg mener, at alle, der har det som Cakepie, burde forfølges og dræbes, men det er sjovt nok ikke sådan, det skal forstås.
Jeg mener, at nogen (og gerne bare Cakepies forældre, da han jo stadig ikke er myndig) burde stoppe det her påbegyndte vanvid og lære Cakepie lidt om almindeligt god opførsel.

Og hvis de fralægger sig ethvert ansvar, så synes jeg egentlig godt man kan argumentere for, at institutionalisere den unge mand, inden han bliver skyld i en ulykke.




Vi skal ikke ha' lov til at gøre, som det passer os, eller hvad vi har lyst til.
Vi har en forpligtelse overfor det samfund, vi er en del af, og de mennesker, vi lever i blandt.
Vi har en verdslig lov, og de fleste har også en velfungerende samvittighed, der fortæller dem, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Jeg tror, at Cakepie, i stedet for at spilde sin tid og være en pest for andre ved at være sine nobilitate på nettet, i stedet skulle læse lidt op på begreberne etik og fornuft og nogle andre fundamentale ting, som garanteret er på skoleskemaet henne i den skole, som burde tage stort set al hans tid.

 

Læs artiklen fra B.T. her:
http://www.bt.dk/danmark/han-mobber-andre-paa-nettet-jeg-er-ligeglad-med-om-hun-begaar-selvmord

En kildren i øret.

Den lytteværdige musik kommer som momentane flodbølger,
der ikke bygges langsomt op, men lige pludselig er der bare en ordentlig mur af lyd foran og rundt om mig, som så skyller indover og ind i mig, med enorm kraft.

I lang tid er der ingenting, kun gamle gentagelser.
Éns iPod bliver reduceret til nødvendig baggrundsstøj,
som der skal tændes for, når man transporterer sig fra A til B, for nu er det jo engang sådan.
Og det føles som om, at nu kan der ikke komme mere nyt, der virkelig bare lige rammer.
Og alligevel ved man, at det gør der, før eller siden.
Men man kan ikke forcere det, sådan rigtigt.
Man hører en masse ukendt musik, men i forhold til, hvor meget man hører, er det sjældent, at det er så godt, som man ville ønske det var, fordi der simpelthen bare ikke findes noget bedre end at sætte en sang (eller endnu sjældnere - et helt album) på repeat.

Sidste gang bølgen var i mig, drejede det sig om enkeltstående numre, Pictures of Matchstick Men, Black Night, Harder Than You Think, og nogle af Specktors og Dr. Feelgood.

Og Dr. Feelgood har jeg holdt fast i, mens der fandt et overlap sted, hvor Hank Williams senior og Hank III var alt, jeg havde lyst til.

Og nu er der igen noget for mig nyt fra musikfronten, som jeg gerne vil dele med dig.
Begge dele er soundtracks til film, og dét er jo bare dobbelt op på konge, når film med gode plots ledsages af lækker lyd.

 Sean Spillane har lavet et fuldstændig formidabelt soundtrack til horrorfilmen The Woman.

 Og We Are Scientists, som figurerer på soundtracket til filmen Dread.

Og så er det jo altså bare rigtig perfekt, at man har efterårsferie, og at vejret er så latterligt, at ingen kan forvente, at man bevæger sig nogen som helst steder hen, andet end højest ned for at hente smøger.

Så er man ligesom bare fri til at sidde her bag skærmen og dyrke Spotify og drikke kaffe.

"SYV ÅR, Niels.."

Det er over syv år siden, jeg flyttede til København,
og nu flytter jeg snart til Jylland.

Burde man ikke gøre status, eller sådan noget?
Over, hvilke ting, der er sket, som har ændret én.
Jeg var 19, da jeg flyttede herover.
Hvis jeg havde skuet 7 år baglæns som 19-årig,
ville det være rimelig obvious, at der måtte være sket utrolig meget, siden jeg var 12.
Umiddelbart synes jeg ikke, den samme dybe kløft findes mellem 19 og 26.
Det burde kunne sammenlignes, men det kan det så slet ikke.
Det føles ikke som om, der er sket SÅ meget, men det er der jo alligevel.

Måske er forskellen bare, at det er så åbenlyst, at der er sket en masse mellem 12 og 19 år,
at man ikke engang begynder at opregne alle hændelserne.
Man konstaterer bare, at syv år er lang tid.
Og man skulle vel egentlig også gerne tænke på andre ting end at gøre status, når man er 19.

Og 26, for den sags skyld.

Men nu er det alligevel for meget overhovedet at tænke på alt, der er sket.

I øvrigt har det sidste halve år ikke engang nået at bundfælde sig endnu,
så hvordan skulle jeg kunne overskue yderligere seks et halvt år?

Jeg har skrevet og afleveret speciale.
Jeg er blevet cand.theol.
Jeg startede på Pastoralseminariet og var kæk og skulle bare ha' det overstået; de fire måneders primære funktion var at binde en fin sløjfe på 21 års skolegang.
Vi er nået til efterårsferien nu, og min kækhed er hedengangen.
Jeg vil stadig alt det, jeg ville før, jojo, men nu rykker det bare så tæt på.
November, fucking næste måned, bliver min sidste som bosiddende i København.
(I denne omgang.)
Og så venter dét, der hele tiden har været min mening: Livet som præst.
Men jeg er vant til, at dét er noget, der ligger langt ude i fremtiden!
Jeg havde troet, jeg var et andet sted, når jeg skulle være præst.
At jeg ligesom var blevet VOKSEN.
Jeg har altid været klar over, at man ikke bare vågnede en dag og var blevet voksen og ansvarlig.
Men måske troede jeg ikke helt på det alligevel?

Nu er alt konkret, så lidt er abstrakt.
Det abstrakte må være på standby, mens jeg arbejder på at finde fodfæste i det konkrete.
Jo hurtigere det går, des hurtigere kan jeg gøre plads til det abstrakte igen!

For én gangs skyld ville jeg gerne prøve at springe ud i noget med ubesvær og lethed,
flyde, i stedet for at træde vande.
For én gang skyld ville jeg gerne IKKE tænke og bekymre mig om alt det, der alligevel ikke ligger i mine hænder, og alt dét, der gør, og bare nyde, nyde, NYDE det, og aldrig blive mæt.
Bare være i det, og ikke spekulere så meget.

Men ok, så ville jeg jo på den anden side slet ikke være mig.

At google sig selv.

Ja.
Her i går googlede jeg altså mig selv.
Jo, jeg gjorde.
Og jeg er ikke bange for at blogge om det.

Og endnu en bekendelse:
Nogle gange har jeg googlet folk (læs: mænd), som jeg ikke kendte så godt, og måske gerne ville kende lidt mere.
Måske.
Hvis der ikke kom helt sindssyge ting frem, når man googlede dem, selvfølgelig, som hvis de for eksempel var medlem af et eller andet klamt eller åndssvagt, som Nordisk Herpetologisk Forening.

Jeg har aldrig tænkt på, om nogen mon ligesådan har googlet MIG, og afvist nærmere bekendtskab efter at have set resultatet.
Efter selv at have set, hvad der kommer frem, tænker jeg, at dét sgu egentlig er meget muligt.
Mere end muligt.

For udover diverse ligegyldigheder, som resultatet fra Krak og "Thea Laukamp has a profile on MySpace/SoundCloud/Facebook/Whatever", så kommer der også ganske mange brokkerier frem.

Især brokkerier om kirke, kristendom, teologi, og hvordan de fleste andre bare er idioter.

Fedt, fedt, fedt.
Skulle vist aldrig ha' givet Kristeligt Dagblad lov til at publicere de kommentarer, jeg er kommet med, efter jeg blev "venner" med dem på Facebook.
Eller hvad det nu er for et forhold, vi har...

ENDVIDERE kom der også lidt skæg brok frem.
Noget, som jeg havde glemt var blevet lavet in the first place,
og derfor slet ikke havde troet, jeg kunne finde på Google.

Det drejer sig om en evaluering af projektet med "virtuelle klasser", som min klasse og matematiske parallelklasse deltog i på gymnasiet.
Jeg vil undlade at introducere, hvad "virtuel klasse" nøjagtig betyder og bare bringe teksten.


Mit bidrag står til sidst, men jeg håber, man vil læse det hele, for at få rigtigt fat i konteksten.
Har i øvrigt bibeholdt navnene på de andre deltagere i evalueringen, eftersom det gengivede ligger offentligt tilgængeligt på nedenstående link.

"Elevernes virtuelle virkelighed"

Da Esbjerg Statsskole i 2002 startede med at bruge virtuel undervisning, gjaldt forsøget kun i to klasser. Disse to klasser hedder nu 2.b og 2.u. Da eleverne startede i gymnasiet vidste de ikke, hvad det ville sige at være en virtuel klasse. Det gør de nu.

- Jeg synes, den virtuelle undervisning er rigtig god. I de virtuelle timer er det op til eleven selv, hvor man opholder sig. Der er mange elever, der vælger at tage hjem. Det giver den enkelte elev en frihed og mulighed for selv at planlægge sin tid.
Dog er det en forudsætning, at man har en computer derhjemme. Vi har godt nok adgang til skolens bibliotek med et magnetkort døgnet rundt. Men det er altså ikke særlig hyggeligt at sidde alene på skolen klokken fire om natten.
- Sofie Kragh, 2.u

- Det er rart, at vi afleverer opgaver elektronisk. Så er det ikke noget krav, at vi har dem færdige om morgenen. De skal bare afleveres inden midnat. Men hvis man ikke har en computer derhjemme, er man svært handicappet.
- Morten Langmack, 2.u

- Jeg havde glædet mig til at komme ind og boge den i tre år. I stedet skal jeg sidde med hovedet i en computer. Jeg bryder mig ikke om at være afhængig af en maskine og af, hvorvidt den virker eller ej. Så vil jeg hellere være afhængig af mig selv, mine klassekammerater og mine lærere – altså levende mennesker.
- Thea Laukamp, 2.b"

http://www.journet.sdu.dk/~annek03/gymnasie3.htm 


... Og hvad kan vi så lære af dét?
Ikke andet end at undertegnede åbenbart i hele sit bevidste voksenliv har været 80 år indeni og yderst gammeldags og traditionel i tilgang til ALT.

Jeg er lidt pinligt berørt.
Og også lidt stolt.

"Because I'm worth it"

Man skulle måske tro, at værdighed var et rimelig væsentligt begreb i et individualiseret vestligt land, som Danmark.
Man kan ikke ærligt være sin egen herre, sin egen lykkes smed, sin egen højeste værdi, hvis man ikke har en form for værdighed.
Værdigheden kan kontrollere, at man ikke havner i situationer, der vokser én over hovedet - den kan bruges til at navigere efter i en værdi-løs verden, fordi den enkeltes værdighed siger ekstremt meget om hele mennesket.

Men ord som 'værdighed' og 'ære' kan imidlertid nemt vække uheldige associationer.
At udtale sig om egen værdighed kan clashe med alle, som er mere eller mindre bevidste om, at fy-kodekset "du skal ikke tro du er noget"fylder en hel del i manges bevidsthed  (og jeg tror, der er tale om mange flere end dem, der tør stå ved det.)
At sige "det er under min værdighed" virker en smule overlegent selvbevidst og snerpet - med sådan en ytring siger man jo, at man skiller sig ud fra alle dem, hvis værdighed åbenbart ikke anfægtes af det pågældende.
Men jeg synes, det er rigtig underligt, at det er sådan, når vi nu netop så gerne vil være individualister.
At være individualist er jo andet og mere end at dyrke dét at skille sig ud fra mængden i det ydre.
Det handler i langt højere grad om at turde at have kontroversielle meninger, at kende sig selv, så godt man nu kan dét, og ikke hoppe på hvad som helst, bare fordi andre synes man skal - og dét synes de jo, fordi de selv er skingrende individualiserede og helst vil bekræftes i, at deres enkelte valg er de rigtige for alle.
De vil ha' ret. De vil egentlig gerne ha', at andre er helt enige i, at de er verdens centrum og de vil ses som stærke styrmænd i livet.
Og det hænger da virkelig dårligt sammen med individualisering.
Det bør jo ikke forveksles med selvcentrering.

Måske er værdighed blevet reduceret til et term, der hyppigst bruges i tomme taler holdt i "jeg"-form i Paradise Hotel, fordi den egentlige værdighed ingen betydning har i samtiden.

Vi er jo ikke særlig værdige, når det kommer til stykket.
Ta' bare fjernsynsprogrammerne som eksempel:
Der kan næppe siges at være megen værdighed i at have sex for åben skærm.
Eller i at være græsk-katolsk overfor, om man stiller sig op på landsdækkende TV i den bedste sendetid og viser alverden, hvor talentløs man ikke ved, man er, og bagefter skaber sig, fordi nogle eksperter nægtede at holde én fast i en vildfarelse af dimensioner, der kun ses hos virkelighedsfjerne fantaster, der virkelig bare skal bankes tilbage til virkeligheden.
Det er heller ikke værdigt at optræde som selvbestaltet ekspert i alting i fjernsynet og være med til at forme befolkningens meninger, bare fordi man har taget en høj uddannelse ved universitetet.

Men det ydre spiller også alligevel på en måde ind:
På gaden er der også megen mangel på værdighed.
Man går klædt i det offentlige rum på en måde, der afslører, at man ikke har nogen selvindsigt.
Måske er man ligeglad - dét kan være prisværdigt - men snarere er problemet, at man ingen fornemmelse har for, hvordan man ser ud.
Når man ser den tynde og den tykke veninde komme gående i lavtaljede bukser i samme størrelse, så ved man at den ene har et helt skørt selvbillede.
Den ydre værdighed afhænger altså ikke af, hvor "dyr" man ser ud, men hvor god en fornemmelse man har for sig selv, uden at spejle sig for meget i andre.

I Netto er der ingen værdighed i at stå og råbe og skrige af personalet og demonstrativt højrøstet ødelægge alle andre tilstedeværendes indkøbs-oplevelse, fordi man bare pr. definition er en brokkerøv. Det bør ikke gå udover sagesløse medmennesker.
Beklager, men det er mig så inderligt ligegyldigt, hvor travlt du har og hvor vigtig du er.
Hvis du har så travlt og er så vigtig, så er du sikkert også rig nok til at gå i Irma, hvor der sjældent er kø. Netto er for os, der ved, vi tidsmæssigt har råd til at bruge lidt mere tid på indkøbene, fordi vi ikke har råd til at betale 25 kroner for en opvaskebørste.

Der er heller ikke megen værdighed i kærlighed.
De fleste har, måske endda oftere end sjældent, prøvet at slukke så meget for hjernen, at der ingen grænser er for, hvad de vil nedværdige sig til overfor et menneske, de tror, de elsker.
Og ja, de tager fejl. For, for at kærlighed skal være kærlighed, må der være gensidighed og ingen nedværdiget part. Ellers er det altså et eller andet andet.
Måske besættelse, som nok er foranlediget af et andet menneske, men som dybest set kommer inde fra én selv, fra det lave selvværd, som nærer det voksende selvhad.
Og der er ingen værdighed i at afskrive et andet menneske totalt, når man opdager, at det ikke er så perfekt som først antaget. 

I forhold til andre mennesker kan det være utrolig svært at vurdere, hvornår nok er nok.
Sætter man foden ned for tidligt og siger, man ikke vil finde sig i det, så kan man let blive betragtet som en hystade.
Og særligt ondskabsfulde eller egoistiske mennesker vil måske endda få én til at føle sig som en hystade, selv om foden blev sat ned på det rette, eller endda lidt sene, tidspunkt.
De har ikke selv nogen værdighed.
For dét har man ikke andet end overfladisk begreb skabt om hvad er, hvis man på den måde tillader sig at besvare et menneskes markering af en personlig grænse med et "så slap dog af."

Ingen vil være en hystade og beskyldes for ikke at slappe af og holde hovedet køligt, men derimod handle i affekt.
Så i stedet for at sætte begrænsninger og sige fra, så bøjer man hovedet og finder sig i alt.
Måske kompenserer man ved at få sine venner til at bekræfte én i, at man gør det rigtige, men det er en ringe placebo for at være klar i mælet i ærlig kommunikation med den person, det egentlig drejer sig om.

Man taler om andre for at undgå at vende blikket indad og se på sig selv.
Man ville aldrig turde at tage konfrontationen, i frygt for at tabe ansigt og blive kaldt for hystade.
Så i sin usikkerhed søger man andres validering af ens valg, selvom de på ingen måde kan udtale sig om, hvorvidt de er rigtige eller forkerte.
Man opfordrer faktisk sine nærmeste til på den måde at styre éns liv, mens man undskylder overfor sig selv med, at dialog også er en måde at reflektere på, at ens nærmeste vil én det bedste, at det er fornuftigt at høre fra nogen, der anskuer hele situationen udefra.

Og det er da også fint.
Men alt med måde.
Samtalen og andres vurderinger et et supplement til og ikke en erstatning for den indadvendte refleksion over tilværelsen.
Der er nu engang aldrig nogen, der helt ved, hvordan du har det, for de har ikke prøvet at være dig og at gå i dine sko, lige meget hvor ens omstændighederne for jeres situationer er.

Mit budskab er, at vi skal droppe det dér med at tro, at værdighed er noget, der sidder i et par dyre sko, et prestigefyldt job eller en specifik L'Oreal-mascara - altså en værdig overflade.

Værdighed er noget man får, hvis man kender sine værdier og ikke giver køb på dem, fordi det  ville være bekvemt for andre, hvis man ikke har dem. Og hvis mennesket man siger fra overfor er et ordentligt menneske, så vil de respektere én for det.

Værdighed er nødvendig for at man kan passe på sig selv,
og man kan ikke få den fra andet eller andre end sig selv.

Så vis dog lidt værdighed - det er dét værd.
Og det er du også.

En samtale, der aldrig stopper.

En fredag aften sad to mennesker hver for sig, selv om de egentlig godt kunne li' at være sammen.
Rigtig godt, endda.
De kunne være i hinandens selskab på utrolig mange måder.
Gå tur, sidde på en tilfældig bænk og drikke kaffe, se på tøj, gå på bodega, lave aftensmad til hinanden og ikke mindst telefonere.
De talte og talte.

Men nogle gange havde de hver især også bare brug for at være alene for sig selv.
Sidde med benene oppe, se en film, tænke, sysle med ting, processere.
Og fordi de delte dette karaktertræk, respekterede de det i høj grad ved hinanden, selv om det på ingen måde vedrørte deres samvær.
Nogle gange har man bare brug for at være alene i rummet.
Måske med en telefonsamtale, men dog alene.

Denne fredag havde de det sådan. De havde faktisk også set hinanden så sent som dagen før over middag, de havde spist brunch og drukket en ekstra kop kaffe og gået lidt rundt, selv om de begge havde ting de skulle senere.

Og nu sad de i hver sin lejlighed, med hver sin film kørende og var ikke fysisk i samme rum, men så alligevel lidt, nu hvor de kunne skrive sms-beskeder til hinanden.

Samtalen de førte var ikke af stor betydning for nogen, man kan endda sagtens stille spørgsmål ved hvad dén nu skulle gavne, og om den overhovedet havde en mening på en anden måde end alting nu engang har en eller anden slags mening.

Det er tvivlsomt.

Men man kan selv vurdere det her:

"Orlando er i TV, han redder lige kristendommen og andet vigtigt."
"Hvor er han dog stærk., på trods af hans evigt forvirrede ansigtsudtryk."
"Ja, det' flot."
"Jeg ser Münich. Den handler om noget med, at jøder og palæstinensere åbenbart ikke er så glade for hinanden. Der kan man bare se."
"Har set den."
"Tænkte jeg nok. Der er mange flotte mænd med."
"Ja, for ik' at tale om Eric Bana."
"Ja, han er en sheik."
"Han skal snart herhjem og bo :-)"
"Hvor er han heldig! Og så ved han det slet ikke endnu. Så må Daniel Craig komme herhjem og bo, helst iført halvfjerdsertøjet."
"Han er os' flot."
"Ja, mægtig."
"Orlando er en svans. Nu har han bare opgivet Jerusalem."
"Store lort. Han skulle holde sig til bueskydning og lydløst løb i skov. Helst en fiktiv skov."
"Ja, eller os' sku' han bare være sådan en, der lagde stemmer til dyr i tegnefilm, duer og spurve og den slags."
"Det har du sgu ret i. Alle Snehvides små fesne venner."
"Sådan nogle ubrugelige små dyr. Hvad kan egern andet end at være en skueret?"
"Det har du ret i. Jeg betragter altid egern når jeg ser dem, men de kan jo ikke ligefrem bruges for kødets skyld. Hvis man har mange kan man lave en frakke."
"Det tror jeg så ville være meget flot, egernpels, måske kantet med noget andet ubrugeligt noget, fx prinsessehår eller noget."
"Og så skulle den bæres af et ubrugeligt menneske. Prins Henrik?"
"Vi har nu designet prins Henriks kåbe."
"Og som sidste finish slynger vi fem meter flor så han forsvinder."
"Det blir' flot ;-) Vi ses i morgen efter tolv."
"Ja, sov godt."

Jeg melder mig ud af Danmark, hvis....

For ikke så forfærdelig længe siden fik jeg en tanke, som jeg siden har haft svært ved at slippe.
Den poppede op i mit hoved omkring det tidspunkt, hvor det begyndte at blive klart, at Helge og Vinnis regering ligesom ikke havde tænkt sig at holde, hvad den lovede, at vælgerne kun betød noget før valget, og at nu, hvor de sidder der, så kan vi rende dem.
Den løgnagtige linje og korruptionen er åbenbart en forudsætning for at være politiker i Danmark.

Tanken, der slog mig, er, at dét her Danmark, som vi er blevet til, det ved jeg faktisk ikke rigtig, om jeg har lyst til at være en del af.

Tanken favner bredt, og det har så langt fra kun noget med politik at gøre, for nu er jeg jo ikke særlig politisk anlagt, og synes, at de alle sammen er nogle magtliderlige forbrydere.
Bevares, nogen mere end andre.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis det betyder, at demokrati er reduceret til en formsag.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis logikken er, at de rige skal have mere i løn for at arbejde effektivt, og de fattige skal have mindre, for at arbejde effektivt.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis det at være forælder er noget med at sidde på Café Obelix og være opslugt af sin smartphone, mens andre mennesker bevidner, at ældre barn driller mindre barn.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis cigaretter skal koste 50 kroner, samtidig med at alle dagligvarebutikker reklamerer med tilbud, hvor det bliver billigere og billigere, hvis du køber 4 liter sodavand eller tyve poser Haribo.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis det eneste det gælder om er, at du skal se så kunstig ud som muligt, for at camouflere det sørgelige faktum, at du ikke har en sjæl, og hvis der ufortrødent fortsættes med at blive opfordret til den livsstil.

Jeg har ikke lyst til at være voksen i Danmark, hvis ungdommen ikke snart tager sig sammen og får banket hovedet ud af røven på sig selv.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor de eneste faste søjler vi har til at forme os er reklamesøjlerne.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvor man bliver hyldet og belønnet af medierne for ikke at have et eneste talent, men bare ovenstående kunstige udseende og en grim personlighed.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvor man ikke kan søge en eneste information på internettet, uden at blive totalt forvirret oveni låget over brugerkommentarer, der modsiger hinanden med "denne opskrift er fantastisk" og "denne opskrift er virkelig lortet", eller "postmodernisme betyder sådan-og-sådan" og "neeej, du tager fejl, det betyder sådan-og-sådan."

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor prisen for en bakke Kærgården kan overstige 20 kroner.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor man udadtil opfordrer til miljøbevidsthed og offentlig transport, og så sætter prisen for en busbillet op til 24 kroner.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, når børn bliver til accessories.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis store kæder ødelægger de små forretninger.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvor der ikke findes civilcourage.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor alle tror, at de ved alt om alting, og ikke kan indse, at vi alle har vores specialeområder.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis klidkusserne skal diktere, at vi alle bør leve økologisk og spise så lidt fedt som menneskeligt muligt. Ikke underligt, hvis deres hjerner tørrer ud.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor alle hele tiden prøver at bilde én ind, at de har det skidegodt.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, der giver udtryk for at være åh-så liberalt, men hvor det alligevel betragtes som LIDT bedre at være heteroseksuel og få børn i en så ung alder som muligt.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis hashhandel seriøst betragtes som et gigantisk problem.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis man tror, at lykke og tro er målbare enheder, der kan laves statistikker over. Hvad sker der lige for tilbagegangen til oplysningstiden?

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis alle tror, at lige netop DERES personlighed kan defineres med en enkelt påklistret diagnose, fordi lige netop DE har det sværere end alle andre. Som om angst og følelsen af at være malplaceret ikke var almenmenneskelig.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor den eneste man er ærlig overfor er ens psykiater.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor viden betragtes som en af de vigtigste eksportvarer, og hvor man så alligevel forventes at haste gennem sin uddannelse.

Jeg har ikke lyst til at bo i et Danmark, hvor menigmænd opfører sig som civilbetjente overfor medborgerne, og irettesætter dem på offentlig gade og sti.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor effektivitet betragtes som den højeste blandt de menneskelige egenskaber.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis sygehusene rynker på næsen over at skulle behandle folk med ryger-sygdomme og fedme som alle andre mennesker.

Jeg har ikke lyst til at være med i det Danmark, der prøver at overbevise mig om, at beige og pangfarve i kombination er lig med højeste mode.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor vi i smarte vendinger analyserer Janteloven med intellektuel afstandtagen og ikke indser, hvor inficerede vi er af den.

Jeg har ikke lyst til at være med i et Danmark, hvor vi tror, at lige netop den livsstil VI SELV fører er den eneste rigtige.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis vi skal blive ved med at tro, vi kan koge suppe på den dér med, at "ordet 'hygge' kun findes på dansk" og "vi er verdens lykkeligste folk" og "i Danmark løfter vi i flok". Det er efterhånden længe siden, det var sådan.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, hvis man skal finde sig i at blive smagsbedømt af visse segmenters selvfedme.

Jeg har ikke lyst til at være med i Danmark, når sygehusene opfordrer kvinder, der venter et mongolbarn til at få det fjernet, uden at spørge dem, hvad de selv ønsker.

Jeg GIDER ikke være med i et Danmark, som er grotesk dyrt, selvhøjtideligt, selvfedt, løgnagtigt, korrupt, amerikaniseret, medmenneskeligt fremmedgjort, overfladisk, fyldt med rundsave på albuerne, selvoptaget, livsstils-fordømmende, selvmodsigende, bedrevidende, skyklaps-snæversynet, og hvor næstekærlighedsbuddet, som vores Grundlov og hele nation bygger på, betragtes som noget, vi ligesom er vokset fra.

Vi bliver vores egen ruin, og vi har fortjent det.

KONGE&KONGE - OL edition.

Konge, med konge på:

- OL. At se herrehåndbold om sommeren forekommer ret eksotisk! Men lækkert. Selv uden Lars J.
Desuden har jeg også set lidt badminton, svømning, sejlsport, trampolin, løb og bueskydning.

- Det faktum, at der i sejlsporten findes en straf for at tyvstarte, hvor overtræderen skal snurre en gang rundt om sig selv, så de andre får forspring. Og hvad er så den tekniske term for det; "at snurre en gang rundt om sig selv." Jeg elsker det.

- Blade Runner. Respekt.

- Dronningen til OL. "Nu klapper Vi!" Og så gør hun det.

- Sisse Fiskers bommerter, da hun interviewede én, hun troede var Rikke Møller Pedersen, men så var en engelsktalende svømmer. Fordi Sisse ikke kunne kende hende uden badehætte. Og undskyld mig for at gå under bæltestedet, men den samtale hun havde med medaljevinderen, som jeg har glemt hvem var, der tydeligvis burde ha' været klippet ud i bedste sendetid.

- Ivano Balic. Jeg tilstår, jeg er en Judas. Han er skøn.

- Joachim Fischers reaktion på bronzemedaljen. Det var overstrømmende.

- Ham der løberen, der vandt guld, hvorefter hans datter og gravide kone kom ind på banen. Ja, jeg bider nemt på følelsesporno.

- Mikkel Hansen. Han burde være prins i et land.

- Samtale med søs og svoger om Dannebrog. Det slog os, at det er sjovt, som vi bare lytter til myten om, at flaget faldt ned fra himlen og kom fra Gud. For realz, people; der må jo være nogen, der har mistet det flag! Måske vægtede de ikke det hvide kors, men de røde firkanter?

- Amerikansk TV, portrætteret i Daily Show, hvor Jon Stewart viser, hvordan TV-kanalernes sportsværter når de dækker OL starter med at sige "if you DON'T wanna hear the results beforehand, please look away now".... Hvorefter de læser resultaterne højt og tydeligt op. Og at de tilsvarende siger "cover your ears, if you don't wanna hear the results", hvorefter et megabillede af en eller anden glad mand med en guldmedalje, med skriften under, der siger "blabla winner of the gold medal in blabla." Det gør mig glad helt inde i min guldcylinder.

- Håndboldmændene. Jeg kan ikke understrege det nok.

- Al den alkohol, der følger med OL.

- Ann-Grete Nørgaard. Hun er sgu en feisty dame! Hende kan jeg godt li'! Især da hun lige inden halvleg brændte et straffe og trak sin trøje over hovedet i et hidsighedsanfald og marcherede ud af banen, ud mod omklædningen. Og da hun scorede på et andet straffekast og spurtede ud til bænken og skubbede Jan Pytlick i ryggen af begejstring. What's not to love?


Noget, der også var konge, men hvor det ikke umiddelbart var tydeligt for mine dødelige øjne:

- Vores pinlige kronprins til OL, hvor han brugte ordet "atletisme...." Mener virkelig, Frede bør frasige sig retten til tronen, så Daisy kan gøre Mikkel Hansen til kronprins. Eller bare slå ham til ridder.

- Caroline Wozniacki.

- Danmark-Kroatien. Av, av, av...!

- Ja, pardonnez-moi, men kineserne! Helt ærligt. Det er skamfuldt. En diskvalifikation var bestemt på sin plads.

- OL. Jeg synes altså ikke, det er ok, at man i tre uger skider lidt på, at nogen mennesker ikke gider at se på diverse nederen mennesker udøve lerdueskydning og dressurridning 24-7, men at vi også engang trænger til at blive underholdt lidt af 90210...

- Vi bliver ved det med TV'et, for det var altså hårdt: ...Og så lige i de uger, hvor man havde adgang til gigantisk TV med en masse kanaler og udsendelser i HD? I stedet for at se de fortærskede forviklinger mellem smukke Dylan og Brenda med de grimme tænder, så måtte man i stedet stille sig tilfreds med prinsesse Natalie zu-Sayn Wittgenstein Berleburg og hesten DIGBY, akkompagneret af De Fire Årstider, som jeg holder af, i en kulisse af britisk dårlig smag, som jeg finder arkaisk og kedelig.

- Tennis. Latterlige skodregler, lortesport for kvinder med muterede guns. Vildt skræmmende guns.

- Brydning. Små grimme pumpede dværge. 

Vedvarigt virvar.

Lykkelig og sønderknust indeni, fri og fastholdt.
Køligt overblik, når det kommer til dét, der bare skal gøres, med tårerne parate lige nedenunder.
Lige nu er der tårer for alt, glæde og vemodighed.
De vælder op, når jeg læser Martha Christensen og spekulerer over, hvordan det dog skal gå Karinka,
når jeg går tur med nyerhvervet musik i øregangene, som får hjertet til at hamre, indtil tårerne føles som eneste mulige måde at udtrykke på, at jeg næsten ikke kan rumme al den skønhed.

Jeg skriver, og jeg har ild indeni og lyst til at gøre det så godt, lyst til at rette til og perfektionere og fluekneppe selv den mindste ubetydelige detalje, og i øjeblikket er visheden om, at jeg ikke ville finde fred med noget halvfærdigt det eneste, der eksisterer.

I næste nu stirrer jeg mig blind på ordene, ser hverken konsistens, kongruens eller koherens, og min ugidelighed pisser på ilden, og den eneste lyst jeg har er til at resignere, være ligeglad, sætte en stopper for den her rutschebane.

Det er på een gang dejligt og hårdt at befinde sig sådan imellem tingene.
Alt kan ske, og samtidig må man sande, at det gjorde det altså ikke tidligere.

Håbet er lysegrønt og retrospektivets farver er gråt og romantiserende gammelrosa i ét, og jeg kan ikke skille tingene ad. "It was the best of times and it was the worst of times."

Min fremtid begynder om lidt, og helt bogstaveligt ligger den første dag i resten af mit liv lige om hjørnet.
Og jeg er helt klar over, hvordan jeg i hvert fald ikke vil være, men slet ikke over, hvad det så skal blive til.

Klar og utydelig, et stort blur omgivet af skarpe konturer;
en syntese af selvmodsigelser og argumenter, for og imod.

Der er ikke længere nogen tvivl om, at man er blevet voksen, og den erkendelse maksimerer ansvarets omfang, til det næsten ikke er til at holde ud.
Det er i hvert fald ikke til at rumme, mulighederne er for åbne.

Jeg er færdig, og skal se at komme i gang.

Når verden holder op med at ramle

Dengang man var væsentligt yngre end man er nu, da ramlede verden på dagsbasis.
Når ens betroede veninde fra klassen pludselig hellere ville gå med en anden i frikvarterene.
Når ens sheik fra ottende klasse knuste ens hjerte ved at få en kæreste (på hans egen alder).
Man var såret.
Man svælgede.
Man blandede blodet fra den blødsødne popmusik med svigtets virkelige tårer.

Dengang man var bare en smule yngre end man er nu, tog man alle sine følelser meget seriøst.
Når man havde en snert af hovedpine efter et halbal, havde man eftertrykkelige tømmermænd.
Hele dagen.
Man led.
Man udviklede en varig aversion mod blå Bols og Pisang Ambon.

Sjovt som smerten ved heartbreak og tømmermændskvalme er lige reelle.
Og det er også sjovt, hvordan den pulsstigning forelskelse kan medføre nu kan få én til bekymret at tænke "det her kan umuligt være sundt - det bliver nok min død."
Nå, det var en parentes.

Nu har man altså for mange ting, man skal nå til, at man kan afsætte en hel dag til selvmedlidenhed på grund af selvskabt plage, og efter et tilpas antal timers kombineret zombie-og-sove-samt-falaffelpita-mode, finder man pludselig sig selv med specialet på skærmen foran sig.

Og det samme gælder heartbreak.
Der er sgu ikke rigtig tid til det, særlig tit.
Dags- og ugebasis er udelukket, men det var nu også lidt anstrengende, og månedsbasis er faktisk heller ikke en option.
Den fysiske smerte får ikke lov til at tage overtaget, og hjertesmerten (there, I said it!) synes at dukke sjældnere op, og når den så gør det, så betvinges den hurtigt og effektivt af fornuften og formår ikke at smelte den kølige, klare hjerne.
Det er selvfølgelig også en mulighed, at hjertesmerten kommer ligeså ofte, men at hjernen slår den ned, inden man når at registrere den.
Man beskæftiger sig med noget andet, ignorerer.
Man lader sig ikke knække.

Engang mærkede man virkelig verden.
Så mærkede man virkelig verden ramle.
Og når man oplever dét, hvad de fleste gør, før eller siden, så sætter man dramaet på standby.
Det kan tids nok komme, sådan for alvor, og hvad gør man så, hvis alle følelserne er blevet brugt på petitesser og ressourcerne er druknet i et hav af humle og ubegrundet selvhad?

Jeg siger "hver ting til sin tid," og lukker de voldsomme følelser, positive som negative, såvel glæden over paradigmeskiftet, som sorgen over det, der er forbigangent, ned i en lille kasse, så jeg kan tage dem frem, en efter en, når jeg har tid.

Dynamikken, det nye og udviklingen kan man alligevel ikke sætte en stopper for.
Livet går vel videre, fordi det ikke kan andet.

                                          Fornuften betvinger følelserne.

Lydspor til skybrud

Pictures of Matchstick Men - Status Quo
Synd, at man altid forbinder dem med In the Army Now.
Riffs som dette går simpelthen rent ind hos mig. Kompositionen minder mig om Hippie Hippie Houraa med Jacques DuTronc (måske særligt cover-versionen med Kim and The Cinders), og det er bestemt en god ting.
(Tjek eventuelt også Scorpio Rising med Death in Vegas - det er et rip off i så stor stil, at hvis man kan li' Pictures of Matchstick Men, så kan også li' Scorpio Rising. Med mindre man selvfølgelig har principper, når det kommer til rip offs. Det har jeg sjovt nok ikke så meget af.)

Rx Queen - Deftones
Jeg har det jo med at være lidt langsom i optrækket, nogle gange.
Deftones er et af de bands, som jeg i flere år har vidst, at jeg ville kunne li', men aldrig har taget mig sammen til at volddyrke. Men til mit forsvar er det altså også nemmere at volddyrke musik, nu når Spotify findes! :-) På Regeringens opfordring er jeg startet med albummet White Pony, og jeg er helt vild med det. Især numrene My Own Summer, Back To School og så dette.

L'Opportuniste - Jacques DuTronc
Min far og Melodi Grand Prix bærer ansvaret for, at jeg har en lille ting for musik, hvor der synges på et sprog, jeg ikke forstår. Hvad angår Grand Prix har jeg tit fundet mig selv med en uforklarlig begejstring for østeuropæiske bidrag. Gennem min far har jeg lært den russiske folkesanger, Bulat Okudzhava at kende. Musikkens stemning betyder nogle gange mere end det faktum, at jeg ikke forstår et kvæk. Det er dog ikke kun polsk, russisk og kroatisk, jeg gerne ville kunne forstå, men også noget så "simpelt" som fransk. På den anden side behøver man ikke kunne fransk for at forstå, at det er en skøn sang og at Jacques nok var en værre hankat, dengang i 60'erne, med det ansigt, han rendte rundt med.

Harder Than You Think - The Floor is Made of Lava
Indtil nu har jeg i tilfredshed hængt fast i numrene Do Your Sister, The Floor is Made of Lava, All Outta Love og nyligt også Lost in the Woods, men nu er et gammelt-nyt nummer kommet på banen.
Er voldsomt nede med teksten, og musikken gør mig nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på noget der ligner  at være "energisk."

Cecilia - Simon & Garfunkel
Det nummer har aldrig været mit foretrukne med Simon & Garfunkel, og det er det egentlig heller ikke nu (meget skal til for at slå El Condor Pasa, I Am a Rock og The Boxer), men jeg kom for nylig til at lytte til hele teksten, hvor man blandt andet finder dette guldkorn: "Making love in the afternoon with Cecilia / Up in my bedroom (making love) / I got up to wash my face / When I come back to bed / Someone's taken my place" - what a skitch! (Betyder i øvrigt "skanky bitch.")
Derudover kan man bare ikke komme udenom, at Paul og Art styrer de smukke harmonier.

Send the Pain Below - Chevelle
Der er ikke så meget at sige: Det er bare smukt, stærkt og svagt, og bliver hørt på repeat her i Preben, lige for tiden.

St. Louis Elegy - Mark Lanegan
Hørte albummet Blues Funeral på repeat inden jeg skulle til koncert med min helt, Mark L., i marts.
Dette nummer hæftede jeg mig ikke meget ved, ved disse gennemlytninger, fordi jeg altid først falder for mere upbeat-numre, som Ode To Sad Disco og Gravedigger's Song - logisk nok kommer fascinationen af den gode melodi før fascinationen af teksten. Men under koncerten blev jeg blandt andet henført af dette nummer: "If tears were licquor / I'd have drunk myself sick."

Einar 2.0 - MC Einar & KunTakt
Som et tidligere indlæg indikerede, var jeg til koncert med Einar (og Claus) forleden dag, og jeg har også før dét skrevet om hans album med KunTakt, så derfor skal jeg spare jer for gentagelsen af det sublime og bare opfordre alle til at købe albummet, få set dem live, og med de ord lade nummer og optræden stå så alene som muligt:

- Jeg gad godt vide, hvad andre foretrækker som lydspor til sådan en indendørs-dag?

På ferie i Danmark

Jeg læste for nylig en analyserende artikel i Weekendavisen, der drejede sig om feriementaliteten; vigtigheden af, at man ind i mellem skifter hverdagsmiljøet ud med noget andet, og hvordan sindet tilpasser sig det alternative miljø. Man kobler af. Opfører sig anderledes.

Men man behøver altså ikke eje sommerhus eller the big bucks for at feriere.

I dag var jeg på ferie i København - som jeg ellers bor i.

Claus og jeg var på Staden, primært for at høre MC Einar & KunTakt, som jeg præsenterede ham for på hans fødselsdag, i starten af sidste måned.
Efter en middag og utallige øl blev aftenens sidste cigaretter røget i selskab med det uforlignelige album Jeg Må Ha' En Coach.

I dag sad vi så bænket med resten af Københavns søvnige søndagsdrys på de smalle bænke over Nemoland, som en flok høns, siddende kaglende på pinde, eller som fugle på en telefonledning.

Der var Filuris, sodavand, falaffel og pandekager i solskin, akkompagneret af dansk raps bedstefar,
og vurdering af pæne mennesker, fniseri af mindre heldige, ævl og kævl og latter og loppemarked.

Derefter gik vi fra Christianshavn ind til Fiolstræde, hvor vi spiste italiensk aftensmad, omgivet af italienere, udendørs.

En kold fadøl, bruchetta til forret og carpaccio med ruccola og parmesan til hovedret (fordi jeg elsker forretter så meget!), og en alt for stor portion lasagne til Claude.

Og Strøget var søndagstømt og luften duftede faktisk af juli og ikke af marts, man slentrede uden jakke på og havde ingen strøm på telefonen, så alt var uforstyrret nærvær.

- Tænk, at man er så privilegeret, at man kan feriere i sin egen by, se den på en helt anden måde end sædvanligvis, når man lige trænger til et afbræk.

I heart Copenhagen.

“Happiness in intelligent people is the rarest thing I know.”

"Er du nogensinde lykkelig?" spørger hun.

Det kommer sådan ret meget ud af det blå.
Det er en ny æra for vores venskab, og vi har taget os selv og hinanden ved nakken, er brudt ud af de normale rammer for vores samtaler, formiddage på en bænk i hendes gård, udstyret med kaffe og cigaretter, umiddelbar snak om aktuelle begivenheder i vores liv.
Vi har drukket kaffe (på Barresso, godt nok, men okay så), været på en spændende udstilling og sidder nu på en pittoresk trappesten, mellem Distortions stationer, med hver sin Gyldne Dame. Og cigaretter.

Venskabet er nyt og gammelt, og de nye omgivelser gør samtalen ny.

På et splitsekund når jeg at tænke, at det var et godt tidspunkt for hendes spørgsmål, for umiddelbart er det da ikke så længe siden jeg sidst var lykkelig.
Men min opremsning af nylige himmelske situationer kommer ikke så prompte, som jeg først troede.

Jeg siger, at det ikke er så længe siden, at jeg har været rigtig glad, men ligefrem lykkelig er måske så meget sagt, og jeg lirer min sædvanlige lommefilosofiske svada af om, at lykken opstår momentant og forsvinder ligeså snart man opdager, at den var til stede. At bevidstheden om lykken knuser den, og afløses af en inderlig melankoli og savn, for nu er lykken væk igen.
Og man må måske nøjes med jævn glæde.

Hun er ikke lykkelig og hun synes, det er længe siden, hun sidst var det.
Tror jeg, hun nogensinde bliver det igen?
Og det tror jeg.
Men ikke vedvarende.
Og det siger jeg så blidt og forsigtigt som jeg kan, og føler noget behageligt indeni mig selv, mens jeg forsikrer hende om, at det nok skal blive bedre.
For det vil jeg så gerne ha' det bliver.

Tonen er en anden, sammen med en anden.
 Hun føler hun træder vande og kæmper for sit liv, og der er hverken decideret fremskridt eller tilbagegang.
Hun har midt-i-tyverne-blues over, hvad hun ikke har opnået, angst for at tabe ansigt og være utilstrækkelig i situationer, der ikke er opstået endnu, frygt for at være gennemskuet, at andre ser lige igennem hende, mens hun selv er blind.

Vi taler om lykken, og lommefilosofien er mere filosofisk, og der hales sande ord op fra nogle dybere lommer.

Vi er kynisk enige om, at vi aldrig bliver lykkelige.
At noget altid vil være galt.
Vi er ens, hun og jeg.
Vi er ikke tilfredse, vi overanalyserer tingene til de går i stykker, vi suger næringen ud helt ind til marven, og vi er ikke i stand til bare at læne os tilbage og nyde, give os hen og tage imod.
Vi er ikke nemme at omgås, for vi kløver ordene til de ikke hænger sammen mere, bliver berørte, tager os det for nært.
Vi kan ikke forvente at andre kan gøre os lykkelige, når vi hele tiden gør os selv ulykkelige.

Og kynismen og de tørre konstateringer tager ligesom brodden af det hele.
Tanken om, at det aldrig bliver bedre giver os fortrøstning.
For det kunne jo være værre.

Et andet sted er der ingen kære mor, ingen konstateringer pakket ind i intellektualisme.
Kun det store perspektiv, det overordnede modspørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"
Hele tiden. Lykkelig hele tiden. Sikke en idé!
Der er ingen forståelse for påstanden om, at manglen på lykke måske er positiv, fordi man så altid har noget at stræbe efter.
Der er ikke noget at diskutere, ikke noget føleri, ingen detaljeret analyse af omstændighederne, ikke sammenligninger, det kræver et filosofikum at forstå.
Bare det spørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"



“Happiness comes when your work and words are of benefit to yourself and others.” 
- Buddha

KONGE&KONGE #2

Konge med konge på:

- Star Trek. Så filmen i går, og jeg er helt nede med Spock. Hvem skulle nu ha' troet det?

- Den sene opdagelse af, at Sheldon er ligesom Spock. Bare vildere.

- Cocktail der dræber alle smerter, relateret til mens: To Panodiler og to Ipren, og kroppen er numb, selv når fundamentet for krop nødvendigvis må udgøres af stiletter og ikke sofa. Cool burger.

- Talerne til sommerfesten på teologi. Glemmer tit, at dekanen er sjov. Shame on me.

- At afstå fra at drikke vodka The Belarussian Way. Det har sgu aldrig gjort noget godt for mig, men jeg plejer at gøre det alligevel. 

- Fryden ved at høre de første to sekunder af Stupid Man, spejde udover baren og se toppen af et hoved med resten af Louise under, komme farende i fuld fart mod mig, for at mødes på dansegulvet.

- Galliano shots.

- At modtage en sød MMS. Også selv om jeg ikke forstod den først.

- Udsigt til flere dage i søsters selskab, med arbejde, bytur og hygge. Bare os to!

 Noget, der vel også var konge, når det kom til stykket, for det er alt jo:

- At bruge en hel dag på at fremprovokere menstruationssmerter tidligt, så de ikke ville få indflydelse på min sidste sommerfest som stud.teol. Virkede ikke. Var dermed bare meget aktiv en hel dag, hvilket jeg ikke er fan af. (Surprise.)

- At jeg bare altid skal vigtige ting, når det er dén dag på den tid på måneden, hvor jeg bare helst skal ligge vandret. Sidst gik det næsten udover Mark Lanegan!

- At stikke fødderne i stiletterne dagen efter man har haft dem på i 12 timer.

- Der er næsten ikke mere kaffe. Og jeg er flad. FML.

- Galliano shots dagen efter.

- Min mangel på evner udi networking. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til nogen og hilse på dem, når det er åbenlyst, at man gør det af networkings-årsager. Venter på, at de rundsave jeg nogle gange gerne ville ha' på mine albuer kan købes på Amazon.

- Hvis jeg nu også skal til at se Star Trek-serien. Er den ikke helt vildt lang? (Og nørdet?)

- For tiden utallige mareridt om dødsfald. Jeg ved godt, det handler om, at man er tæt på at afslutte noget, og det er jeg jo, men det er fandme alligevel ret belastende.

- At snart har alle jeg kender sommerferie. Troede, jeg var ok med ikke at få så megen ferie i år. Kan godt mærke nu, at jeg føler mig lidt snydt.