der ikke bygges langsomt op, men lige pludselig er der bare en ordentlig mur af lyd foran og rundt om mig, som så skyller indover og ind i mig, med enorm kraft.
I lang tid er der ingenting, kun gamle gentagelser.
Éns iPod bliver reduceret til nødvendig baggrundsstøj,
som der skal tændes for, når man transporterer sig fra A til B, for nu er det jo engang sådan.
Og det føles som om, at nu kan der ikke komme mere nyt, der virkelig bare lige rammer.
Og alligevel ved man, at det gør der, før eller siden.
Men man kan ikke forcere det, sådan rigtigt.
Man hører en masse ukendt musik, men i forhold til, hvor meget man hører, er det sjældent, at det er så godt, som man ville ønske det var, fordi der simpelthen bare ikke findes noget bedre end at sætte en sang (eller endnu sjældnere - et helt album) på repeat.
Sidste gang bølgen var i mig, drejede det sig om enkeltstående numre, Pictures of Matchstick Men, Black Night, Harder Than You Think, og nogle af Specktors og Dr. Feelgood.
Og Dr. Feelgood har jeg holdt fast i, mens der fandt et overlap sted, hvor Hank Williams senior og Hank III var alt, jeg havde lyst til.
Og nu er der igen noget for mig nyt fra musikfronten, som jeg gerne vil dele med dig.
Begge dele er soundtracks til film, og dét er jo bare dobbelt op på konge, når film med gode plots ledsages af lækker lyd.
Sean Spillane har lavet et fuldstændig formidabelt soundtrack til horrorfilmen The Woman.
Og We Are Scientists, som figurerer på soundtracket til filmen Dread.
Og så er det jo altså bare rigtig perfekt, at man har efterårsferie, og at vejret er så latterligt, at ingen kan forvente, at man bevæger sig nogen som helst steder hen, andet end højest ned for at hente smøger.
Så er man ligesom bare fri til at sidde her bag skærmen og dyrke Spotify og drikke kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar