Vedvarigt virvar.

Lykkelig og sønderknust indeni, fri og fastholdt.
Køligt overblik, når det kommer til dét, der bare skal gøres, med tårerne parate lige nedenunder.
Lige nu er der tårer for alt, glæde og vemodighed.
De vælder op, når jeg læser Martha Christensen og spekulerer over, hvordan det dog skal gå Karinka,
når jeg går tur med nyerhvervet musik i øregangene, som får hjertet til at hamre, indtil tårerne føles som eneste mulige måde at udtrykke på, at jeg næsten ikke kan rumme al den skønhed.

Jeg skriver, og jeg har ild indeni og lyst til at gøre det så godt, lyst til at rette til og perfektionere og fluekneppe selv den mindste ubetydelige detalje, og i øjeblikket er visheden om, at jeg ikke ville finde fred med noget halvfærdigt det eneste, der eksisterer.

I næste nu stirrer jeg mig blind på ordene, ser hverken konsistens, kongruens eller koherens, og min ugidelighed pisser på ilden, og den eneste lyst jeg har er til at resignere, være ligeglad, sætte en stopper for den her rutschebane.

Det er på een gang dejligt og hårdt at befinde sig sådan imellem tingene.
Alt kan ske, og samtidig må man sande, at det gjorde det altså ikke tidligere.

Håbet er lysegrønt og retrospektivets farver er gråt og romantiserende gammelrosa i ét, og jeg kan ikke skille tingene ad. "It was the best of times and it was the worst of times."

Min fremtid begynder om lidt, og helt bogstaveligt ligger den første dag i resten af mit liv lige om hjørnet.
Og jeg er helt klar over, hvordan jeg i hvert fald ikke vil være, men slet ikke over, hvad det så skal blive til.

Klar og utydelig, et stort blur omgivet af skarpe konturer;
en syntese af selvmodsigelser og argumenter, for og imod.

Der er ikke længere nogen tvivl om, at man er blevet voksen, og den erkendelse maksimerer ansvarets omfang, til det næsten ikke er til at holde ud.
Det er i hvert fald ikke til at rumme, mulighederne er for åbne.

Jeg er færdig, og skal se at komme i gang.