"Det kræver bare øvelse - det skal du nok blive bedre til!"
Fandme et irriterende udsagn.
I meget lang tid er det dét, man mindst gider at høre.
For det kan sgu da godt være, at det er rigtigt, men hvor er det dog generende og tarveligt, at man ikke bare kan være sublim til alting fra første gang man prøver!
Man er så kæk og takker ja til at gøre et eller andet, man ikke har prøvet før.
Det er kun et skarn, der ikke tager imod en udfordring, det er jo så vidunderligt uuuuudviklende...
Der er jo længe til, det faktisk skal foregå!
Dét skal man nok få styr på, når man får forberedt sig!
Når tiden nærmer sig har man måske nok fået forberedt sig, men ikke til perfektion.
Det' noget lort, det man har planlagt at præstere!
En abe kunne gøre det bedre, og hvad er jeg for et usselt nul, at jeg overhovedet prøver?
Måske kommer man overens og er spændt dagen før dagen.
Men når dagen så kommer, så ville man ønske, man kunne aflyse det hele.
Desværre er alt parat til det, folk er inviteret og de regner med, at man gør det, man skal.
Så man gør det og klarer det selvfølgelig super, hvis man har forberedt sig.
Og man hviler på laurbærrene et lille stykke tid, der langt fra er hverken præ-nervøsitet eller post-stolthed værdig.
... Og ved næste udfordring har man glemt processen igen og starter fra scratch.
Ubarmhjertigt.
Men en dag, lige pludselig, måske cirka samtidig med, at man melder sig ind i en a-kasse, finder man ud af, at de voksne, klichéernes mestre, havde ret.
Endelig kommer man rigtigt overens og accepterer, at man selvfølgelig ikke kan være prof til noget den første gang man prøver det.
At øvelse gør mester, at al begyndelse er svær, og at Rom ikke blev bygget på én dag.
Og alt, der ligger under perfektion, 12, UG med kryds og slange, er ikke nødvendigvis fucking sølet ind i alt dét ulækre hejs, der ligger under bunden.
....
Banaliteter var i lang tid den rene gift.
Især de romantiske.
Yuck!
Man var lige blevet færdig med at være ung og naiv og have tro på sand kærlighed, den eneste ene og den slags.
Sandsynligvis fordi man havde brændt nallerne på et eller andet gudeagtigt væsen, der før eller siden valgte at kaste sig ud fra pidestalen, man havde anbragt det på, og vise sig som et ufuldkomment skodmenneske, ligesom alle os andre.
En slig hjertesønderrivende begivenhed tøjrede zeppelineren godt og grundigt og forhindrede den i at stige til vejrs igen. Ever.
Kærlighed var idioti.
Forelskelse kan jo alligevel forklares videnskabeligt og der er noget med, at mænd bare vil sprede deres sæd og hunnerne vil bare bygge rede og ha' unger.
Psch!
Gud fri mig for kærlighed!
Der var ikke andet for end at gentage, at kærlighed er et spørgsmål om kemi og at romantisk lidenskab var skrøbelig, at forelskelse var en decideret sygdom.
Man havde nok i sig selv.
Og når man så mødte et menneske, der overdyngede én med komplimenter, søde ord og hengivenhed, så fnøs man af det og holdt det imod dem som en flaw.
For det var jo så falsk og for meget!
Og i øvrigt troede man ikke på det.
Jeg grinede for eksempel rigtig meget af en fyr, der efter at jeg havde snavet ham i gulvet på en brun bodega, i en SMS bedyrede, at jeg var "en prinsesse."
Not so much, dude.
Men pludselig en dag, når noget virker anderledes rigtigt, så er banaliteterne ikke noget, man rynker på næsen af.
Så er de fantastiske, fantasifulde, og dybt, dybt rørende.
Og dét, at det føles rigtigt handler kun om, at man kan genkende sig selv i det.
At man ved, de kommer fra et oprigtigt hjerte, og at man i hvert fald ikke har gjort noget for IKKE at fortjene dem!
Så man ikke bliver væk i superlativernes malstrøm.
De simple, søde ord bliver alfa, begyndelsen af kompositionen.
De bliver til det lille ekstra, der gør, at helheden får smag.
Og pludselig er man ikke længere bange for mødet med den anden, og man sænker paraderne,
og lader sig falde sammen på noget, der kan holde til sådan et kollaps.
Måske kan man så endelig slappe af.
Og ha' det helt okay med, at nogen kalder én "prinsesse."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar