"Er du nogensinde lykkelig?" spørger hun.
Det kommer sådan ret meget ud af det blå.
Det er en ny æra for vores venskab, og vi har taget os selv og hinanden ved nakken, er brudt ud af de normale rammer for vores samtaler, formiddage på en bænk i hendes gård, udstyret med kaffe og cigaretter, umiddelbar snak om aktuelle begivenheder i vores liv.
Vi har drukket kaffe (på Barresso, godt nok, men okay så), været på en spændende udstilling og sidder nu på en pittoresk trappesten, mellem Distortions stationer, med hver sin Gyldne Dame. Og cigaretter.
Venskabet er nyt og gammelt, og de nye omgivelser gør samtalen ny.
På et splitsekund når jeg at tænke, at det var et godt tidspunkt for hendes spørgsmål, for umiddelbart er det da ikke så længe siden jeg sidst var lykkelig.
Men min opremsning af nylige himmelske situationer kommer ikke så prompte, som jeg først troede.
Jeg siger, at det ikke er så længe siden, at jeg har været rigtig glad, men ligefrem lykkelig er måske så meget sagt, og jeg lirer min sædvanlige lommefilosofiske svada af om, at lykken opstår momentant og forsvinder ligeså snart man opdager, at den var til stede. At bevidstheden om lykken knuser den, og afløses af en inderlig melankoli og savn, for nu er lykken væk igen.
Og man må måske nøjes med jævn glæde.
Hun er ikke lykkelig og hun synes, det er længe siden, hun sidst var det.
Tror jeg, hun nogensinde bliver det igen?
Og det tror jeg.
Men ikke vedvarende.
Og det siger jeg så blidt og forsigtigt som jeg kan, og føler noget behageligt indeni mig selv, mens jeg forsikrer hende om, at det nok skal blive bedre.
For det vil jeg så gerne ha' det bliver.
Tonen er en anden, sammen med en anden.
Hun føler hun træder vande og kæmper for sit liv, og der er hverken decideret fremskridt eller tilbagegang.
Hun har midt-i-tyverne-blues over, hvad hun ikke har opnået, angst for at tabe ansigt og være utilstrækkelig i situationer, der ikke er opstået endnu, frygt for at være gennemskuet, at andre ser lige igennem hende, mens hun selv er blind.
Vi taler om lykken, og lommefilosofien er mere filosofisk, og der hales sande ord op fra nogle dybere lommer.
Vi er kynisk enige om, at vi aldrig bliver lykkelige.
At noget altid vil være galt.
Vi er ens, hun og jeg.
Vi er ikke tilfredse, vi overanalyserer tingene til de går i stykker, vi suger næringen ud helt ind til marven, og vi er ikke i stand til bare at læne os tilbage og nyde, give os hen og tage imod.
Vi er ikke nemme at omgås, for vi kløver ordene til de ikke hænger sammen mere, bliver berørte, tager os det for nært.
Vi kan ikke forvente at andre kan gøre os lykkelige, når vi hele tiden gør os selv ulykkelige.
Og kynismen og de tørre konstateringer tager ligesom brodden af det hele.
Tanken om, at det aldrig bliver bedre giver os fortrøstning.
For det kunne jo være værre.
Et andet sted er der ingen kære mor, ingen konstateringer pakket ind i intellektualisme.
Kun det store perspektiv, det overordnede modspørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"
Hele tiden. Lykkelig hele tiden. Sikke en idé!
Der er ingen forståelse for påstanden om, at manglen på lykke måske er positiv, fordi man så altid har noget at stræbe efter.
Der er ikke noget at diskutere, ikke noget føleri, ingen detaljeret analyse af omstændighederne, ikke sammenligninger, det kræver et filosofikum at forstå.
Bare det spørgsmål:
"Hvad fanden er der nu galt med at ville være lykkelig?"
“Happiness comes when your work and words are of benefit to yourself and others.”
- Buddha
Ingen kommentarer:
Send en kommentar