Når ens betroede veninde fra klassen pludselig hellere ville gå med en anden i frikvarterene.
Når ens sheik fra ottende klasse knuste ens hjerte ved at få en kæreste (på hans egen alder).
Man var såret.
Man svælgede.
Man blandede blodet fra den blødsødne popmusik med svigtets virkelige tårer.
Dengang man var bare en smule yngre end man er nu, tog man alle sine følelser meget seriøst.
Når man havde en snert af hovedpine efter et halbal, havde man eftertrykkelige tømmermænd.
Hele dagen.
Man led.
Man udviklede en varig aversion mod blå Bols og Pisang Ambon.
Sjovt som smerten ved heartbreak og tømmermændskvalme er lige reelle.
Og det er også sjovt, hvordan den pulsstigning forelskelse kan medføre nu kan få én til bekymret at tænke "det her kan umuligt være sundt - det bliver nok min død."
Nå, det var en parentes.
Nu har man altså for mange ting, man skal nå til, at man kan afsætte en hel dag til selvmedlidenhed på grund af selvskabt plage, og efter et tilpas antal timers kombineret zombie-og-sove-samt-falaffelpita-mode, finder man pludselig sig selv med specialet på skærmen foran sig.
Og det samme gælder heartbreak.
Der er sgu ikke rigtig tid til det, særlig tit.
Dags- og ugebasis er udelukket, men det var nu også lidt anstrengende, og månedsbasis er faktisk heller ikke en option.
Den fysiske smerte får ikke lov til at tage overtaget, og hjertesmerten (there, I said it!) synes at dukke sjældnere op, og når den så gør det, så betvinges den hurtigt og effektivt af fornuften og formår ikke at smelte den kølige, klare hjerne.
Det er selvfølgelig også en mulighed, at hjertesmerten kommer ligeså ofte, men at hjernen slår den ned, inden man når at registrere den.
Man beskæftiger sig med noget andet, ignorerer.
Man lader sig ikke knække.
Engang mærkede man virkelig verden.
Så mærkede man virkelig verden ramle.
Og når man oplever dét, hvad de fleste gør, før eller siden, så sætter man dramaet på standby.
Det kan tids nok komme, sådan for alvor, og hvad gør man så, hvis alle følelserne er blevet brugt på petitesser og ressourcerne er druknet i et hav af humle og ubegrundet selvhad?
Jeg siger "hver ting til sin tid," og lukker de voldsomme følelser, positive som negative, såvel glæden over paradigmeskiftet, som sorgen over det, der er forbigangent, ned i en lille kasse, så jeg kan tage dem frem, en efter en, når jeg har tid.
Dynamikken, det nye og udviklingen kan man alligevel ikke sætte en stopper for.
Livet går vel videre, fordi det ikke kan andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar