"SYV ÅR, Niels.."

Det er over syv år siden, jeg flyttede til København,
og nu flytter jeg snart til Jylland.

Burde man ikke gøre status, eller sådan noget?
Over, hvilke ting, der er sket, som har ændret én.
Jeg var 19, da jeg flyttede herover.
Hvis jeg havde skuet 7 år baglæns som 19-årig,
ville det være rimelig obvious, at der måtte være sket utrolig meget, siden jeg var 12.
Umiddelbart synes jeg ikke, den samme dybe kløft findes mellem 19 og 26.
Det burde kunne sammenlignes, men det kan det så slet ikke.
Det føles ikke som om, der er sket SÅ meget, men det er der jo alligevel.

Måske er forskellen bare, at det er så åbenlyst, at der er sket en masse mellem 12 og 19 år,
at man ikke engang begynder at opregne alle hændelserne.
Man konstaterer bare, at syv år er lang tid.
Og man skulle vel egentlig også gerne tænke på andre ting end at gøre status, når man er 19.

Og 26, for den sags skyld.

Men nu er det alligevel for meget overhovedet at tænke på alt, der er sket.

I øvrigt har det sidste halve år ikke engang nået at bundfælde sig endnu,
så hvordan skulle jeg kunne overskue yderligere seks et halvt år?

Jeg har skrevet og afleveret speciale.
Jeg er blevet cand.theol.
Jeg startede på Pastoralseminariet og var kæk og skulle bare ha' det overstået; de fire måneders primære funktion var at binde en fin sløjfe på 21 års skolegang.
Vi er nået til efterårsferien nu, og min kækhed er hedengangen.
Jeg vil stadig alt det, jeg ville før, jojo, men nu rykker det bare så tæt på.
November, fucking næste måned, bliver min sidste som bosiddende i København.
(I denne omgang.)
Og så venter dét, der hele tiden har været min mening: Livet som præst.
Men jeg er vant til, at dét er noget, der ligger langt ude i fremtiden!
Jeg havde troet, jeg var et andet sted, når jeg skulle være præst.
At jeg ligesom var blevet VOKSEN.
Jeg har altid været klar over, at man ikke bare vågnede en dag og var blevet voksen og ansvarlig.
Men måske troede jeg ikke helt på det alligevel?

Nu er alt konkret, så lidt er abstrakt.
Det abstrakte må være på standby, mens jeg arbejder på at finde fodfæste i det konkrete.
Jo hurtigere det går, des hurtigere kan jeg gøre plads til det abstrakte igen!

For én gangs skyld ville jeg gerne prøve at springe ud i noget med ubesvær og lethed,
flyde, i stedet for at træde vande.
For én gang skyld ville jeg gerne IKKE tænke og bekymre mig om alt det, der alligevel ikke ligger i mine hænder, og alt dét, der gør, og bare nyde, nyde, NYDE det, og aldrig blive mæt.
Bare være i det, og ikke spekulere så meget.

Men ok, så ville jeg jo på den anden side slet ikke være mig.