Det er nu noget underligt noget, det her med at insistere på at gøre sig selv bange.
Det tænker jeg over, her for tiden, fordi jeg har lagt mærke til, hvor bange jeg faktisk bliver.
Dét vil jeg måske skrive en analyserende blog om en anden dag, men som optakt dertil kommer her en indføring i mine oplevelser med forskellige slags uhyggelige produktioner og situationer, mine forskellige reaktioner og min adfærd når jeg bliver rigtig bange!
I denne blog handler det om film og bøger.
B-films-splat: Chok og høje hvin, samt et lindgrensk sidespor
Lidt horror og B-films-splat er der altid plads til, sådan kontinuerligt.
Det har været konstant underliggende, siden jeg som teenager for første gang så sådan en rigtig amerikansk gyser.
Det drejede sig om Halloween H2O, som jeg så i skræk og rædsel med min daværende bedste veninde, som var ligeså skræk-og rædselsslagen og højt hvinende som jeg, når Michael Myers var i nærheden.
På samme måde havde jeg det, da min søster og jeg engang var alene hjemme og lejede Scream, sikkert omme i Videobiksen.
Og bagefter så vi sikkert Grease, eller en anden hyggelig film, for sådan har jeg altid haft det; når jeg har set noget uhyggeligt, skal jeg meget gerne se noget rart bagefter,
og det skal være så udramatisk som overhovedet muligt.
- Efter jeg f.eks. sammen med min søster og vores daværende barnepige, Rikke, så La Bamba, som ikke er uhyggelig men dog meget oprivende, måtte vi lige ta' et afsnit af Nissebanden.
Og det samme med Thelma & Louise.
En julekalender eller noget Astrid Lindgren er altid et hit, dog ikke Brødrene Løvehjerte, dén er selv en af de film, der skal efterfølges af noget rart (med mindre den er synkroniseret til dansk, så er den altså meget svær at tage alvorligt - hvem fanden kan synes, det er i orden, at synkronisere Allan Edwall?!)
Jurassic Park: Vinder-farmors bidrag til gys-fascinations opståen
Jeg havde også tidligere set en uhyggelig film.
Min farmor havde selvfølgelig vundet den, for hun vinder altid et eller andet, det heldige asen.
Déngang var der tale om Jurassic Park på VHS.
Jeg mener, at den må have været nogle år gammel, på det tidspunkt, for jeg kan ikke tro, at jeg ville ha' fået lov til at se den som 7-årig, da den kom frem.
Jeg synes, jeg mindes, den var forbudt for børn under 12, og at jeg netop var et år eller to under begrænsningen, og at jeg tog det meget alvorligt, at jeg brød begrænsningsalderens anvisninger ved at se den alligevel.
For jeg har altid taget alting meget alvorligt og været pænt autoritetstro.
Jurassic Park er stadig en rigtig god film, men den var jo ikke anledning til ligeså mange chok, hvor hjertet flyver op i halsen, som alskens maskeklædte mordere for mig.
Men hele vejen igennem var jeg konstant bange.
Det havde helt klart noget med alders-anvisningen at gøre.
Hvis jeg blev voldsomt bange og fik mareridt, var det jo min egen skyld på en anden måde, end når jeg skrev mig selv bange og mørkeræd, når jeg fortabte mig i mine egne produktioners skrækfaktor, hvilket skete oftere end sjældent i en årrække.
Det var ligesom ikke med vilje.
Dobbelt op på frygt: Dennis Jürgensen-bøger og høje lyde, der bryder stilheden.
Da jeg var det, som med et røvirriterende ord vist i dag kaldes "pre-teen", lånte jeg ofte lydbøger på biblioteket.
Engang lånte jeg Dennis Jürgensens Uhyret i Brønden.
Jeg havde på det tidspunkt værelse allerlængst nede i Den Lange Gang i den gamle præstegård, og alle der har været der ved, at der var en grund til, at den gang hed Den Lange Gang.
Dér sad jeg så ved skrivebordet foran vinduet, på mit værelse, som jeg elskede, og hørte lydbøger, mens jeg tegnede.
Det var i mange år en af mine yndlingsbeskæftigelser og kunne sagtens blive det igen.
Men Dennis Jürgensen kan altså noget.
Han er nærmest en dansk Stephen King, i mine øjne.
Ikke ligeså udpenslet slem, men hans sprog skaber altså også uhygge.
Til sidst var jeg skræmt fra vid og sans.
Jeg havde glemt at rulle rullegardinet ned, så hvis jeg kiggede op fra tegningen ville jeg mødte mit eget oplyste ansigt i den kulsorte rude, der vendte ud mod haven.
Tit var jeg bange for, at nogen ville springe op fra lige under vinduet med et uhyggeligt ansigt, eller at nogen pludselig ville bryde stilheden ved at hamre højt ruden med hænderne.
Mine øjne hang fast ved papiret, og jeg måtte overvinde mig selv for selv at bryde tavsheden, ved at kalde højt på min mor eller far, hvilket jeg også ville synes var uhyggeligt.
For hvis jeg råbte om hjælp, blev frygten ligesom mere virkelig, synes jeg.
Jeg måtte råbe rigtig højt for at gennembryde den lukkede dør, Den Lange Gang, og den måske lukkede stuedør.
Jeg var blevet bange for en fortælling, og måtte altså gøre mig selv yderligere bange ved at råbe.
Det var en dårlig dag at være en bangebuks.
(OPLYSNING: Er i øvrigt netop startet med at læse bogen Uhyret i Brønden igen, som jeg har haft en aversion imod, siden dengang. Er allerede ved at skide i bukserne efter 72 sider, og skriver netop denne blog som overspringshandling, inden jeg vender tilbage til bogen!)
Der var noget rødt, der kom et chok.
Udover dengang min far og jeg så It sammen og bagefter måtte analysere den i flere timer, før jeg turde sove, så han, min søster og jeg filmen Don't Look Now (eller Rødt Chok).
Far havde tidligere fortalt, at han havde set den i biografen med nogle venner da den kom frem i 70'erne, og da filmen var slut opdagede hans veninde, at hun ubevidst havde spist sin biograftalon i skræk,og ham havde den også skræmt utrolig meget.
Min søster og jeg må ha' været ret interesserede i at stifte nærmere bekendtskab med den film, der, sammen med Whatever Happened to Baby Jane og Deer Hunter, men af vidt forskellige årsager, er film, som vores far nærmest ikke tør være i stue med.
Men den aften turde han godt, eller ville gerne.
I forhold til B-films-splatten var Rødt Chok umiddelbart et flop, i mine øjne, hvad angik uhygge.
Hvordan skulle Donald Sutherland, der render rundt i Venedig og reparerer kirker, kunne hamle op med tavse, maskeklædte mænd med kniv, en mand i fiskerantræk med en stor fiskekrog som våben, eller en væmmelig, vanvittig klovn, der repræsenterer alt det ækle i menneskers underbevidsthed (hvilket var det, far og jeg analyserede os frem til, dengang ondskaben hed Pennywise).
Rødt Chok var langsommelig først, ja, men til gengæld var den den eneste film, indtil det nylige møde med væsentligt mere primitive Grave Encounters 1-2, som havde fået mig til at komme med så højlydt udtryk for forskrækkelse.
Rødt Chok vinder dog stadig over Grave Encounters, for den gav, hvad titlen lovede, jeg var komplet uforberedt på det, fordi jeg var blevet lullet ind i den lidet prangende, men meget raffinerede form for underliggende uhygge, som dén film, sammen med den gamle udgave af The Woman in Black, er de bedste leverandører af.
Resultatet blev et skingert skrig, der hurtigt gik over i panisk storgråd, hvilket fortsatte i tyve minutter.
Jeg har aldrig haft samme reaktion overfor Rødt Chok siden da, og jeg har heller aldrig set den reaktion fra andres side, når jeg har vist dem filmen, men oplevelsen sidder i mig som det vildeste af det vilde indenfor filmiske forskrækkelser.
...
Uh!
Jeg kunne vel ha' sagt mig selv, at en indføring i mine største chok og anfald af frygt gennem tiden kunne blive ganske omsiggribende.
Det er i hvert fald rigtigt vurderet af mig, at det ikke kan være i én blog, hvis ikke den skal miste sin læsevenlighed, på grund af længden!
Næste gang vil der nok være mindre om film og bøger, men mere om situationer, hvor jeg har været rigtigt bange.
Men jeg vender stærkt tilbage, og i mellemtiden:
Frygt ej!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar