Nytår på bloggen!

Nytår - tid til at gøre status.
Det gør jeg egentlig som regel ikke så meget i.
Jeg har det mere som flyttemand Olsen: "Nytårsaften skal man være FULD,"
og en af beruselsens mange herlige egenskaber er jo netop, at refleksionen ligesom pacificeres,
for én gangs skyld.

Men når man blogger, så skal man altså helst reflektere lidt.
Så må fuldskaben lige vente lidt,
selv om den første grønne er knappet op.

Forleden dag gjorde min familie og jeg lidt status for året sammen.
2012 har først og fremmest været et roligt år.
Ikke, fordi der ikke er sket en ski', tværtimod.
Men ingen af mine nærmeste er døde.
Ingen af mine nærmeste har været fatalt ramt af sygdom.
Pyha, det er sådan set det vigtigste,
så kan de egentlig godt komme an med prøvelser af faglig og personlig art,
så længe verden ikke vælter, så skal det nok gå, så er jeg fortrøstningsfuld.

Årets første halvdel gik med at skrive speciale.
Der er ikke meget at berette om dén proces,
det var jo, som sådan noget er; stressende, lærerigt, frustrerende og ikke mindst yderst tilfredsstillende, når det endelige resultat bliver vel modtaget (jeg gentager: 10!)

Som følge af dén succes blev jeg i 2012 cand.theol.
Syv år, blev det til i alt, og derfor har jeg udnævnt syv år på uni til at være det antal år, der i det mindste er nødvendigt, hvis man vil være teolog; teolog bliver man altså ikke af at gøre ting på normeret tid, så bliver man bare elitestuderende og har helt sikkert drukket for få øl og i stedet været kærester med læsesalen, det er nu min holdning.

Det kan godt være, jeg ikke gør ting færdige på dén tid det latterlige SYSTEM foreskriver,
men jeg har dog afsluttet 21 års skolegang, ud i én køre.
Dét er sådan set det vanvittigste ved det hele!

Det endte med 17 ugers kursus på Pastoralseminariet, også kaldet "præsteskolen."
Jeg havde helt sikkert troet, det ville være mere chilleren at gå der,
end det viste sig at være.
F.Y.I. er det rimelig svært at vænne sig til mødepligt, når man i syv år har skidt højt og flot på den slags, og bestemt hyggesnakket mere og drukket mere kaffe, end man har fulgt timer,
hvis det kan gøres op på den måde (det synes jeg godt det kan.)
Jeg troede ikke, jeg kunne blive klogere, men det kunne jeg selvfølgelig sagtens.
Og nu er jeg klar til at være præst!
Bring it on!

Så flyttede jeg fra København.
Hvorfor bo i Storstaden, når lejemålet udløb sammen med studierne og SU'en,
når man nu kunne bo gratis hos sin papa i barndomsbyen?
Der var ingen grund til at blive.
Eller, der var selvfølgelig en masse dejlige mennesker som skulle forlades,
men selv om jeg elsker mine venner overalt på jorden,
så syntes jeg altså ikke, jeg kunne indrette mit livsgrundlag efter deres gøren og laden.
Så måske flyttede jeg også lidt i trods, og som et forsøg.
For ikke selv at føle, at jeg mest blev hængende for deres skyld.
København er skøn, men visse facetter ved den har aldrig passet mig.
Stressfaktoren.
Menneskemylderet.
At alting altid har åbent, at der altid er noget, der lokker én væk fra at være zen med sig selv.
Den offentlige transport (ALDRIG MERE 5A!!)
Og rigtige venskaber er jo venskaber, ligegyldigt hvor parterne befinder sig.

Flere æraer sluttede
- for "ikke mere København" betød også "ikke mere Kian."
Siden 2009 har jeg kendt ham, siden 2010, hvor han nærmest boede hos Claus og mig på Glasvej,
og vi efterfølgende boede på Smedetoften og i Brøndby Strand sammen,
har han været dagens begyndelse og dens slutning.
Jeg har kun bedste venner og han var i høj grad én af dem.
Nu er det anderledes.
Regeringen og Græsrodsbevægelsen er adskilt,
men ifølge min overbevisning stadig sammen i ånden.
Hvordan det nu bliver, kan man ikke vide.
Men sidst vi sås, til farvel-druk i Teobar, føltes det som om en cirkel var sluttet.
Jeg håber, vi skal tegne en ny cirkel.

Årets store begivenheder sluttede med et vist klimaks, må jeg nok sige!
Efter 6 år som mere-eller-mindre single, holdt jeg den 8. december op med at være det.
Dét med at være kærester med nogen har på mange måder været forbundet med nogen ambivalens for mig.
JA, det er da skønt at kunne ha' nogen at putte med og som holder af én og blabla,
men på den anden side har jeg ikke haft så godt som nul erfaringer med normale kæreste-emner siden jeg gik i 9. klasse!
Og forelskelse har for mig i mange år været forbundet med at føle sig utilstrækkelig, behagesyg og ligge i en irrationel, næsegrus beundring for den andens fødder, som sluttelig kan ende med at ødelægge alt.
So why bother?

Jo, det skal jeg fortælle dig;
når man bare bliver ramt, med stort R, så er der bare ikke noget at gøre.
Slet ikke når det er gengældt.
Så er bekymringerne forsvundet.
De trælse tanker bliver afløst af umiddelbar glæde og tilfredshed.
Han er bare nem at omgås og udover det sjov at være sammen med og dejlig at se på.
Kan det være bedre?
Svaret er nej.
Eller jo; det kunne da være konge, hvis man ikke boede i hver sin ende af landet,
men på den anden side - når man sådan er blevet ramt, så er landet ikke større end man nok skal få krydset det.

Så jeg går glad ud af 2012 og glad ind i 2013.
Jeg fejrer for første gang i mange år nytårsaften herhjemme i familiens skød,
og dét betyder mojitos, tapas, indbagt oksemørbrad, bagte peberfrugter, mandelrand med softice,
Cremant døl-sass (sig det; det lyder bedre end d'Alsace!) og Barolo!
Lågsus!

Jeg håber, at I, søde læsere, får en rigtig dejlig nytårsaften,
og at et af jeres nytårsfortsætter er, at blive ved med at følge Sitzimleben i det nye år!

Her får I mine personlige nytårsfortsætter:

- Få fast embede som sognepræst
- Spil mere guitar
- Læs mere
- Tegn mere
- Begynd at løbe igen
- Bliv ved med at ryge
- Skriv blogs mere jævnligt
- Hold op med at slutte fra "nu" til "for evigt"
- Mist ikke smartphone eller få den i hvert fald forsikret
- Lær at spille klaver
- Få flere tatoveringer (motiver er planlagt!)
- Få en pladespiller