onsdag den 17. oktober 2012

Fri os fra ytringsfriheden.

Ok, jeg har så hørt, at der er nogen, der går rundt og begår selvmord,
fordi de bliver mobbet af jævnaldrende.
Og jeg har hørt, at disse jævnaldrende er fuldstændig ligeglade med, om dem de mobber begår selvmord eller ej.

Undskyld mig, men hvad fanden er det for en verden vi lever i?
Hvordan kan en teenager, som vel er en slags lille menneske, være ligeglad med, om han er mere eller mindre direkte skyld i et andet menneskes selvhad og måske endda død?

Cyber-mobberen, Cakepie, har lavet en hadeside mod Fie Laursen,
som efter mange års mobning både er blogger og stiller op i TV, for at fortælle om sit liv som mobbeoffer og på den måde skabe håb for andre, der har det på samme måde.
Cakepie udtaler til B.T., at han er ligeglad med, om hun begår selvmord - "det er ikke mit problem."
"Hun er en kendis, ikke en person," siger han.
Og Cakepie topper sin dybe indsigt i samfund, liv og mennesket med ordene:

"Vi lever i et land, hvor etik er større end fornuft. Jeg synes, mennesker skal have lov at gøre, hvad de har lyst til. Hun er en kendis. Man skal have lov til at gøre grin med folk."

Gad vide, hvor Cakepie har lært dét?
Kan det måske ha' noget at gøre med den højt besungne ytringsfrihed, som vi i Danmark er så megastore fans af, at vi synes, det er i orden at blive ved med at genere dem, der tydeligt har demonstreret ved mere end én lejlighed, at de ikke vil generes?
For os er det satire, en stor joke, men for andre er det dødelig alvor.
Og med det ene, yderst ringe argument, at "det har vi ret til", bliver vi ved og ved.

Derfor er det i orden, at 16-årige Cakepie kalder Fie Laursen "opmærksomhedsluder", for i ytringsfrihedens navn er det jo selvfølgelig ikke kun hende, der har ret til at udtale sig i medierne.

Det kan måske også ha' noget at gøre med, hvordan de medie-kendte generelt fremstilles.
De er åbenbart kendisser og ikke personer - og dét på trods af, at det for nylig blev vist, at det ikke er i orden f.eks. at gemme sig og fotografere halvnøgne royale på ferie.
Jeg gad nok vide, om det er comme il faut at betragte kendisser som genstande.

Jeg er ærlig talt ved at være så gennemtræt af det evindelige vrøvleri om, at ytringsfriheden og pressefrihed og den slags er de vigtigste værdier.
"Man skal ha' lov til at gøre grin med folk" - "undskyld, HVAD", spørger jeg igen, helt rystet i min grundvold.
Det er faktisk ikke en menneskeret - menneskerettigheder handler om lidt mere vigtige ting end at stampe i jorden og ville ha' lov til at være et fjols, og dét har andre bare at acceptere.

Det kan godt være, der er et tilbagestående land et sted, hvor det er nødvendigt at hævde ytringsfrihed som den højeste værdi, men sgu da ikke i Danmark.
Det er vi vel kommet udover.
JA, vi har ytringsfrihed - men det betyder altså virkelig ikke, at man bør sige hvad som helst til hvem som helst, bare fordi man har ret til det.

Personligt mener jeg ikke mindst, at den hårde tone og ligegyldigheden og manglen på ansvar overfor andre mennesker har noget med undermineringen af kristendommen at gøre.
Her er den højeste værdi, der faktisk bør implementeres i og ikke adskilles fra samfundet jo næstekærligheden. 

Du holder altid lidt af din næstes liv i dine hænder.
De største værdier er tillid, barmhjertighed og oprigtighed.
Det er dem, der bør demonstreres.
Og tilføj lige lidt Emma Gad, i form af ydmyghed og almindelig høflighed til listen.

Og når jeg forbinder de ting med kristendom, så er det jo "bare fordi" jeg er teolog og vordende præst.
Men der er faktisk tale om alment menneskelige begreber.

Der bør ikke være ét menneske i Danmark (ideelt set i verden), der ikke tilslutter sig disse suveræne livsytringer, i mødet med et andet menneske. 

Og jeg ved godt, at den ovenstående sidste sætning af hadske personager ville kunne tolkes som, at jeg mener, at alle, der har det som Cakepie, burde forfølges og dræbes, men det er sjovt nok ikke sådan, det skal forstås.
Jeg mener, at nogen (og gerne bare Cakepies forældre, da han jo stadig ikke er myndig) burde stoppe det her påbegyndte vanvid og lære Cakepie lidt om almindeligt god opførsel.

Og hvis de fralægger sig ethvert ansvar, så synes jeg egentlig godt man kan argumentere for, at institutionalisere den unge mand, inden han bliver skyld i en ulykke.




Vi skal ikke ha' lov til at gøre, som det passer os, eller hvad vi har lyst til.
Vi har en forpligtelse overfor det samfund, vi er en del af, og de mennesker, vi lever i blandt.
Vi har en verdslig lov, og de fleste har også en velfungerende samvittighed, der fortæller dem, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Jeg tror, at Cakepie, i stedet for at spilde sin tid og være en pest for andre ved at være sine nobilitate på nettet, i stedet skulle læse lidt op på begreberne etik og fornuft og nogle andre fundamentale ting, som garanteret er på skoleskemaet henne i den skole, som burde tage stort set al hans tid.

 

Læs artiklen fra B.T. her:
http://www.bt.dk/danmark/han-mobber-andre-paa-nettet-jeg-er-ligeglad-med-om-hun-begaar-selvmord











Ingen kommentarer:

Send en kommentar