Der bor en tysker i byen, hvor min far bor.
Han flyttede dertil for efterhånden en del år siden,
og trods vores fælleseuropæiske baggrund, bemærkede han alligevel en forskel på Tyskland og Danmark, som jeg synes er værd at nævne.
Han sagde, at i Tyskland lever man for at arbejde, men i Danmark arbejder man for at leve.
Det er vigtigt at vide noget om, hvor godt man har det.
Og den bedste måde at finde ud af det på, er ifølge mange mennesker at rejse langvejs udenlands,
for at se, hvor dårligt de egentlig har det i Indien, Sydsudan.... Tyskland?
Jeg har aldrig været tilhænger af det.
Jeg kan huske efter efterskolen, at jeg havde et udfald med min daværende bedste veninde.
Vi havde hængt sammen i et år, vi var som ærtehalm, og det betyder, at man lever så tæt på hinanden, at man ind i mellem åbner munden på samme tid for at sige det samme, de nøjagtige samme formuleringer, i nøjagtig samme tonefald.
Jeg skulle starte på gymnasiet, hun skulle ud at rejse.
Vi skrev på Messenger, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske samtalen nøjagtigt,
kun, at hun nærmest blev stødt over, at jeg ikke ville ud på en eller anden dannelsesrejse.
Så vidt jeg husker, fandt hun mig småborgerlig, jeg ved ikke, hvordan hun husker det,
men måske syntes hun, at jeg var en smule snobbet.
Og det var jeg nok også.
Måske sagde jeg noget om, at jeg ikke forstod, hvorfor man skulle ud at rejse for at "finde sig selv".
Det kan jeg sagtens have sagt, for det mente jeg, både nu og dengang.
Forskellen er bare, at nu synes jeg, folk bare skal gøre, hvad de har lyst til.
I starten mente jeg det, fordi jeg syntes, jeg kunne lære alt af bøger og mennesker i min nærhed.
Og TV. Alle mulige slags TV, ikke bare dét, der er kvalitet.
Dét var længe min grund - man behøver vel i grunden ikke rejse, når man kan læse om og se andres oplevelser, sætte sig ind i dem, blive forundret, imponeret, eller sige "sådan ville jeg forhåbentlig aldrig ha' gjort det-og-det."
Lige meget.
Min pointe var egentlig, at jeg stadig ikke kan se grunden til at rejse til et eller andet tilbagestående land, når jeg kan få lærerige erfaringer i mit hus, uden at det egentlig overhovedet kvalificerer til, at der ligger en egentlig "oplevelse" bag!
Udover mig (og ham den anden!) bor der nemlig nu også fire bulgarere.
Jeg har hilst på dem, sådan da.
De har boet her nogle dage, og det er helt fint.
Det er deres døgnrytme, der fascinerer mig.
De står tidligt op og kommer utrolig sent hjem.
Når de kommer hjem laver de mad og griner og hygger sig, det kan man høre.
De tager bad, så de er på forkant med morgendagens arbejde.
I halvanden time lyder det som om, de har det herligt.
Så bliver der stille, så går de i seng.
Jeg forestiller mig, at de arbejder i al den mellemliggende tid.
Deres fritid består altså, udover sovetiden, af to timer.
Og her er jeg.
Jeg kom for sent i seng i går, fordi jeg skulle se japansk horror, i forhold til hvor tidligt jeg skulle op.
Jeg skulle være et bestemt sted klokken halv ti, og vågnede klokken elleve.
Jeg blev hjemme, og nedtonede min dårlige samvittighed over at være en klovn med vækkeur og nul forstand på snooze-knappen, ved at skrive prædiken, forberede gudstjeneste og skrive røvsyg opgave.
Jeg arbejdede foran skærmen i otte timer, and guess what --?
JEG SYNES, JEG HAR DET MEGAHÅRDT!!!!!!
Altså, forstå mig ret.
Jeg er udmærket godt klar over, at en masse mennesker har det værre end mig.
Faktisk de fleste.
Jeg sidder måske bare lige mest af og alt og undres lidt over, hvor lidt visse andre synes at have brug for her i livet.
Ja, undskyld mig, men i mine øjne er arbejde altså ikke dét, der skal fylde størstedelen af ens liv!
Det er muligt, at de har andre ambitioner, at de også drømmer om at aaaarbejde sig ud af whatever kind of suppedas, de nu befinder sig i.
Det kan også være, at de er tilfredse.
Det kan også være, at de ikke er tilfredse, men bare har accepteret, at det er sådan, det er.
Og hvis en dårligere-end-mig-stillet bulgarer så, hvor lidt der gik for sig på den anden side af døren, hvor lidt handling, der er, i forhold til tanker, så ville vedkommende nok bare ryste på hovedet.
Jeg er fandme taknemlig for, at mit fremtidige arbejde beror på et kald.
Det begynder jeg efterhånden at have en helt ny respekt for.
Og alskens skriverier om kirkelukninger og ikke-troende danskere kan ikke få mig til at føle det anderledes.
Så heldig er der ikke mange, der er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar