Fuck biffen.

Man hører fra tid til anden nogen påstå, at det er helt vildt fedt at gå i biografen.
Visse film SKAL bare opleves på det store lærred.
Det skulle f.eks. have været rigtig væsentligt med film som Ringenes Herre og Avatar.
Det er en særlig oplevelse at dele med andre filmentusiaster.
M-hm, aha. En HELT speciel oplevelse, helt sikkert.

Personligt synes jeg selvfølgelig, at det er røv og nøgler.
Det er utrolig sjældent, jeg går i biografen, og selv om jeg sagtens kan have biografoplevelser, der er bedre end andre, så slår de altså aldrig den oplevelse det er at være filmisk asocial i private rammer.
For sjovt nok er folk ligeså pisseirriterende i biografen, som de er alle mulige andre steder.
Og folk er jo generelt rigtig irriterende og sølet ind i lutter nederen.
De køber fuldstændig overdimensionerede sodavand, og underligt nok kan man sagtens indtage de to liter sodavand der er i en muteret multi-menu ligeså slubrende, som hvis der kun var den lille sjat tilbage i bunden af papbægeret, der øjensynligt gør HELE forskellen på, om man har fået nok sodavand eller ej.
De første 1,98 liter var jo bare ikke helt nok, vel.

Og jeg er efterhånden også begyndt at forstå det voldsomme irritationsmoment der naturligt medfølger for omverdenen, når børn og unge mennesker fråder popcorn og baconsnacks en masse, uden at lukke munden, katastrofalt knasende og latterligt larmende.
Hvornår var det nu, at grotesk salt- og sukkerindtag blev en uundværdlig del af en filmoplevelse?
Hvad folk gør i egne hjem rager mig, bevar mig vel!
Og naturligvis har jeg intet imod popcorn og sodavand, sådan principielt.
Nej, problemet er og bliver jo FOLK og deres tendenser!

Jeg gider ærlig talt ikke betale mindst 100 kroner (!!!) for at sidde og blive distraheret af totalt hensynsløs og svinsk indtagelse af ligegyldigheder.
Men det er dog en ting man må tage med, når man begiver sig hen i sådan en biograf, dér.

Hvad man IKKE kan forventes at skulle leve med er derimod diverse teenageres fejlagtige opfattelse af, at de er verdens centrum, og at de bare er SÅ sjove, når de kommenterer filmen undervejs.
Prøv å' hør': Du er 14. Det er ikke på nogen måde flot, at du har gennemskuet, at Caledon Hockley i Titanic er "et dumt svin." Det er vi nogen, der har vist siden 1997.
Så hvad med lige at lukke mundhullet, i stedet for at galpe op som en hvalp, hver eneste gang han toner frem på lærredet? Og hvis det ikke kan være anderledes, så brug din muterede multi-menu dertil.
Vi andre er ikke på nogen måde imponerede over dine ringe udviklede evner udi persongennemskuelse. Som sagt er du 14 - din viden er begrænset - FAT DET and honor your elders, havde jeg nær sagt.

I din mors og fars øjne er du forhåbentlig det bedste der nogensinde er sket, men NEWSFLASH, den opfattelse er der ikke rigtig andre, der deler. Der er du altså stadig bare en bebumset snotunge med fedtet hår, der intet ved om verden.
Og vi betalte sandsynligvis i højere frad for at svømme hen i nostalgi over forelskelsen i teenageidolet fra slut-90'erne, og ikke for at høre, hvor meget ord-bræk andre folks børn kan lire af på 3 timer og 17 minutter.

Der er ikke nogen nyhed i, at teenagere kan være særdeles uudholdelige, fordi de tror, de er så inderligt interessante for alle mennesker.
Men evnen til at være belastende og hensynsløs er åbenbart ikke forbeholdt dem, hvilket man ellers skulle tro.

I sin tid var jeg, som den store Niels Malmros-fan jeg er, inde for at se Kærestesorger, hvilket var en ræjti' big deal, når man nu synes, at dansk film peakede rimelig meget med replikker som "har I set min nye trøje? Er den ik' flot? Den er rø-ød," og "der sidder så'en et håndtag, herovre".
Det viste sig, at den film ikke var noget for teenagere (YES!) og da slet ikke i Dagmar Teatret.
Hvem skulle have troet, at oplevelsen denne gang skulle blive besudlet af en flok fucking fyrre-årige veninder, der "lige var på tøsetur, tihi"? At fire kvinder i den alder kunne sidde i biografen og fnise fuldstændig fjollet over nøgen pige-torso, i forbindelse med kulminationen på den første fumlende forelskelse, det begriber man jo simpelthen ikke.
Dame, jeg håber, dine børn synes, du er det mest fantastiske i verden, men når der sidder to fremmede i din nærhed, som er i starten af 20'erne og mener, du er totalt pinlig, så må jeg indrømme, at jeg tvivler på det.

I den slags situationer er jeg ikke dén, der rejser mig og siger nogen "et par borgerlige" ord, Gud fri mig vel. For hvad nytter det egentlig? Hvis man ikke er en stor mand, får man jo alligevel bare et beskidt svar, fordi, ungdommen-nu-til-dags og den slags. Og jeg beklager, men jeg er altså ikke på nogen måde zen eller mellow, så jeg besidder desværre ikke evnen til at ignorere hverken små eller store idioter, og det synes jeg ærlig talt heller ikke andre kan forvente.

Jeg ville ønske, jeg var bedre til at konfronterede fremmede mennesker, når de er på tværs.
Det tror jeg ikke, de fremmede ville ønske.

En undersøgelse viser (http://filmz.dk/undersoegelse-viser-unge-vil-have-mulighed-for-at-skrive-sms-i-biografen) at unge mennesker vil have lov til at sms'e, være på nettet, twitte og what not, mens de er i biografen. På den ene side tænker jeg, at hvís det kunne få dem til at holde kæft, fordi de havde travlt med at udgyde ligegyldige betragtninger til deres Facebook-venner, så for min skyld gerne.
Men på den anden side, så er der bare ikke langt fra sms'en og internet, til også lige at synes, at de øvrige biografgængere vel godt kan finde sig i et enkelt telefonopkald under filmen - hvilket jo i forvejen kan hænde fra tid til anden (WTF!) Ifølge undersøgelsen "vil de unge have mulighed for at se biograffilm på samme måde, som de ser film derhjemme, hvor mange skriver kommentarer på Facebook og Twitter om det, de ser".

Så synes jeg ærlig talt, de skal blive hjemme.
Måske for evigt.
Eller gå i biffen - jeg er ligeglad.
For jeg kommer der sgu ikke mere.