Flytte-ro

Det er underligt, som man jævnligt det sidste år har gruet for visheden om, at man på et tidspunkt endnu en gang (og sikkert en gang mere efter dét) skulle pakke hele sit samler-liv i kasser igen og allerydmygst belaste sine venner, fysisk og psykisk, ved at inddrage dem i den forfærdelige virkelighed:
Man skal flytte. Og vi taler aldrig fra stuelejlighed til én på første, aldrig fra 3. til 2. i samme opgang.
Nej, altid fra 4. til 5. sal, altid med flere bøger end sidst, altid med et par ekstra tunge møbler man fik i genneren eller fandt ved storskrald. Et par træ-ølkasser hist, en ny forstærker af det lidet kendte mærke, Diskusprolaps; det lugter sgu alt sammen lidt af kroniske lidelser og forbandelser.

Jeg samler på DVD'er. De vejer ikke så meget (men vægter væsentligt). Men jeg samler også på bøger, og fordi jeg ikke nærer noget ønske om at slå mine venner ihjel med visdom, sådan fysisk, gik jeg inden denne flytning faktisk imod et meget heftigt ét af mine meget få principper, der handler om, at man ikke skiller sig af med bøger.
Det er simpelthen nærmest en forbrydelse mod intellektet og den almene dannelse!
Ikke desto mindre tror jeg, jeg har skilt mig af med 20 kilo bøger.
And guess what - det føles for fedt.

Faktisk tror jeg godt, jeg kunne blive grebet af tanken om at skille mig af med alt muligt ubrugeligt ragelse.
Nogle mennesker dyrker yoga og får foretaget en tarmskylning, jeg sorterer en talon fra noget Lars von Trier, en gammel indkøbsseddel ("husk rødvin, smøger, kaffe og lokumspapir") og en pladsbillet (København H-Bramming) fra resten af den sammenkrøllede nostalgi i min pung og føler mig utrolig udrenset, formidabel Feng Shui og er herrezen og i ro med min (mit?) chakra og min indre pingvin, og den slags, ik'.

Sidder nu i hus, der altså er for stort til selv en Regering og en Græsrodsbevægelse, og nyder at mange ting fylder utroligt meget mindre, når de får noget mere plads at være på - for så dyb er jeg bare!

Indtil nu kan jeg virkelig godt li' gensynet med det, der næppe kvalificerer til at være "på landet", for vi der kommer fra landet, har kun latter tilovers for folk, der tror, at Brøndby Strand er "på landet", men som dog alligevel er mere landligt end det man kender, fordi det man kender nu engang er blevet 2400 Crappiness, med smadrede Irma-ruder hver tredje uge, højlydt arrestation på gaden, og mindreårige der "hænger på hjørnerne." Det gør alligevel ikke Brøndby Strand til Tistrup (eller Holeby!)

Her er ro. Det er umuligt at genere nogen, og det er umuligt at blive generet af andre. Der er ingen art af urostiftere, der vækker én klokken kvart i lort, den morgen, man selv kom i seng klokken to sekunder i kvalme. Og naboen er sød - ham har man hilst på; det var det mest naturlige her, fordi han ikke bare var et random ansigt man passerede i opgangen, men et menneske, der stod i ens indkørsel og klippede hæk, for "nu er det jo så dejligt vejr, så skal man jo pynte lidt, jaja, og davdav, nånå, det var vel nok hyggeligt."
Gud hjælpe mig, jeg synes edderbrodérme, det er hyggeligt!

Og jeg håber, jeg kan huske denne fredfyldte følelse, når Græsrodsbevægelsen en sen nat mærker stilheden ved Regeringens fravær og måske bliver så bange, at den slet ikke kan tænke i oppositioner!

Men det tager vi til den tid.
For nu ånder alt Fred og Ro, og jeg falder trygt i søvn på deres fælles, brede bryst, til lyden af stabil vejrtrækning og bilernes upersonlige, ligegyldige støj, akkompagneret af sofaens bas.