Paradise Hotel

-->

Indtil Paradise Hotel 2011 løb af stabelen, havde jeg selv været et af de dér forfærdeligt frelste mennesker, der har stor fryd i kun at have mulighed for at chille med DR2 - det er jo ligesom bare mere okay at se TV på visse kanaler frem for andre, og ham Bonderøven er jo bare en sveske (en fritgående økologisk én). Og man får så meget TID til at lave alt muligt andet, som er meget vigtigere end TV, såsom at beskæftige sig med den VIRKELIGE virkelighed og livet, ik'oss'.

 Jeg havde da kun set få afsnit af den sæson, hvor Amalies verbale blomster var kilde til stor morskab for befolkningen, og hver gang jeg så et afsnit fattede jeg simpelthen hat af konceptet.

(Hvilket er forståeligt nok, eftersom reglerne er sammenlignelige med dem, jeg "lærte" da jeg havde hebraisk: Der er få af dem, men til gengæld er der masser af undtagelser og twists.)

Men så begyndte Paradise 2011, og undertegnede havde fået flere kanaler, og ville egentlig godt stikke al den ekstra tid skråt op, fordi jeg nu engang bare er rigtig dårlig til at have oceaner af tid - på magisk vis ender den alligevel med at gå med ingenting.

Jeg besluttede mig for at følge med fra start og efter den første uge var jeg uigenkaldeligt hooked.

Jeg så hele sæsonen, som oftest sammen med Regeringen, der var den perfekte fælle at have, når det kom til at være opslugt af såkaldt fordummende crap-TV. Da sæsonen var slut, var jeg kun gået glip af ét afsnit, forstået på den måde, at det kun var ét afsnit, jeg havde set som genudsendelse, der var blevet gjort helt uforståelig, som det nu sker, når man censurerer alle bandeordene og fornærmelserne væk fra unge menneskers sprog.

Da Nick havde vundet hele lortet i 2011 og taget røven på sin partner (ja, mit sprog er måske blevet påvirket...), kunne jeg næsten ikke vente til næste sæson, som man efterhånden fik nys om skulle være "endnu vildere end tidligere set" - altså mere ond og overraskende.

Check-in

Mexico, varme, uendeligt med lækre drinks, samt blomsten af Danmarks bundfald (de smukke, men blanke), alle indlogeret på hotellet med udsyn til mere end den af Mexico leverede lækre havudsigt; nemlig  udsigten til en halv million kroner og titlen som årets vinder af Paradise Hotel.

Men vejen til den halve million og den ærefulde titel er lang og hård, trods de luksuriøse omgivelser.

Undervejs lurer farer, der manifesteres i flere afskygninger af bedrag, intriger, manipulation, lokkeri, bestikkelse, tilsvining og tilnærmelsesvis prostitution, end den gennemsnitlige dansker kan forestille sig.

 Du kan ikke regne reglerne eller forløbet ud. Det er umuligt. Og det bliver ledere og ledere som årene går - fantastisk TV, intet mindre!

Hvis du giver det en chance, så vil du blive chokeret, ligegyldigt om det er over den generelt lave IK, de generelt utroligt tonede kroppe, de generelt store kasser og den generelle mængde af hårprodukter, deltagerne bruger ("Paradise Hotel præsenteres i samarbejde med Got2b!"), eller, som seer, der virkelig går op i spillets udvikling, over hvor stort et røvhul Sebastian lige har lov til at være på landsdækkende TV, hvor lækker Rikkes kjole var til parceremonien, hvor stupidt Pernille NU fik formuleret sig, og hvor stor en slut Jeanette kan optræde som, og hvor tarveligt det LIGE var overfor Julian, og så videre.

Kontekstløs pseudovirkelighed

Prøv at forestille dig dét:

At være i et fremmed land og skulle bo med, som udgangspunkt, fremmede mennesker. Allerede første aften skal du dele seng med en fremmed (jaja, nogle kan vel sætte sig mere end i netop dét end andre.)

Hvis du skal skide, er der måske nogen der hører det - og det skal du jo nok, eftersom det er Mexico (eller Egypten, for eksempel).

Du har få personlige ejendele, udover dit kluns, og du har intet sted du kan være sikker på at kunne være i fred, og du har ingen kontakt hjem til Danmark. Din personlighed er dybest set underordnet, og folk vil skide på dine følelser. Du kan IKKE ringe til en ven. Al moralsk opbakning kan dybest set vise sig at være løgn. Og der er kamera på konstant.

Alligevel taler seere næsten udelukkende om deltagerne med hån og fordømmelse i stemmen, og aldrig den mindste smule, hvis ikke beundring, så i det mindste positiv forundring.

Det er dét, jeg ikke forstår. At deltage i Paradise Hotel er jo ikke anderledes end at springe i faldskærm eller at overleve et givent stykke tid udenfor civilisationen:

Det er en personlig, psykologisk udfordring i et fremmed, uvant miljø, og ikke alle ville kunne klare det. 

Det kan godt være, nogle synes det er finere, at backpacke på egen hånd i en eller anden svært belortet regnskov, men det er i så fald simpelthen bare den værste omgang tree-hugging-hippie-snobberi. Lidt kudos til deltagerne synes jeg derfor er på sin plads, simpelthen fordi de gør noget, jeg aldrig ville kunne gøre.

Paradise Hotel er på alle måder en ekstrem situation, en konstrueret pseudovirkelighed - der er dermed i sandhed tale om en særlig afart af reality-genren, i en anden grad end bare rent faktisk at filme virkeligheden som den forløber eller simuleret virkelighed. Paradise har INTET med virkeligheden at gøre. Hverken settingen eller menneskerne. Det er rigtige mennesker, jojo, og ikke skuespillere (med mindre de har fået besked på at spille skuespil på forhånd), men ligheden med virkeligheden stopper også dér.

 Dette forklarer, hvorfor man fra tid til anden kan høre følgende udtalelser fra deltagerne:

"Jeg troede aldrig, jeg ville ha' sex på Paradise Hotel."

"Jeg troede ikke, jeg ville kunne udvikle følelser for nogen i spillet."

"Så fuld bliver jeg altså ikke normalt."

Paradise har intet med normalitet at gøre. Pludselig kender man ikke sig selv, som man mere eller mindre gjorde derhjemme. Man overrasker sig selv, og ens grænser flyttes, fordi man lever så tæt under disse kunstige omstændigheder; efter en uge kan man høre en deltager omtale en anden deltager som "sin bedste ven".

Man bliver "Paradise-kærester", hvilket tilsyneladende vil sige, at man lever på hotellet i et forhold - men husk, at det er en uskreven regel, at sådan et forhold ikke udelukker isterningleg, kys eller sågar sex med andre deltagere! Julian og Jeanette blev "Paradise-gift" med fingeret ceremoni og det hele, hvilket de efterfølgende erindrede positivt i andre situationer.

Én er dronning på Paradise Hotel, én er konge. Eller, det TROR de i hvert fald de er, ifølge andre, mavesure deltagere.

Paradise Hotel 2012

Jeg har også i 2012 set alle afsnit af Paradise Hotel - det er ironisk, hvordan noget så dekadent og vulgært kan blive helligt for én, men ikke desto mindre.

Fra dag et holdt jeg med Sebastian, fordi jeg huskede ham som den søde tudeprins fra sidste sæson, der røg alt for tidligt ud.

Men Sebastian "The Greek"  havde imidlertid læst på lektien:

Han havde åbenbart mistet alle sine følelser på turen til Mexico (man kan jo miste så meget i en lufthavn) og var blevet en benhård spiller, der ville gøre alt for at gå hele vejen til finalen.

Og han løj som ind i helvede.

Og han knuste hjerter - nogle mere eftertrykkeligt end andre.

Og han bedrog og svigtede sine bedste venner for at fremme sin egen position.

Og hele vejen igennem stod jeg bag ham.

Værdighed

I Paradise Hotel tales der utrolig meget om begrebet ”værdighed” og deltagerne diskuterer løbende, hvem der er ”værdig” til at stå i finalen til sidst. Der er to forskellige opfattelser af, hvordan man bliver værdig: Enten spiller man taktisk, eller også spiller man med hjertet.

For eksempel spillede Sebastian iskoldt taktisk, mens Tina Maria spillede med hjertet, hvilket vil sige, at hun var loyal og holdt løgnene på et absolut minimum, og var faktisk på andenpladsen for mig personligt (hun er dælme også bare det yndigste jeg i mit liv har set - kan man godt adoptere en 20-årig, som faktisk har en mor?)

Efterhånden som Sebastian blev afsløret i sine løgne, blev han også mindre værdig i de andre spilleres øjne. 

Deres tiltagende negative opfattelse af ham skyldtes som regel, at han havde ansvaret for, at de eller deres partnere blev smidt ud fra hotellet. 

For eksempel sagde Hairon følgende på finaleugens første dag, da Sebastian smed hende ud: ”Jeg vil ha’ Sebastian skal bøde. Det er ikke en værdig måde at spille på, at bruge andre mennesker på den måde.”  

Og sandsynligvis har Sasha, den lille, naive stakkel med det skrøbelige hjerte, sagt noget i retningen af ”han er på ingen måde værdig” – for det mener jeg nu, hun fik gentaget en del gange.

Da Sebastian (desværre) blev smidt ud om onsdagen, som følge af Julians desperate forsøg på at betvinge kongen af Paradise, fik han mulighed for at hævne sig ved at tage en af de andre med sig i faldet. Sebastian valgte IKKE at hævne sig på de andre, men tog i stedet sin egen partner, Mary, med sig. Om det sagde Sebastian selv: "Når kongen dør, bliver hans elskede begravet sammen med ham." Tal om storladenhed! Tal om værdighed. 

Mary var selvfølgelig utilfreds med valget, men det viste egentlig bare, at hun heller ikke helt havde fattet konceptet, trods sin, ifølge de øvrige deltagere, "høje" alder (Mary er 30 år.)

Det er i situationer som disse, hvor mange af spillerne har misforstået begrebet om værdighed i spillet. Deres hævngerrighed afslører netop, at de spiller for meget med deres følelser og tager angrebene dybt personligt – de gør med andre ord pseudovirkeligheden til virkelighed. Det er selvfølgelig problematisk.

For når man føler sig angrebet personligt af én man stolede på, så reagerer man med vrede, tårer og hævngerrighed. Alle disse følelser får ekstremt udtryk, især i de uvante omgivelser, og resulterer ofte i pinlig optræden, f.eks. tudeture og anfald af vrede. 
Glade seere? Ja.

Tåkrummende pinligt? Ja, for pokker.

Uværdigt? - I allerhøjeste grad, ja!

For folk, der ikke ser Paradise, kan det måske være svært at forstå:

Hvordan kan man føle nogen form for sympati med et menneske, der behandler alle andre så lusket, iskoldt og egoistisk? 

Svaret er simpelthen, at ser man programmet som det det er, så havde Sebastian faktisk forstået reglerne som den eneste.

Hvis man vil gå til finalen, så må man røvrende andre, være uærlig og et eller andet sted også være forvisset om, at man står helt alene - man hverken kan eller vil stole på nogen og accepterer disse forudsætninger og spiller med dem in mente.  

Ja, alt eksisterer i sandhed i en dualisme! At lytte efter sit hjerte eller sin hjerne er måske et af de ældste eksempler på dette.

Julian udtrykte det således, med uvidende præcision, da han fik nys om, at Mary ville smide hans Paradise-kæreste, Jeanette ud: ”Det er skrækkeligt at høre Mary tale om at smide Jeanette ud. Jeg bliver sindssygt indebrændt, hvis hun gør det, men samtidig ville jeg godt kunne forstå det. Det er dét, der er så forfærdeligt ved det.”

Er jeg dum? Du er dum!

Mange synes, Paradise er dumt. 

Deltagerne er dumme, og man er åndeligt formørket, hvis man gider at se det. Angående deltagernes dumhed, kan jeg personligt ikke selv se, om det er den betalte luksus, udsigten til en potentiel halv million, det yderst komplicerede  af producenterne gennemtænkte regelsæt for spillet, eller den strategiske sans, der kræves af deltagerne, der er dum.

Og til dem, der tillader sig det finkulturelle smagsdommeri, der ligger i at fordømme andre menneskers lavkulturelle fetisches: 

Hyg dig endelig med din abstrakte udstilling af hjælpeløst klatmaleri på et nordsjællandsk skodmuseum, dine højt intellektuelle debatprogrammer og din avis, med det voldsomme LIX-tal, og føl dig endelig komplet fri til at nyde din overpriced kaffe, med et latterligt fransk navn, der i grunden bare betyder ”kaffe med mælk”, mens du fordyber dig i Kongens Fald, så vil jeg i mellemtiden drikke en kop stærk neskaffe, ryge mine slavesmøger og gense ugens Paradise, med fordelen af finalens udfald for øje, og glæde mig til morgendagens premiere på Paradise Hotel: Reunion. Og når der er reklamer, kan jeg jo passende nå en omgang Angry Birds.