"Gift dig, og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det. Gift dig, eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele."
Søren Kierkegaard.
Jeg betragter ikke mig selv som romantiker på nogen måde.
Jeg synes romantik er kikset, opstyltet og kunstigt. Eller, det er det vel ikke i grunden for en romantiker, for eksempel, men den slags stearinlys-gøgls-praksis falder sikkert bare lettere for nogen end andre.
Jeg har, til min store fortrydelse, prøvet at være genstand for den slags, og jeg synes simpelthen det er så akavet. Er jo for helvede ikke den kvindelige heltinde i en af Danielle Steels romaner, eller en lady in distress fra middelalderen, vel. Faktisk har jeg altid fundet det ret ydmygende at blive offer for planlagt romantik af B-films dimensioner. Dét er der fandme ikke meget moderne kvindesyn over!
(Ikke, at jeg på nogen måde går op i ligestillingsdebatten i dagens Danmark eller har BH-afbrænding som hobby.)
Men sagen er, at vi lever i et utrolig uromantisk samfund. Der er sgu ikke andet end snæversyn og fremmedgørelse, der skiller mennesker fra hinanden i dag. Romantik sker bare ikke, Lars Krimi.
Og når der endelig sker noget, der ligner, når man en sjælden gang hører fra ens veninde, at hun er blevet taget med storm, så hun har mistet fodfæstet, så tænker man "det er for godt til at være sandt." Og det er det som regel også. Intet varer evigt, undtagen åbenbart ægteskabet for de ældre generationer.
Gammel og stædig
Erna og Svend Åge har været sammen i 70 år! HALVFJERDS! Har man nogensinde hørt noget lignende?
Er det ikke SØDT? Er det ikke romantisk?! Øhhhhh, nej. Det tror jeg så ikke nødvendigvis det overhovedet er, på nogen måde. Mon ikke Svend Åge måske har haft lidt ved siden af, fra tid til anden? Eller mon ikke Erna har fået en flad en gang imellem? Eller mon ikke Erna har trynet Svend Åge noget så eftertrykkeligt i 70 år, at han ikke tør andet end sige, at han er lykkelig, simpelthen fordi han har glemt, hvem han egentlig var engang? Ældre generationer havde en anden opfattelse af det hellige, eller i hvert fald højtidelige, ved ægteskabets institution. Det handlede ikke nødvendigvis om romantik, lidenskab eller kærlighed, men måske om nødvendighed, hvad angik f.eks. økonomi eller måske fordi nogen var "kommet galt afsted".
70 år sammen, fordi man ikke gider eller tør gå fra hinanden, det synes jeg ikke er romantisk.
Det er ligeså hyklerisk at hylde dét, som at hylde et menneske, der mod alle odds har rundet de 105 og sidder som en grøntsag i hjørnet og raller. "Hvor er det flot, du har holdt dig i live!" Hvornår fanden blev det flot at være i live på et så degenereret stadium og til en stor bedrift at overleve, og ikke bare lidt stædigt?
Jeg troede også lidt, det handlede om, at have det så godt som muligt. Kvalitet frem for kvantitet, og alt det dér.
Fucking forelskelse
At blive gift af kærlighed, dét er romantisk. Men det er tydeligvis langt fra altid, at det er en skidegod idé.
Det kommer i hvert fald an på, hvordan man opfatter kærlighed. Hvis kærlighed er lig med lidenskab, tiltrækning og grand gestures, så tror jeg, kærligheden brænder hurtigt ud.
Sandheden er jo, at det er pissehårdt og nederen at være forelsket:
Man mister evnen til at skelne mellem fornuft og følelse, og man bliver i øvrigt også ligeglad, fordi følelsen er det eneste, der pludselig tæller. Ens venner synes man er fuldstændigt til grin, illusorisk og lalleglad, og måske synes de også, man snakker lige lovlig meget om Benno, i forhold til at de overhovedet ikke kan se, hvad der er ved ham, for han er da bare gennemsnitligt grim, har et kedeligt job og ingen humor.
Og man hader sig selv, fordi man et eller andet sted stadig er i kontakt med sin hjerne, der ynder at minde én om, at man faktisk har mistet sig selv. Og at man er helt vildt ligeglad med det.
Den slags får mig til at spekulere over, om det overhovedet er en god idé at blive gift som følge af hovedkulds forelskelse. I et lidenskabeligt forhold vil der i en eller anden grad altid være en under- og en overhund. Som Jonathan Spang siger: "Et forhold kan sammenlignes med tandem: Der sidder altid en foran og tramper i pedalerne, og bagpå sidder der én, med benene oppe og en café latté i hånden og siger 'ih, skat, nu kommer der en stor bakke!'"
Den, der er mest forelsket, vil altid lige gøre lidt mere, strække sig lidt længere, for at få det til at fungere.
Jeg tror simpelthen ikke på, at der findes ligevægt. (Eller ligestilling.)
Skårene af en idealist
På den anden side ville jeg jo være en ignorant idiot, hvis jeg fuldstændig udelukkede muligheden af, at kærlighed baseret på forelskelse ikke kan være lykkelig eller varig. Jeg taler jo kun ud af egen erfaring, og som 26-årig, der er single på 6. år, eller deromkring, ville jeg være en helt anden slags idiot, hvis jeg lullede mig ind i forvisningen om, at evig kærlighed og den eneste ene findes, for hvem fanden gider spilde livet på fantasier og drømmescenarier? Jeg går jo heller ikke længere rundt og siger, at jeg vil være prinsesse når jeg bliver stor, vel? Som Karsten en dag sagde: "Indeni enhver kyniker er der en gennempryglet idealist."
Ja, for når man er forelsket skal der som regel nok oprinde en dag, hvor virkeligheden stikker én en syngende lussing på siden af skrinet. Så ka' du fucking lære ikke at være så glad og naiv!
Jeg skyder skylden på alle de tarvelige facade-mennesker, der går rundt og prøver at bilde os andre ind, at de er konstant euforiske af lykke. Ugeblade og TV-programmer, der påstår, at det største problem i det ideelle forhold skal være den evindelige kontrovers om, hvem der slår brættet ned eller smækker det op.
Troen på, at den store kærlighed og den store lykke skal være konstant og ukompliceret, er ligeså naiv som troen på, at Gud er en langskægget julemand, der sidder på en sky og spiser Philadelphia og i ny og næ trækker i snorene. Var det måske nemt for Dr. Zhivago og Lara? Eller Rhett Butler og Scarlett O'Hara? Eller Ali og Ryan? Episk kærlighed indeholder altid adskillelse.
Reality-check
Jeg tror ikke, jeg vil giftes med ham, hvis jeg engang skulle møde en Mr. Right Now, der viste sig at være vedholdende/udholdende end mænd er flest. For lad os bare indrømme det - Rhett og Yuri er i dén grad fiktive. Mænd behøver jo virkelig ikke være mænd mere, fordi kvinderne er fri til at være så meget mænd, de gider. Og det gider de underligt nok godt.
Forleden dag talte jeg med Lulu om mænd, som virkelig kan være nogle usle nuller, eller bare komplet umulige at forstå, ("The soil of man's heart, Louis, is stonier"), og der blev vi enige om, at det ville være rimelig ideelt, hvis vi gerne ville giftes, at vi blev det med hinanden. Vi elsker jo hinanden og har kendt hinanden længe. Og vores fælles flow ville ikke blive spoleret af dalende tiltrækning eller seksuel lidenskab, for vi har ikke nogen. Og vi vil gerne ha' en bryllupsfest og er ret enige om indholdet: God mad, god rødvin, mange bajere og jukeboks. Ikke noget prinsesse-for-en-dag-show dér, ingen opstyltet romantik, og som brudevals tror jeg enten vi tager T.N.T eller Miss Kiss Kiss Bang, alt efter hvad vi er i humør til. Yes. Jeg tror, det er det vi gør. Den kærlighed har faktisk en jordisk mulighed for at være vedvarende, og det ægteskab har måske en chance for ikke at blive fortrudt.
Og jeg tror, vi tager til Rom på bryllupsrejse, for jeg har allerede drømt, at vi var der, og at det var en sindssygt god tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar