Om Breivik: Tavshed er guld

I gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad (5. maj) hører vi endnu engang fra kirkens og teologiens skingreste røst, der naturligvis tilhører sognepræst, ivrig samfundsdebattør og ekspert i vurderinger af det menneskelige sind, Sørine Gotfredsen. Hun drister sig endnu engang til at redegøre for sin holdning til Anders Breivik, dennes retsforfølgelse, fornuftens overtag, og hvordan vi, som åndelige eksistentielle væsener, bør forholde os til den forfærdelige ugerning, der i juli sidste år førte til Breiviks tilfangetagelse, til trods for tidligere at have ”haft ørerne i maskinen”, som hun selv udtrykker det i dagens kronik.

Front mod front

Hun skriver, at mennesker deles i to lejre, når samtalen falder på mediedækningen af Breivik-sagen: På den ene side er der dem, der følger denne mediedækning, ”fordi man finder det vigtigt at forstå så meget som muligt af denne mands tankegang og verdensbillede.”

På den anden side er dem, der ”tilkendegiver (...), at intet kunne være mere uinteressant, og at manden blot bør ties væk.” 

 Gotfredsen tilhører den første gruppe, selv må jeg, i mangel af bedre, identificere mig med den anden gruppe, selv om jeg synes, at beskrivelsen af den tydeligvis negative position må siges at være mangelfuld, for selvfølgelig er holdningen mere nuanceret end dét, hvad jeg til gengæld ikke kan sige om den første gruppe.

Det forholder sig jo ikke sådan, at den retslige proces og dens udfald ikke er mere interessant end pollentallene eller Vild Med Dans. Faktisk mener jeg, at det er absolut fornærmende, som det fremstilles, at en del af befolkningen skydes indifferens i skoene i sådan en sammenhæng.

Som om man ikke stadig får ondt i hjertet af at tænke på ofrenes familier, og de unge mennesker, der blev mejet ned på så bestialsk vis – for en ekstremists politiske sag. 

Hvor vover Gotfredsen denne påståelighed omkring befolkningens medmenneskelighed, hvor vover hun egentlig at hejle op om i et offentligt medie, hvordan hun er bedre, hvordan vi alle burde være lidt mere som hende, uden den mindste smule ydmyghed? Og så kalder hun os andre for hovmodige (og naive), og klandrer os for at lade os styre af fornuften.

Må jeg dog være her!

Verden ifølge Sørine

Gotfredsen mener, at ønsket om at tie Brevik ihjel er udtryk for en ”manglende lyst og mod til at forholde sig til menneskets hele besynderlige natur.” Hun mener, at den enkelte dermed lukker øjnene for en facet af menneskets komplekse, uudtømmelige væsen, der ikke bør forsøges tiet ihjel, men som man i stedet må vedkende sig også eksisterer, og at en større eller mindre del af mennesket er mørke. 

Hun taler om, at det er arrogant at tro, at mørket kan ties og opdrages til at være helt udenfor indflydelse – med mindre man, som Breivik, er et unormalt ekstremtilfælde.

Vi har for stor tiltro til fornuften, siger hun. Vi vil helst bare diagnosticere de unormale og smutte dem i isolation, så vi glemmer, at de eksisterer. 

(NB! Husk, at når hun siger ”vi”, så mener hun faktisk ”de” eller ”I”!) 

Men Gotfredsen blander tydeligvis helt ubehjælpeligt nogle forskellige perspektiver sammen, så der bliver det syndigste rod! Hun glemmer, at verden ikke er indrettet sort/hvidt, og at denne brøler i opfattelsen af verden er mindst ligeså beklagelig, som den skråsikre lid til menneskets fornuft. 

De ting, hun blander sammen er spørgsmålet omkring mennesket Anders Brevik og spørgsmålet omkring den omfattende mediedækning af en massemorder. 

 Den naturlige distance

Som teolog og højintellektuelt menneske, er det forståeligt, at Gotfredsen forveksler de ovennævnte ting, for som teolog, præst og dermed uddannelsen til elite-medmenneske, står det store spørgsmål om menneskets væsen altid øverst på listen over det vigtigste. Jeg ved det, jeg er selv teolog. 

Men i denne sammenhæng tager hun fejl, når hun tror, at vi ønsker at glemme helt, at Breivik eksisterer. Hans eksistens kan ikke ties ihjel – han har simpelthen ytret sig for eftertrykkeligt til, at dette er menneskeligt muligt, og skulle figurere som et spørgsmål om stillingtagen i det hele taget. 

Hun glemmer, at anstødet og afskyen er før-refleksiv, en impuls, der forhåbentlig kommer naturligt til de fleste.

Med sin ugerning opbrugte Breivik simpelthen sin taletid. Han har ikke fortjent, at der er nogen, der nogensinde hører på ham igen. Vi kan ikke glemme ham, og talen om ham hverken skal eller kan ophøre, det har han ved Gud sørget for, men vi kan vælge at ignorere ham, lukke ørerne for hans menneskefjendske budskab, og dertil bidrager medierne ikke ligefrem. 

Sådan en udfrysning af et andet menneske kræver aktiv handling og er ressourcekrævende; det husker Sørine måske ikke fra sin egen folkeskoletid.

Desuden glemmer hun også, at der forhåbentlig stadig er forskel på den offentlige og den private debat. Det er ikke nødvendigvis op til medierne, hvad der diskuteres i de små hjem – de behøver ikke at sætte samtalens dagsorden, på forhånd tak. Nogle mennesker er faktisk i stand til at samtale ud fra egen agenda og ikke ud fra, hvad andre bestemmer, man skal interessere sig for eller gå op i.  Hverken DR, TV3, eller den ene og den anden selvbestaltede ekspert i mennesker og verdens indretning.

Mediedækning som meningsløs proaktion

Debatten om mennesket Anders Breivik hører til i private sfærer – der kan man lufte alt, hvad man har på hjerte, og i visse sammenhænge behøver man aldrig at bekymre sig om, om man nu bliver misforstået, hvilket Gotfredsen måske selv kunne nyde godt af fra tid til anden.

Faren ved mediernes fokus på sagen består i, at man helt kan glemme, hvem det handler om – ofrene eller ugerningsmanden? Hvad rager det egentlig mig, hvordan Breivik opførte sig i retten den ene dag og den efterfølgende? Det er ikke ligefrem, fordi jeg behøver flere beviser på, at manden er forstyrret på den ene eller anden måde. Det er slået fast med et syv-tommer søm og bukket i meterhøj neon. Jeg ændrer ikke min opfattelse af ham, ligegyldigt hvad, og det er vel forhåbentlig egentlig heller ikke meningen.

Og mediedækningen afhjælper ikke fremtidig terror – ligesom drenge vil være drenge, vil stålsatte, forskruede fanatikere nok også finde afløb for deres had på den ene eller den anden måde, så jeg tror ikke, debatten hverken vil fremme eller afhjælpe fremtidige terrorhandlinger. 

Det er skrækkeligt, men sandt. 

 Breivik: Det uartige barn

At Anders Breiviks handlinger pludselig skal agere aktuelt billede på en ondskab, der bor i os alle, får det simpelthen til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. I stedet for at relatere til ham, synes jeg personligt det giver mere mening at gøre det modsatte. Jeg er på ingen måde som ham, let me count the ways!

Det betyder dog ikke, at jeg ignorerer kælderdybet i det menneskelige sind, men undskyld-lige-mig for at ville afskrive den terroristiske, fanatiske massemorder som umenneskelig og udenfor empatisk rækkevidde! Jeg tror faktisk, der findes større moralske fejltagelser end den (!!).

Det har intet at gøre med at ville lulle sig selv ind i en illusorisk virkelighed, hvor den menneskelige fornuft er det største på jorden, og hvor man tror, at alt, normalt som unormalt, kan og skal identificeres, kategoriseres og, om nødvendigt, diagnosticeres. Gavmildhed med diagnoser, psykofarmaka og labels generelt, er der uden tvivl så rigeligt af.

Gotfredsen bryder sig heller ikke om diagnosticering, men hendes argumentation for det er naturligvis spinkel og idealistisk: ”Hvis vi forsyner ham med en diagnose, slipper vi for at skulle begribe ham og alt det modbydelige, han repræsenterer. Han får en diagnose, og vi – alle de normale – får fred.” Hun mener altså, at pointen med at pakke Breivik af vejen til evig tid i bund og grund er en smule egoistisk. Som om meningen er, at vi bare vil være frie til at glemme ham, fordi han et kompliceret og afviger fra normen. 

Som om der var tale om stuearrest til en uregerlig teenager!

 En ondskab udenfor kategori

Den åbenlyse pointe nævner hun slet ikke: At ideen bag måske kunne være, at der simpelthen findes nogle mennesker, der ikke kan rehabiliteres. I slaget hun slår for, at vi blinde bør vedkende os den menneskelige ondskab, tænker hun simpelthen ikke på, at omfanget af denne ondskab måske ikke er funderet i syndsbegrebet, i det at være indkroget i sig selv, paulinsk splittet mellem at ville det gode men gøre det onde, eller kierkegaardsk fortvivlelse – for hvad er disse ting tilsammen overfor den uforståelige menneskelige ondskab andet end teologiens hegelske system for kategorisering og skematisering af processerne i mennesket?

I hvert fald er der i tilfældet Breivik tale om en afgrund i et menneske, der er så dyb, at en finkulturel henvisning til Dostojevskijs kældermenneske virker temmelig tam. Og at en smagsdommer af en teolog benytter sagen til endnu engang at hvæsse sin skarpe pen for at leve op til sin tvivlsomme titel som samfundsrevser er blot endnu et bevis på, at Breivik har fået alt for megen taletid og opmærksomhed i medierne. Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at forsøge at forstå ham - er det ikke et udslag af følelser, frem for fornuft?

Så kan alskens medieliderlige harper for min skyld råbe op om, at det er udtryk for foragt for det unormale, ja, foragt for medmennesket og i strid med næstekærlighedsbuddet, men jeg vover at påstå: Tværtimod.

Læs Sørine Gotfredsens kronik her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/460935:Debat--Gotfredsen--Breiviks-moerke-kan-genkendes-i-os-alle?article_page=3