De siger, det er skidevigtigt at være forberedt på fremtiden.
Og det er så vigtigt at gøre, som "de" siger.
Ok, så.
Med udsigt til arbejdsløshed, som er skræmmende tæt på (vi snakker 1. september, og så er mor tilbage på dagpenge, unger!), så kan man ligeså godt indstille sig på at skulle til at gøre, som "de" siger - igen.
Derfor har jeg købt nye joggingbukser.
Trods de sidste fire måneders rige arbejdsliv, har jeg nemlig alligevel formået at slide hul i det gamle par - sådan er det, når man ikke arbejder otte til fire, eller et andet træls sted med et "ungt og friskt arbejdsteam", men i stedet kan slippe afsted med at sidde foran skærmen derhjemme.
Der er der nemlig ingen dresscode, man kunne bare lige hurtigt skifte til upåklagelig hverdags-elegance, når en situation krævede det - åh, GUD, hvor har jeg elsket det!
Nu skal jeg være arbejdsløs igen.
Og jeg regner med at bruge endnu mere tid i mine joggingbukser end jeg har gjort de sidst måneder.
Det kan sagtens lade sig gøre.
Sidste gang gik det ikke så godt med at hænge på hjørnerne og hamre bajere, og jeg nåede heller ikke at spilde så meget som et minut af mit liv på Jobcentrets dødsgang, hvor næste stop er eksistentielt selvmord, for mange stakler.
Tilstanden af arbejdsløshed er ikke engang indtruffet endnu, men jeg får svedige hænder og hamrende hjerte ved tanken om at få liiige lidt mere tid end jeg har brug for.
Detendergaaaalt....!
Moralsk forsumpelse ligger lige om hjørnet, for hvad hulen skal jeg lave?
Det kan godt være, A-klassen ringer og insisterer på at hjælpe mig med C.V. eller ansøgning, men sagen er, at jeg ligesom har nået at optimere begge dele, mens jeg har arbejdet.
Synes jeg da selv.
Og den sidste prædiken er klar, vielsestale til lørdag er klar:
Jeg har absolut intet at foretage mig - og med "foretage" mener jeg noget med at skrive, nørkle med salmer, bekymre mig om ukendte udfordringer whatever, bare et eller andet.
Det lyder måske som en stressagtig situation, i stressforskrækkedes ører, men tag en chill pill - det har intet med stress at gøre.
Det har snarere med mangel på formål at gøre.
Eller bare mangel på mål.
Helt ærligt.
Jeg har nærmest lige været dér i den utilfredsstillende træden vande imellem det ene og det andet.
Det' lort.
Og det, der venter i den nærmeste fremtid, er noget med at få købt de dér rundsave på Amazon eller sådan noget, for dem får jeg nok brug for.
Men de sidder sgu aldrig ordentligt på mine albuer - jeg har aldrig prøvet et par rundsave, der passede.
Så i dag har jeg gået (læs: siddet/ligget) mine nye joggingbukser til.
De skal lige lære, hvordan tingene bliver fremover.
Det kan godt være, der står "Everlast - Sporting Goods" på dem, men det kan de glemme alt om.
Så vi har set Little Miss Sunshine, Funny Games og The Sweet Hereafter.
Og Carrie Diaries.
Sådan bliver dét bare.
Så, fremtid, hvis du hører mig, så kan du godt komme an!
Jeg har ikke tænkt mig at ta' del i dig, sådan for realz, før der sker noget totalt fedt.
(Som f.eks., at jeg skal til København i 10 dage i starten af september - men det passer bare lige ikke ind i herværende bitterblog.)
Kære Brogger!
SvarSletDet er en bitter pille at sluge, og jeg kan kun anbefale at De fortsætter Deres nedstigen til dødsriget i galde og almen irritation på verden, og de forbandede væsener der befolker den!
Det er i det hele taget meget undervurderet i vor tid, hvor dejligt velgørende det er at hælde et møgfald ud over sine medmennesker og derved tydeliggøre at det faktisk mest er deres skyld, at ens situation er så miserabel som den er!
Jeg kan oplyse Dem om at jeg selv står i den omvendte situation, at jeg, efter at have nydt velfærdsamfundets støtte, nu skal ud og yde! Det er rimeligvis en langt værre situation, end den De i øjeblikket befinder dem i, og jeg syntes at deres klynkende udgydelser er, om end forfriskende, så dog noget malplacerede! De har nu chancen for at få samlet op på Sidney Lee´s samlede værker, og i det hele taget få mulighed for at fordybe dem i andre dele af vores storslåede kulturs højdepunkter. Mit råd til dem er at få brugt tiden på at få udbygget Deres, så vidt jeg husker, allerede veludviklede sans for dobbeltmoral, således at endnu flere modstridende synspunkter kan rummes og udtrykkes i et sprog der kan hægte så mange af som overhovedet muligt! De eneste kompetencer der virkelig tæller i dagen forbandende verden er nemlig, at De for enhver pris ikke står inde for noget!
Hilsen Deres for evigt, Karl Johan d. VI af Preussen.
Kære Karl Johan d. VI af Preussen!
SvarSletDa det forekommer mig, at Deres kendskab til undertegnedes blog ikke begrænser sig til hint enkelte indlæg, så lad mig da minde Dem om, at undertegnede netop bestræber sig på ikke udelukkende at brokke sig, blot for at gøre det. Det ville nemlig være voldsomt mod forfatterens ønske at blive kategoriseret sammen med Bethany, den såkaldte "bitterfisse".
Da Deres signatur forekommer mig at være særdeles pjattet, ved jeg ikke, om De kender mig personligt - derfor vil jeg påpege for Dem, at jeg de sidste fire måneder har været begunstiget med et arbejde, der ikke udelukker pludseligt indtrufne hverdagsfridage, hvor jeg altså lejlighedsvist har haft rig mulighed for at fordybe mig i vores vidunderligt mangfoldige lavkultur, som jeg oprigtigt sætter pris på at udforske.
Derfor er det mig ganske uudholdeligt eventuelt at måtte indgå i et system, hvor jeg forventes at spilde min tid på at opgradere i forvejen optimale ansøgninger.
Lad mig dog til sidst pointere, at jeg i høj grad sætter pris på Deres kommentar og at jeg ønsker, at flere var som De.
Deres respektfulde
Marie Antoinette.