Intet er gratis

De mennesketyper undertegnede har været knotten over i den forløbne uges tid centrerer sig omkring samme problematik.
Problematikken er som følger:
INGENTING ER GRATIS - MAN KAN IKKE FÅ ALT.
Jeg vidste det godt i forvejen, og det meste af tiden kan jeg sagtens huske det, men nylig er jeg flere gange blevet konfronteret med, at ikke alle ved, hvad jeg ved.
Faktisk virker det nærmest som om, at nogen tager det for givet, at man kan få alting uden at skulle slippe kongens mønt eller gå på kompromis med noget andet for det.
Og ved I hvad?
Det gør mig sgu sur.

De nylige eksempler på ovenstående er følgende:

1.Dem, der har brokket sig over, at de såkaldte desigermøbler, de erhvervede sig på Lauritz.com viste sig at være kopier.

- Som tidligere nævnt har jeg enormt svært ved at begribe, hvorfor nogen sætter design så højt. 
Mod dét kan man indvende:
"Det er et spørgsmål om kvalitet": 
Right, but wrong. 
Kvalitet fås billigt. Jeg har set billig kvali i adskillige genbrugser.
Eller:
"Det er et spørgsmål om æstetik": 
Right, but wrong. 
For det første er der ingen behagelige mennesker, der gider bo i et æstetisk hjem, for det er simpelthen ikke hyggeligt.
Og for det andet - æstetik skal man betale for. 
The big bucks.

Hvad jeg derimod ikke er i tvivl om, at folk godt gider, så er det at udstråle noget andet og mere end de er. 
Hvis man har klasse på så fin, ren en måde, som de færreste har det (underforstået: jeg har det overhovedet heller ikke), så er man ikke én af dem, der bliver taget ved næsen og køber design-kopier på nettet.
For den måde er også dyr.
Det sker simpelthen bare ikke, for dem, der har klasse, og vel og mærke gerne vil bo u-hyggeligt. 
Jeg er overbevist om, at den slags overklassemennesker godt ved, hvornår et tilbud på Le Klint er for godt til at være sandt.
De ved, at når det er billigt, så er det nok også en knock off.
De køber heller ikke deres Vuitton-tasker på nettet.
De går ned i butikken og snuser til materialerne og drikker 'pagne og gør en dag ud af det.
Så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor nogle ulyksalige danskere, der var blevet bondefanget, gad stille op i medierne (nyhederne, engang i sidste uge) for at udstille deres forkælede dumhed.
Dem har jeg svært ved at være nede med.
Man må betale, hvad det koster.
For alting.

Næste levende emne.

2. Dem, der var med i Luksusfælden for to uger siden.
Lad os undgå yderligere offentlig ydmygelse og lade beskrivelsen stå ved dét - stort set. 
Der var tale om to yderst gældsatte mennesker - det var måske et par i en relativt ung alder, hvilket vil sige, at de i gennemsnit var cirka 23. 
De ville gerne have børn, men havde ikke råd til det og fattede ikke hvorfor.
Endvidere havde de et hus, der var fyldt med hjemmegjorte huller, og som endda var placeret UDENFOR en lille jysk landsby.
Derudover havde de alskens nymodens elektronik, både indvendigt og udvendigt, og sidst, men ikke mindst, drømte de om at blive en børnefamilie.
"Fair nok", kan man tænke, for tingene kan jo vokse selv den bedste over hovedet, og pludselig banker virkeligheden og lysten til normalitet på - derfor tilkalder man assistance.
 - Ja, right, but wrong.

For nu var der bare lige det ved det, at parret ikke som sådan ønskede hjælp til at nå deres mål, som var et barn, eller til at få styr på deres økonomi, som var lort.
De ville egentlig bare gerne ha' eksperternes hjælp, så de, udover at købe flere ting, også kunne få råd til at slå ud med armene overfor deres venner.
- Jamen, sådan var det; det er ikke noget, jeg finder på.
Måske havde de i virkeligheden bare meldt sig til Luksusfælden for at få den gratis gave, som folk får, når de har været dygtige - bare uden at være dygtige, selvfølgelig.
Igen er vi tilbage ved dét med, hvor svært det er at acceptere, at ting koster og at livet koster.
Man kan ikke få det hele. 
Men vi lever i et samfund, hvor vi forventer netop det; det hele.
Hverken mere eller mindre end alting.

Og dét var egentlig pointen, men ingen skal snydes for det tredje eksempel:

De dér folk, der var skidesure over trafikstøjen fra eksempelvis Jyllingevej.
- HELT ÆRLIGT!
Så dukker der lige nogle mennesker op på en god kanal i den bedste sendetid, og de brokker sig over bilernes larm, som de kan høre fra deres hus, som ligger, ikke i indre København, men lige ud til Jyllingevej. 
Har man hørt noget så fjollet.
Fra husejerens side kom hjerteskærende historier for dagen, om hvordan manden bare altid havde DRØMT om at bo i det kvarter, og hvordan de var blevet BONDEFANGET udover alle grænser, ved at få fremvist deres hus om aftenen, hvor trafikken ikke var så voldsomt, og hvor mange mønter det kostede at få lydisoleret hytten.
Hør. Nu. Her.
Hvis du køber et hus, der ligger ud til en firsporet vej, så læg dog lige to og to sammen inden du køber det hejs.
Programmet var uden tvivl vinklet således, at man skulle have ondt af det pågældende par.
Retorikken lægger klart op til, at vi andre skal sidde og have ondt af dem, fordi det store væmmelige boligmarked har taget røven på dem.
Nå men, det har jeg altså ikke.

Forstå nu, at man ikke kan få det hele - og slet ikke gratis.

- Der er masser af fine huse ude på landet, hvor man ikke ville finde lignende støjgener, men sjovt nok ligger de huse ikke særlig tæt på København.

- Der findes masser af stole, man sagtens kan sidde på, og som ser pæne ud, uden at de ligefrem udgør et (yderst nederen for os andre) samtaleemne. 

- At få et barn er ikke bare noget, man lige gør, fordi vinden vendte, eller sådan noget. Det er en stor beslutning. 
Og hvis man i gennemsnit er 23, og gerne vil feste, ha' surroundsound, fladskærm og iPads, så er det måske ikke lige tidspunktet.

Vi vil ha' alt, og vi vil ha' det nu.
Men vi må simpelthen bare lære at vente.