Til gengæld har den da åbnet for de verbale lortesluser,
bedre kendt som alle Danmarks selvbestaltede eksperter.
De kan blandt andet kendes på, at de altid er cand. noget-helt-andet end dét, de udtaler sig om.
Ofte er det i øvrigt tilfældet, at de er uddannet indenfor noget så snævert, nørdet og specialiseret,
at man kan undre sig over, hvis de nogensinde har troet, deres fremtid kunne bestå af andet end "coaching", "blogging", og udspyelser af forudindtagede, gennemsubjektive udbrud,
som, trods det såkaldt provokations- og aktuelle skarpheds-indsvøbte skalkeskjul,
er nemt at afdække som tyktflydende blabla af værste skuffe -- i den bedste sendetid.
Det er for eksempel tilfældet i indslaget fra Go' Aften Danmark,
hvor blogger og "mag. art. i litteraturhistorie og fast gæst i Søndagsfrokosten på P1",
Anna Sophia Hermansen, i en paneldebat, hvor hun i øvrigt sidder på nåle for at stjæle ordet,
udtaler sig om, hvorvidt præster bør være troende.
Anna Sophia Hermansen svarer klart og tydeligt "nej" til dette spørgsmål.
Hun mener, at en præst skal "bekende sig til de kristne værdier."
Og mens hun gør små bestemte nik med hovedet, der skal få os TV-dumme danskere til at forstå, at hun virkelig mener hvad hun siger, og mens øjnene lyner af vid og aktuel skarphed,
siger hun, at hun "sætter pris på, hvis en præst ikke bekender sig til brændende buske, der fortæller folk, at de skal slå deres børn ihjel."
Åh, kan man andet end at elske denne generalisering af en gammeltestamentlig myte, der ligger højt på listen over udbredte misforståelser!
Så vidt jeg er informeret var der tale om én brændende busk, der talte til ét menneske og ét menneske, der fik besked på at slå sit barn ihjel, og endvidere er der tale om to forskellige historier.
Så meget for din skarphed, frøken Cand. Absolut Ingenting.
Og Anna Sophia Hermansen mener, at det er ligegyldigt, om præster tror på nisser eller UFO'er.
Hvilken herlig sammenblanding af en masse ting, der intet har med noget at gøre!
Jeg bliver aldrig træt af at høre på lægfolk, der udtaler sig hårdt og firkantet om tro og Gud og den slags, på en måde, så det bliver klart for enhver, at de ikke har nogen form for kendskab til, hvad det indebærer at tro på Gud, men gang på gang reducerer slig tro til noget "overnaturligt vås."
Hvad skal en præst så kunne, i Anna Sophia Hermansens øjne, kan man spørge?
Jo, ser du:
" (...) at de er i stand til at hjælpe os med at udholde livet, med at håndtere døden, med at ta' hånd om kærligheden. Det er de ting, jeg synes en præsts opgave går ud på - om vedkommende tror på Gud eller ej - jeg er fuldstændig ligeglad."
Jeg ville gerne spørge Anna Sophia Hermansen, hvorhenne hun tror, præsterne skal finde styrken til at bære dét ansvar, som hun beder dem om, hvis ikke det er i troen?
Efterfølgelsesteologi har begrænset at sige mig, men netop her kan der drages en ok parallel til ham dér Jesus, som bar hele menneskehedens synd på sine menneskeskuldre!
Rimelig tungt for de fleste - selv tungt for Guds egen søn.
Og byrden, som præsten forventes at kunne og skulle bære er tilsvarende omfangsrig, for i dét tilfælde er der tale om et menneske, som alle andre, der skal bære sognet.
Og teologer og pastoralseminarister og præster vil vide, at den slags vægtløftning ikke hører med til uddannelsen!
Hvis ikke man tror på, at det ansvar, der følger med det embede, man bestrider, er velsignet af Gud (og mennesker), hvordan skal man så nogensinde kunne blive i stand til at udstråle bare 20% af den rummelighed og af det overskud, som menigheden, og præsten selv, forventer?
Hvordan skal man vejlede folk i deres livs største sorger og lykkelige stunder, hvordan skal man kunne gå fra en sørgelig begravelse til et lykkeligt bryllup, hvis Gud ikke er med?
Det kan man ikke forlange af mennesker alene.
(Og nyd i denne sekvens af indslaget i øvrigt Anna Sophia Hermansens brug af hovedrysten, panderynken og opspærrede øjne, der understøtter den glimrende retorik!)
Eksemplet, som Anna Sophia Hermansen nu paralleliserer til, med, at jordemoderen, der bragte hendes søn til verden, måske ikke havde nogen børn selv, og at det da også kunne være lige meget, dét kan hun i mine øjne i øvrigt stikke skråt op.
En jordemoder har modtaget en praktisk uddannelse, og er altså fuldt ud kompetent til at bringe børn til verden, hvadenten hun har prøvet at føde selv eller ej.
En præst, derimod, får først sin egentlige praktiske uddannelse, når vedkommende er i embede.
Én begravelse skal jo være den første - men hver begravelse er unik for de pårørende.
Rutinen (ja, sådan en kommer der jo) kan selvfølgelig være en hjælp, men den kan også være farlig.
Herren i midten af panelet, som er erklæret ateist og tror på sig selv, sin virksomhed og sin computer, og derudover betragter præster som "sælgere",vil jeg ikke kommentere yderligere ind på end følgende:
Jøsses, hvor er det træls, at der er så uendeligt mange irriterende mennesker,
der skal pisse mig af hele tiden, når de åbner for deres belortede blabla.
Hvis vi nu allesammen udtalte os om de ting, vi faktisk vidste noget om,
så ville det nok være mindre irriterende for os alle at være her.
Men ellers kunne det da også godt være, jeg bare skulle til at ævle op og ned på bloggen og i fjernsynet om litteraturhistorie eller jura, eller noget....
UPDATE, 23. januar:
Det er lige kommet mig for øje (!), at panelets tredje medlem, som jeg egentlig synes sagde nogle ok-ting, dog på en lidt udvandet og diffus måde, er ingen anden end Paula Larrain.
Kunne ikke genkende hende, fordi hun i dagens anledning var trukket i sit "seriøs repræsentant for menighedsrådet"-look, hvilket består af tilbagetrukket hår, briller, rullekrave og blazer, hvis du skulle spørge fra nogen. Udsagnet om, at de i "hendes" sogn er "socialpietister" står nu i et helt andet lys.
Til daglig er Paula glad for at synge og sætter pris på den uvurdérlige skat fra Højskolesangbogen,
men men men, hun er naturligvis også coach og har en fortid som blogger..... Pity!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar