From lashes to ashes

Det er da utroligt, hvor stor en forskel sådan et par øjenvipper gør!

Jeg har gennemgået en krise af vilde dimensioner i dag.

I går købte jeg en så fancy elektronisk indretning som en øjenbrynstrimmer - undertegnede har jo i mange år trimmet brynene med en neglesaks, fordi min smertetærskel ligesom ligger laaaangt før pincet-relateret smerte.
Men indrømmet - en neglesaks er ikke lige så smart.

Og hold da helt op, manner, hvor sådan en øjenbrynstrimmer er fiks!

... Dog lidt for effektiv, viste det sig i dag, for da jeg tog mascara på, inden jeg skulle på tur med papa-roomie, afslørede min mascara i allerhøjeste grad, at en tre-fem ret så centralt placerede af mine HØJTelskede vipper, af RIGTIG fornuftig længde, måtte lade livet i gårsdagens trimning.

Var grædefærdig.
Lod med det samme papa-roomie vide, at hvis jeg havde været 15, kunne det have været årsag til selvmord.
Eller i hvert fald total isolation.

Forberedte forstående, men i situationen lidt for højtgrinende, omgivelser om, at jeg nok lige ville surmule lidt.
Og det gjorde jeg så.
Jeg gik gennem alle de ellers opreklamerede faser for bearbejning:

1. Isolation:
Ja, det giver jo sig selv, i forhold til, at jeg seriøst overvejede om mit nylige æstetiske handicap ikke fratog mig retten til at færdes blandt mennesker med normale øjenvipper.

2. Vrede:
Man bliver selvfølgelig enormt vred på sig selv over slig sorg og selvskabt plage.

3. Forhandling:
Den fase gennemgik jeg, da vi holdt ind omme ved Brugsen og jeg blev siddende i bilen (på grund af 1. fase). Slog spejlet ned for at tjekke, om det nu også var så slemt igen. Det var det.

4. Depression:
Den fase indtrådte, da jeg googlede mit problem og der straks kom utallige hits med overskrifter som "fuck altså" og "nooooo!", hvor mere eller mindre ukyndige kvindfolk anslog, at det tager mellem 4-6 uger for øjenvipper at gro ud og at det i øvrigt varierer meget.
Der slap jeg lige grebet i forhandlingens gren og faldt lidt dybere ned i fortvivlelsens dybder.
I øvrigt skammede jeg mig i fjerde fase også over at være så overfladisk og tænkte på alle de stakler, der fra naturens hånd har nærmest ikke-eksisterende øjenvipper. Og dem, der er ved at dø af sult eller af krig i Syrien, for eksempel.

5. Accept:
Jeg må vel have accepteret min nylige episke fail, cirka deromkring hvor jeg kommanderede papa-roomie til at holde ind ved Matas, så jeg kunne få ordentlig hjælp af en ekspedient, der MINDST måtte være materialist af hjertet, for at jeg gad ha' hjælp, og at hun skulle besvare følgende testspørgsmål korrekt:
Ville du betragte niveauet af din viden om kosmetik og din flair for folk og deres farver, som:
a) Perfekt
b) Mangelfuld
c) Jeg er ny i job.
Tænkte, at hvis hun i øvrigt foreslog rød læbestift, så var hun totalt dømt ude.
Besluttede nemlig i denne fase, at jeg de næste 4-6 uger overhovedet ikke vil gå med øjenmakeup, da det jo var den forrædderiske mascara, der overhovedet bevirkede, at jeg opdagede katastrofen (nej, det ord er ikke for voldsomt.)
Det næste stykke tid må jeg prøve at vænne mig til at fremhæve læberne.
(Det er bare virkelig noget tis, fordi, at øjnene er sjælens spejl og læberne og munden er sjælens afløb for ordbræk...)

Ak ja, sikke en hård dag fyldt med prøvelser.
Det ville jeg ikke byde min værste fjende.

... Og nej, der kommer ingen billeder!