En læserstorm i et glas vand

Der er ordkløvende kævlerier en masse, fra såvel såkaldte eksperter samt læsere,
i dagens udgaver af Politiken og Kristeligt Dagblad.

Hvad bilder de sig ind i Mejdal?!
At søge en præst, som tror på Gud?!
Aldrig har man da kendt mage - lyder det fra de kloge.

Det er nemlig meningen, at dette krav til en præst bare skal ligge uudtalt mellem linjerne.
Det giver ligesom sig selv, at præsten tror på Gud, mener nogen.
Og andre mener, at dette, som før var selvindlysende sandhed, er blevet mindre selvindlysende - og det begrundes med sagen om Thorkild Grosbøll; præsten, som (efter sigende) afviste at tro på "en skabende og opretholdende Gud."
Og atter andre, såsom vores egen kirkeminister, mener, at det er en meget uheldig formulering.
Og formanden for Præsteforeningen mener, at der med kravet er tale om "sindelagskontrol" og kvantitativ måling af tro.

Jeg undrer mig en smule over, hvordan alle disse kloge hoveder kan få så mange forskellige og modstridende fortolkninger ud af det ovenstående udsagn fra jobopslaget,
som hele stormen grunder på.

Misforståelsen af Grosbøll


Når der refereres til Grosbøll-sagen, fremhæves altid hans udsagn om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.
Det må ligesom være essensen; dét, der skabte røre og ophidselse landet over, og som altså har nu har fået Mejdal sogn til eksplicit at kræve, at deres kommende præst er troende.
De er bange for ellers at få en Grosbøll, siger dagens udgave af Politiken.
I Danmark sættes der efter sagen om Grosbøll lighedstegn mellem hans opfattelse og mangel på tro.

Personligt har jeg ikke læst Grosbølls prædikener, men ud fra hans centrale formulering, kan jeg ikke se problemet med den.
Fælles for betegnelserne om Gud som "skabende" og "opretholdende" er, at Gud fortsat virker i verden.

Der er altså i mine øjne tale om et spørgsmål om grammatisk brug af kort og lang tillægsform:
Jeg mener heller ikke, at Gud er skabende, altså, at han stadig skaber.
Gud har skabt.
F.eks. er mennesket "skabt."
Det vil ikke sige, at Gud har formet hver enkelt af os i ler - det ved vi.
At mennesket er "skabt" vil sige, at det er begrænset - altså ikke evigt.
Og eftersom intet menneske hidtil har levet evigt, så må den jo siges at være god nok.
Vi er skabt og herefter er vi på egen hånd, som verdens opretholdere og overladt til vores egen og andre menneskers frie vilje.

Gud er nemlig ikke opretholdende - det vil sige, at Gud ikke virker i naturlovene, biologien eller på anden vis griber ind eller viser sig i verden.
Man hører fra tid til anden mennesker begrunde deres mangel på tro med, at "hvis Gud findes, hvor var han så, da jøderne blev dræbt i koncentrationslejrene", at de ikke kan tro på Gud, fordi Han lader børn dø og lignende. 

Men koncentrationslejrene var menneskeskabte, og at lægge ansvaret over på Gud i dette eller lignende spørgsmål er at fratage den menneskelige ondskab ansvaret.
Mennesker gør forfærdelige ting mod hinanden.

Og naturen gør forfærdelige ting mod menneske - men det er ikke Gud, der sidder og laver tsunamier og jordskælv for sjovs skyld - vi ved jo allesammen, at disse ting har logiske årsager, der har med naturen selv at gøre.
Konsekvenserne kan være ubegribeligt omfattende og ramme mange mennesker - men det er altså ligesom for barnligt nemt og uoplyst at give Gud skylden.

Og Gud lader ikke børn dø:
Børn får sygdomme og dør i tragiske ulykker og det er uendeligt forfærdeligt og uretfærdigt og meningsløst - men det er ikke Guds skyld.
(At det så er helt i orden at skælde ud på Gud, når livet er uretfærdigt er en anden sag - men han ka' ta' det.)

At man ikke tilslutter sig påstanden om "en skabende og opretholdende Gud", behøver altså ikke at betyde, at man er fuldstændig gudløs.
Jeg mener faktisk, at det vil sige, at man tillægger mennesket et større ansvar og dermed en større betydning, end hvis man blot tilskriver Gud hele ansvaret og hele skylden.

Men en apologi for Grosbøll nytter nok ingenting, for en udbredt misforståelse har det med at blive til en ny sandhed.
Og sagen er, at her i det kulturkristne Danmark mener den kirkefremmede, hellighedshadende og syndsfjendske befolkning altså bare, at man vil ha' en præst, som tror på dét, de ikke selv kan tro på.

Tro som forudsætning for bestridelse af præsteembedet

Langt henad vejen er jeg enig i, at det bør være indlysende, at præsten tror på Gud.
Hvis vedkommende er præst i Folkekirken, har han/hun jo i hvert fald før sin ordination (den ceremoni, hvor man i grunden først rigtigt bliver præst - al uddannelse og boglig visdom til trods),
underskrevet Præsteløftet, hvori der blandt andet står at kandidaten "vil beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt".
Derudover omtales sakramenterne (dåb og nadver), ritualerne, nådens midler, troens lærdomme og embedet som "hellige".
I Ordinationsløftet, altså løftet, som afgives under selve ceremonien, bekræfter kandidaten, som nu er ordinant, i øvrigt at ville "prædike sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at forvalte de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse".

Har man skrevet under på Præsteløftet hos biskoppen og bekræftet Ordinationsløftet for gejstlige samt menighed offentligt i kirken, så er det i min optik netop indlysende, at troen må være implicit.
Ellers har man løjet.
Dog har man ikke forpligtet sig på en bestemt tro, anden end den, der også er at finde i de luthersk-evangeliske (folkekirkelige) bekendelsesskrifter. 

"Den Nye Oplysning"

Mejdal sogn beskyldes i øvrigt for "sindelagskontrol" og der tales igen om den kvantitative måling af tro (som sammen med målingen af lykke får mig til at mene, at vor tid kunne skifte navn fra det diffuse "senmodernitet" til "den nye oplysning".)
Stik imod hvad de kloge fortolker sig frem til, har Mejdal sogn jo netop ikke specificeret hvordan eller hvor meget deres nye sognepræst skal være troende, hvilket Karsten Nissen, biskop over Viborg stift, også har påpeget.
For selvfølgelig kan man ikke lave en quiz, hvor resultatet anslår mængden af tro i procent!
Det er jo simpelthen så dum en tanke, at man må spekulere over, hvornår vi glemte konsekvenserne af Oplysningstidens tilsidesættelse af det åndelige fremfor fornuften og Den Franske Revolution.

En læserstorm i et glas vand

 "Vi søger en præst, der er troende og optaget af at forkynde og formidle evangeliet for alle - børn - unge - voksne og ældre."

Sådan lyder en brøkdel af jobopslaget fra Mejdal sogn.
Dét er åbenbart foruroligende og ikke på sin plads,
for formuleringen har i dag startet en mediestorm, der måske nok ikke ligefrem er en medietornado,
men som alligevel er helt ude af proportioner, i forhold til, hvad den bygger på.
Hvis man nærstuderer læsernes respons, er de langt mere forstående overfor formuleringen.
Som læser synes jeg ikke, at der er noget som helst anstødeligt ved jobopslaget, og som vordende sognepræst og nuværende jobsøgende, studsede jeg da heller ikke det mindste over formuleringen,
da jeg stødte på den i Præsteforeningens blad.

Og hvis man vil søge stillingen og hører til dem, der er faret i flint og vil ha' tingene på det rene,
så kan man da benytte sig af tilbuddet til slut i jobopslaget:

"Vi drikker gerne en kop kaffe/te sammen med dig inden du evt. sender din ansøgning."

Så er der vist kogt suppe nok på dén pølsepind.