torsdag den 21. juni 2012

Jeg hader... #1


... ombygningen af Nørreport. Hvordan kan man slippe afsted med at lave Københavns knudepunkt for offentlig transport om til et mayhem af forvirring? I flere år? Og endda samtidig med, at byen generelt er vendt på vrangen? Man skulle tro, nogen ledte efter noget.

... sporarbejde. Jeg vidste ikke, at det at flytte til vestegnen var det samme som at flytte til et u-land, der er ved at blive bygget op.

... når du ligner en såret hundehvalp, når jeg nøjes med et overrasket "hej", når jeg ser dig. Vi er venner på Facebook, vi delte kortvarigt historie, men hvis du ikke har snakket med mig indenfor de sidste 10 år, så har vi nok heller ikke så meget relevant at snakke om, to minutter på Strøget. Get over it.

... når du får læben på over, at jeg sætter All Along The Watchtower på fest-playlisten. Hvis du ikke kan li' Jimi Hendrix, så ti lige stille med det.

... at du snakker i mobiltelefon på strækningen mellem Ny Nederenport og studiet, hvis du tilhører arten af halvaber, der sætter tempoet væsentligt ned og samtidig navigerer langt mere nervøst. Det ER svært at trække vejret, tale i mobiltelefon og bevæge sig normalt på samme tid.

... fumlende fodgængere generelt. Er det meget svært lige at orientere sig bagtil, når man pludselig drejer skarpt hen til H&M? Har du tænkt på, at du ikke er det eneste menneske, der skal steder hen?
Og jo, jeg gør det faktisk altid selv.

... når du kommer med dumsmarte bemærkninger angående min fremtid som præst, om at prædike for tomme bænke og deslige. Bare fordi du ikke forstår det, betyder det ikke, at du har ret.

... når du ikke forstår referencer til Casper & Mandrilaftalen, fordi du aldrig har set det, da du "bare fandt det alt for mærkeligt", mens du griner røven i laser over Drengene Fra Angora. 

... når du ser ned på os, der også nyder lavkultur i vores hverdag. Slap af. Det hele kan ikke være Fellini, Smagsdommerne, fusionsjazz og Michelin-stjernet mad. Jeg ved godt, du også læser Se & Hør ind i mellem, eller at du griner over useriøse komedier. Hvorfor er du så hemmelig?

... Lavkultur, der camouflerer sig som højkultur. Screw you, Dan Brown.

... det udtryk du får i øjnene, når jeg siger, at jeg virkelig foretrækker sort neskaffe, og at jeg hellere vil stikke en gaffel i øjet end foregive at nyde vammelt sød trendy kaffe til overpris.

... når du altid prøver at bilde mig ind, at det hele bare går skidegodt hele tiden og at du bare styrer dit liv med hård hånd. Tror du ikke, vi alle ville få det lidt bedre, hvis vi ikke var så bange for at stå ved vores nederlag?

... sundhedsapostle. Jeg er da på dine vegne glad for, at det har jeg gjort dig gladere end nogensinde, efter du fik skyllet dine tarme igennem med grøn the, lagde smøgerne på hylden og kun sjældent nyder alkohol i form af en Skinny Bitch, men så vær dog også glad på mine vegne for, at jeg har det fint med at være lykkelig og syg.

...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar